Rejseberetninger fra Californien I

Det er lige før, jeg ikke kan holde begejstringen over det palmespækkede landskab i kroppen. Og selvom klokken ikke var mere end fem, og mørket stadig lå som en genopbyggende maske over Brooklyns slidte ansigt, da jeg trådte ud på stentrappen og smækkede hoveddøren bag mig, er jeg ikke længere træt. Nu er solen på vej op over San Francisco, og jeg gør mine første iagttagelser gennem en togrude.

Hvad ligeledes betager mig fra det øjeblik, jeg lander i lufthavnen, ruller på skinner mod byen og efterfølgende trækker min kuffert fra Powell Station, er den betydelige forøgelse af smil i omgivelserne. Nu skal jeg ikke komme her og påstå, at fremmede mennesker ikke smiler til mig i New York, når jeg tilfældigt passerer dem på gaden. Det hænder sikkert oftere end i kolde Skandinavien. Men disse fremmede mennesker er overvejende heteromænd, og deres smil akkompagneres ofte af et wink med øjet eller en overmundstand i underlæben (not kiddin’ ya). Med tiden er jeg begyndt at begribe, at hvad der fejlagtigt kunne tolke som venlighed slet og ret skal forstås som en åben invitation til sex. Derfor kan I nok forstå min forbløffelse, da den midaldrende asiatiske dame med den gyldne cockerspaniel sender mig det længste smil, da hun og følgesvenden passerer mig et sted nær Union Square i San Francisco.

Mit hostel er en lysegul bygning med en træg glasdør, der hverken er meget for at åbne ind eller ud, men så får jeg øje på ringklokken. I informationen står en ung fyr med misundelsesværdig hud. Han lægger et ark med fotokopieret håndskrift på bordet, serverer standardsmørren og gør fire forskellige markeringer med en overstregningstus. Jeg hæfter mig mest ved internetkoden. Så lægger han en nøgle oven på papiret. Den har et tag med et værelsesnummer. Jeg tager tingene og takker, før jeg begiver mig op ad trappen efter hans anvisninger. Døren under skiltet med nummer 115 går op af sig selv, da nøglen drejes…”You gotta beat her up… I’m serious… You gotta beat that bitch up…” Jeg runder varsomt køjesengen med min rullende oppakning, imens jeg skæver tvivlrådig til min overbo. Korte ben i lilla nylon svajer drilskt i luften. ”You gotta beat that bitch up… I’m telling you!”
Jeg laver en parkeringsmanøvre med kufferten ud for underkøjen og vender ryggen til for at skjule et hævet bryn. Udenfor det opslåede vindue trækker en frisk vind i fanen, der står ud fra husmuren. Jeg går over til karmen og læner mig en anelse frem. Gennem blafrende stjerner og striber skuer jeg det skrå gadeplan og en blok af sollys, der falder diagonalt ned på fortovet gennem to bygningers mellemrum. ”You gotta beat that bitch up… But don’t just walk up to her and beat her up... Wait until she makes that face again.”
Så knæler jeg foran kufferten og kører lynlåsen rundt. Graver kameraet frem af en blød strik og slynger remmen over hovedet. Da jeg forlader rummet, lukker jeg døren omhyggeligt bag mig.

Jeg bruger den sidste del af dagen samt den første af den næste på at gennempløje et par af byens turistattraktioner og spise burritos. Jeg driver rundt i China Town, dyrker udsigten gennem Coit Tower’s små ruder, tager billeder af de selvtilfredse søløver ved Pier 39, tager mine sandaler af og slentrer i den skydende og vigende vandkant mod Golden Gate Bridge.

Bagefter farer jeg vildt i det højtliggende terræn, hvis snoede veje kun sparsomt er indtegnet på det kort, som jeg snuppede fra skranken i hostellet og bliver forbrændt på næsen, indtil jeg endelig finder en sydgående bus, der tager mig ned til Golden Gate Park. På det tidspunkt er min telefon løbet tør for strøm, og dagen ved at løbe tør for lyse timer. Men jeg har en ting, jeg skal nå, før solens forsvinden: Jeg skal finde bisonokserne.

Næppe er jeg trådt ind i parken, før jeg bliver jeg stoppet af en britisk kvinde i støvletter. Hun spørger, om jeg ved, hvorfra hun kan tage bussen tilbage til Union Square. Hun mener selv, at hun skal ned til Lincoln Way. Jeg finder kortet frem og meddeler, at hun hellere skulle følge Arguello, som jeg netop er kommet af, op til Balboa og tage bussen derfra. See? siger jeg og lader fingeren glide over den indtegnede busrute. Hun betragter måbende min pædagogiske indsats. Så lyser hendes ansigt op: You’re absolutely right darling, udbryder hun og dasker mig på siden af skulderen med bagsiden af hånden. Jeg fortsætter min færden ind blandt tussegamle træer, imens mine sko æder mine hæle. I min notesbog har jeg noteret, at bisonokserne befinder sig i det nordvestlige hjørne af parken, mens jeg lige nu befinder mig i den nordøstlige.

Vi havde allerede datet i nogle uger, da vi slog os til en gruppe af hans kolleger på en billig bar i Brooklyn. De spillede pool, men indstillede straks: Look who’s brought a girl. Jeg kunne med det samme mærke, at jeg havde lyst til at gøre mig umage for, at de skulle kunne lide mig, og nogenlunde samtidigt gik det op for mig, at jeg kunne lide ham. En af dem fortalte mig om bisonokserne i Golden Gate Park. Hun lød så begejstret, og jeg lod mig medrive. Før jeg gik, lovede jeg hende, at jeg nok skulle finde dem, når jeg kom til San Francisco. Hun omfavnede mig og hviskede, at ham her var one of the good guys. Jeg sagde, at det vidste jeg godt. Jeg tog afsked med ham for to dage siden, for vi når ikke at ses igen, før jeg krydser Atlanten, og alligevel render jeg nu rundt i en skov og leder efter nogle bisonokser, som om det stadig gjaldt et godt indtryk.

- Need any help?
 Han stiger ned fra cykelsadlen og læner sig frem med de tussede arme hvilende over styret. Jeg er standset foran et kort over parkområdet i et forsøg p. Jeg nikkeren ersonfjerne blikket. den.efter sig steget om på siden af cyklen og  nu n forløb dette efterår. er.ved tendens tilå at lokalisere oksernes placering for ikke at tale om min egen. I’m looking for the bisons, siger jeg - Do you know where they are?
-  I think so, svarer han karakterløst og uden at gøre tilløb til mere. Men så kommer der alligevel mere: I could take you there?
- Okay. Jeg ser på ham. Nu stiger han helt af cyklen for at trække den. Det solmatte hår falder i forskellige længder over den dehydrerede ansigtshud, og linjerne omkring øjnene er skarpe, mens blikket i dem fremstår let sløret. Rundt om halsen hænger en lædersnor med en spids tand, og jeg tænker, at løber vi tør for samtaleemner på vejen, kan jeg altid spørge ind til, hvordan Burning Man forløb denne sommer.

Vi begynder lige så stille at traske igennem græsset langs grusvejen – jeg ved ikke hvorfor vi ikke går på gruset. Han siger ikke noget i de første ti minutter, og jeg tænker, at der måske slet ikke bliver nogen samtaleemner at løbe tør for. Netop da stopper han op med sådan en brathed at hjulene skrider i græsset.
- What’s your name? Han kigger mig direkte i øjnene.
- Simone, svarer jeg.
- Simone?
- That’s my name… What’s yours?
- Damian.
Han begynder at gå igen.
- Okay, siger jeg og følger efter.
- Where are you from?
Nu er han stoppet igen.
- I’m from Denmark, svarer jeg. But I’ve been living in New York for the past three months.
- I lived in Manhattan for three years.
- You lived in Manhattan for three years? gentager jeg, som om jeg ikke rigtigt kan se det for mig: Ham mellem tårnhøje glasbygninger og cafékæder.
- Yeah, svarer han.
Så begynder vi at gå igen.

Næste gang vi standser er foran en høj indhegning af flettede metaltråde. Igennem hullerne skuer jeg en sammengroet klynge af store, brune dyr under skyggen af et foddertag.
- Aw, udbryder jeg lidt skuffet. You can’t even really see them from here.
Damian trækker på skulderen. Sometimes they are closer to the fence. Han dykke ned i lommen for at besvare et indkommende opkald på mobilen.

- Well, today they are not, mumler jeg for mig selv og griber om kameraet for i det mindste at dokumentere, at jeg har været her men ombestemmer mig, for så kan det egentlig også være lige meget.

- I gotta go, siger Damian, da han er færdig med at tale på polsk. What are you doing later?
Jeg fortæller ham om mine planer om at pålægge Mission District et visit, for jeg har ladet mig fortælle, at der er gode barer at finde i det område. Han siger, at han gerne vil med, så jeg giver ham mit telefonnummer. Jeg når kun at gøre mig en halv tanke om, hvordan afskeden kommer til at foregå, før han går over mod mig og slår ud med sine tatoverede arme og folder dem bag mine skuldre, så jeg presser kinden mod hans T-shirt: Han er mindst en halv meter højere end mig. Stoffet er en anelse fugtigt.
- So maybe I’ll see you later?

- Sure, mumler jeg mod hans bryst - som det ser ud lige nu, må jeg nok erkende, at valget står mellem ham og min voldsentusiatiske roomie…

East River Ruins

Sunset twerk session.

- Look! - Han peger ud over vandet med den raske hånd.
- What?
- That was insane.

- What?!

- I can’t describe it. You have to see it for yourself. Just keep looking in that direction.
Vi sidder for enden af Grand Street i en blanding af klippesten og cementbrokkene af en omstyrtet bygning, der nu ligger halvt ude i East River. Vi har dristet os til at kravle så langt ud, at skummet fra de aggressiveste af bølgerne prikker os på vores ansigter, som er solmættede og let glødende af dagen. I ly af nabolagets tomme industribygninger og med udsigt til solens fald bag Manhattan lader vi os afkøle på skift af en øl, som han har købt til os i en kiosk et stykke oppe ad gaden. Han vrister den løs af mine hænder og tager en tung slurk for derefter at sætte den tilbage, hvor han tog den. Så lægger han armen rundt om mine skuldre og kysser håret over mit øre. Lidt efter fjerner han den igen.
- Why are you being a stranger?

Vi mødtes for første gang sidste år i september. Han var den første i New York, jeg havde sex med til trods for, at han på ingen måde mindede om de ranglede brooklynites, som jeg ellers havde kigget langt efter. Alligevel syntes jeg, at han var noget af det pæneste, jeg længe havde set. Vokset op ved det caribiske hav, men bosat i New York de sidste ti år. Nu arbejdede han som tatovør i en kælderbiks på St. Mark’s. På et tidspunkt viste han mig nogle af de tegninger, som han altid slæbte rundt på i sin halvslidte JanSport – han var god (men ikke så god som mig, selvfølgelig). I New York møder man to slags tilflyttere: Dem der mener, at de bor i verdens skønneste by, og dem der bilder sig selv ind, at de ikke havde noget valg. Tilhører man den sidste slags, ryger man som regel en del joints i løbet af dagen - det vidste jeg allerede fra mine portugisiske roommates, og denne unge mand var ingen undtagelse: I’m not gonna lie, sagde han – det var enten den første eller den anden gang, han lå på min seng med hænderne foldet bag nakken - I smoke a lot of Marihuana… But that’s the only way I can deal with the costumers, ya see?

Han var I det hele taget, hvad man ville kalde en forpint sjæl, men vores snart ugentlige møder havde nok fandenivoldskhed til at tilfredsstille min dengang nyerhvervede singletilværelse. Okay. Måske jeg freakede en lille smule den første gang, han omtalte sig selv daddy. Men da det viste sig at være et tilbagevendende fænomen, valgte jeg ligesom at lade det passere. The Hell, tænkte jeg – Det er vel lidt som at være med i en Lana Del Rey-video…(?!)

Dertil kom alle samtalerne. (Egentlig var det bare ham, der snakkede og mig, der bød ind med et spørgsmål eller en kommentar et par gange i timen). Ustoppelig var han, når han først begyndte at berette om: That time right after I came to New York and I had to take a job at Starbucks – Han var meget uddybende omkring, hvor traumatiserende denne oplevelse havde været for ham (jeg rullede øjne i smug). Så gled han videre til: That time I worked as a bouncer for a club in The Bronx – Hvilket ligeledes havde været en lortetjans (forståeligt nok). But eventually I learned… Do you know what I learned? – Han rejste sig op på albuen og kiggede mig alvorsfuldt i øjnene - I learned that you have to be nice to people. That’s the only way to make them do what you want. Det sidste blev sagt med en betoning af ordet nice, som var det en tendens fra fjerne himmelstrøg, der endnu ikke havde vundet indpas i vores verden. Til sidst udstødte han et opgivende suk og sagde: Man, I’ve had some shitty jobs in this city. You wouldn’t beleive it… I was even an escort a few – Og så tav han. Hvilket nok er første og eneste gang, jeg har oplevet, at han har afbrudt sig selv. Og selvom jeg langt hellere ville høre om dén del af hans liv, spurgte jeg ikke ind til det. Til gengæld spurgte jeg ham på et tidspunkt, hvordan det kunne være, at han ikke havde nogen tatoveringer, eftersom han nu var tatovør, hvortil han i ramme alvor svarede: I don’t need tattoos. I have plenty of scars. My scars are my tattoos – Ikke nogen nem opgave for et sind med hang til ironisk distance, og selvom vi havde utallige af forskelligheder, syntes dette på en eller ande måde at indkapsle den største.

Men med tiden var der også nogle ting, der begyndte at irritere mig ved ham. Da jeg flyttede op på Upper East Side - eftersom mine portugisiske roommates havde opsagt lejligheden, og jeg havde fundet et værelse hos en jævnaldrende taiwansk pige, der hed det samme som mig - fulgtes vi nogle gange ned ad Lexington Avenue mod stationen, hvorfra han kunne finde på at pege op på et af de store billboards og sige: Look. There’s one of your people.

- I don’t refer to other blondes as ”my people”, OK?

Noget andet var, at han aldrig tilbragte natten hos mig. Det var ikke så meget det, at jeg skulle sove alene - det gjorde jeg jo alligevel de fleste nætter. Det var heller ikke tanken om, at han måske så andre: Jeg regnede som udgangspunkt med, at han knaldede halvdelen af Brooklyn. Det var okay. Det gjorde jeg også selv på det tidspunkt. Nej, det var mere det, at han følte et behov for at lyve omkring det, hvilket jeg så som en indikator for hans opfattelse af mit intelligensniveau.
- Ah, I wish I could stay but I have a client.
- It’s past midnight.
- Yeah, I know... But he’s a friend of mine and it’s undeclared.

Right, fucker.

Det virkede naturligt, da vores kontakt - i takt med at min hjemrejse nærmede sig - lige så stille løb ud i sandet.

I samme sekund splintres overfladen i hvad, der synes som hundredevis af bittesmå bobler, som havde nogen affyret et fuldautomatisk luftvåben eller måske sprængt et luftkastel under vandet.
- Did you see it now?
- Yeah.
- What do you think it was?
- I don’t know.
- It looked like hundreds of tiny bubbles.
- It did.
Så sidder vi lidt og stirrer ud over East River i forventning om, at hændelsen vil indtræffe igen. Alt imens snegler neonblå lys fra en turistbåd sig ned langs Manhattans kyst i det fjerne. Da det ikke synes at være tilfældet, trækker jeg blikket til mig og tager i stedet fat om hans tilskadekomne hånd. Hiver den op på mit lår og holder den forsigtigt mellem mine hænder. Håndleddet er svullent, og huden er rød på sådan en lidt lysende måde. Jeg er vist faldet lidt i staver på den, da han beslutter sig for at bryde stilheden: I thought about leaving New York… Han samler en lille flint op fra morbrokkerne med den anden hånd og sender den i en bue ud over vandet - But then I heard that you were coming back.

- That’s very sweet. Mit blik bliver ved med at cirkulere om det punkt, hvor stenen brød med overfladen. Snart synes det sværere og sværere at lokalisere, og til sidst kunne der være metervis til forskel. Så sænker jeg atter blikket. 

- I think it’s sprained, siger jeg sagte.
- I think so too.

- Are you going to sell your skateboard now? spørger jeg, selvom det er lidt fjollet, men det er vist også meningen.

Så sker det pludselig igen. Vandoverfladen eksploderer nedenfor vores fødder og midt i det hele: En glinsende sort fisk, der kaster sig rundt i postyret som et hæsblæsende forsøg på at indfange boblerne.
- But those are not bubbles! udbryder jeg overrasket - Those are fish! -- Hundreds of tiny fish -- Swimming for their lives…