Farvel Willesden Green

Himlen er mørk, men luften føles mild. Michael, min irske landlord siger, at han vil følge mig ned til stationen. Fortovet er dækket af et tyndt hvidt lag sne, og enkelte steder er den presset så hårdt sammen, at overfladen er blevet slippy, som Michael kalder det. Strækningen op til stationen kan klares med cirka ti minutters gang, men grundet sneen og Michaels gamle ben, bliver det til adskillige minutter mere. Også fordi Michael bruger sine kræfter på at snakke i stedet for at gå. Han er et af de mennesker, der fortæller de samme historier om og om igen og hver gang med lige stor ivrighed og fortællerlyst i stemmen. Jeg kan huske dem alle sammen udenad, for jeg har hørt dem mange gange før. Men nu gør det ikke noget, tænker jeg, for nu forlader jeg ham jo, og så skal jeg nok ikke høre dem igen.

Vi er de eneste to mennesker nede på den halvmørke platform. Michael giver mig et varmt knus og et hurtigt kys på kinden. ”Have a nice trip and have a little tip,” mumler han på sit irske engelsk og hiver en tyve-punds ud fra inderlommen, som han stikker ned i min jakke. Jeg protesterer, men ikke længe nok til at jeg risikerer, at han tager den tilbage igen. ”Buy a couple of beers on us,” er hans sidste ord, inden han vender sig om for at tage turen tilbage op ad trappetrinene. ”Have a merry Christmas!” råber jeg efter den gamle mand, inden han forsvinder helt ud af mit syns rækkelighed.
Jeg kommer nok alligevel til at savne Willesden Green, er min tanke, da jeg trækker kufferten ind i tuben med et smil på læben. Et smil, der bliver hængende hele vejen ned til London Bridge.

“Is your flight cancelled?” spørger jeg manden, der sidder ved min side med ryggen op ad væggen, fordi jeg keder mig og har lyst til at sige noget til en eller anden. Han ser ud til, at han har siddet her i lang tid, og han støtter kroppen halvt op af sin bagage, hvilket giver ham en underlig skæv holdning. Ikke at der er tale om mere bagage end en mindre backpackertaske og en enkelt krøllet plasticpose.
”No I just come here to sleep in the airport sometimes,” mumler han med en grødet stemme og kigger på mig med to ganske rare øjne.
Jeg nikker. Min første indskydelse er, at han joker med mig, men på den anden side kunne han også godt ligne én, der ikke har så mange andre muligheder for et tag over hovedet. Jeg sender ham et venligt smil og siger; ”me too,” for det er vel heller ikke helt forkert.
Jeg spørger ham, om han vil holde øje med min bagage, mens jeg går på toilettet. Da jeg vender tilbage, er han væk. I stedet står der en security-vagt og stirrer på min kuffert sammen en tyk dame, der ligner hende Etta Cameron. ”Is it your suitcase?” spørger vagten.
”You shouldn’t leave it unattended like that,” tager den tykke dame over. ”It could have been a bomb. I had to call security.” Hendes toneleje er bebrejdende og yderst formanende.
”Jesus christ,” mumler jeg lavmælt, men åbenbart alligevel højt nok til at de begge to sender mig et blik, der får mig til at føle mig som et uartigt barn på fem.

Danmark dufter af juletræer, frisk luft og kaffe. Alle omkring mig snakker dansk og ikke alle mulige forskellige og uforståelige sprog. Jeg registrerer pludselig betydningen af alt, hvad der bliver sagt i mit nærvær, og det er underligt. Udmattende. Jeg har faktisk aldrig før tænkt over hvor mange ligegyldige ting, vi mennesker går rundt og siger.
Senere ligger jeg midt på stuegulvet med ryggen presset fladt mod gulvbrædderne og stirrer op i loftets store rektangulære gipsplader, mens jeg spekulerer over, hvem jeg var sidste gang jeg var her, og om der mon stadig er leverpostej i køleskabet. Min nittenårige lillesøster kravler hen til mig fra et eller andet sted udenfor mit synsfelt og lægger sig ned med kinden og vægten af sit hoved hvilende på min mave. Hendes ansigt er vendt op mod mit, og hendes mørkebrune hår falder tilbage rundt om nakken. ”Du lugter af menneske,” siger hun med sagte ord og lukker fredeligt sine øjne.

.