Freaks, zombier og lyssværd

Efter et par dage med julelukket og indlæggelse til familiesammenkomster mente min nittenårige søster og jeg, at det var på tide at komme lidt ud blandt pøblen, så vi beslutter os for at tage en tur ind til Hjørring for at kaste lange blikke efter de julegaveønsker, der aldrig havnede under træet på den fireogtyvende.
Okay, så vi står i A-Z’s legetøjsafdeling. Genstanden, der har indfanget vores opmærksomhed, er et langt lyssværd, der hviler i et åbent papdisplay med fantasifulde Star Wars-afbildninger på en hylde i blikfangshøjde. Min søster har altid ønsket sig et lyssværd. I hvert fald lige siden hun begyndte at læse Sci-Fi tegneserier, post-apokalyptiske bøger og anse splejsede drenge som Christopher Mintz-Plasse (Superbad) som værende et hårdt turn on. Og det er efterhånden ved at være noget tid siden.

”Et lyssværd er verdens mest awesome våben!” udbryder hun, og jeg synes næsten, at jeg hører ærefrygt i hendes stemme. Hun stryger hånden hen over klingen (eller hvad end man nu kalder det på et lyssværd) og fortsætter: ”…Men vidste du, at lyssværdet faktisk ikke er opfundet i den virkelige verden endnu? Altså sådan et rigtigt lyssværd.”
Nej, det vidste jeg ikke. ”Men hvad kan denne plasticudgave?” spørger jeg en anelse ligegyldigt og trykker på en lille rund knap på skaftet, hvorefter genstanden begynder at lyse rødt og sige underlige lyde.
”Awesome,” mumler jeg med en snert af anerkendelse i stemmen.
”Lad mig prøve,” siger min søster og lægger hånden rundt om skaftet og trykker på knappen. Hun står et øjeblik med et tankefyldt udtryk over ansigtet, imens jeg afventer hendes bedømmelse. Så skuler hun til mig ud af øjenkrogen, imens en fornyet spænding rører sig i hendes øjne, og siger: ”Den vibrerer…”

...

Hvis man er lidt af en freak, kan man altid håbe, at der i den nærmeste familie forefindes én, der er endnu mere freaky end én selv - En som kan overstråle ens egne bizarre tilbøjeligheder af ekstremistiske ubanaliteter. Dette er den heldige omstændighed i mit liv, og faktoren jeg her har i tankerne, er selvfølgelig min nittenårige lillesøster. Jeg mener... de fleste har altid vidst, at hun var en lille smule menneskesky (også kendt som socialt retarderet). Men vidste de mon, at hun var direkte… Mærkelig? Dette blev på det kraftigste slået fast den fireogtyvende december. Frem af gavepapiret, der så uskyldigt var foldet om hendes julegaver, tilsynekom den ene zombiebog efter den anden. ”Zombie survival guide,” ”How to speak Zombie” og “The Mystery of the Living Dead” for nu bare at fremhæve et par af de titler, man kunne finde uden på bøgernes omslag. Og mens min søsters ansigt lyste af begejstring, sad de endnu uvidende medlemmer af familien og sendte hinanden foruroligende blikke ud af øjenkrogen. Zombier! Er det dét, de unge vil ha’?

Jesse Eisenberg i Zombieland

Personligt havde jeg aldrig troet, at jeg skulle tvinges til at forholde mig til begreber som levende forrådnelse, men min søster ynder dagligt at overraske mig med små hurtige testspøgsmål, som hun slynger i hovedet på mig uden nogen særlig situationsovervejelse, og det er som om, at hun forventer, at jeg skal kunne huske alt, hvad hun nogensinde har fortalt mig om zombier:”Simone, sig mig hvilke steder man skal undgå at opholde sig under et zombieangreb?” … eller: ”Hvordan smitter en zombievirus?” Det er forholdsvis sjældent, at jeg formår svare rigtigt på disse spørgsmål, men hun er en ihærdig læremester, der ikke giver op uden kamp. Og det er her, et eller andet sted mellem fornuft og galskab, at jeg må stoppe op og fundere. For pludselig slår det mig; hvad nu hvis hun har ret? Hvad nu hvis vi alle sammen går rundt i en usynlig farezone, en fare for at ende som tankedøde zombier, som kun forstærkes af vores egen ubevidsthed? Vil vi være i stand til at reagere i tide hvis uheldet er ude, vil vi formå at redde os selv? Det er et spørgsmål om mod, om handlekraft. Men først og fremmest er det et spørgsmål om viljestyrke. Jeg vil derfor opfordre alle til at stille sig selv det altafgørende essentielle spørgsmål: Vil du overgive dig til tilværelsen som levende død, eller vil du kæmpe imod og overleve?

.

Farvel Willesden Green

Himlen er mørk, men luften føles mild. Michael, min irske landlord siger, at han vil følge mig ned til stationen. Fortovet er dækket af et tyndt hvidt lag sne, og enkelte steder er den presset så hårdt sammen, at overfladen er blevet slippy, som Michael kalder det. Strækningen op til stationen kan klares med cirka ti minutters gang, men grundet sneen og Michaels gamle ben, bliver det til adskillige minutter mere. Også fordi Michael bruger sine kræfter på at snakke i stedet for at gå. Han er et af de mennesker, der fortæller de samme historier om og om igen og hver gang med lige stor ivrighed og fortællerlyst i stemmen. Jeg kan huske dem alle sammen udenad, for jeg har hørt dem mange gange før. Men nu gør det ikke noget, tænker jeg, for nu forlader jeg ham jo, og så skal jeg nok ikke høre dem igen.

Vi er de eneste to mennesker nede på den halvmørke platform. Michael giver mig et varmt knus og et hurtigt kys på kinden. ”Have a nice trip and have a little tip,” mumler han på sit irske engelsk og hiver en tyve-punds ud fra inderlommen, som han stikker ned i min jakke. Jeg protesterer, men ikke længe nok til at jeg risikerer, at han tager den tilbage igen. ”Buy a couple of beers on us,” er hans sidste ord, inden han vender sig om for at tage turen tilbage op ad trappetrinene. ”Have a merry Christmas!” råber jeg efter den gamle mand, inden han forsvinder helt ud af mit syns rækkelighed.
Jeg kommer nok alligevel til at savne Willesden Green, er min tanke, da jeg trækker kufferten ind i tuben med et smil på læben. Et smil, der bliver hængende hele vejen ned til London Bridge.

“Is your flight cancelled?” spørger jeg manden, der sidder ved min side med ryggen op ad væggen, fordi jeg keder mig og har lyst til at sige noget til en eller anden. Han ser ud til, at han har siddet her i lang tid, og han støtter kroppen halvt op af sin bagage, hvilket giver ham en underlig skæv holdning. Ikke at der er tale om mere bagage end en mindre backpackertaske og en enkelt krøllet plasticpose.
”No I just come here to sleep in the airport sometimes,” mumler han med en grødet stemme og kigger på mig med to ganske rare øjne.
Jeg nikker. Min første indskydelse er, at han joker med mig, men på den anden side kunne han også godt ligne én, der ikke har så mange andre muligheder for et tag over hovedet. Jeg sender ham et venligt smil og siger; ”me too,” for det er vel heller ikke helt forkert.
Jeg spørger ham, om han vil holde øje med min bagage, mens jeg går på toilettet. Da jeg vender tilbage, er han væk. I stedet står der en security-vagt og stirrer på min kuffert sammen en tyk dame, der ligner hende Etta Cameron. ”Is it your suitcase?” spørger vagten.
”You shouldn’t leave it unattended like that,” tager den tykke dame over. ”It could have been a bomb. I had to call security.” Hendes toneleje er bebrejdende og yderst formanende.
”Jesus christ,” mumler jeg lavmælt, men åbenbart alligevel højt nok til at de begge to sender mig et blik, der får mig til at føle mig som et uartigt barn på fem.

Danmark dufter af juletræer, frisk luft og kaffe. Alle omkring mig snakker dansk og ikke alle mulige forskellige og uforståelige sprog. Jeg registrerer pludselig betydningen af alt, hvad der bliver sagt i mit nærvær, og det er underligt. Udmattende. Jeg har faktisk aldrig før tænkt over hvor mange ligegyldige ting, vi mennesker går rundt og siger.
Senere ligger jeg midt på stuegulvet med ryggen presset fladt mod gulvbrædderne og stirrer op i loftets store rektangulære gipsplader, mens jeg spekulerer over, hvem jeg var sidste gang jeg var her, og om der mon stadig er leverpostej i køleskabet. Min nittenårige lillesøster kravler hen til mig fra et eller andet sted udenfor mit synsfelt og lægger sig ned med kinden og vægten af sit hoved hvilende på min mave. Hendes ansigt er vendt op mod mit, og hendes mørkebrune hår falder tilbage rundt om nakken. ”Du lugter af menneske,” siger hun med sagte ord og lukker fredeligt sine øjne.

.

Stalker Talking

Har du nogensinde fundet tilfredsstillelse i at stå ude under en mørk himmel og lure ind ad vinduet, hos den du har the hots for, velvidende om, at du kan se vedkommende, men at vedkommende ikke kan se dig? Eller har du gennemsøgt nogens værelse, uden at de var til stede, for at finde nøglen til deres dagbog? Luret ned i en vegetars skraldespand, for at finde ud af, om han har ladet dyrekød indgå som en del af sit sidste måltid? Så har du det helt sikkert i dig. Stalking har længe været forbundet med psykopatiske ekskærester og blege rødhårede cybernørder, men disse dage er ovre. Stalking er blevet reinkarneret i en ny trendy betydning. Det er nu anset som den simpleste måde, hvorpå man kan vise, at man interesserer sig for sine medmennesker.

Lad os starte med det, der forandrede verden: Facebook. Siden alle (inklusiv dine forældre) joinede fællesskabet, er det velkendte website både blevet decideret tacky og uundværligt på én og samme tid. (Vi har vel alle prøvet at have abstinenser?!) Facebook har forpestet alle verdenshjørner, og det er indtil videre det eneste ord, jeg kan udtale på ungarsk. Ikke desto mindre, har det ændret vores samfund, og styrket det sociale netværk for utallige geeks rundt om i verden, der kun formår at kommunikere under indflydelse af binærkoder. Hvem kan nænne at sætter sig imod disse individers genforening med omverdenen, og hvorfor skulle man egentlig også bruge tid på at bekæmpe noget, der allerede er så godt som indgroet i vores handlinger og vores måde at tænke på? Og hvordan kan man i det hele taget kalde sig et helstøbt menneske i disse tider, hvis man ikke er i besiddelse af et ”Facebook-jeg”?

Inden det her udarter sig til et langt forsøg på at retfærdiggøre samfundets overforbrug af Facebook, (Jeg skal heller ikke modargumentere, at jeg selv er en inkarneret faceoholic) vil jeg springe direkte til sagens egentlige kerne: Den pludselige normalisering af cyperstalking. Siden Mark Zyckerberg (som BTW er bleg og rødhåret) udviklede det velkendte blå site, er det nemlig blevet socialt acceptabelt at stalke andre mennesker helt uden at føle skam.

Selv vil jeg ingenlunde prøve at benægte eller på nogen måde forsøge krænge mig uden om det faktum, at jeg cyberstalker andre mennesker, og at jeg gør det helt perverst meget. Jeg stalker mine venner, deres venner og deres venners venner. Mine venners søskende og mine venners forældre. Jeg stalker mine kolleger, min chef og min chefs kone. Jeg stalker mennesker, som jeg er betaget af, og jeg stalker mennesker, som jeg synes er grimme, og hvis du er læser af denne blog, så er der en ret god chance for, at jeg også stalker dig. Min akt udarter sig som oftest på Facebook, men kan også bringes et niveau videre gennem eventuelle hits, der måtte dukke op under en Googlesøgning. I bund og grund stalker jeg ret meget, og jeg synes det er helt i orden. - Trods fare for pinlige situationer, hvor man bliver busted i at vide ting, som man ikke burde vide om mennesker, man ikke kender. Jeg kan dog ikke lade være med at spekulere på, hvad der ligger til grund for denne besættelse af at snage i andre menneskers foretagende?

#1 Mennesket er naturligt nysgerrigt, og derfor er det vel ikke så besynderligt, at vi udnytter en mulighed for at opsnappe gossip om andre menneskers karriere, kærlighedsliv eller what so ever, når nu folk er så villige til at dele disse informationer med os på Internettet. I bund og grund handler det vel om, at vi sammenligner os med andre mennesker, en metode vi benytter i vores forsøg på at definere os selv.
Hånden på hjertet; vi ansøger jo heller ikke vore gamle klassekammerater, som vi ikke har set i årevis, fordi vi rent faktisk har tænkt os at vedligeholde kontakten med dem, men snarere fordi vi engang har spejlet os i disse mennesker, og nu er vi nysgerrige i at vide, hvem der siden hen er nået længst på karriererangstigen, er blevet tyk eller har fået det grimmeste haircut. I det hele taget; om deres liv er federe end vores.

Konklusion: Jeg stalker for at spejle mig i andre mennesker grundet dårligt selvværd.

#2 Stalking er det perfekte tidsfordriv, og jeg har svært ved at erindre, hvad vi egentlig beskæftigede os med før i tiden? Formentligt så vi meningsløst lorte-TV og lærte alle navnene på karaktererne i Melrose Place. Nu kan vi i stedet fryde os over ondsindede tags på billeder og latterlige tudeudbruds-opdateringer. Desuden er stalking heller ikke tidsbegrænset, hvilket betyder, at vi kan holde os beskæftigede i meget længere tid end de få timer, hvor tarvelige eftermiddagsserier ruller i kassen.

Konklusion: Jeg stalker, fordi jeg ikke har noget bedre at give mig til.

#3 Siden cyberstalking blev vores yndlingstidsfordriv, skal vi ikke længere bruge oceaner af tid på at opdatere vores bekendte om indholdet i vores liv, hver eneste gang vi mødes. Vi kan ganske enkelt bare fortsætte, hvor den sidste Facebook-opdatering slap. Smart.
Personligt er jeg helt cool med at blive stalket af andre mennesker, måske fordi jeg er beæret over, at der er nogle mennesker derude, der rent faktisk finder mit liv bare en lille smule interessant (Foruden dig mor).

Konklusion: Jeg stalker, fordi jeg faktisk interesserer mig for andre mennesker.

Så drop benægtelserne omkring dine voyeuristiske lyster, for vi ved jo godt alle sammen, at du gør det. Stå i stedet ved det og vær stolt af det, (må jeg foreslå brochelignende badges?) hvad end du stalker din ekskæreste, dit hemmelige crush fra læseklubben eller den person hvis liv, du ønsker at overtage!

.

Sandwich

Jeg er vågnet efter blot at have sovet nogle få timer. Uden at henholde mig selv i den blundende opvågningsfase så meget som et rimeligt øjeblik, står jeg ud af sengen velvidende om, at jeg ikke kan gå tilbage til søvntilstand. Det er tidligere, end hvad godt er.

En tyk hvid dise hænger lavt i luften denne decembermorgen og virker som en dæmper på alle lyde. Efterlader gaden i en gådefuld stilhed omgivet af grålige villahuse og vinternøgne træer. Frostdækkede Willesden Green har forvandlet sig til en spøgelsesby, selvom jeg har på fornemmelsen, at det er mig, der er genfærdet. Fortovene er næsten ubefærdede. Kun enkelte mørke silhuetter flytter på sig et sted på den anden side af vejen, den anden side af tågen, i en anden verden. Mine fødder bærer mig frem, uden at der kan være tale om noget bestemt mål. En tung vejrtrækning bliver til et opgivende suk, der undslipper mine læber som svaret på et spørgsmål, jeg end ikke har formuleret i mine tanker.

Af og til finder jeg trivsel i denne ensomhed. En sindsstemning, som jeg med mellemrum vender tilbage til, når mit højspændte verdensrum bliver mig uhåndterbart. Den ydre verden bliver fjern. Omgivelser transformeres til flade todimensionelle kulisser, som jeg ikke kan nå. Min eksistens begrænses til det indvendige rum af kraniets bugnede vægge. Jeg kan overleve indespærret på denne måde i flere dage. Ikke uden at gå en lille smule fra forstanden, men uden at tabe hovedet. Jeg kunne fristes til at kalde det min styrke, men jeg ved ikke helt, om det er sandt.

Jeg kan dog mærke, at jeg har svævet rundt i denne tilstand alt for længe. Jeg er klar til at komme videre nu. Det ville virke naturligt på dette tidspunkt. Jeg venter blot på, at dén hændelse forekommer, som skal ændre min situation. Du kender det. Den slags små magiske hændelser, der får dig til at se verden i et andet lys, og giver dig en interimistisk fred i sindet, fordi du pludselig forstår, at alting går op i en højere enhed. I det mindste lige nu og her, i dette øjeblik. Det behøver ikke være noget stort. Det kan vare et splitsekund. Det kan være hvad som helst. Men der sker ikke noget.

En indsvunden mand med en klud bundet om hovedet lægger en nøgen frostmishandlet hånd på min skulder. Jeg ved ikke, hvor han er kommet fra, eller hvordan han er brudt ind i min verden. ”Please spare a few coins madam,” hvisler det fra hans rynkede læber. ”I’m trying to get money for a sandwich…”

”So am I,” hvæser jeg, og trækker min skulder til mig i et ubamhjerteligt ryk. Efterfølgende bliver jeg ved med at gentage ordene inde i hovedet så mange gange, at sætningen efterhånden bliver kvalmende.

Mine skridt er hastige men uregelmæssige og uden kontrol, som var jeg på flugt fra et eller andet, jeg ved ikke, om jeg er. Så stopper jeg pludseligt op med et sæt, som en optrukken legetøjsfigur, der endnu engang har brug for, at tappen i ryggen drejes en omgang. Jeg støtter mig til et rækværk. Lægger nakken en anelse tilbage og stirrer tomt op mod uendeligheden uden at bekæmpe kulden, der bider i mit åbenlagte ansigt. Jeg vil fortælle dig, at jeg savner dig, men ordene isner på min tunge, og bliver aldrig til andet end en kold hvid ånde, der forlader min mund.

.

Truth is...

My British mates have been complaining about the fact that I write in Danish and that they don’t understand a word of what’s going on. I tried to explain them, that’s the whole point and actually one of the main reasons, that I write in Danish, cause that way I can gossip about them without them knowing. However this one time I’ve agreed to write in English, so that those who are not blessed with an awesome language also can have a little something.

Pic @ Nicky Emmerson

Recently I’ve become one of those people, who actually get up in the morning and go to work and get paid every once in a month. Boring. I’m thinking about quitting but I’m afraid it might turn into a bad habit and on the other hand I haven’t been in the possession of cash for a very long time. Also - the eternal attendance in job interviews was starting to freak me out. At one of my interviews, the woman literally asked me; “if you had to be an animal, what would you be?” and I simply answered “a sheep”. Stupid answer, but it was a stupid question.

“Oh, do you think you’re stupid?” she replied.

I couldn’t think of anything else to say than “no…”.  Unfortunately I hesitated. Truth is, I might be a bit stupid in some cases. I just figured that wouldn’t really be a great thing to say at a job interview.

I think it’s Monday today and I’ve just got home from work. I lock myself into my room and make sure to close the door behind me to reduce the sound of my laughing flat mates having an (apparently funny) conversation in the kitchen. My floor is all invaded by Spanish people. The only English word I’ve ever heard coming out of their mouth is “hello”. I guess that’s not the worst thing to say if you had to limit your English vocabulary down to one single word. They’re a kind of annoying but also a kind of alright. Though, I do have a problem with this one guy that I try to keep on a distance. Once I accidently let him see me wearing nothing but a T-shirt and my briefs. I was standing in the hallway organizing my laundry on the clothes drier (that explains why I wasn’t wearing any pants), when I suddenly noticed that he was sitting in the kitchen watching me through the door. Embarrassed I ran into the bathroom and shut the door. That’s when I hear his footsteps coming closer and next thing I know he is grabbing the handle pushing it down. Luckily I'd locked the door. Scared that he might think that I was coming on to him, I now try to avoid him.

I casually throw today’s profits on the bed. Some plastic forks that I borrowed from Pret (That way I don’t have to spend money on washing liquid), and some toilet paper, which I accidently slipped into my bag at the restroom at Starbucks. As a wise man once said: If something is being handed to you for free in a locked room where nobody can see you, then you’re an idiot if you don’t take as much as you can carry!

In fact, this whole primitive way of living isn’t that bad. I’ve even been able to diminish my numerous showers into something that only happens occasionally rather than on every day basis. I haven’t even been to the Laundry for weeks. (Which is why I now dress like somebody whose luggage was lost in the airport.)

Later I’m meeting Mario downtown, my stout French male friend with African roots. Mario is one of those cool people with an unusual job that nobody really understands. He has tried to explain it to me more than once, and I’m still not quite sure what he actually do. Wait, correction: He’s grading diamonds. See, that’s not a real job.

Before I once again am going to expose myself to the depressing English weather I sit down for a moment and have a bite of food. I really need to pee, but some dude left his pubes on the toilet seat and I’ll definitely not be the one to remove them.

*

9 AM.

Vand. På bordkanten en halv meter skråt op fra min sengekant. Jeg vrider trægt min radbrækkede overkrop, så jeg kan nå flasken. Næsten nå. Den danser mellem mine fingre. Den vælter. Fuck. Reagér. Nu. Fuck, fuck, fuck… Med kræfter, som jeg egentlig ikke har, svinger jeg min krop halvt ud over sengekanten i et forsøg på at vende vandflasken, der lige nu ligger latterligt vandret ud over bordkanten. Jeg udretter ikke en skid, men får i stedet overbalance og tumler ned på gulvtæppet, vådt, koldt, klamt. Vand over det hele.

Jeg ved ikke hvad klokken er, men jeg har på fornemmelsen, at jeg lige nu ikke er det sted, hvor jeg burde være. Min mobil, mit lige nu eneste ur, hvor er den? Jeg klapper undersøgende hen over det fugtige gulvtæppe med hænderne, mens jeg flytter vægten til den ene halvdel af kroppen, så jeg kan løfte mig en anelse og konstatere, om den er under mig. Kontaktlinserne sidder helt forkert i mine øjne, og gør mig mere blind, end hvis de slet ikke havde været der. Hvorfor fanden har jeg ikke taget dem ud, inden jeg faldt i søvn? Kører en hånd hen over lagnet, hvor jeg har sovet. Det er varmt. Her er den.

”Hi, uhm… It’s Simone… I’m fine, uhm… I’m sort of calling to say, that I’m not coming to work today... Or… Well, actually it’s because I quit… Yeah, uhm… It didn’t really seem like the right job for me…” Jeg lægger på. Har egentlig vidst i nogle dage, at jeg ville sige op. Jeg ventede bare på det rigtige tidspunkt.

Mit hoved får lov at hvile lidt på sengekanten. Jeg kan ikke finde ud af, om jeg lige nu føler mig lettet eller fortabt, om det her er en oprejsning eller en form for mentalt breakdown. Min mave føles ikke helt okay, men det er muligvis på grund af den alkoholindtagelse, der fandt sted for nogle få timer og en hukommelse siden.

Hvor var jeg også på vej hen? Op ad trapperne, ned ad trapperne, rundt om bordene og ”would you like some extra parmesan cheese for your pasta, Sir?” What the fuck, hvem fanden gider spilde sin tid på noget så meningsløst? Slå øjnene op for første gang på sit dødsleje med den konstatering, at man faktisk ikke har udrettet en skid i sit liv. Ikke skabt sig nogen awesome karriere, ikke udgivet nogen bog, ikke været på nogen jordomrejse, eller som det mindste nået over femhundrede venner på Facebook…. Whatevs... Jeg har bare altid haft en følelse af, at jeg bør udrette et eller andet. Det er dog muligt, at jeg lige nu har glemt, hvad det er. Faktisk har jeg det som om, at enhver tanke, der nogensinde er løbet gennem mit hoved, er gået tabt i glemsel. Eller aldrig har eksisteret. Som om intet som helst, der er hændt i fortiden, har noget som helst at gøre med min nuværende situation. Hvordan kan det være, at vores liv aldrig udarter sig på den måde, vi havde forestillet os?

Telefonen ringer. Det er dem, der er derhjemme. De synger, de ønsker mig tillykke med fødselsdagen. Siger en helt masse andet og spørger med interesse, hvad jeg skal lave i dag. Jeg ved det ikke, har ikke gjort mig nogen overvejelser. Måske jeg har lyst til at gå udenfor. Gå en tur. Bare gå. Har jeg brug for et mål? Har jeg overhovedet lyst til at vide, hvor jeg ender?
Himlen er kølig, diset og som altid hemmelighedsfuld. Det kunne begynde at regne, men man ved aldrig. Vejret her i England er altid så uforudsigeligt. Jeg beslutter mig for at lade uvisheden komme mig til gode. Jeg mener; er det trods alt ikke uvisheden, der giver tilværelsen spænding? En dag vil jeg måske kende nogle af svarene frem for at stille spørgsmålene. Indtil da vil jeg altid have London…

.

A Few Pics from November

  

   I’ve been sharing my room with this weird instrument for a month now and I still haven’t figured
   out what it’s actually there for. It has “50 p” written above, but it seems like there is nowhere to
   insert the coin. Once I simply tried to put the coin on top of it and just waited as if I thought it was
   going to eat it or something. Nothing happened and I just felt stupid. Any ideas?

Bored on the bus...

Liverpool Street Station.

Emily totally pulls it off as a Mexican skull at Freak Art Show, Halloween Edition.

Hot.

It's limited edition and please don't touch

Et glas hvidvin placeres i min hånd. Jeg lægger benene over kors og læner mig tilbage i den nærmest ubehageligt bløde lædersofa. Prøver at sippe anstændigt til min vin, men jeg har for vane at sluge den slags for hurtigt. Bijou sætter sig ved min side. Hans hænder hviler i skødet, og hans overkrop er vendt mod mig. ”I’m so glad you came to visit me.” Han læner sig frem og giver mig et knus. Dette gør han ofte, og han afbryder ikke af egen fri vilje, så jeg må selv skubbe ham væk igen, når det er nok.

Bijou er en fashion stylist fra somewhere i Asien, som har boet i London i ti år og arbejder for ekstravagante Harrods. Jeg mødte ham mildest talt tilfældigt på en sen gåtur i Notting Hill for et par uger siden, og efterfølgende har vi gjort hinanden selskab til et par løse drinks i ny og næ for at snakke om modetøj og store følelser.

I aften er jeg inviteret hjem til Bijou, så han kan give mig en privat fremvisning af The Collection, som han kalder sin enestående samling af limited edition designerkluns, som han gennem sin lange karriere i modebranchen har opsnappet igennem fashionable kontakter. Han nægter at iføre sig andet end designerlabels, og jeg har ikke turdet fortælle ham, at størstedelen af mit kluns stammer fra genbrugsbutikker eller min mors klædeskab.

”Okay, are you ready?” Han rejser sig fra sofaen og rækker mig en hånd.

 Jeg føres ind i værelset ved siden af. Det er hans soveværelse, men jeg lægger faktisk ikke mærke til, at der står en seng i rummet før efter adskillige sekunders bearbejdelse af indtrykkene i rummet. Jeg spotter en, to, tre forskellige klædeskabe i dobbeltstørrelse. Op ad væggen står sorte skotøjsæsker i meters højder, og alle vegne hænger jakker og skjorter på bøjler. ”Some of it I havn’t even worn yet,” siger han stolt. ”And a lot of it I’ve got for free.”

”Wow, You are really lucky, do you know that?”

Han lægger nakken tilbage og ler. ”Maybe I can get you something too.”

Bijou begynder ivrigt at hive diverse ting ned fra bøjlestængerne og løfte lågene af skotøjsæskerne. Diverse beklædningsdele, accessories og sko bliver stukket i favnen på mig. Labels som Prada, Lanvin, Jonathan Saunders, Gucci og Bottega Veneta danser for mine øjne, og jeg kan ikke lade være med at stryge fingrene over de lækre materialer. Silke, kashmir, lammeskind, åleskind, krokodilleskind og et eller andet metallic påhit, der pryder en habitjakke fra Dolce&Gabbana, som jeg ikke helt kan definere. Bijou tager jakken ud af hånden på mig: ”There's only four pieces of this one in the entire world ,” siger han med kærlighed i stemmen. Han mønstrer ivrigt sit blik på mig. ”You should try it on!”

Ærmerne er alt for lange, og jeg kan ikke komme uden om den kendsgerning, at det er en herrejakke, men jeg må tilkendegive, at jeg nok aldrig før har haft så dyr en beklædningsdel hængende på skuldrene.
“It looks so hot on you!” griner Bijou og omfavner mig for nok sådan cirka syvende gang i løbet af aftenen. Det begynder helt ærligt at være mig lidt for meget, og jeg sværger, at jeg følte hans hånd lidt for langt nede over lænden denne gang. Jeg trækker mig hurtigt væk. ”Well, thanks for the view!” udbryder jeg med et toneleje over mit normale.

Bijou er ikke bøsse, selvom man nok umiddelbart skulle tro det - hans profession taget i betragtning. Jeg har ellers altid ønsket mig en af de der bøssevenner. En som deler min interesse for fashion og fyre uden tøj på, og som vil se tøsefilm med mig om søndagen, uden at jeg konstant skal bekymre mig om, hvor hans fingre er på vej hen under tæppet. Jeg havde nok håbet lidt på, at jeg kunne placere Bijou i denne rolle, men det er han vist ikke helt tilfreds med.

Minutter senere sætter vi os tilbage i den alt for bløde lædersofa. Bijou har smækket et eller andet blidt instrumentalt musik på anlægget. Jeg forestiller mig, at det nok kunne være romantisk, hvis man var til den slags. Han spørger mig, om han må byde på en kop kaffe, men jeg takker nej, jeg drikker ikke kaffe. Te? Nej tak, jeg skal nok snart til at hjem. Han lader som om han ikke hører mig. Mumler et eller andet om en lille kop og går derefter ud og tænder for elkedelen. Vent - har jeg ingen gennemslagskraft overhovedet?
Jeg bor i den anden ende af London - hvis jeg misser det sidste tog, skal jeg tage bussen hjem, og det tager så afskyeligt lang tid. Èn kop te og så er jeg smuttet - dét lover jeg mig selv.

Jeg påbegynder en fortælling om mine danske favoritdesignere til ære for Bijou - mest af alt for at lede hans tanker hen på noget andet end mig. Men lige pludselig finder han en voldsom trang til at komplimentere alt ved min kropsbygning, og det gør mig lettere utilpas. Faktisk virker det ikke rigtigt som om, han lytter til det, jeg siger, og pludselig vælger han at bryde ind i min talestrøm. ”Wait… Did your eyes just change?

“Huh?”

“The colour of your eyes… It’s like… Sometimes it changes. They have this flick of something, and it’s teasing me. I’m trying to figure out what they are really like.”

“Eh… I think they’re just blue.”

Han flytter på sig en smule tættere på mig. Bevægelsen er utålmodig, ja, nærmest drastisk. ”Do you have people with my eye colour in Denmark?”

“Sure.”

“But not quite as dark as these?” Han smiler og ser mig dybt og insisterende ind i øjnene.

“I think so. Haven’t really noticed.”

“Have you ever kissed a guy who wasn’t Danish before?”

”Sure.”

Bijou ser sit snit til at rykke sig endnu tættere på. "But have you ever kissed a guy like ME before?” spørger han med et spændingsfuldt udtryk.

”You meen like someone in his 30’s?”

”I’m 28!”

”Oh…”

Bijou slår en latter op og siger, at jeg er fjollet. Så giver mig omfavnelse nummer én-gang-for-meget.

”Whoa, what’s with the hugging?!” spørger jeg og skubber ham væk.

Han kigger en smule mærkværdigt på mig. Fornærmet måske. ”Don’t you like it?”

”Not really…”

”Why not?”

Jeg overvejer om jeg skal fortælle ham, at hans berøring er så omklamrende, at jeg faktisk begynder at frastødes af den, men beslutter mig for at give ham den milde begrundelse, for at undgå at såre hans følelser: ”Well, in Denmark people don’t really hug each other that much,” forklarer jeg med den mest overbevisende pædagogstemme, som jeg kan fremtrylle på talebåndet. ”We only hug when we say hello or goodbye to close friends. Nothing else than that. I’m not really used to all that body contact…”

”Arh, don’t worry about that.” Bijou smiler. ”Just because that’s what you do in Denmark, it doesn’t mean you have to hold on to your bad habits when you’re in London. This could be an opportunity for you to change who you used to be!” Han stryger mig op ad armen med fingerspidserne. “Just let go."

Nej jeg vil ej, og hvad mener han med mine bad habits? Hvorfor kan han ikke se, at det er ham, der har et alt for stort behov for kropskontakt? Jeg når ikke at reagere på mine følelser, før Bijous kropsholdning pludselig tager form i en efterhånden velkendt fordrejning. Åh-åh, hvad er det jeg fornemmer? Er en ny omfavnelse på vej?!

”STOP. I’m really not attracted to you and I don’t want you to touch me all the time!”

Han ligner en der netop er blevet slået oven i hovedet med en sko. Prada, eventuelt. Jeg er bange for, at der ikke bliver noget gratis designerkluns til mig i denne omgang…

.

The Night Bus

Klokken er kun lidt i midnat, men efter en dehydrerende aften på pub i en af Sohos mange små gader, har jeg fundet vej til McDonald’s på Oxford Street. Jeg står i køen og venter på at bestille mit obligatoriske restitueringsmåltid. Foran mig står tre fyre og snakker om mig. De taler norsk og er dumme nok til at tro, at jeg ikke forstår dem. Jeg lader som ingenting. Bestiller en cheeseburger og en bananmilkshake, hvorefter jeg finder vej til mit busstoppested for at konstatere, at der er 16 minutter til næste mulighed for at stige på en bus, der tager mig hjem. Typisk. Jeg sætter mig på en betonsokkel og begynder at spise den mad, der ellers var bestemt for min bustur. Cheeseburgeren smager af pap. Bananshaken er fantastisk.

I mit frådende øjeblik bliver jeg distraheret af en ung gut ved min venstre side, der enten fryser rigtig meget eller prøver at få min opmærksomhed ved at sige som et brunstigt klovdyr, mens han gnubber sig selv ihærdigt op ad armene. Da det ikke er videre virkningsfuldt, skrider han til en mere direkte handling og spørger ligeud: ”Don’t you think it’s cold?”
Jeg nikker, imens jeg koncentrerer mig om ikke at åbne munden. Dette er ikke et øjeblik, hvor jeg har behov for at småsnakke. Jeg har egentlig bare lyst til at være mig selv. Men London er fyldt med freaky mennesker, der søger nogen at genere. Oftest er det sydlandske mænd hvis hormonsystem bringes til overbalance, når de ser en skandinavisk udseende pige. Jeg må dog indrømme, at der er noget ved denne mørke gut, der synes anderledes. En så klar sårbarhed forplantet i blikket, som får mig til at føle, at jeg kan se lige ind i ham, og at han ikke kunne sige et eneste usandt ord, uden at jeg med det samme ville gennemskue ham. Jeg vælger derfor at tro på ham, da han fortæller mig, at han selv lige er flyttet til London og leder efter nye venskaber. Jeg ved ikke om det er fordi beruselsen endnu hænger mig om hovedet, at jeg føler mig ramt af hans ord. Venskaber har jeg endnu ikke for mange af i den her ellers så tæt befolkede by. Gutten fortæller, at han kommer fra Indien, at hans navn er Chinmoy, og før jeg ved af det, befinder jeg mig i en situation, hvor han er godt i gang med at give mig hele beretningen om forholdet til ekskæresten, og hvor jeg faktisk sidder og lytter.

Chinmoys kæreste slog op med ham for otte måneder siden, da hun besluttede at forlade Indien og rejse til London for at prøve et nyt liv. Dette skulle blive enden på et to år langt forhold. Et forhold, som Chinmoy tydeligvis ikke har givet slip på endnu.
De var hinandens første rigtige kærester. Han var dengang tyve år og it-studerende. Hun var seksten år og havde hang til digtskrivning. Deres forhold var lige så passioneret som ting jo ofte er, når de sker for første gang, og man er ung og en naiv og tror på uendeligheden. En fremtid som ægtefæller var engang et fælles ønske for dem begge.

Min bus ankommer. Eller det er åbenbart vores begges bus. Vi rejser os op fra siddepladsen på soklen og stiger på. Natbusserne fra Oxford Street er altid rimelig crowded på denne tid af døgnet, så vi må stå op, mens vi holder fast i støttestolperne. Chinmoy fortsætter historien. Normalt tager jeg afstand til disse følelsesmæssige vulgariteter fra mennesker, jeg ikke kender. Måske fordi den andens ukontrol skræmmer mig en anelse. Men denne gang har jeg undladt flugtforsøget og i stedet givet efter.

Situationen havde taget en helt anden drejning den dag, hans kæreste havde indset, at kærligheden ikke var nok. Hun ville have mere, og valgte derfor at flytte til London og bryde deres forhold. Otte måneder er efterfølgende gået, og han havde nok et eller andet sted altid regnet med, at hun ville komme tilbage til ham, men han har ikke set hende siden den dag, hun rejste. Det vil sige: Lige indtil i dag, hvor han pludselig selv befinder sig i London, og besluttede sig for lægge en uanmeldt visit på den Café hvor hun nu arbejder. Chinmoy selv siger, at han er kommet til London for at studere, men blikket i hans øjne vidner om, at det i inderst inde er mission vil-have-min-eks-tilbage, der har bragt ham til byen.

Den arme pige var totalt uforberedt på hans pludselige tilstedeværelse. Lykkelig var han, da hun faldt ham om halsen i glæde over det uventede gensyn. Forvirret var han, da hun bagefter fortalte ham, at hun havde fundet sig en ny kæreste her i London.



Pic @ Fabrice Lachant

”I don’t understand. She said she has a new boyfriend, but I know she loves me,” siger han og kigger ud af vinduet, mens han koncentrerer sig om at bevare kontrollen over sin øjenvæde. ”I can feel that we are ment to be together…"

”So… You believe in The One?”

”Yes.”

Jeg nikker og lader selv blikket vandre ud af vinduet. Den er svær at diskutere. Jeg kunne komme med utallige eksempler på folk, der lever et helt liv uden nogensinde at møde den eneste ene. Jeg kunne også fortælle ham, at det statistisk er umuligt, fordi der simpelthen er flere mænd på kloden end kvinder. (Homoseksualitet strider måske alligevel ikke mod naturens love, som nogle vil påstå. Måske er det blot en form for menneskelig tilpasning, så vi alle kan finde os en mage?) Men troen på den eneste ene har i bund og grund intet med statistik og logik at gøre. Enten så tror man på det, eller også gør man ikke. Jeg gør ikke.

Vi er begge tavse et øjeblik, og så begynder Chinmoy at fortælle mig, at de i skolen engang lærte ham, at man i danske hjem både har en hane til vand og en, hvor der kommer mælk ud af. Det passer ikke, siger jeg. Han kigger eftertænksomt på mig. ”Maybe they had it a long time ago…”

Vi står af bussen ved endestationen. Jeg bor i området, men han skal med en anden bus videre. Jeg gør tegn til at tage afsked, men han spørger mig, om jeg ikke vil vente sammen med ham, til hans bus kommer. Der går en håndfuld minutter. Vi udveksler numre, jeg fyrrer en af de der klassiske ”husk nu at der er andre fisk i havet”-sætninger af. Giver ham et hurtigt knus og siger farvel.

Jeg begynder at stavre hjemad på mine brugte fødder. Det vil sige; lige indtil det går op for mig, at jeg ikke ved hvilken vej der er hjem. Fluks må jeg lave et retningsskift til venstre og vakler ind på en tilfældig chicken grillbiks, hvor tre-fire mørkhudede mænd arbejder bag disken på fuldt tryk, selvom der kun er én kunde at finde i biksen. En noget fordrukken ung mand, der har valgt at hvile sin pande på disken foran ham. Han kan næppe have nogen stor appetit, men måske har han i sin brandert fejlbedømt sin trang til fast food og er gået lidt over gevind i bestillingerne, who knows … Jeg stopper op cirka midt på gulvet og udbryder ud i rummet: ”Can anybody tell me the direction to Park Avenue?!”
Jeg havde egentlig forventet at få et svar serveret nogenlunde før, jeg kunne nå at vente på det, men mændene bag disken nikker blot med hovederne, op og ned, mens de kigger på mig med et smørret grin. Retarderet… Så er det, at den fordrukne fyr alligevel viser sig at være den mest reaktive af de tilstedeværende. Han løfter hovedet og ser på mig med ufokuserede øjne. Peger med den ene arm, mens han forklarer mig hvilken retning jeg skal gå i. Fuld, men bestemt ikke ubrugelig. Jeg takker og går.

Gaden er underligt mennesketom, men på vejen kører bilerne hyppigt forbi. Flere af dem dytter med hornet, hvorefter de, idet de passerer, sænker farten helt i bund og vender sig i førersædet i et forsøg på at skabe øjenkontakt. Jeg finder det en anelse ubehageligt og prøver at se den anden vej, selvom jeg samtidigt føler mig draget til at kigge. Kan alligevel ikke lade være med at finde det lidt komisk, at jeg lige har stået ved et busstoppested og holdt en 23årig fyr ved selskab, fordi han ikke turde vente på bussen alene, selvom der var adskillige andre ventende mennesker ved samme stop. Få minutter efter går jeg her. Ung blond og alene i et af Londons mange lumre kvarterer, mens unge og gamle mænd dytter og sender mig skumle blikke bag deres halvtonede ruder.

Senere samme nat, da jeg omsider ligger i min seng, brummer min telefon. Det er Chinmoy der er aktuel med en sms. Om jeg er vågen og om jeg har lyst til at snakke? Jeg gider ikke, at han skal ringe til mig og undskylder med, at jeg har sat mig for at sove (Og vender atter blikket mod Facebook, der i øjeblikket pryder skærmen på min bærbare. En dårlig vane, jeg har tillagt mig i stunder, hvor jeg kommer sent hjem om natten). Endnu en gang lyden af en brummende telefon... Nu føler Chinmoy sig ensom, kan ikke sove og savner i øvrigt sin eks. Jeg slukker min telefon og smider den ned på gulvet. Nu må det være nok…

Welcome to my crib

Der kommer en dag i enhver piges liv, hvor hun må sige farvel til mors velduftende broccoligratin og privilegiet ved at have en far, der står ud af sengen midt om natten for at hente sin fordrukne datter på byens lokale. Der kommer en dag, hvor hun ikke længere kan lade sig bære af sine forældre. Hvor hun pludselig skal til at sætte sig ind i et væld af nye ting, såsom hvordan man betaler regninger, og hvad der egentlig sker med det beskidte tøj, fra man smider det i vasketøjskurven til det ligger nydeligt og sammenlagt i kvadratiske bunker på sengekanten. Og hvad skal man egentlig stille op, når fjernbetjeningen ikke længere virker, og støvsugeren ikke vil suge?

Der kommer en dag i enhver piges liv, hvor hun indser, at det er på tide at forlade teenageårenes rus og påbegynde et nyt og ansvarsfuldt liv som voksen. Den dag er endnu ikke kommet for mig, men nu har jeg i hvert fald taget et skridt videre og er flyttet hjemmefra. For første gang i mit liv skal jeg nu til at betale min egen husleje!

      Lys åben etværelses lejlighed, fuldt møbleret
      Stor lounge med nylagt trægulv
      Nyt fuldt udstyret køkken
      Badeværelse udstyret med badekar og power shower
      Adgang til fælles lukket have og fælles tagterrasse
      5 min. gang til nærmeste undergrundsstation
      Adgang til adskillige busser og natbusser ti meter ned ad gaden
      Beliggenhed i roligt kvarter tæt på restauranter, pubs, fitness center og
      shoppingcenter

      £ 400 (kr. 3400) om måneden – Alle regninger og Counsil tax inklusiv.



Det er forresten ikke her jeg bor. Dette er blot én af de utallige snydeannoncer, jeg er kommet omkring den seneste tid, og som man uundgåeligt bliver stillet over for, når man boltrer sig på britiske bolig-sites som Gumtree.com. Annoncer oprettet af uærlige, bedrageriske, formentlig tandløse mennesker, der kun har ét mål her i livet: dine penge. Du lærer heldigvis hurtigt at skelne de falske boligannoncer fra dem, der rent faktisk er hold i. Og mens du glæder dig over, at du gang på gang formår at styre udenom disse faldgruber, der går under fællesbetegnelsen ”scams”, så bliver du samtidigt mere og mere mismodig over, at alt det der lyder for godt til at være sandt faktisk også ér for godt til at være sandt.

Dette var blot et lille input med det formål at illustrere hvordan man i hvert fald ikke bor i London, når man er ung, uuddannet og fattig som jeg. Jeg tror det er på tide, at jeg viser jer hvordan boligforholdene i virkeligheden foreligger her i Storbritanniens hovedstad…

London er en rastløs by. Mennesker flytter til og mennesker flytter fra af forskellige grunde. Men du vil opleve, at det er de færreste, der lever et helt liv i London, og derfor kan det faktisk godt føles lidt som en sjældenhed, når man af og til løber ind i en ægte londoner. Grundet den store mængde af tilflyttere, der hvert år ankommer til byen, er der stor rift om boligerne. Derfor er lejepriserne enormt høje. Det samme kan man desværre ikke sige om standarden. Det meste er rent ud sagt noget lort! Mit eget værelse er ingen undtagelse. Welcome to my crib…

Her er mit nye værelse. Beliggende på anden sal med udsigt til, ja… en stenmur. Foruden mig, min udlejer og hans kone bor der lige nu syv andre mennesker i bygningen. Min udlejer, som bor i stueetagen, er en gammel irsk mand, hvis hyppigst benyttede ord er ”excellent” og ”no problem”. Så ham kommer jeg ret godt ud af det med, kan I nok forestille jer.

Jeg er trådt ind i en ny tilværelse med fællestoilet, savsmuldstapet, plettede gulvtæpper og en madras, hvor igennem man kan mærke fjedrenes nøjagtige placering. Mine skabslåger knirker, når jeg åbner dem, og der er grønne plamager på bunden af skufferne i min kommode. Køleskabet lækker, og det varme vand kommer og går som det lyster (fandenihelvede!). Til gengæld bor jeg billigt, og jeg har højt til loftet. Jeg kan mærke, at jeg kommer til at føle mig hjemme her. Og disse ord leveres som den ærlige og ufordrejede sandhed af en pige, der ellers har hang til sarkasme. På gensyn!


PS. En lille bonus fra min udlejer. Fundet på indvendig side af min skabslåge nedenunder papiret med cleaning instructions:

“Important: Do not waste your time in London. In your spare time there are many museums, art galleries, and great markets to visit all very educational. On the television there are also many great educational programs all free of charge. Please, please forget about romancing; also avoid pubs, clubs, and dance halls; as they are all a total waste of time, and they will make you feel terrible and totally confused”

Wow… Jeg kunne ikke være mere enig!

Hello and goodbye...

Jeg presser min næse mod den tykke glasrude, mens jeg lader blikket vandre forbi mine egne kinder (jeg kan lige akkurat skimte dem alleryderst i mit syn) og ned på det ganske danske forbipasserende land mange hundreder meter under mig. Det er sent om aftenen, og billygter og gadelys bliver på den lange afstand til lysbaner i et spindelvæv, der løber over den sorte landjord. Hvor er jeg på vej hen? Gatwick Airport cirka fyrre kilometer syd for London. Det er destinationen for det fly, jeg lige nu sidder i, men hvorfor sidder jeg her?

Jeg husker mit forhenværende møde med London som en ubestemmelig følelse, der nok mest nærliggende kan beskrives som en form for forelskelse. Jeg blev grebet af byens mangfoldighed, dens skævhed og de muligheder der foreligger, og som jeg inderligt savnede det sted, jeg kommer fra. Jeg favnede byen med alle dens excentriske mennesker, dens larmende undergrund og dens endeløse regnvejrsdage. Alligevel sidder jeg nu med en angst for, at jeg aldrig rigtigt kommer til at føle mig hjemme i London. Jeg føler mig rastløs og uden noget fast holdepunkt. Jeg har mistet den følelse af tilhørighed, der forbandt mig til den egn, hvor jeg er vokset op. Jeg har mistet følelsen af genkendelighed overfor de omgivelser, der har opfostret mig på må og få, og som på godt og ondt har gjort mig til den jeg er. Den jeg var. Den jeg ikke er mere, men som stadig er mig. Jeg har altid været bevidst om mine mål. Alligevel føler jeg mig underligt fremmedgjort overfor dette tiltag, jeg lige nu er i gang med at gennemføre. Et tiltag, der har været længe undervejs, men som nu alligevel virker besynderligt forjaget. Jeg så bort fra alle formaninger fra bedrevidende mennesker og de kroner, jeg ikke har på lommen. Jeg bestilte en enkeltbillet til London, og sagde farvel til den tilværelse, jeg hidtil har kendt. Jeg ved ikke hvad der venter mig, men jeg ved hvad jeg lægger bag mig. Et sted jeg allerede havde forladt længe før, jeg kunne få min fem kilo for tunge torso stablet på benene, og længe før jeg kunne støde fra med mine hænder. Nu sidder jeg her på en vinduesplads med en formodning om, at der må være mere i den her verden end det, jeg allerede har set. Jeg føler mig en lille smule forladt, selv om det er mig, der forlader.

Jeg vågner ved et at min krop trækker sig sammen i et hurtigt ryk. Jeg konstaterer nogenlunde hurtigt, at jeg har sovet, men jeg ved ikke rigtigt hvorfor, jeg er vågnet. Jeg er forvirret. Manden ved siden af mig har bevæget sig en anelse ind over mit luftrum. Han kigger forbi mig og ud af vinduet. ”Look, this must be England” siger han. ”It’s raining”.

Snakker han til mig? Har han snakket til mig før nu?
Manden er iført en mørkeblå termojakke og en brun hat af ældre dato. Manden selv må have rundet de halvtreds, men det er svært at vurdere, fordi han muligvis er ældet før tid. Jeg følger hans blik ud af vinduet. Himlen er sort og uendelig, som når man kigger ned i et langt smalt støvleskaft. Bitte små dråber af vand bliver til glimtende cellofanlignende strimler, som farer gennem mørket i skæret af det lys, som går gennem mit vindue. ”Yeah, it’s raining…”

Han siger noget mere, men jeg kan ikke rigtig fokusere på hans ord, samtidigt med at brummen fra flyets motor fylder det meste i min øregang. Så tier han stille for en stund, og jeg regner sådan set med, at vi har sagt det til hinanden, der skulle siges. Men kort efter begynder han igen: ”Are you going for a holiday in London?”

Jeg smiler. ”Not really. Actually, I wanna move there”

”Oh, have you got somewhere to go then?”

“Not really…”

“Do you know anybody in London?”

“Naaarh…”

Hans øjenbryn former sig i en opadvendt sammentrækning. Han ser alvorlig ud. Siger ikke mere, men åbner sin tegnebog og begynder at bladre mellem indholdet af de forskellige kort og lapper af papir, som han åbenbart gemmer på. En lille smule febrilsk men stadig med sikker fremdrift, som om han véd, at det han søger skal være der et sted. Her er et menneske, som bærer rundt på lige så meget ragelse i sin tegnebog, som jeg selv gør. Pludselig lader han til at have fundet, hvad han søger.

Here, take my card,” siger han og stikker et lille rektangulært stykke pap i min hånd. ”Call me if you get in any kind of trouble. Really, I mean it... It’s dangerous out there. You shouldn’t be alone”

Hans ord lyder lidt som en overdrivelse i mine ører, og jeg spekulerer over, hvad den korrekte reaktion ville være. Beslutter mig for at takke høfligt og prøver at sende ham et taknemmeligt smil. Terry Dolphin gengælder med et kort nik uden at trække på mundvigene. Alt imens rammer vi landingsbanen og en voldsom rystelse går gennem flyet, da hjulene hopper hen over asfalten. Velkommen til England…