Stalker Talking

Har du nogensinde fundet tilfredsstillelse i at stå ude under en mørk himmel og lure ind ad vinduet, hos den du har the hots for, velvidende om, at du kan se vedkommende, men at vedkommende ikke kan se dig? Eller har du gennemsøgt nogens værelse, uden at de var til stede, for at finde nøglen til deres dagbog? Luret ned i en vegetars skraldespand, for at finde ud af, om han har ladet dyrekød indgå som en del af sit sidste måltid? Så har du det helt sikkert i dig. Stalking har længe været forbundet med psykopatiske ekskærester og blege rødhårede cybernørder, men disse dage er ovre. Stalking er blevet reinkarneret i en ny trendy betydning. Det er nu anset som den simpleste måde, hvorpå man kan vise, at man interesserer sig for sine medmennesker.

Lad os starte med det, der forandrede verden: Facebook. Siden alle (inklusiv dine forældre) joinede fællesskabet, er det velkendte website både blevet decideret tacky og uundværligt på én og samme tid. (Vi har vel alle prøvet at have abstinenser?!) Facebook har forpestet alle verdenshjørner, og det er indtil videre det eneste ord, jeg kan udtale på ungarsk. Ikke desto mindre, har det ændret vores samfund, og styrket det sociale netværk for utallige geeks rundt om i verden, der kun formår at kommunikere under indflydelse af binærkoder. Hvem kan nænne at sætter sig imod disse individers genforening med omverdenen, og hvorfor skulle man egentlig også bruge tid på at bekæmpe noget, der allerede er så godt som indgroet i vores handlinger og vores måde at tænke på? Og hvordan kan man i det hele taget kalde sig et helstøbt menneske i disse tider, hvis man ikke er i besiddelse af et ”Facebook-jeg”?

Inden det her udarter sig til et langt forsøg på at retfærdiggøre samfundets overforbrug af Facebook, (Jeg skal heller ikke modargumentere, at jeg selv er en inkarneret faceoholic) vil jeg springe direkte til sagens egentlige kerne: Den pludselige normalisering af cyperstalking. Siden Mark Zyckerberg (som BTW er bleg og rødhåret) udviklede det velkendte blå site, er det nemlig blevet socialt acceptabelt at stalke andre mennesker helt uden at føle skam.

Selv vil jeg ingenlunde prøve at benægte eller på nogen måde forsøge krænge mig uden om det faktum, at jeg cyberstalker andre mennesker, og at jeg gør det helt perverst meget. Jeg stalker mine venner, deres venner og deres venners venner. Mine venners søskende og mine venners forældre. Jeg stalker mine kolleger, min chef og min chefs kone. Jeg stalker mennesker, som jeg er betaget af, og jeg stalker mennesker, som jeg synes er grimme, og hvis du er læser af denne blog, så er der en ret god chance for, at jeg også stalker dig. Min akt udarter sig som oftest på Facebook, men kan også bringes et niveau videre gennem eventuelle hits, der måtte dukke op under en Googlesøgning. I bund og grund stalker jeg ret meget, og jeg synes det er helt i orden. - Trods fare for pinlige situationer, hvor man bliver busted i at vide ting, som man ikke burde vide om mennesker, man ikke kender. Jeg kan dog ikke lade være med at spekulere på, hvad der ligger til grund for denne besættelse af at snage i andre menneskers foretagende?

#1 Mennesket er naturligt nysgerrigt, og derfor er det vel ikke så besynderligt, at vi udnytter en mulighed for at opsnappe gossip om andre menneskers karriere, kærlighedsliv eller what so ever, når nu folk er så villige til at dele disse informationer med os på Internettet. I bund og grund handler det vel om, at vi sammenligner os med andre mennesker, en metode vi benytter i vores forsøg på at definere os selv.
Hånden på hjertet; vi ansøger jo heller ikke vore gamle klassekammerater, som vi ikke har set i årevis, fordi vi rent faktisk har tænkt os at vedligeholde kontakten med dem, men snarere fordi vi engang har spejlet os i disse mennesker, og nu er vi nysgerrige i at vide, hvem der siden hen er nået længst på karriererangstigen, er blevet tyk eller har fået det grimmeste haircut. I det hele taget; om deres liv er federe end vores.

Konklusion: Jeg stalker for at spejle mig i andre mennesker grundet dårligt selvværd.

#2 Stalking er det perfekte tidsfordriv, og jeg har svært ved at erindre, hvad vi egentlig beskæftigede os med før i tiden? Formentligt så vi meningsløst lorte-TV og lærte alle navnene på karaktererne i Melrose Place. Nu kan vi i stedet fryde os over ondsindede tags på billeder og latterlige tudeudbruds-opdateringer. Desuden er stalking heller ikke tidsbegrænset, hvilket betyder, at vi kan holde os beskæftigede i meget længere tid end de få timer, hvor tarvelige eftermiddagsserier ruller i kassen.

Konklusion: Jeg stalker, fordi jeg ikke har noget bedre at give mig til.

#3 Siden cyberstalking blev vores yndlingstidsfordriv, skal vi ikke længere bruge oceaner af tid på at opdatere vores bekendte om indholdet i vores liv, hver eneste gang vi mødes. Vi kan ganske enkelt bare fortsætte, hvor den sidste Facebook-opdatering slap. Smart.
Personligt er jeg helt cool med at blive stalket af andre mennesker, måske fordi jeg er beæret over, at der er nogle mennesker derude, der rent faktisk finder mit liv bare en lille smule interessant (Foruden dig mor).

Konklusion: Jeg stalker, fordi jeg faktisk interesserer mig for andre mennesker.

Så drop benægtelserne omkring dine voyeuristiske lyster, for vi ved jo godt alle sammen, at du gør det. Stå i stedet ved det og vær stolt af det, (må jeg foreslå brochelignende badges?) hvad end du stalker din ekskæreste, dit hemmelige crush fra læseklubben eller den person hvis liv, du ønsker at overtage!

.