Welcome to my crib

Der kommer en dag i enhver piges liv, hvor hun må sige farvel til mors velduftende broccoligratin og privilegiet ved at have en far, der står ud af sengen midt om natten for at hente sin fordrukne datter på byens lokale. Der kommer en dag, hvor hun ikke længere kan lade sig bære af sine forældre. Hvor hun pludselig skal til at sætte sig ind i et væld af nye ting, såsom hvordan man betaler regninger, og hvad der egentlig sker med det beskidte tøj, fra man smider det i vasketøjskurven til det ligger nydeligt og sammenlagt i kvadratiske bunker på sengekanten. Og hvad skal man egentlig stille op, når fjernbetjeningen ikke længere virker, og støvsugeren ikke vil suge?

Der kommer en dag i enhver piges liv, hvor hun indser, at det er på tide at forlade teenageårenes rus og påbegynde et nyt og ansvarsfuldt liv som voksen. Den dag er endnu ikke kommet for mig, men nu har jeg i hvert fald taget et skridt videre og er flyttet hjemmefra. For første gang i mit liv skal jeg nu til at betale min egen husleje!

      Lys åben etværelses lejlighed, fuldt møbleret
      Stor lounge med nylagt trægulv
      Nyt fuldt udstyret køkken
      Badeværelse udstyret med badekar og power shower
      Adgang til fælles lukket have og fælles tagterrasse
      5 min. gang til nærmeste undergrundsstation
      Adgang til adskillige busser og natbusser ti meter ned ad gaden
      Beliggenhed i roligt kvarter tæt på restauranter, pubs, fitness center og
      shoppingcenter

      £ 400 (kr. 3400) om måneden – Alle regninger og Counsil tax inklusiv.



Det er forresten ikke her jeg bor. Dette er blot én af de utallige snydeannoncer, jeg er kommet omkring den seneste tid, og som man uundgåeligt bliver stillet over for, når man boltrer sig på britiske bolig-sites som Gumtree.com. Annoncer oprettet af uærlige, bedrageriske, formentlig tandløse mennesker, der kun har ét mål her i livet: dine penge. Du lærer heldigvis hurtigt at skelne de falske boligannoncer fra dem, der rent faktisk er hold i. Og mens du glæder dig over, at du gang på gang formår at styre udenom disse faldgruber, der går under fællesbetegnelsen ”scams”, så bliver du samtidigt mere og mere mismodig over, at alt det der lyder for godt til at være sandt faktisk også ér for godt til at være sandt.

Dette var blot et lille input med det formål at illustrere hvordan man i hvert fald ikke bor i London, når man er ung, uuddannet og fattig som jeg. Jeg tror det er på tide, at jeg viser jer hvordan boligforholdene i virkeligheden foreligger her i Storbritanniens hovedstad…

London er en rastløs by. Mennesker flytter til og mennesker flytter fra af forskellige grunde. Men du vil opleve, at det er de færreste, der lever et helt liv i London, og derfor kan det faktisk godt føles lidt som en sjældenhed, når man af og til løber ind i en ægte londoner. Grundet den store mængde af tilflyttere, der hvert år ankommer til byen, er der stor rift om boligerne. Derfor er lejepriserne enormt høje. Det samme kan man desværre ikke sige om standarden. Det meste er rent ud sagt noget lort! Mit eget værelse er ingen undtagelse. Welcome to my crib…

Her er mit nye værelse. Beliggende på anden sal med udsigt til, ja… en stenmur. Foruden mig, min udlejer og hans kone bor der lige nu syv andre mennesker i bygningen. Min udlejer, som bor i stueetagen, er en gammel irsk mand, hvis hyppigst benyttede ord er ”excellent” og ”no problem”. Så ham kommer jeg ret godt ud af det med, kan I nok forestille jer.

Jeg er trådt ind i en ny tilværelse med fællestoilet, savsmuldstapet, plettede gulvtæpper og en madras, hvor igennem man kan mærke fjedrenes nøjagtige placering. Mine skabslåger knirker, når jeg åbner dem, og der er grønne plamager på bunden af skufferne i min kommode. Køleskabet lækker, og det varme vand kommer og går som det lyster (fandenihelvede!). Til gengæld bor jeg billigt, og jeg har højt til loftet. Jeg kan mærke, at jeg kommer til at føle mig hjemme her. Og disse ord leveres som den ærlige og ufordrejede sandhed af en pige, der ellers har hang til sarkasme. På gensyn!


PS. En lille bonus fra min udlejer. Fundet på indvendig side af min skabslåge nedenunder papiret med cleaning instructions:

“Important: Do not waste your time in London. In your spare time there are many museums, art galleries, and great markets to visit all very educational. On the television there are also many great educational programs all free of charge. Please, please forget about romancing; also avoid pubs, clubs, and dance halls; as they are all a total waste of time, and they will make you feel terrible and totally confused”

Wow… Jeg kunne ikke være mere enig!

Hello and goodbye...

Jeg presser min næse mod den tykke glasrude, mens jeg lader blikket vandre forbi mine egne kinder (jeg kan lige akkurat skimte dem alleryderst i mit syn) og ned på det ganske danske forbipasserende land mange hundreder meter under mig. Det er sent om aftenen, og billygter og gadelys bliver på den lange afstand til lysbaner i et spindelvæv, der løber over den sorte landjord. Hvor er jeg på vej hen? Gatwick Airport cirka fyrre kilometer syd for London. Det er destinationen for det fly, jeg lige nu sidder i, men hvorfor sidder jeg her?

Jeg husker mit forhenværende møde med London som en ubestemmelig følelse, der nok mest nærliggende kan beskrives som en form for forelskelse. Jeg blev grebet af byens mangfoldighed, dens skævhed og de muligheder der foreligger, og som jeg inderligt savnede det sted, jeg kommer fra. Jeg favnede byen med alle dens excentriske mennesker, dens larmende undergrund og dens endeløse regnvejrsdage. Alligevel sidder jeg nu med en angst for, at jeg aldrig rigtigt kommer til at føle mig hjemme i London. Jeg føler mig rastløs og uden noget fast holdepunkt. Jeg har mistet den følelse af tilhørighed, der forbandt mig til den egn, hvor jeg er vokset op. Jeg har mistet følelsen af genkendelighed overfor de omgivelser, der har opfostret mig på må og få, og som på godt og ondt har gjort mig til den jeg er. Den jeg var. Den jeg ikke er mere, men som stadig er mig. Jeg har altid været bevidst om mine mål. Alligevel føler jeg mig underligt fremmedgjort overfor dette tiltag, jeg lige nu er i gang med at gennemføre. Et tiltag, der har været længe undervejs, men som nu alligevel virker besynderligt forjaget. Jeg så bort fra alle formaninger fra bedrevidende mennesker og de kroner, jeg ikke har på lommen. Jeg bestilte en enkeltbillet til London, og sagde farvel til den tilværelse, jeg hidtil har kendt. Jeg ved ikke hvad der venter mig, men jeg ved hvad jeg lægger bag mig. Et sted jeg allerede havde forladt længe før, jeg kunne få min fem kilo for tunge torso stablet på benene, og længe før jeg kunne støde fra med mine hænder. Nu sidder jeg her på en vinduesplads med en formodning om, at der må være mere i den her verden end det, jeg allerede har set. Jeg føler mig en lille smule forladt, selv om det er mig, der forlader.

Jeg vågner ved et at min krop trækker sig sammen i et hurtigt ryk. Jeg konstaterer nogenlunde hurtigt, at jeg har sovet, men jeg ved ikke rigtigt hvorfor, jeg er vågnet. Jeg er forvirret. Manden ved siden af mig har bevæget sig en anelse ind over mit luftrum. Han kigger forbi mig og ud af vinduet. ”Look, this must be England” siger han. ”It’s raining”.

Snakker han til mig? Har han snakket til mig før nu?
Manden er iført en mørkeblå termojakke og en brun hat af ældre dato. Manden selv må have rundet de halvtreds, men det er svært at vurdere, fordi han muligvis er ældet før tid. Jeg følger hans blik ud af vinduet. Himlen er sort og uendelig, som når man kigger ned i et langt smalt støvleskaft. Bitte små dråber af vand bliver til glimtende cellofanlignende strimler, som farer gennem mørket i skæret af det lys, som går gennem mit vindue. ”Yeah, it’s raining…”

Han siger noget mere, men jeg kan ikke rigtig fokusere på hans ord, samtidigt med at brummen fra flyets motor fylder det meste i min øregang. Så tier han stille for en stund, og jeg regner sådan set med, at vi har sagt det til hinanden, der skulle siges. Men kort efter begynder han igen: ”Are you going for a holiday in London?”

Jeg smiler. ”Not really. Actually, I wanna move there”

”Oh, have you got somewhere to go then?”

“Not really…”

“Do you know anybody in London?”

“Naaarh…”

Hans øjenbryn former sig i en opadvendt sammentrækning. Han ser alvorlig ud. Siger ikke mere, men åbner sin tegnebog og begynder at bladre mellem indholdet af de forskellige kort og lapper af papir, som han åbenbart gemmer på. En lille smule febrilsk men stadig med sikker fremdrift, som om han véd, at det han søger skal være der et sted. Her er et menneske, som bærer rundt på lige så meget ragelse i sin tegnebog, som jeg selv gør. Pludselig lader han til at have fundet, hvad han søger.

Here, take my card,” siger han og stikker et lille rektangulært stykke pap i min hånd. ”Call me if you get in any kind of trouble. Really, I mean it... It’s dangerous out there. You shouldn’t be alone”

Hans ord lyder lidt som en overdrivelse i mine ører, og jeg spekulerer over, hvad den korrekte reaktion ville være. Beslutter mig for at takke høfligt og prøver at sende ham et taknemmeligt smil. Terry Dolphin gengælder med et kort nik uden at trække på mundvigene. Alt imens rammer vi landingsbanen og en voldsom rystelse går gennem flyet, da hjulene hopper hen over asfalten. Velkommen til England…