Sandwich

Jeg er vågnet efter blot at have sovet nogle få timer. Uden at henholde mig selv i den blundende opvågningsfase så meget som et rimeligt øjeblik, står jeg ud af sengen velvidende om, at jeg ikke kan gå tilbage til søvntilstand. Det er tidligere, end hvad godt er.

En tyk hvid dise hænger lavt i luften denne decembermorgen og virker som en dæmper på alle lyde. Efterlader gaden i en gådefuld stilhed omgivet af grålige villahuse og vinternøgne træer. Frostdækkede Willesden Green har forvandlet sig til en spøgelsesby, selvom jeg har på fornemmelsen, at det er mig, der er genfærdet. Fortovene er næsten ubefærdede. Kun enkelte mørke silhuetter flytter på sig et sted på den anden side af vejen, den anden side af tågen, i en anden verden. Mine fødder bærer mig frem, uden at der kan være tale om noget bestemt mål. En tung vejrtrækning bliver til et opgivende suk, der undslipper mine læber som svaret på et spørgsmål, jeg end ikke har formuleret i mine tanker.

Af og til finder jeg trivsel i denne ensomhed. En sindsstemning, som jeg med mellemrum vender tilbage til, når mit højspændte verdensrum bliver mig uhåndterbart. Den ydre verden bliver fjern. Omgivelser transformeres til flade todimensionelle kulisser, som jeg ikke kan nå. Min eksistens begrænses til det indvendige rum af kraniets bugnede vægge. Jeg kan overleve indespærret på denne måde i flere dage. Ikke uden at gå en lille smule fra forstanden, men uden at tabe hovedet. Jeg kunne fristes til at kalde det min styrke, men jeg ved ikke helt, om det er sandt.

Jeg kan dog mærke, at jeg har svævet rundt i denne tilstand alt for længe. Jeg er klar til at komme videre nu. Det ville virke naturligt på dette tidspunkt. Jeg venter blot på, at dén hændelse forekommer, som skal ændre min situation. Du kender det. Den slags små magiske hændelser, der får dig til at se verden i et andet lys, og giver dig en interimistisk fred i sindet, fordi du pludselig forstår, at alting går op i en højere enhed. I det mindste lige nu og her, i dette øjeblik. Det behøver ikke være noget stort. Det kan vare et splitsekund. Det kan være hvad som helst. Men der sker ikke noget.

En indsvunden mand med en klud bundet om hovedet lægger en nøgen frostmishandlet hånd på min skulder. Jeg ved ikke, hvor han er kommet fra, eller hvordan han er brudt ind i min verden. ”Please spare a few coins madam,” hvisler det fra hans rynkede læber. ”I’m trying to get money for a sandwich…”

”So am I,” hvæser jeg, og trækker min skulder til mig i et ubamhjerteligt ryk. Efterfølgende bliver jeg ved med at gentage ordene inde i hovedet så mange gange, at sætningen efterhånden bliver kvalmende.

Mine skridt er hastige men uregelmæssige og uden kontrol, som var jeg på flugt fra et eller andet, jeg ved ikke, om jeg er. Så stopper jeg pludseligt op med et sæt, som en optrukken legetøjsfigur, der endnu engang har brug for, at tappen i ryggen drejes en omgang. Jeg støtter mig til et rækværk. Lægger nakken en anelse tilbage og stirrer tomt op mod uendeligheden uden at bekæmpe kulden, der bider i mit åbenlagte ansigt. Jeg vil fortælle dig, at jeg savner dig, men ordene isner på min tunge, og bliver aldrig til andet end en kold hvid ånde, der forlader min mund.

.