The Great Wall of Vagina

Have you ever had a close-up look at your own vagina? Sure you have. Have you ever had a close-up look at somebody else’s vagina? Well, If not – here’s your chance. For the past five years British artist from Brighton, Jamie McCartney, has been casting the vulva of four hundred women in plaster and turned all the unique little sculptures into a nine meter long vagina wall. (Talk about someone who’s been around!) I don’t think anyone have seen that many close-up vaginas since that summer in the nineties when those miniskirts were just about two inches too short. The result is quite fascinating.

I talked to Jamie McCartney about the making of the wall and the way it affected those women, who threw their vaginas upon a table in the name of art.

More photos and videos of TGWoV HERE

So were there any thoughts behind this project or was it just an excuse to cover 400 vaginas in plaster?

Well I don’t actually use plaster on the body. I use the same material dentists use in the mouth to mould teeth. The cast is then made in plaster. I created this piece because whilst working on a commission for a sex museum casting both vaginas and penises I discovered that many women are just as anxious about their genitals as many men are. It comes down to lack of knowledge about what normal people really look like. So I thought that a sculpture like this could make a difference to women’s lives. A lot of my work fine art is socio-political. I’m always trying to change something!

Was it difficult to find women who were willing to participate in this piece?

I was determined that I would only cast unpaid volunteers who believed in what I was doing. Some man paying a load of women to take their knickers off wouldn’t have had the same power as something endorsed by 400 volunteers. Finding volunteers was not that easy to begin with though. People have asked how I did it and my answer is simple – I asked everybody with a vagina. That may seem flippant but it’s true. If you were a woman and you knew me back then, at some point I’d have asked you. Then after it went on TV in 2008 recruitment was easy. People just really wanted to do it. I’m going to make one more panel to auction for a woman’s charity next year and I already have people desperate to be a part of it.

I would totes have been up for it! Was that the prevalent reaction you met from women?

Most women I asked at the beginning thought I was out of my mind. Some of them really got what I was talking about instantly but didn’t fancy being cast. The first few were the most daring because there was no provenance. Over the years many women with serious issues about their genitals came to be cast and that took a lot of guts. The women are the heroes of this show, I’m just the showman.

Okay I’m curious to know if you got surprised by the look of any of those women’s vaginas?

Well I have to say I haven’t exactly been a shy boy in my sex life so I had seen quite a few vaginas before this all started so I can’t say there were any surprises. Within 400 there is a lot of variation but like faces, which are all different, they can be divided into types. There were types that I hadn’t seen but there are very few that don’t look a bit like some of the others. That’s what is great about this wall. I think that within this survey most women will find one that looks a bit like theirs. In fact I doubt that 90% of the women I casted will find their own in the wall when they come to see it at the exhibition and be absolutely certain they are right.

So do you have any favorites, ones that you are particularly satisfied with?

No I couldn’t possibly have a favorite because that would defeat the whole object of the exercise! Some of the piercings were very tricky to cast, one with two big rings in particular. To cast those perfectly in plaster was nothing short of a miracle. I’m very glad that I managed to find some transgendered men and women, and also my two pairs of identical twins. Women before and after their first baby were difficult to do - only one came back for the second casting which is a shame but says a lot about their fears of looking wrong afterwards. I think that having a woman before and after her labiaplasty though is wonderful and lets people see what that operation is really about.

Interesting!

The Great Wall of Vagina by Jamie McCartney has world premiere launch in May at the Brighton Fringe. If you can’t wait, you can always visit the official website of The Great Wall of Vagina HERE, or learn about the making of the wall HERE, where you can also buy your own DIY Vagina Casting Kit!

.

Bus on Diversion

På hjørnet af Mare Street og Well Street, under busstoppets halvtag og på en orange plastikbænk, sidder jeg med sammentrukne skuldre og presser mine hænder ned mellem lårene på benene over kors. - Et forsøg på at holde varme i fingrene, der måske hjælper en lille smule alene af den grund, at jeg lader som om, at det hjælper. Ved siden af mig sidder en skaldet sort dame med Tesco’s hvide logoposer stablet op ad benene og lidt op ad mine ben også. En af dem er væltet, og en grøn melon er trillet ud. Jeg har allerede stirret på den i et længere ukendt antal minutter, og i samme tidsperiode har jeg næppe rørt mig ud af flækken. – Dette er måske lige på nær mit mundvand, som jeg bliver ved med at skubbe fra det ene til det andet kindrum som et lille udfald af den rastløshed, jeg aldrig helt kan give slip på.

55’eren kører ind til Oxford Circus. Den standser, og et par passagerer lukkes ud, en enkelt samles op. Jeg bliver siddende. Det er koldere, end jeg havde regnet med, hvis det da overhovedet var noget, jeg tænkte over. Mine strømpebukser er alt for tynde, og jeg glemte mit halstørklæde på sengen. Jeg kunne gå tilbage efter varmere beklædning, det er kun et spring rundt om blokken, men jeg er forfalden til inaktivitet frem for handling disse dage, og selvom jeg føler mig gammel (alt er relativt), så er dagen ung, og solen bryder måske igennem senere. Sådan tænker jeg. Og det er jo heller ikke meningen, at jeg skal blive siddende her på en orange plastikbænk, for jeg skal jo med en bus. Det er min handlingsplan, – nu vi snakker om handling, – for det er dine handlinger, der definerer, hvem du er. Det tror jeg, at jeg læste i en statusopdatering forleden. Og jeg har brugt den seneste uge af mit enten korte eller alt for lange liv på at stirre ind i væggen og stalke min egen Facebook-profil. - To ting, der på ingen måde inkluderer handling. Så hvem end jeg plejede at være før, så går jeg ud fra, at der nu er en lille smule mindre tilbage af den person, og derfor havde jeg tydeligvis brug for handling, inden jeg personlighedsmæssigt fik karakteriseret mig selv som noget nær ikke-eksisterende. - Så nu kan jeg være én, der tager bussen.

48’eren kører til London Bridge. Jeg overvejer et øjeblik, om jeg skal stige på, men jeg når ikke at reagere, før dørene atter lukkes.

Det er højsæson for eksistentielle kriser, og det lader til, at alle har et eller andet, som de skal ”have fundet ud af”. Vi taler om det, når vi hænger ind over de små runde borde på caféerne, eller når vi sidder og spiser aftensmad i det snævre lille køkken. Vi kan mærke, at der er ændringer på vej, men vi ved ikke helt, hvad det er, og vi vil gerne overraskes, men vi vil også gerne have indflydelse. Det er som om, at alle gerne vil handle, men der er bare ikke rigtigt nogen, der ved hvorimod, de skal rette deres kræfter. Jeg er ikke helt sikker på, at jeg har lyst til at vide, hvad fremtiden bringer, men jeg gad nok godt vide, om jeg ville glæde mig, hvis jeg kendte svaret.

Det kan være forbandet svært og nogle gange umuligt at fjerne et klistermærke fra dets allerførste placering. Når det endelig lykkes, vil dets evne til at klistre være betydeligt forringet, og jo mere man flytter rundt på det, jo sværere bliver det at få det til at hænge fast igen. Jeg har en teori om, at mennesker og klistermærker er éns på det punkt. Jeg er blevet så fucking rastløs, og det er som om, at jeg altid vil tro, at græsset er grønnere på den anden side - alene af den grund, at den anden side endnu er ukendt. Men jeg har aldrig fortrudt, at jeg gav slip, og havde jeg ikke haft denne konstante higen efter det ukendte, så ville jeg ikke være, hvor jeg er nu, og denne realitet tror jeg alligevel, at jeg kan knytte en form for tilfredshed til.

26’eren kører ned til Waterloo, og jeg har snart siddet her så længe, at de samme busser begynder at komme forbi for anden gang. Så hvorfor ikke Waterloo? Jeg smækker mit oystercard mod scanneren, og sætter mig op bag foruden på det øverste dæk. Allerede inden min røv er i kontakt med sædet, er der en skaldet og tyk mand, der får lyst til at snakke til mig. Han sidder på sædet på den anden side af midtergangen. Spørger mig om mit navn, og jeg svarer ved at proppe min Ipod's høretelefoner ind i øregangene. Smiler undskyldende og peger på mine ører. Se, jeg kan ikke høre, hvad du siger... Engang syntes jeg, at det var hyggeligt at sludre med disse individer, men det var før, jeg blev afstandstagende, selvcentreret og underskudsagtig.

Så rykker han helt ud på sædekanten og rækker mig sin hånd, og jo, jeg kan godt høre, at han siger "nice to meet you," for jeg har endnu ikke tændt for musikken, men jeg siger ikke noget tilbage. Rækker dog min hånd frem som en halvhjertet respons, jeg mener, nok er han muligvis retarderet, men jeg kan end ikke få mig til blot at lade ham hænge dér. Men straks efter flytter jeg position til det inderste sæde og får fluks skuet op for noget lyd, der lige formår at kvæle den ordstrøm af et eller andet, der bliver ved med at komme fra hans mund.
Han gør så en vippebevægelser med hånden ud for læberne. (Vi er åbenbart gået over til tegnesprog). Jeg tager det som en invitation til drinks og tænker, at han enten lider af virkelig slem selvbedrageri eller rigtig tør selvironi. Med et suk piller jeg musikken ud af ørene og drejer overkroppen i hans retning, mens jeg samler mig om en afvisning, der lyder noget nær dette: ”Look, I’m REALLY not in the mood for talking right now, and I’m sorry if I’ve made you think that I was interested in you. I’m REALLY not.” Og så er hele bussen tavs.

“Okay,” svarer han med et let træk på læben og et tilsvarende på skulderen.

Okay? Min kæbe har tabt højden, jeg ser uden tvivl dum ud lige nu. Var det virkelig så nemt? - Så havde jeg måske ikke behøvet at lægge så meget tryk på Really.

Jeg skutter mig lidt i sædet, og undrer mig over hele situationen, for det er længe siden, at jeg har oplevet denne form for fremmedkontakt, og jeg troede egentlig, at det var fordi, jeg på det seneste er holdt op med at gå i bad, men så rammer det mig pludselig som en åbenbaring, at dén person, der ikke kan se klart, er mig selv. For mens jeg har siddet på min seng, omgivet af mine fire tomme vægge, og mugget over, at livet aldrig udarter sig, som jeg havde tænkt mig, er det blevet forår i London. Jeg ser det først nu; himlen er ligesom forandret, der er sågar kommet små hvide blomster på vejsidetræerne. Hele byen er atter i brunst, og jeg havde slet ikke bemærket det.

”You look good, though,” råber den skaldede mand efter mig, idet jeg rejser mig for at stige af bussen. Jeg standser halvvejs på trappen og kaster et blik tilbage over skulderen. ”So do you,” råber jeg, selvom det måske ikke helt er sandt, og så griner vi begge lidt.

.