Vibrationer og tilhørsfølelse

Jeg har noget, der godt kunne ligne en knyst på min højre langefinger, og det er ret unormalt, for jeg er kun treogtyve. Alligevel er der en god grund til, at min finger ser ud som den gør: Den har gentagne gange været udsat for intense rystelser af et lille apparat, der er blevet holdt i min hånd på samme måde, som jeg ville holde en blyant – hvilende på langefingeren. Dette er i øvrigt historien om min første vibrator.

Jeg ved ikke, om det var af nysgerrighed, feministisk pligtfølelse eller for meget Sex and the City, men for cirka et år siden besluttede jeg mig for at anskaffe og afprøve en vibrator, ja, den dag i dag undrer det mig faktisk, at jeg ikke havde tænkt på det noget før. Ergo klikkede jeg ind på en online shop, der sælger sexlegetøj, og bestilte den famøse bullet vibrator. Ordren faldt tilfældigvis på Valentines Day, men derfor har de jo nok ment, at det var en hasteordre - I al fald stod postbuddet ude foran min dør i ret position med fingeren på dørklokken og en pakke under armen allerede næste morgen klokken ti over otte. Egentlig var jeg på dette tidspunkt på vej på arbejde, men jeg konkluderede, at kontoret godt kunne unde mig at møde en time senere (jeg var vist ikke så engageret i mit daværende telefonjob), og i stedet tog jeg pakken med ind i gemakkerne for at studere den nyindkøbte genstand.

Frem af indpakningen kom en vibrator, der var så petit, at den kunne være i en lukket næve. Og dog var den så kraftig i sine vibrationer – skulle det vise sig –, at den i løbet af blot få minutter kunne sende mig tværs igennem solsystemet, if you know what I mean *wink wink*.

Og så kom jeg altså ikke på arbejde dén dag.

Den nye interesse eskalerede i de kommende dage, og det skulle ikke vare mange ture til Merkur, før den lille genstand blev min nye bedste ven. Den hjalp mig til at komme i stødet om morgenen, når jeg ikke kunne vågne, og den beroligede mig om aftenen, så jeg bedre kunne sove. Men det stoppede ikke hér. Jeg begyndte at finde onaniundskyldninger i alt, hvad jeg foretog mig, og jeg kunne efterhånden ikke se en hel film til ende uden at stoppe den flere gange for at nappe en lille hurtig én. Det begyndte at ligne en afhængighed.

Ja, forskere mener jo, at der frigives et særligt hormon under orgasmen kaldet oxytocin. Dette hormon øger den følelsesmæssige tilknytning til giveren af orgasmen, hvorved der nok hyppigst hentydes til en menneskelig sexpartner, men i mit tilfælde altså en vibrator, og så kan jeg jo ikke lade være med at tænke: Er det mon muligt at knytte sig til en vibrator…?

Jeg kom ikke svaret nærmere i denne omgang, for da min kæreste kom på weekendbesøg (hej, langdistanceforhold), gik vibratoren på midlertidig ferie i natskuffen. Ja, jeg burde nok bare have fortalt ham om den med det samme, men jeg var vel en smule flov over det uhæmmede forbrug, der i den seneste tid havde fundet sted, og så var jeg desuden ret klar på at bevise overfor mig selv, at jeg kunne stoppe, hvis jeg ville.

Men denne weekend skulle det gå op for mig, at jeg virkelig havde udviklet en afhængighed. Jeg var nemlig blevet så forvænt med vibrationerne, at jeg på ingen måde kunne klimakse uden min vibrator! Det endte med, at jeg måtte hive den op af skuffen og bringe mig selv til kulmination, imens min arme kæreste lå ved siden af og så på - OK, det synes han nok ikke var det værste i verden. Men dén nat, var det min lille vibrator, jeg knugede i hånden, da jeg lod mig opsluge af drømmenes verden.