Vi Spiller Rollespil

Jeg sætter mig op i sengen og gnider knoerne rundt i øjnene. Klokken er kvart over syv, og jeg har kun lagt en tvivlsom mængde af søvn bag mig, som flere gange er blevet afbrudt af Emilys forsøg på at overtage herredømmet over dynen. Aftenen forinden er blevet brugt på at sy kostumer og forvandle en skumplade-madras til tre kampvåben (to økser og en emballeret fluesmækker!) – Basale forberedelser, når man sådan kaster sig ud The Real World of Warcraft - I dag skal vi spille rollespil!

Personligt har jeg aldrig spillet WOW, og det er mange år siden, at jeg læste Ringenes Herre (det er noget med elvere og orker, right?) - Derfor er optakten også blevet brugt på at nærlæse et fyrre siders langt regelsæt, som jeg har printet ud fra rollespilsforeningens hjemmeside. Og her kan jeg godt afsløre: Rollespil er IKKE for dummies – Er I klar over hvor mange ting, man skal sætte sig ind i? Eksempelvis må man hverken gå til angreb på hovedet eller skridtet (øv), og man kan kun købe mad for penge, som man har tjent i spillet og ikke for sine danske kroner eller ører (det er dog tilladt at stjæle, så længe man er afklaret med konsekvenserne!) - desuden skal al seksuel omgang foregives med nakkemassage(?!) - Så fik vi også lige dét på plads.

Vores færdige kostumer ligger nydeligt sammenlagt på gulvet og venter på at blive påført sammen med en bøtte grøn ansigtsmaling, som jeg købte i Legekæden til dagens formål (der var et billede af en ork-lignende skabning med skæve tænder på emballagen, så jeg antog, at sådan noget stads formentlig var almen brug i rollespilsverdenen). Oh yes! Al træthed er overvundet, og jeg er på alle mulige måder klar til at indtage slagmarken!
”Vågn op, vi skal til rollespil!” Jeg hamrer løs på dynen med min skumgummiøkse, så Regine og Emily modvilligt rører på sig. ”Come on! Vi skal køre om en time, og vi skal også sminkes…” fortsætter jeg, hvilket får Regine til at sætte sig op i sengen med et grynt. Hun ligner en, der er på randen til fortrydelse. Emily ligner en, der forsøger at sove sig fra situationen.

En time og tyve minutter (samt en opkvikkende koffeinfyldt kaffe) senere er speederen trådt i bund, og vi har kurs mod en destination et par kilometer syd for Aalborg. Jeg sidder bag rattet og Emily og Regine er allerede begyndt at klikke løs med engangskameraet. Jeg tror ikke, at nogen af os er klar over, hvad vi kan forvente af dagens kommende aktivitet, men der er dyb enighed om at ”det bli’r for viiildt!” og til tonerne af ANR Hit (mainstream is the new indie), får vi kastet et rundstykke i halsen - Alle store dage bør jo startes med et morgenmåltid, jeg mener; uden mad og drikke… En modkørende bilist drejer halsen ethundredeogfirs grader, da vi ruller forbi med ethundredeogfirs kilometer i timen. Var de virkelig grønne i hovederne?!

Regine AKA. DIRT RIDER

Emily AKA. LITTLE MUD SLAYER

Mig AKA. GREEN MIST

”Seeee!” udbryder Emily og peger med en ustyrlig finger mod en samling af børn og forældre blandt parkede biler på en græsplads i venstre side af vejbanen. Rundt om pladsen hviler en krans af  høje træer, som leder ind mod et mørkt skovland (AKA Nibelheim - skal vi senere erfare). ”De har udklædning på! De har udklædning på ligesom os!” Og så er der ellers excitement ud over hele bilen, mens en forbeholden stemme konstaterer fra bagsædet: ”Og de er alle sammen børn…”
Vi svinger bilen ind over pladsen og med næserne trykket mod ruderne, triller vi ned gennem skaren af riddere, der ganske afslappet er i færd med at påklæde deres korpusser forskelige former for (utroligt virkelighedsnære) rustninger. Vi spotter en ledig plads halvvejs ud over en grøft, hvor vi får lavet en parkeringsmanøvre uden at beskadige nogens afkom eller køretøjer. Her bliver vi siddende et øjeblik med slukket motor, mens vi iagttager strabadserne gennem ruderne - Tøvende, som er vi ikke helt sikre på, hvordan situationen videre bør gribes an… ”Men de er jo alle sammen børn!” gentager Regine fra bagsædet. Varsomt møder vi hinandens blikke og spørgsmålet; ”hvad fanden er det egentlig, vi er gået ind til?” farer gennem vores konfuse hoveder. Det er som om, vi ikke rigtigt har tænkt tanken længere end hertil.
Men det er for sent at bakke ud af situationen med værdigheden i behold - Og sad vi oppe det halve af natten og klistrede kampvåben sammen af en gammel skumplade-madras for så at stikke halerne mellem benene? No fucking way. Der lyder en dyb vejrtrækning, en hånd føres ned til våbenet, som er fastgjort i bæltet. Et tyggegumme spyttes ud i en gammel kvittering og kyles ind i handskerummet. This is it.

LITTLE MUD SLAYER, DIRT RIDER and GREN MIST. Let the game begin!

Vi smækker dørene op på slaget ti og lader med overlegen selvbevidsthed vores lærredsbeklædte kondisko betræde det endnu dugvåde græs, som smattes under vægten af vores kroppe. Det kræver særlige superkræfter at stå ud af en bil med elegance (synderligt en Skoda), og superkræfter – dét besidder vi. Skulder mod skulder bevæger vi os med glidende lethed gennem mængden af måbende forældre og ærefrygtige børn. En mor griber fat i sin søn og hiver ham med nød og næppe af banen, idét vi passerer. Alt foregår i slowmotion. Jeg gør et kast med mit udslåede hår. Emily retter på bandanaen. Regine fjerner en vildfaren fjer fra ærmet med et fingerspark. Vi stopper brat op, da vi står overfor den ansvarlige rollespilsarrangør - en lille rund mand, indhyllet i en vamset bordeauxfarvet munkekåbe. Han kigger forbavset op fra sit pergament.

”I er grønne,” konstaterer han.

”Ja, det stemmer,” svarer vi entydigt.

[Herefter følger en lang ukomfortabel pause. Vi udveksler indbyrdes uforstående blikke]

Så rømmer jeg mig med dyb stemme. ”Kan man måske ikke være grøn i det her spil?”

”Joooh…” Manden løfter øjenbrynet. ”Hvis man er en ork.”

Og hvad tror han vi skal forestille? Smølfer?

”Jamen, vi tænkte nemlig, at vi kunne være sådan nogle… du ved… orker,” mumler Emily. Hendes stemme lyder overraskende spinkel, og vidste jeg ikke bedre, havde jeg ikke troet, at det var Little Mud Slayer, der stod ved min side.

”I er slet ikke store nok til at være orker,” lyder det upædagogiske svar fra manden. ”Orker skal være høje og robuste - ligesom mig, eksempelvis.”
Jeg lader nu blikket glide op ad hans fyldige mave og forbi hans tykke dobbelthage, hvorefter jeg møder hans udstående øjne cirka et hoved over min egen højde. Måske var det ikke helt berettiget, da jeg tidligere betegnede ham som ”lille og rund”, da han unægtelig måler en hel del mere end jeg selv - Jeg lod mig vist rive med af stemningen.
”Jamen hvad vil du have vi skal gøre?”  spørger jeg – nu halvvejs i fortvivlelse. ”Vaske det af?!”

Glimtet i mandens øjne afslører en vis morskab på vores bekostning. ”Ja, det vil nok være bedst, hvis I kan vaske det af,” bekendtgør han i et kontrolleret toneleje, imens han overlegent hæver brynet endnu en centimeter og betragter os på en måde, så man skulle tro, at vi var troppet op til bal på Amalienborg klædt ud som Elvis, The King of Rock’n’roll. Hvem tror vi egentlig vi er?!

Ydmygede. Latterliggjorte. Vanærede. Med tungt sindsmod, må vi erkende, at vores grønne hud er os uberettiget og vi ser os nødsaget til at dreje om på hælene og gå den nu MEGET lange vej tilbage til bilen – med bøjet nakke og betydelige egoforringelser. Pludselig forstår vi den egentlige grund til de stirrende blikke fra folkeskaren. If you think you’ve tried the walk of shame - think twice!

”Vi er til grin blandt rollespillere – i forvejen socialt udstødte folk!” udbryder Emily, da vi atter sidder inde i bilen bag lukkede døre og gnubber os i hovederne med de håndklæder, som min far tvang os til at medbringe for at undgå grøn maling på bilsæderne. Ordene får os til at stoppe op, og vi deler et øjebliks stilhed - en sand realitetserkendelse, mens vores mundvige dirrer på randen af latter og gråd. Det hele kulminerer i en mellemting, og vi klukker, så vi ryster over hele kroppen, mens tårerne vælter op i øjenkrogene. ”Og NU forstår jeg desuden hvorfor, man skal smøre fugtighedscreme i hovedet, inden man kommer ansigtsmalingen på!” tilføjer Emily, hvilket udløser endnu mere latter slash gråd.

…

Ti minutter senere (med en hudfarve der aldrig helt formåede at blive normal) trasker vi ned ad jordstien til et samlingspunkt længere inde i skoven, hvor deltagere bliver registreret og våben bliver testet for eventuel fare. Vi har inden dette ladet os fortælle, at der foreligger en risiko for, at våbnene bliver testet på os selv, såfremt deres sikkerhed betvivles. Heldigvis går vores økser igennem tjekket uden problemer - og uden at nogen af os bliver slået med dem (hvilket inderst inde var en smule skuffende). Der studses et øjeblik over den emballerede fluesmækker (vi holder vejret), men også den passerer.

Derefter skal vi vælge vores karaktér, hvilket forgår hos en ung nonnelignende kvinde, som sidder bag et højt bord, hvis ben står stabilt placeret i skovbunden. Hun kilder sig legesygt på kinden med en blækfjer, idet hun adspørger os; ”Og hvad vil I så gerne være?”

”Øh… Hvad MÅ man have lov til at være?” spørger jeg tøvende, (fordi obviously ikke en ork!). Den tidligere episode har gjort os en smule forbeholdne - og med god grund. Vi kan stadig høre børnene hviske i krogene og mærke deres blikke bore sig ind i vores rygge. De forventer tydeligvis, at der kommer flere dumheder fra vores side. Det er næsten som at være tilbage i folkeskolens skolegård – Hvis ikke værre.

”Tja… I kan ikke være elverfolk, for så skal man have spidse ører…” forklarer nonnen eftertænksomt. ”I kan være…” Hun sutter på fjeren. ”Mennesker?”  Og så stikker hun os et par flade metalmønter og siger, at dem kan vi købe mad for.

Fedest.

På vej væk overhører jeg en dreng trygle om beføjelsen af en elverkarakter – Den unge mand har på tragisk vis forglemt sine elver-ører derhjemme. Der udvises ingen nåde. Dette er et barskt univers.

Startskuddet nærmer sig, og alle deltagerne samles i landsbyen, som forefindes i hjertet af Nibelheim - som i øvrigt er betegnelsen for skoven (der i daglig tale omtales Lundby Krat, men nogle har nok ment, at navnet ”Niebelheim” spænder bedre med Warhammer-verdenen). Landsbyen er ganske primitiv. Den består af én murstensbygning – en kro med betegnelsen ”Krathuset”, og her har man mulighed for at få noget i skrutten, hvis man afleverer nogle af sine spillemønter. Nåh ja, og så rummer landsbyen også et fængsel bestående af en pindekonstruktion rundt om et gammelt bøgetræ og et medicin-telt, hvor man kan pleje sine krigssår med healende urter og mariekiks.


Jeg vil skyde på, at vi er et par hundreder rollespillere, hvoraf størstedelen er børn fra tiårsalderen op til femtenårsalderen (Herefter er man gammel nok til sex, og hvem gider så at spille rollespil?). Derudover er der en gruppe på omtrent tredive voksne, men de fleste er ældre end os selv, hvilket får os til at føle, at vi er de eneste repræsentanter for vores eget aldersinterval. Dog er vi ikke helt alene…
”Se der,” hvisker Emily ud af mundvigen og gør et nik med hovedet. Regine og jeg kigger i den angivne retning. I mængden øjner vi to unge mænd, som falder ind i vores aldersinterval. ”De ligner ikke umiddelbart nogle, der går til rollespil…” fortsætter Emily med lavmeldt stemme. ”Og dog… Se på deres udklædning. Mon de SELV har lavet den? Så går man satme meget op i det…!”
Jeg nikker entydigt, men er egentlig lidt i tvivl om hvor vidt hun snakker til sig selv. Hun tager ikke blikket bort, idet hun gnider sig i hænderne og mumler: ”Mon de kunne tænke sig noget nakkemassage…”

Opnår vi nogensinde respekt i Nibelheim? Finder Emily nogen at give nakkemassage?
Læs fortsættelsen HER