Roosevelt Island pt. II (I have to be somewhere in an hour)

Læs første del Her

Fra liftstationen og ned ad gaden, der (til trods for at den er øens eneste eller måske netop dérfor) har fået navnet Main Street. Will snakker, og jeg benytter lejligheden til at se mig omkring. Først med en vis interesse men så med en tiltagende ligegyldighed. Indtrykkene er ligeså trivielle som navnet på gaden. Upersonlige beboelsesbygninger og sirlige græsarealer. Vi standser foran en dobbeltdørsentré. Since you are interested in art, begynder Will - I'd like to show you my atelier - og tilføjer så: I’m sure you’ll love the view!

Det er selvsagt, at jeg et splitsekund tøver. Jeg mener, jeg er jo ikke... retarderet. Men så tænker jeg alligevel: Hvad er det værste, der kan ske? Og så lader jeg som om, jeg tjekker klokken og siger: Okay - But I have to be somewhere in an hour.

Dørvogteren sidder næsten gemt bag den høje skranke i entréhallen. - Hi, Will, siger han uden at kigge op. - Hi, Tony, siger Will. Så fortsætter vi hen til elevatoren, hvor der trykkes på P, og snart stiger vi til tops.

Wills såkaldte atelier ligner til forveksling en helt almindelig lejlighed: der er et køkkenhjørne, en lille sofagruppe og i det tredje hjørne: et lille rundt bord uden stole. Okay - den ene væg er erstattet af ét stort glasparti, der afslører en halvstor terrasse samt en dollarudsigt over Manhattan, så en helt almindelig lejlighed, er det selvfølgelig ikke, men min pointe er, at jeg hverken kan se lærreder eller staffelier. En smule skuffet følger jeg efter Will ud på terrassen. Han spørger, om han ikke skal tage et billede af mig foran Manhattan med min telefon. Jeg siger, at det kan han da godt, og så rækker jeg ham min iphone og forklarer, at han bare skal trykke på den runde knap. Han får et mærkeligt udtryk i ansigtet - ligner en, der aldrig har betjent sådan en tingest før, og det har han sandsynligvis heller ikke, for da han afleverer den tilbage, bemærker jeg, at han ikke har formået at tage nogen billeder overhovedet.

- I own another apartment on Upper East Side, fortæller Will, da vi atter er indenfor. Han vandrer rundt om køkkenbordet mod køleskabet - This is where I come to paint - Han fremfinder et karton med appelsinjuice, som han skænker i to rødvinglas - Unfortunately not as much as I would like to. Så placerer han begge glas på sofabordet og gør tegn til, at jeg skal sætte mig ned. Han fortsætter henkastet: You are welcome to move in here... I wouldn’t mind having you here and you would save a lot of money on rent...
- That's a nice offer, siger jeg høfligt og sipper til appelsinjuicen.

Så forsvinder Will i nogle minutter. Først er jeg ikke sikker på hvorhen, men så hører jeg et toilet flushe. Lidt efter kommer han tilbage med et aflangt maleri i favnen. Wait, there’s more, siger han og forsvinder igen. Det viser sig, at der er hele tre aflange malerier, og tilsammen danner de Manhattan skyline. Eller i hvert fald én eller anden skyline – det er mere abstrakt end som sådan. Han placerer dem op af køkkenbordet, så vi kan betragte dem fra sofaen. Først kan han ikke helt huske, i hvilken rækkefølge de skal stå, men så kommer han efter det.
- I’m not so sure about this, mumler han, da han sætter sig på hug foran malerierne og holder to grove stykker fiskenetstof op foran to af bygningsfladerne - What do you think?
- It sure adds another level to the painting, svarer jeg kyndigt, men hvad jeg i virkeligheden mener er nok bare: It adds another material to the painting.
- What I really need is a muse... Will vender tilbage til sofaen og fører hånden tilbage i det glatte, grå hår - Every artist needs a muse - Så peger han på mig med appelsinjuicen og spørger: What’s your last name?
- Ejstrup, svarer jeg med akavet dansk udtale. Han rynker panden. - Sounds a bit like Eastport. It’s on Long Island. You should call yourself that. People will remember it.

Jeg beslutter mig for, at jeg efterhånden har tilbragt nok tid i Wills selskab, så jeg lader endnu en gang som om, at jeg tjekker klokken. If I'm going to make it in time I should probably get going...
Han stiller omgående appelsinjuicen fra sig. Where do you have to be?
Jeg prøver at komme i tanke om noget, der er langt væk. New Jersey.
Before you leave, siger han - Do you think you could help me get ready to paint?
Jeg nikker. Sure.

Så forsvinder han atter, men denne gang kommer han tilbage med en mørkeblå værktøjskasse og en gennemsigtig plastikdug med malingsstænk, som han rækker mig sammen med instruksen om at brede den ud over det lille runde bord i rummet, så klistermærket på dugen vender op. Jeg finder frem til klistermærket, et hvidt, halvt bortslidt label, og gør, som han siger. Jeg er meget opmærksom på, at dugens fire hjørner hænger lige meget ud over bordets kant. Så tager han malingtuberne op af værktøjskassen og lægger dem i én stor bunke, hvorefter han beder mig om at fordele dem i farvegrupperinger. Jeg gør som han siger og isolerer først alle de rødlige nuancer. Dernæst alle de blålige nuancer (der er rigtig meget blåt). Så de gule. Så de brune (de brune bliver sågar opdelt i tre undergrupper), og til sidst de sorte og de hvide. Dernæst går jeg hen til sofabordet, samler de to tomme rødvinglas op og sætter dem på køkkenbordet. Så vender jeg mig om og kigger på Will, som ikke har foretaget sig noget i mellemtiden. Hvis mit blik er afventende, er det ikke på en spørgende, men blot på en ventende måde.
- I should probably start painting, siger han så.
Jeg nikker: I should probably get going.
- Can you find your way back on your own?
- Of course.
- Good. Don't forget your cake.
- Got it.

Roosevelt Island pt. I

Roosevelt Island er navnet på en aflang ø i East River til højre for Manhattan. Dette var det eneste, jeg på forhånd vidste, og dette vidste jeg alene af at have studeret et kort over New York. Ingen havde nogensinde nævnt denne ø for mig. Derfor besluttede jeg mig, en solrig eftermiddag da jeg alligevel strejfede rastløs rundt på Manhattan, for at udforske denne aflange størrelse nærmere.


Et sted over East River

Ved 60th Street under broen, der fører over til Roosevelt Island, falder jeg over et supermarked, der bedst kan beskrives som et hofbal for fødevarer. Over tomattribunerne og cheerios-søjlerne rejser salen sig i svungne hvælvinger, og et øjeblik tager jeg mig selv i at tænke: Tænk at almindelige mennesker godt må handle hér (det tænker jeg jævnligt, når jeg bevæger mig rundt på Upper East). Frimodigt slentrer jeg op og ned ad gangene, indtil jeg drages mod et kagemontre med en imponerende selektion af cheesecakes. Samtidigt bemærker jeg, at der langs salens venstre side forefindes et højere plan, et cafeterialignende område med en garanteret god udsigt over varerækkerne. Da jeg har købt en kage, springer jeg op ad trappen, for at stjæle et kig: Egentlig ikke noget at skrive hjem om.

- Afraid of heights? klukker en ældre herre, da jeg er på vej ned igen. Han er høj og ranglet, iklædt hvid skjorte og blå jeans. Håret er gråt og halvlangt. Jeg ryster på hovedet.
- Then I assume you don’t want to eat your lunch in the cafeteria?

- Actually I’m on my way to somewhere.
- Where are you going, young lady?
- Roosevelt Island.
- Oh! I’m going there myself. Why don’t we go together?
- Okay.
- Did you know, that you can get there by air tram?
- No, I didn’t.
- Well, that’s what we are going to do then! Han klapper i hænderne - What’s your name, young lady?
- Simone.
- Nice to meet you. I’m Will. Han hilser med et rynket håndtryk og ser sig efterfølgende om, som søger han noget helt særligt. Så falder blikket på kagemontren - I’m just going to buy a cake before we go. Do you want a cake?
- I’ve already bought one, smiler jeg og vifter med posen.
- Which one did you get?
- That one.
- One “Simone Cake” for me as well, siger han vittigt til den uforstående ekspedient.

Vi forlader supermarkedet med hver vores papirspose og går op mod liftstationen. Will fortæller mig, at han er kunstner, at han har et atelier på Roosevelt Island med udsigt over Manhattan. Han spørger, om jeg kender TATE Modern, og jeg siger at det er mit yndlingsmuseum i London. Han siger, at han har haft et værk udstillet der, at han snart skal udstille på Whitney i New York. Han fortæller også, at han, før han overhovet overvejede at blive kunstner, gjorde karriere som advokat. Og før det var han booker for Velvet Underground, hvis jeg har hørt om dem?
- Seems like you’ve had five lives or something, siger jeg og føler med det samme, at jeg har hørt den replik i en film engang.

Da vi har besteget et betydeligt stykke zigzagtrappe og skuer ud mod liften, en voksende plet over East River, vender Will sig pludselig mod mig og spørger: Have you ever been married?
- Can’t say that I have. Jeg forskyder mundvigen over det pudsige spørgsmål - Have you?
Han ryster kraftigt på hovedet for derefter at uddybe: You see, men like me – we’re not interested in girls my age. Older girls come with all sorts of baggage. Even the 28-year-olds. They are all on Prozac. Do you know what Prozac is?
- I think a lot of teenage girls are on Prozac too, actually, indvender jeg. Dette synes at more Will, men han forbliver tavs i de følgende minutter. Så lægger liften omsider til. Mennesker træder ud, og vi træder ind sammen med de andre. Da den atter slipper stationen, kan jeg fra den svævende højde snart se, hvordan små gule taxivogne bevæger sig i én retning op ad 1st Avenue og hvordan de derefter bevæger sig i begge retninger op og ned ad York Avenue. Så har vi pludselig East River under os, og jeg griber fat i et af de håndtag, der hænger fra loftet for at holde balancen. Kort efter mærker jeg en ru hånd oven på min. Will læner sig ind mod mig og mumler: Are you into older guys?

Jeg skæver mod de øvrige passagerer som ikke synes at have bemærket noget. Så siger jeg tøvende: Eh… I don’t really… have a type. I samme sekund får jeg lyst til at slå mig selv over panden: Pis - var dette nu min chance for at slippe ud situationen, før den eskalerer? Og er det her sådan en situation, der eskalerer? Ser I, adskillige af mine venner har forsøgt at instruere mig i at gribe disse chancer. Jeg kan allerede høre den belærende stemme inde i hovedet: Why didn’t you just answer NO I’M NOT INTO OLDER GUYS? – Booh, I blew it, didn’t I?

Resten følger i morgen - promise!

My First Cockroach

At vågne for første gang i et nyt rum. Et rum, som man kan kalde sit eget. At være vågnet, fordi solens fjerlette stråler dalede ind ad vinduet og lagde sig som lune dun på ens øjenlåg. At blive liggende lidt på sengen for at betragte rummet - Rummet, som det er lige nu: Badet i morgenlys. At ville have alle indtrykkene med.

Langsomt svinger jeg benene ud over kanten og sætter mine fødder ned på gulvet - mit gulv. I spejlet overfor betragter jeg, at jeg sætter mine fødder ned på mit gulv, jeg tænker: Nu sætter jeg mine fødder ned på mit gulv. Vipper lidt med tæerne og træder hen over kuffertens indhold for at tænde for vindblæseren. Knæler foran spejlet, væder en vatrondel og fører den rundt i ansigtet. Smiler lidt til mig selv. Får øje på noget i spejlet. Drejer hovedet. Konstaterer: Der ligger en gigantisk bille på gulvet - mit gulv.
Den mørkebrune fyr ligger på ryggen og vajer benene i luften som et sidste vink til verden (eller som et resultat af suset fra min vindblæser). Jeg fortsætter min morgenrutine, men kaster jævnligt blikke i dens retning med en blanding af foragt og fascination: Den er jo på størrelse med mine tommelfinger!

Da jeg er i færd med at påføre mascara, ser jeg, at den har foldet benene over sit bryst og nu ligger helt stille. Jeg kryber over til den og prikker til den med enden af applikatoren: Ingen reaktion. Så tømmer jeg en gennemsigtig pose for vatpinde og vipper den op deri. Der er egentlig noget smukt over den, tænker jeg, idet jeg holder den op foran næsen.

Så glider blikket igennem det gennemsigtige plastik og over på murstensmuren bagved. I en af de grove fure cirka tredive centimeter fra gulvet er der et hul – jeg ser det først nu. Det er akkurat så bredt, at man kan stikke en finger derind, men lige meget hvor meget, jeg kniber øjnene sammen, kan jeg ikke vurdere dybden. Det var ligegodt satans, tænker jeg. Så kravler jeg op i sengen og vækker computeren. Den knurrer lidt, men man kan sgu ikke stille krav om blid opvågning post kakerlakfund. I søgefeltet taster jeg: Jeg har lige fundet en kakerlak på mit gulv. Enter.

Jeg klikker på et tilfældigt link. Her kan jeg læse, at det er vigtigt, at man handler omgående, når man sådan har fundet en kakerlak på sit gulv - fordi for hver kakerlak, man kan se, er der ti, man ikke kan se. Så klikker jeg på et andet tilfældigt link. Her kan jeg læse, at for hver kakerlak, man kan se, er der tusind, man ikke kan se! – og at man muligvis er nødt til at rive væggene ned og brække gulvene op for at få has på skadedyrene.

Jeg tjekker lige, at jeg har bundet en ordentlig knude på plastikposen. Så går jeg ud i køkkenet for at koge et æg. Her møder jeg min australske roomie. Jeg fortæller hende om mit fund og spørger, om hun synes, at vi skal inddrage vores udlejer.

- Why would you do that? griner hun. A cockroach is basically like having a fly! Jeg kigger mistroisk på hende og tænker, at man ikke kan drage nogen fornuftig konklusion på baggrund af en australiers udtalelse, for dernede er de vel vant til edderkopper på størrelse med babyer og den slags.

Da jeg har spist morgenmad, løber jeg ned i den lokale Duane Reade på Kent Avenue for at købe en kakerlak-spray. Udvalget er vidtrækkende, så jeg ser mig om efter den, der har det dræberagtigste udseende. Først har jeg kig på en rød satan, men så ændrer jeg det til en bleggrøn blikdåse, der er sådan lidt syg i farven.

Jeg ryster dåsen godt og længe, før jeg sætter mig ned i skrædderstilling foran hullet. Jeg kigger kort på brugsanvisningen. Så sigter jeg mod kakerlakkilden og holder knappen nede i lidt længere tid end angivet. Derefter sidder jeg lidt og betragter hullet, som nu er badet en underligt limelugtende væske. Jeg ved ikke med jer, mumler jeg, men jeg kunne ikke have lyst til at mave mig igennem det dér stads…

Så er det pludselig som om, jeg bliver en smule trist til mode. Først kan jeg ikke helt placere følelsen, men så vokser den i kraft af noget nær medfølelse. Jeg mener: Det eneste disse væsner drømmer om er at være tæt på os mennesker. At ånde den ilt, vi ånder. At indtage vores efterladenskaber. Jeg kan kun gisne om, hvordan det føles, at trænge nogen så meget, selvom de skyr dig som listeriabakterier (ok, måske behøver jeg ikke at gisne – damn you, Dutch obsession). På den måde kan man sige, at verden er uretfærdigt indrettet.

Da jeg vågner næste morgen, er solen kun på nippet til at bestige New Yorks højtragende toppe. Alligevel maver jeg mig straks hen til sengekanten og spejder ud over det mørkebrune trægulv: I dag - Intet.