Truth is...

My British mates have been complaining about the fact that I write in Danish and that they don’t understand a word of what’s going on. I tried to explain them, that’s the whole point and actually one of the main reasons, that I write in Danish, cause that way I can gossip about them without them knowing. However this one time I’ve agreed to write in English, so that those who are not blessed with an awesome language also can have a little something.

Pic @ Nicky Emmerson

Recently I’ve become one of those people, who actually get up in the morning and go to work and get paid every once in a month. Boring. I’m thinking about quitting but I’m afraid it might turn into a bad habit and on the other hand I haven’t been in the possession of cash for a very long time. Also - the eternal attendance in job interviews was starting to freak me out. At one of my interviews, the woman literally asked me; “if you had to be an animal, what would you be?” and I simply answered “a sheep”. Stupid answer, but it was a stupid question.

“Oh, do you think you’re stupid?” she replied.

I couldn’t think of anything else to say than “no…”.  Unfortunately I hesitated. Truth is, I might be a bit stupid in some cases. I just figured that wouldn’t really be a great thing to say at a job interview.

I think it’s Monday today and I’ve just got home from work. I lock myself into my room and make sure to close the door behind me to reduce the sound of my laughing flat mates having an (apparently funny) conversation in the kitchen. My floor is all invaded by Spanish people. The only English word I’ve ever heard coming out of their mouth is “hello”. I guess that’s not the worst thing to say if you had to limit your English vocabulary down to one single word. They’re a kind of annoying but also a kind of alright. Though, I do have a problem with this one guy that I try to keep on a distance. Once I accidently let him see me wearing nothing but a T-shirt and my briefs. I was standing in the hallway organizing my laundry on the clothes drier (that explains why I wasn’t wearing any pants), when I suddenly noticed that he was sitting in the kitchen watching me through the door. Embarrassed I ran into the bathroom and shut the door. That’s when I hear his footsteps coming closer and next thing I know he is grabbing the handle pushing it down. Luckily I'd locked the door. Scared that he might think that I was coming on to him, I now try to avoid him.

I casually throw today’s profits on the bed. Some plastic forks that I borrowed from Pret (That way I don’t have to spend money on washing liquid), and some toilet paper, which I accidently slipped into my bag at the restroom at Starbucks. As a wise man once said: If something is being handed to you for free in a locked room where nobody can see you, then you’re an idiot if you don’t take as much as you can carry!

In fact, this whole primitive way of living isn’t that bad. I’ve even been able to diminish my numerous showers into something that only happens occasionally rather than on every day basis. I haven’t even been to the Laundry for weeks. (Which is why I now dress like somebody whose luggage was lost in the airport.)

Later I’m meeting Mario downtown, my stout French male friend with African roots. Mario is one of those cool people with an unusual job that nobody really understands. He has tried to explain it to me more than once, and I’m still not quite sure what he actually do. Wait, correction: He’s grading diamonds. See, that’s not a real job.

Before I once again am going to expose myself to the depressing English weather I sit down for a moment and have a bite of food. I really need to pee, but some dude left his pubes on the toilet seat and I’ll definitely not be the one to remove them.

*

9 AM.

Vand. På bordkanten en halv meter skråt op fra min sengekant. Jeg vrider trægt min radbrækkede overkrop, så jeg kan nå flasken. Næsten nå. Den danser mellem mine fingre. Den vælter. Fuck. Reagér. Nu. Fuck, fuck, fuck… Med kræfter, som jeg egentlig ikke har, svinger jeg min krop halvt ud over sengekanten i et forsøg på at vende vandflasken, der lige nu ligger latterligt vandret ud over bordkanten. Jeg udretter ikke en skid, men får i stedet overbalance og tumler ned på gulvtæppet, vådt, koldt, klamt. Vand over det hele.

Jeg ved ikke hvad klokken er, men jeg har på fornemmelsen, at jeg lige nu ikke er det sted, hvor jeg burde være. Min mobil, mit lige nu eneste ur, hvor er den? Jeg klapper undersøgende hen over det fugtige gulvtæppe med hænderne, mens jeg flytter vægten til den ene halvdel af kroppen, så jeg kan løfte mig en anelse og konstatere, om den er under mig. Kontaktlinserne sidder helt forkert i mine øjne, og gør mig mere blind, end hvis de slet ikke havde været der. Hvorfor fanden har jeg ikke taget dem ud, inden jeg faldt i søvn? Kører en hånd hen over lagnet, hvor jeg har sovet. Det er varmt. Her er den.

”Hi, uhm… It’s Simone… I’m fine, uhm… I’m sort of calling to say, that I’m not coming to work today... Or… Well, actually it’s because I quit… Yeah, uhm… It didn’t really seem like the right job for me…” Jeg lægger på. Har egentlig vidst i nogle dage, at jeg ville sige op. Jeg ventede bare på det rigtige tidspunkt.

Mit hoved får lov at hvile lidt på sengekanten. Jeg kan ikke finde ud af, om jeg lige nu føler mig lettet eller fortabt, om det her er en oprejsning eller en form for mentalt breakdown. Min mave føles ikke helt okay, men det er muligvis på grund af den alkoholindtagelse, der fandt sted for nogle få timer og en hukommelse siden.

Hvor var jeg også på vej hen? Op ad trapperne, ned ad trapperne, rundt om bordene og ”would you like some extra parmesan cheese for your pasta, Sir?” What the fuck, hvem fanden gider spilde sin tid på noget så meningsløst? Slå øjnene op for første gang på sit dødsleje med den konstatering, at man faktisk ikke har udrettet en skid i sit liv. Ikke skabt sig nogen awesome karriere, ikke udgivet nogen bog, ikke været på nogen jordomrejse, eller som det mindste nået over femhundrede venner på Facebook…. Whatevs... Jeg har bare altid haft en følelse af, at jeg bør udrette et eller andet. Det er dog muligt, at jeg lige nu har glemt, hvad det er. Faktisk har jeg det som om, at enhver tanke, der nogensinde er løbet gennem mit hoved, er gået tabt i glemsel. Eller aldrig har eksisteret. Som om intet som helst, der er hændt i fortiden, har noget som helst at gøre med min nuværende situation. Hvordan kan det være, at vores liv aldrig udarter sig på den måde, vi havde forestillet os?

Telefonen ringer. Det er dem, der er derhjemme. De synger, de ønsker mig tillykke med fødselsdagen. Siger en helt masse andet og spørger med interesse, hvad jeg skal lave i dag. Jeg ved det ikke, har ikke gjort mig nogen overvejelser. Måske jeg har lyst til at gå udenfor. Gå en tur. Bare gå. Har jeg brug for et mål? Har jeg overhovedet lyst til at vide, hvor jeg ender?
Himlen er kølig, diset og som altid hemmelighedsfuld. Det kunne begynde at regne, men man ved aldrig. Vejret her i England er altid så uforudsigeligt. Jeg beslutter mig for at lade uvisheden komme mig til gode. Jeg mener; er det trods alt ikke uvisheden, der giver tilværelsen spænding? En dag vil jeg måske kende nogle af svarene frem for at stille spørgsmålene. Indtil da vil jeg altid have London…

.

A Few Pics from November

  

   I’ve been sharing my room with this weird instrument for a month now and I still haven’t figured
   out what it’s actually there for. It has “50 p” written above, but it seems like there is nowhere to
   insert the coin. Once I simply tried to put the coin on top of it and just waited as if I thought it was
   going to eat it or something. Nothing happened and I just felt stupid. Any ideas?

Bored on the bus...

Liverpool Street Station.

Emily totally pulls it off as a Mexican skull at Freak Art Show, Halloween Edition.

Hot.

It's limited edition and please don't touch

Et glas hvidvin placeres i min hånd. Jeg lægger benene over kors og læner mig tilbage i den nærmest ubehageligt bløde lædersofa. Prøver at sippe anstændigt til min vin, men jeg har for vane at sluge den slags for hurtigt. Bijou sætter sig ved min side. Hans hænder hviler i skødet, og hans overkrop er vendt mod mig. ”I’m so glad you came to visit me.” Han læner sig frem og giver mig et knus. Dette gør han ofte, og han afbryder ikke af egen fri vilje, så jeg må selv skubbe ham væk igen, når det er nok.

Bijou er en fashion stylist fra somewhere i Asien, som har boet i London i ti år og arbejder for ekstravagante Harrods. Jeg mødte ham mildest talt tilfældigt på en sen gåtur i Notting Hill for et par uger siden, og efterfølgende har vi gjort hinanden selskab til et par løse drinks i ny og næ for at snakke om modetøj og store følelser.

I aften er jeg inviteret hjem til Bijou, så han kan give mig en privat fremvisning af The Collection, som han kalder sin enestående samling af limited edition designerkluns, som han gennem sin lange karriere i modebranchen har opsnappet igennem fashionable kontakter. Han nægter at iføre sig andet end designerlabels, og jeg har ikke turdet fortælle ham, at størstedelen af mit kluns stammer fra genbrugsbutikker eller min mors klædeskab.

”Okay, are you ready?” Han rejser sig fra sofaen og rækker mig en hånd.

 Jeg føres ind i værelset ved siden af. Det er hans soveværelse, men jeg lægger faktisk ikke mærke til, at der står en seng i rummet før efter adskillige sekunders bearbejdelse af indtrykkene i rummet. Jeg spotter en, to, tre forskellige klædeskabe i dobbeltstørrelse. Op ad væggen står sorte skotøjsæsker i meters højder, og alle vegne hænger jakker og skjorter på bøjler. ”Some of it I havn’t even worn yet,” siger han stolt. ”And a lot of it I’ve got for free.”

”Wow, You are really lucky, do you know that?”

Han lægger nakken tilbage og ler. ”Maybe I can get you something too.”

Bijou begynder ivrigt at hive diverse ting ned fra bøjlestængerne og løfte lågene af skotøjsæskerne. Diverse beklædningsdele, accessories og sko bliver stukket i favnen på mig. Labels som Prada, Lanvin, Jonathan Saunders, Gucci og Bottega Veneta danser for mine øjne, og jeg kan ikke lade være med at stryge fingrene over de lækre materialer. Silke, kashmir, lammeskind, åleskind, krokodilleskind og et eller andet metallic påhit, der pryder en habitjakke fra Dolce&Gabbana, som jeg ikke helt kan definere. Bijou tager jakken ud af hånden på mig: ”There's only four pieces of this one in the entire world ,” siger han med kærlighed i stemmen. Han mønstrer ivrigt sit blik på mig. ”You should try it on!”

Ærmerne er alt for lange, og jeg kan ikke komme uden om den kendsgerning, at det er en herrejakke, men jeg må tilkendegive, at jeg nok aldrig før har haft så dyr en beklædningsdel hængende på skuldrene.
“It looks so hot on you!” griner Bijou og omfavner mig for nok sådan cirka syvende gang i løbet af aftenen. Det begynder helt ærligt at være mig lidt for meget, og jeg sværger, at jeg følte hans hånd lidt for langt nede over lænden denne gang. Jeg trækker mig hurtigt væk. ”Well, thanks for the view!” udbryder jeg med et toneleje over mit normale.

Bijou er ikke bøsse, selvom man nok umiddelbart skulle tro det - hans profession taget i betragtning. Jeg har ellers altid ønsket mig en af de der bøssevenner. En som deler min interesse for fashion og fyre uden tøj på, og som vil se tøsefilm med mig om søndagen, uden at jeg konstant skal bekymre mig om, hvor hans fingre er på vej hen under tæppet. Jeg havde nok håbet lidt på, at jeg kunne placere Bijou i denne rolle, men det er han vist ikke helt tilfreds med.

Minutter senere sætter vi os tilbage i den alt for bløde lædersofa. Bijou har smækket et eller andet blidt instrumentalt musik på anlægget. Jeg forestiller mig, at det nok kunne være romantisk, hvis man var til den slags. Han spørger mig, om han må byde på en kop kaffe, men jeg takker nej, jeg drikker ikke kaffe. Te? Nej tak, jeg skal nok snart til at hjem. Han lader som om han ikke hører mig. Mumler et eller andet om en lille kop og går derefter ud og tænder for elkedelen. Vent - har jeg ingen gennemslagskraft overhovedet?
Jeg bor i den anden ende af London - hvis jeg misser det sidste tog, skal jeg tage bussen hjem, og det tager så afskyeligt lang tid. Èn kop te og så er jeg smuttet - dét lover jeg mig selv.

Jeg påbegynder en fortælling om mine danske favoritdesignere til ære for Bijou - mest af alt for at lede hans tanker hen på noget andet end mig. Men lige pludselig finder han en voldsom trang til at komplimentere alt ved min kropsbygning, og det gør mig lettere utilpas. Faktisk virker det ikke rigtigt som om, han lytter til det, jeg siger, og pludselig vælger han at bryde ind i min talestrøm. ”Wait… Did your eyes just change?

“Huh?”

“The colour of your eyes… It’s like… Sometimes it changes. They have this flick of something, and it’s teasing me. I’m trying to figure out what they are really like.”

“Eh… I think they’re just blue.”

Han flytter på sig en smule tættere på mig. Bevægelsen er utålmodig, ja, nærmest drastisk. ”Do you have people with my eye colour in Denmark?”

“Sure.”

“But not quite as dark as these?” Han smiler og ser mig dybt og insisterende ind i øjnene.

“I think so. Haven’t really noticed.”

“Have you ever kissed a guy who wasn’t Danish before?”

”Sure.”

Bijou ser sit snit til at rykke sig endnu tættere på. "But have you ever kissed a guy like ME before?” spørger han med et spændingsfuldt udtryk.

”You meen like someone in his 30’s?”

”I’m 28!”

”Oh…”

Bijou slår en latter op og siger, at jeg er fjollet. Så giver mig omfavnelse nummer én-gang-for-meget.

”Whoa, what’s with the hugging?!” spørger jeg og skubber ham væk.

Han kigger en smule mærkværdigt på mig. Fornærmet måske. ”Don’t you like it?”

”Not really…”

”Why not?”

Jeg overvejer om jeg skal fortælle ham, at hans berøring er så omklamrende, at jeg faktisk begynder at frastødes af den, men beslutter mig for at give ham den milde begrundelse, for at undgå at såre hans følelser: ”Well, in Denmark people don’t really hug each other that much,” forklarer jeg med den mest overbevisende pædagogstemme, som jeg kan fremtrylle på talebåndet. ”We only hug when we say hello or goodbye to close friends. Nothing else than that. I’m not really used to all that body contact…”

”Arh, don’t worry about that.” Bijou smiler. ”Just because that’s what you do in Denmark, it doesn’t mean you have to hold on to your bad habits when you’re in London. This could be an opportunity for you to change who you used to be!” Han stryger mig op ad armen med fingerspidserne. “Just let go."

Nej jeg vil ej, og hvad mener han med mine bad habits? Hvorfor kan han ikke se, at det er ham, der har et alt for stort behov for kropskontakt? Jeg når ikke at reagere på mine følelser, før Bijous kropsholdning pludselig tager form i en efterhånden velkendt fordrejning. Åh-åh, hvad er det jeg fornemmer? Er en ny omfavnelse på vej?!

”STOP. I’m really not attracted to you and I don’t want you to touch me all the time!”

Han ligner en der netop er blevet slået oven i hovedet med en sko. Prada, eventuelt. Jeg er bange for, at der ikke bliver noget gratis designerkluns til mig i denne omgang…

.

The Night Bus

Klokken er kun lidt i midnat, men efter en dehydrerende aften på pub i en af Sohos mange små gader, har jeg fundet vej til McDonald’s på Oxford Street. Jeg står i køen og venter på at bestille mit obligatoriske restitueringsmåltid. Foran mig står tre fyre og snakker om mig. De taler norsk og er dumme nok til at tro, at jeg ikke forstår dem. Jeg lader som ingenting. Bestiller en cheeseburger og en bananmilkshake, hvorefter jeg finder vej til mit busstoppested for at konstatere, at der er 16 minutter til næste mulighed for at stige på en bus, der tager mig hjem. Typisk. Jeg sætter mig på en betonsokkel og begynder at spise den mad, der ellers var bestemt for min bustur. Cheeseburgeren smager af pap. Bananshaken er fantastisk.

I mit frådende øjeblik bliver jeg distraheret af en ung gut ved min venstre side, der enten fryser rigtig meget eller prøver at få min opmærksomhed ved at sige som et brunstigt klovdyr, mens han gnubber sig selv ihærdigt op ad armene. Da det ikke er videre virkningsfuldt, skrider han til en mere direkte handling og spørger ligeud: ”Don’t you think it’s cold?”
Jeg nikker, imens jeg koncentrerer mig om ikke at åbne munden. Dette er ikke et øjeblik, hvor jeg har behov for at småsnakke. Jeg har egentlig bare lyst til at være mig selv. Men London er fyldt med freaky mennesker, der søger nogen at genere. Oftest er det sydlandske mænd hvis hormonsystem bringes til overbalance, når de ser en skandinavisk udseende pige. Jeg må dog indrømme, at der er noget ved denne mørke gut, der synes anderledes. En så klar sårbarhed forplantet i blikket, som får mig til at føle, at jeg kan se lige ind i ham, og at han ikke kunne sige et eneste usandt ord, uden at jeg med det samme ville gennemskue ham. Jeg vælger derfor at tro på ham, da han fortæller mig, at han selv lige er flyttet til London og leder efter nye venskaber. Jeg ved ikke om det er fordi beruselsen endnu hænger mig om hovedet, at jeg føler mig ramt af hans ord. Venskaber har jeg endnu ikke for mange af i den her ellers så tæt befolkede by. Gutten fortæller, at han kommer fra Indien, at hans navn er Chinmoy, og før jeg ved af det, befinder jeg mig i en situation, hvor han er godt i gang med at give mig hele beretningen om forholdet til ekskæresten, og hvor jeg faktisk sidder og lytter.

Chinmoys kæreste slog op med ham for otte måneder siden, da hun besluttede at forlade Indien og rejse til London for at prøve et nyt liv. Dette skulle blive enden på et to år langt forhold. Et forhold, som Chinmoy tydeligvis ikke har givet slip på endnu.
De var hinandens første rigtige kærester. Han var dengang tyve år og it-studerende. Hun var seksten år og havde hang til digtskrivning. Deres forhold var lige så passioneret som ting jo ofte er, når de sker for første gang, og man er ung og en naiv og tror på uendeligheden. En fremtid som ægtefæller var engang et fælles ønske for dem begge.

Min bus ankommer. Eller det er åbenbart vores begges bus. Vi rejser os op fra siddepladsen på soklen og stiger på. Natbusserne fra Oxford Street er altid rimelig crowded på denne tid af døgnet, så vi må stå op, mens vi holder fast i støttestolperne. Chinmoy fortsætter historien. Normalt tager jeg afstand til disse følelsesmæssige vulgariteter fra mennesker, jeg ikke kender. Måske fordi den andens ukontrol skræmmer mig en anelse. Men denne gang har jeg undladt flugtforsøget og i stedet givet efter.

Situationen havde taget en helt anden drejning den dag, hans kæreste havde indset, at kærligheden ikke var nok. Hun ville have mere, og valgte derfor at flytte til London og bryde deres forhold. Otte måneder er efterfølgende gået, og han havde nok et eller andet sted altid regnet med, at hun ville komme tilbage til ham, men han har ikke set hende siden den dag, hun rejste. Det vil sige: Lige indtil i dag, hvor han pludselig selv befinder sig i London, og besluttede sig for lægge en uanmeldt visit på den Café hvor hun nu arbejder. Chinmoy selv siger, at han er kommet til London for at studere, men blikket i hans øjne vidner om, at det i inderst inde er mission vil-have-min-eks-tilbage, der har bragt ham til byen.

Den arme pige var totalt uforberedt på hans pludselige tilstedeværelse. Lykkelig var han, da hun faldt ham om halsen i glæde over det uventede gensyn. Forvirret var han, da hun bagefter fortalte ham, at hun havde fundet sig en ny kæreste her i London.



Pic @ Fabrice Lachant

”I don’t understand. She said she has a new boyfriend, but I know she loves me,” siger han og kigger ud af vinduet, mens han koncentrerer sig om at bevare kontrollen over sin øjenvæde. ”I can feel that we are ment to be together…"

”So… You believe in The One?”

”Yes.”

Jeg nikker og lader selv blikket vandre ud af vinduet. Den er svær at diskutere. Jeg kunne komme med utallige eksempler på folk, der lever et helt liv uden nogensinde at møde den eneste ene. Jeg kunne også fortælle ham, at det statistisk er umuligt, fordi der simpelthen er flere mænd på kloden end kvinder. (Homoseksualitet strider måske alligevel ikke mod naturens love, som nogle vil påstå. Måske er det blot en form for menneskelig tilpasning, så vi alle kan finde os en mage?) Men troen på den eneste ene har i bund og grund intet med statistik og logik at gøre. Enten så tror man på det, eller også gør man ikke. Jeg gør ikke.

Vi er begge tavse et øjeblik, og så begynder Chinmoy at fortælle mig, at de i skolen engang lærte ham, at man i danske hjem både har en hane til vand og en, hvor der kommer mælk ud af. Det passer ikke, siger jeg. Han kigger eftertænksomt på mig. ”Maybe they had it a long time ago…”

Vi står af bussen ved endestationen. Jeg bor i området, men han skal med en anden bus videre. Jeg gør tegn til at tage afsked, men han spørger mig, om jeg ikke vil vente sammen med ham, til hans bus kommer. Der går en håndfuld minutter. Vi udveksler numre, jeg fyrrer en af de der klassiske ”husk nu at der er andre fisk i havet”-sætninger af. Giver ham et hurtigt knus og siger farvel.

Jeg begynder at stavre hjemad på mine brugte fødder. Det vil sige; lige indtil det går op for mig, at jeg ikke ved hvilken vej der er hjem. Fluks må jeg lave et retningsskift til venstre og vakler ind på en tilfældig chicken grillbiks, hvor tre-fire mørkhudede mænd arbejder bag disken på fuldt tryk, selvom der kun er én kunde at finde i biksen. En noget fordrukken ung mand, der har valgt at hvile sin pande på disken foran ham. Han kan næppe have nogen stor appetit, men måske har han i sin brandert fejlbedømt sin trang til fast food og er gået lidt over gevind i bestillingerne, who knows … Jeg stopper op cirka midt på gulvet og udbryder ud i rummet: ”Can anybody tell me the direction to Park Avenue?!”
Jeg havde egentlig forventet at få et svar serveret nogenlunde før, jeg kunne nå at vente på det, men mændene bag disken nikker blot med hovederne, op og ned, mens de kigger på mig med et smørret grin. Retarderet… Så er det, at den fordrukne fyr alligevel viser sig at være den mest reaktive af de tilstedeværende. Han løfter hovedet og ser på mig med ufokuserede øjne. Peger med den ene arm, mens han forklarer mig hvilken retning jeg skal gå i. Fuld, men bestemt ikke ubrugelig. Jeg takker og går.

Gaden er underligt mennesketom, men på vejen kører bilerne hyppigt forbi. Flere af dem dytter med hornet, hvorefter de, idet de passerer, sænker farten helt i bund og vender sig i førersædet i et forsøg på at skabe øjenkontakt. Jeg finder det en anelse ubehageligt og prøver at se den anden vej, selvom jeg samtidigt føler mig draget til at kigge. Kan alligevel ikke lade være med at finde det lidt komisk, at jeg lige har stået ved et busstoppested og holdt en 23årig fyr ved selskab, fordi han ikke turde vente på bussen alene, selvom der var adskillige andre ventende mennesker ved samme stop. Få minutter efter går jeg her. Ung blond og alene i et af Londons mange lumre kvarterer, mens unge og gamle mænd dytter og sender mig skumle blikke bag deres halvtonede ruder.

Senere samme nat, da jeg omsider ligger i min seng, brummer min telefon. Det er Chinmoy der er aktuel med en sms. Om jeg er vågen og om jeg har lyst til at snakke? Jeg gider ikke, at han skal ringe til mig og undskylder med, at jeg har sat mig for at sove (Og vender atter blikket mod Facebook, der i øjeblikket pryder skærmen på min bærbare. En dårlig vane, jeg har tillagt mig i stunder, hvor jeg kommer sent hjem om natten). Endnu en gang lyden af en brummende telefon... Nu føler Chinmoy sig ensom, kan ikke sove og savner i øvrigt sin eks. Jeg slukker min telefon og smider den ned på gulvet. Nu må det være nok…