What to do...

... with those sleepless nights

Jeg har haft svært ved at falde i søvn så længe, jeg kan huske, ja, faktisk helt tilbage til dengang, hvor jeg lå i en køjeseng i mit, min lillesøsters og mine forældres fælles soveværelse. Fælles soveværelse, før tilbygningen, tænk engang.

Jeg husker, hvordan jeg lå og lyttede til min lillesøsters åndedræt, der gradvist blev tungere. Misundelsen. Hvor ville jeg gerne kunne sove sådan: Lægge kinden mod puden, som om det var en velsignelse og ikke en forbandelse.

Jeg husker det uendelige mørke, der bredte sig ud over væggenes afgrænsninger, og hvordan det omklamrede de ensomme røde tal på klokradioen. Jeg lå altid og ventede - ventede på det magiske 22:22. Ét minut varede det, og så var det forbi.

Men når jeg lukkede øjnene, kunne jeg se perler. De bevægede sig som stimer af selvlysende fisk i det oceanske kosmos. I regnbuens farver gled de ind over bagsiden af mine øjenlåg fra alle vinkler. Ind og ud imellem hinanden. Og således passerede mange mørke nattetimer indtil den nat, hvor perlerne pludselig forsvandt, og selvom jeg så ofte forsøgte siden, lykkedes det mig aldrig at genkalde dem.

Ja, man husker de underligste ting fra de tidligste år. Noget ganske andet var den fornøjelige aften, hvor den bredere familie sad til bords i anledningen af en fødselsdagsfest. Samtalen faldt på søvntale, og da Simone følte, at det var hendes tur til at byde ind, udbrød hun: ”Jamen mor, du snakker da også i søvne - du siger uhm… åh… ah…” Herefter blev der meget stille, og min mor blev så underligt rød i hovedet - det tog mig et par yderligere aldre at forstå hvorfor - knap så lang tid tog det mine forældre at tage beslutningen om en ny tilbygning.



Men nu, halvanden dekade senere, er situationen ikke synderligt forbedret. Jeg ligger hér på rygsiden og stirrer ud i rummet, imens de første spæde stråler glaner ind ad vinduet. De glider skråt igennem glasset, breder sig langs væggen og når næsten hen til fodenden af madrassen. Endnu en søvnløs nat er løbet af stablen. Den tredje i rækken, men hvem tæller?


Der bliver så frygteligt stille om natten – også på Frederiksberg. Blandt så mange andre ting fylder netop dén tanke meget i mit hoved. Jeg bilder mig selv ind, at det er på grund af stilheden, at jeg ikke kan sove - det er det måske også.

Det var anderledes i London-dagene. Motorer, sirener og hjulspind fyldte natten ud. Og i de dage lå jeg aldrig vågen. Så betyder det på et aller andet plan - tilgiv mig min tåbelighed - at min skæbnebestemte adresse er i London…? Eller betyder det blot, at jeg skal anskaffe mig en af de der lydmaskiner, der kan lave trafiklyde natten lang?!

- At forbande stilheden virker i øvrigt en anelse stupidt, da den forsigtige fuglekvidder og den begyndende morgentrafiks fælles symfoni bliver kvalt af et bor, der trænger ind i betonen under vinduet, så væggene omkring mig skælver. Men sådan er det i øvrigt hver eneste morgen klokken tyve minutter over syv. Og alligevel er det allermest ulidelige ikke spektaklet men håndværkernes evige bralr, som så skånselsløst afslører fraværet af intelligens:



Hva’ fa’en, det er sgu politiet! 

Hva’ fa’en, er det POLITIET?!



- hørte jeg dem engang råbe til hinanden, da en patruljevogn trillede ind i gården med henblik på at hænge advarsler om hyppige indbrud i boligkomplekset op i alle opgange – Ja, jeg er stadig overbevist om, at håndværkerne udenfor mit vindue på en eller anden måde er indblandet. 

Og det er hér, det pludselig slår mig, at jeg muligvis har grebet mit søvnproblem fuldstændigt forkert an. Jeg mener, se på det hele på den her måde: Det er i skrivende stund tre døgn eller 72 timer siden, jeg sidst sov - Dette er ikke en skandale, dette er jo et mirakel! Ja, jeg må simpelthen kunne bruge det her til noget. I ved, gøre en forskel. Gøre verden til et bedre sted (læs: gøre min verden til et bedre sted).

Med bankende hjerte sætter jeg mig op i sengen.

Hvad nu hvis jeg i virkeligheden er tildelt dette liv med et helt særligt formål?  Hvad nu hvis jeg i virkeligheden er... en SUPERHELT? - Jaja, jeg har jo allerede fralagt mig mit søvnbehov - det eneste jeg mangler er en stram latexdragt og en god push up-bh.

Så ville jeg måske også have været i stand til at forhindre tyveriet af min cykel forleden?

Indrømmet: Det var dog fjollet at glemme låsen...