II - Mødet Med Larsianerne
III - De Rødsorte
Der er de krige, der ændrer verdenshistorien, som man vil
huske i årtier, århundreder, som nedskrives i historiebøgerne og på Wikipedia. Der
er de krige, der forvandler unge drenge med nøgne bryste til frygtindgydende krigshelte
og gifte kvinder til enker med kærlighedssorger - Og så er der de krige, der
aldrig bliver til noget…
Jeg prøver at muntre situationen lidt op ved at give Emily en omgang nakkemassage
midt på landsbypladsen (under lettere chokerede blikke fra byportens vagter),
men det hele falder lidt til jorden, da Regine sukker vemodigt: ”Lad os nu bare gå tilbage til De Rødsortes
lejr.” Hun gør et træk på skulderen, som prøver hun at udstråle
ligegyldighed, men enhver kan tyde skuffelsen i det skyggebelagte ansigt. Emily
og jeg udveksler et medlidende øjekast, men ingen af os kan komme på noget trøstende
at sige.
Faktisk er jeg ikke klar over, hvad der præcis hændte, men den allierede gruppe (Larsianerne, De Rødsorte - med flere) indgik et form for forlig med landsbyens regenter (Den blå adelsmand samt crew), og krigen, som vi alle havde glædet os så umåleligt meget til, blev aflyst. Totalt antiklimaks. Nu overvejer jeg et splitsekund at foreslå, at vi kaster skumgummiøkserne i ringen og transporterer vores blege menneskekroppe tilbage til Hjørring og den virkelige verden, men der findes øjeblikke, hvor ord gør mere skade end gavn. I stedet stirrer jeg så tungsindet ned i græsset, at man skulle tro, at strående ville bøje sig for vægten af mit blik. Sådan står jeg lidt for mig selv, indtil mine tanker afbrydes af en ung mandestemme, der kalder ud over pladsen:
”Hallo…! D’damer!”
Hvad har vi NU gjort forkert? er spørgsmålet, der prompte popper op i mit udmattede hoved. Jeg gider næsten ikke at vende mig om, men gør det alligevel: De har sat kursen direkte mod os – ikke én men to unge mænd i adelig udklædning. Til min overraskelse er det nakkemassagefyrene. De smiler.
”Hør D’damer! Kunne De ikke tænke Dem at gøre min mig og min broder selskab nede på kroen og drikke al den vin I kan hælde ned?” spørger den ene.
Vi kigger et øjeblik måbende på hinanden, indtil vore underkæber langsomt genvinder normale højder og breder sig i smørrede grin. I sådan en situation er det faktisk underordnet, at man er til rollespil i en mudret skov, og at man render rundt med et skumgummivåben i sit taljebælte - Når to pæne unge mænd tilbyder vin på deres regning, så siger man ja, sguda!
Faktisk er jeg ikke klar over, hvad der præcis hændte, men den allierede gruppe (Larsianerne, De Rødsorte - med flere) indgik et form for forlig med landsbyens regenter (Den blå adelsmand samt crew), og krigen, som vi alle havde glædet os så umåleligt meget til, blev aflyst. Totalt antiklimaks. Nu overvejer jeg et splitsekund at foreslå, at vi kaster skumgummiøkserne i ringen og transporterer vores blege menneskekroppe tilbage til Hjørring og den virkelige verden, men der findes øjeblikke, hvor ord gør mere skade end gavn. I stedet stirrer jeg så tungsindet ned i græsset, at man skulle tro, at strående ville bøje sig for vægten af mit blik. Sådan står jeg lidt for mig selv, indtil mine tanker afbrydes af en ung mandestemme, der kalder ud over pladsen:
”Hallo…! D’damer!”
Hvad har vi NU gjort forkert? er spørgsmålet, der prompte popper op i mit udmattede hoved. Jeg gider næsten ikke at vende mig om, men gør det alligevel: De har sat kursen direkte mod os – ikke én men to unge mænd i adelig udklædning. Til min overraskelse er det nakkemassagefyrene. De smiler.
”Hør D’damer! Kunne De ikke tænke Dem at gøre min mig og min broder selskab nede på kroen og drikke al den vin I kan hælde ned?” spørger den ene.
Vi kigger et øjeblik måbende på hinanden, indtil vore underkæber langsomt genvinder normale højder og breder sig i smørrede grin. I sådan en situation er det faktisk underordnet, at man er til rollespil i en mudret skov, og at man render rundt med et skumgummivåben i sit taljebælte - Når to pæne unge mænd tilbyder vin på deres regning, så siger man ja, sguda!
*
”Kromutter! Kan vi fluks få en flaske vin på bordet til D´damer!” råbes der, da vi gør vores entré på Krathuset. Desværre er det bare ikke vin men en kande skvulpende rød saftevand, der bliver smækket ned på den rødternede dug, da vi under dunkel belysning klemmer os ind én ad gangen på den knirkende træbænk overfor de to unge herrer, som har placeret sig på den anden side af bordet. Men at forvente andet var nok også lige lovligt optimistisk (selvom en rollespilsbrandert uden tvivl ville toppe dagens eskapader). Jeg folder hænderne i mit skød og føler mig pludselig en lille smule genert ved situationen. Diskret studerer jeg den unge mand, der indtil videre har ført ordet: Han er relativt muskuløs, har gestikulerende armbevægelser og sparsom hårbevoksning på hovedet. Der fortsættes med påskønnende stemme; ”vældig fornemt, kromutter! Vældig fornemt,” førend han vender sit tilsmilende ansigt mod os. ”Lad mig i øvrigt præsentere mig som Silas!”
- ”Og jeg hedder Jonas,” byder den anden ind og skænker vin… nåh nej, saftevand op i vores en-gangs-plastickrus. Jonas er en anelse spinklere af bygning, har halvlangt mørkblondt hår.
Men de er ganske pæne, tænker jeg. Og ser slet ikke specielt nørdede ud eller ligner Christopher Mintz-Plasse i ”Role Models”, sådan som alle rollespillere jo ellers gjorde i mit hoved - indtil jeg i dag udvidede min kendskab.
Vi takker artigt for saftevandet, og ved ikke rigtigt, hvad vi ellers skal sige. Vi føler os nok alle tre en smule kejtede ved situationen – Som om, vi ikke rigtigt kan hitte ud af, om vi skal give den gas som Dirt Rider, Little Mud Slayer og Green Mist eller bare være Regine, Emily og Simone, jeg mener; at falde ind i rollen som barbarisk øksekriger virker egentlig ganske naturligt, når man står overfor en flok irriterende tweenies, men overfor disse to unge mænd, virker det bare sådan lidt… fjollet.
Silas og Jonas virker en kende mere selvsikre ved situationen. ”SKÅL!” skråles der, og et plastikkrus hæves mod loftet. - ”Og hvor i alverden kommer I så fra?” spørger de.
Her grubler jeg, for gad vide om der menes; hvor kommer I fra i den VIRKELIGE verden? Eller; hvor kommer I fra i rollespilsverdenen? Jeg skæver til mine medspillere i håb om hjælp, men de har taget det blanke ansigtsudtryk på. Der må tages en hurtig beslutning: Er jeg en kryster eller en kriger? Er jeg Simone eller Green Mist? Selvsagt vælger jeg sidstnævnte, for én ting står mig fast: Jeg skal ikke sidde her og være en useriøs rollespiller! - så jeg svarer: ”Vi er fra Irland!” – hvilket egentlig er nærliggende, eftersom Emily er halv irer.
”Undskyld frøken – må jeg kalde Dem frøken? - men sagde De Stirland?”
I det samme går det op for mig, at Irland måske ikke er en del af dette univers (Hvor skulle jeg også vide dét fra?), og lidt forvirret retter jeg mig selv: ”Øh nej… Jeg mente… (WTF?)… Trottenheim?!” - Hvilket jeg er i tvivl om eksisterer i virkeligheden, men i det mindste klinger det med Nibelheim.
”Aha, så De er fra Norge?”
”JA JA! Vi er fra Norge!” udbryder jeg i total triumf over at have sagt noget, der åbenbart giver mening, men samtidigt også fuldstændigt rundt på gulvet – Skulle vi have læst bedre på lektien, inden vi drog afsted? – Eller er det okay at improvisere? – Hvad gør andre rollespillere? – Det er altså svært, det her…
”Og De er rejst hertil ganske alene?”
Vi nikker alle tre overbevisende og sipper en smule fornærmet til vores saftevand - tror de virkelig at Dirt Rider, Little Mud Slayer og Green Mist har brug for assistance? I virkeligheden er det jo de andre, der skal være bange for os (Ingen synes dog at have forstået dette…)
”Er det ikke lige lovligt farligt for tre unge frøkener sådan at rejse rundt på egen hånd?” Silas og Jonas virker oprigtigt bekymrede.
”Nej da, vi klarer os,” forsikrer Regine henkastet som i ’no big deal’, og for at understrege hendes ord, vifter jeg en smule overlegent med min emballerede fluesmækker, som kunne jeg takke netop dén for vores overlevelse.
”Men hvordan har D’damer så tjent penge til levevejen?”
”Jo, ser I…” Emily læner sig en anelse ind over bordet med et fjoget smil over læberne. Hendes øjne flakker på den der måde, de altid gør, når hun er ude på noget. ”Vi er… I ved… Massagepiger...” Jeg tager mig opgivende til hovedet, og Em fortsætter: ”Kunne I tænke jer noget nakkemassage?”
Der følger et lidt for langt øjeblik af tavshed. Det er den kendte situation, når en joke svæver i luften og venter på at blive accepteret. Måske er der kun tale om et splitsekund, men det føles som en uendelighed. Jeg prøver i mit desperate sind at komme op med noget, der kan redde samtalen, førend den går tabt i The Land of Awkwardness, men sætningerne der popper op i mit hoved lyder retarderede, og jeg kan ikke få min mund til at udtale dem. Jeg vælger i stedet at bryde ud i en kejtet latter, og heldigvis følger de to unge herrer med. Så læner Silas sig en anelse frem, og med et glimt i øjet spørger han: ”Piger, er det første gang I er til rollespil?”
Spørgsmålet udløser endnu mere latter omkring bordet, og denne gang er det et udtryk for lettelse. For vi må nok se i øjnene, at trods vores ihærdige forsøg på at virke professionelle, så har vores status som førstegangsspillere været rimelig gennemskuelig lige fra starten af – Især hvis man havde glæden af vores grønmalede ansigter denne tidlige søndag formiddag. Men selvom vi stadig har meget at lære om rollespil, så tror jeg roligt, at man kan konkludere, at vi mistede vores V-card, da vi stod omringet af halvtreds blodtørstige tweenies i kampudrustninger inde midt i en skov. Hvor mange kan prale af at have prøvet dét?
”Det er ellers godt nok nogle fine kostumer, I har på, hva’?” erklærer Emily imponeret, da fniseriet har lagt sig.
Silas og Jonas kigger ned, som så de selv deres udklædning før første gang. Deres korpusser er dækket af brune læderveste, smykket med hundredvis af nitter. Detaljerede taljebælter med taskerum i siderne. Dekorerede benskinner af læder. Det må have taget en evighed, at kreere alt dette.
”Tak,” svarer Jonas ydmygt. ”Vi sad også oppe hele natten og syede dem.”
”Hey, det gjorde vi også!” udbryder jeg entusiastisk, men stopper mig selv brat, da jeg kommer til at kaste et blik ned ad min egen beklædning: En brun sæk med tre huller til mit hoved og mine to arme. ”Eller… altså… vi sad nok ikke oppe HELE natten…” tilføjer jeg udglattende.
”Må vi gøre Jer den tjeneste, at eskortere
Jer tilbage til lejren?” spørger Silas da den sidste tår saftevand er
blevet hældt ned, og vi tager høfligt imod tilbuddet, jeg mener; selvfølgelig kunne vi sagtens have
fundet tilbage på egen hånd… eller…?”Kromutter! Kan vi fluks få en flaske vin på bordet til D´damer!” råbes der, da vi gør vores entré på Krathuset. Desværre er det bare ikke vin men en kande skvulpende rød saftevand, der bliver smækket ned på den rødternede dug, da vi under dunkel belysning klemmer os ind én ad gangen på den knirkende træbænk overfor de to unge herrer, som har placeret sig på den anden side af bordet. Men at forvente andet var nok også lige lovligt optimistisk (selvom en rollespilsbrandert uden tvivl ville toppe dagens eskapader). Jeg folder hænderne i mit skød og føler mig pludselig en lille smule genert ved situationen. Diskret studerer jeg den unge mand, der indtil videre har ført ordet: Han er relativt muskuløs, har gestikulerende armbevægelser og sparsom hårbevoksning på hovedet. Der fortsættes med påskønnende stemme; ”vældig fornemt, kromutter! Vældig fornemt,” førend han vender sit tilsmilende ansigt mod os. ”Lad mig i øvrigt præsentere mig som Silas!”
- ”Og jeg hedder Jonas,” byder den anden ind og skænker vin… nåh nej, saftevand op i vores en-gangs-plastickrus. Jonas er en anelse spinklere af bygning, har halvlangt mørkblondt hår.
Men de er ganske pæne, tænker jeg. Og ser slet ikke specielt nørdede ud eller ligner Christopher Mintz-Plasse i ”Role Models”, sådan som alle rollespillere jo ellers gjorde i mit hoved - indtil jeg i dag udvidede min kendskab.
Vi takker artigt for saftevandet, og ved ikke rigtigt, hvad vi ellers skal sige. Vi føler os nok alle tre en smule kejtede ved situationen – Som om, vi ikke rigtigt kan hitte ud af, om vi skal give den gas som Dirt Rider, Little Mud Slayer og Green Mist eller bare være Regine, Emily og Simone, jeg mener; at falde ind i rollen som barbarisk øksekriger virker egentlig ganske naturligt, når man står overfor en flok irriterende tweenies, men overfor disse to unge mænd, virker det bare sådan lidt… fjollet.
Silas og Jonas virker en kende mere selvsikre ved situationen. ”SKÅL!” skråles der, og et plastikkrus hæves mod loftet. - ”Og hvor i alverden kommer I så fra?” spørger de.
Her grubler jeg, for gad vide om der menes; hvor kommer I fra i den VIRKELIGE verden? Eller; hvor kommer I fra i rollespilsverdenen? Jeg skæver til mine medspillere i håb om hjælp, men de har taget det blanke ansigtsudtryk på. Der må tages en hurtig beslutning: Er jeg en kryster eller en kriger? Er jeg Simone eller Green Mist? Selvsagt vælger jeg sidstnævnte, for én ting står mig fast: Jeg skal ikke sidde her og være en useriøs rollespiller! - så jeg svarer: ”Vi er fra Irland!” – hvilket egentlig er nærliggende, eftersom Emily er halv irer.
”Undskyld frøken – må jeg kalde Dem frøken? - men sagde De Stirland?”
I det samme går det op for mig, at Irland måske ikke er en del af dette univers (Hvor skulle jeg også vide dét fra?), og lidt forvirret retter jeg mig selv: ”Øh nej… Jeg mente… (WTF?)… Trottenheim?!” - Hvilket jeg er i tvivl om eksisterer i virkeligheden, men i det mindste klinger det med Nibelheim.
”Aha, så De er fra Norge?”
”JA JA! Vi er fra Norge!” udbryder jeg i total triumf over at have sagt noget, der åbenbart giver mening, men samtidigt også fuldstændigt rundt på gulvet – Skulle vi have læst bedre på lektien, inden vi drog afsted? – Eller er det okay at improvisere? – Hvad gør andre rollespillere? – Det er altså svært, det her…
”Og De er rejst hertil ganske alene?”
Vi nikker alle tre overbevisende og sipper en smule fornærmet til vores saftevand - tror de virkelig at Dirt Rider, Little Mud Slayer og Green Mist har brug for assistance? I virkeligheden er det jo de andre, der skal være bange for os (Ingen synes dog at have forstået dette…)
”Er det ikke lige lovligt farligt for tre unge frøkener sådan at rejse rundt på egen hånd?” Silas og Jonas virker oprigtigt bekymrede.
”Nej da, vi klarer os,” forsikrer Regine henkastet som i ’no big deal’, og for at understrege hendes ord, vifter jeg en smule overlegent med min emballerede fluesmækker, som kunne jeg takke netop dén for vores overlevelse.
”Men hvordan har D’damer så tjent penge til levevejen?”
”Jo, ser I…” Emily læner sig en anelse ind over bordet med et fjoget smil over læberne. Hendes øjne flakker på den der måde, de altid gør, når hun er ude på noget. ”Vi er… I ved… Massagepiger...” Jeg tager mig opgivende til hovedet, og Em fortsætter: ”Kunne I tænke jer noget nakkemassage?”
Der følger et lidt for langt øjeblik af tavshed. Det er den kendte situation, når en joke svæver i luften og venter på at blive accepteret. Måske er der kun tale om et splitsekund, men det føles som en uendelighed. Jeg prøver i mit desperate sind at komme op med noget, der kan redde samtalen, førend den går tabt i The Land of Awkwardness, men sætningerne der popper op i mit hoved lyder retarderede, og jeg kan ikke få min mund til at udtale dem. Jeg vælger i stedet at bryde ud i en kejtet latter, og heldigvis følger de to unge herrer med. Så læner Silas sig en anelse frem, og med et glimt i øjet spørger han: ”Piger, er det første gang I er til rollespil?”
Spørgsmålet udløser endnu mere latter omkring bordet, og denne gang er det et udtryk for lettelse. For vi må nok se i øjnene, at trods vores ihærdige forsøg på at virke professionelle, så har vores status som førstegangsspillere været rimelig gennemskuelig lige fra starten af – Især hvis man havde glæden af vores grønmalede ansigter denne tidlige søndag formiddag. Men selvom vi stadig har meget at lære om rollespil, så tror jeg roligt, at man kan konkludere, at vi mistede vores V-card, da vi stod omringet af halvtreds blodtørstige tweenies i kampudrustninger inde midt i en skov. Hvor mange kan prale af at have prøvet dét?
”Det er ellers godt nok nogle fine kostumer, I har på, hva’?” erklærer Emily imponeret, da fniseriet har lagt sig.
Silas og Jonas kigger ned, som så de selv deres udklædning før første gang. Deres korpusser er dækket af brune læderveste, smykket med hundredvis af nitter. Detaljerede taljebælter med taskerum i siderne. Dekorerede benskinner af læder. Det må have taget en evighed, at kreere alt dette.
”Tak,” svarer Jonas ydmygt. ”Vi sad også oppe hele natten og syede dem.”
”Hey, det gjorde vi også!” udbryder jeg entusiastisk, men stopper mig selv brat, da jeg kommer til at kaste et blik ned ad min egen beklædning: En brun sæk med tre huller til mit hoved og mine to arme. ”Eller… altså… vi sad nok ikke oppe HELE natten…” tilføjer jeg udglattende.
.
Fantastisk at få fjerde del.
ReplyDeleteJeg har i øvrigt en ide om, at det kunne være spændende at udgive dine oplevelser i vores nationale rollespilsblad (ROLLE|SPIL - www.rollespil.org), hvis du er frisk.
Så kan jeg ikke lokke dig til at sende mig en mail på redaktion@rollespil.org, og så kan vi diskutere om det kan lade sig gøre?
- Mvh Claus Raasted
Chefredaktør, ROLLE|SPIL