Rollespil V - Det Sidste Slag

I - Vi Spiller Rollespil
II - Mødet med Larsianerne
III - De Rødsorte
IV - Krathuset

Først sneg vi os frem gennem skovens buskadser og væltede træer. Vagtinstinktet var tændt, ørerne var spidsede, og vi forventede angreb fra alle, vi mødte på vores vej. Men nu marcherer vi op ad skovstien med selvsikre skridt og rejste pander. Foran os går Silas og Jonas. Situationen er vendt. Vinding af respekt handler ofte om at blive set med de rigtige mennesker, og åbenbart er intet anderledes i rollespil. På meget kort tid er vi gået fra at være fredløse til… VIPs?

”Vig tilbage for D’damer!” befaler vores kavalerer, som vi marcherer ind i en flok kampklædte børn, der hænger ud på skovstien. De adlyder omgående, men ikke med tilfredsstillende hurtighed.

”Hørte du ikke hvad vi sagde? Kan du så få benene på nakken!” skændes der mod et forvirret drengebarn, som hopper rundt på stien som en kylling uden hoved. Omsider springer han ud i rabatten, hvor han vender sig om og gentagende bukker ydmygt efter os, idet vi passerer. Jeg spidser læberne og nikker imponeret. Efter et par meter, kan jeg ikke lade være med at vende mig om mod de irettesatte drengebørn for at give dem et sidste hoverende blik, men da jeg ser deres utilfredse ansigtsudtrykke, får jeg i stedet travlt med at holde trit med min egen gruppe.

”Hvordan kan det egentlig være, at vi ikke har set nogen orker endnu?” spørger jeg forundret Silas, da jeg lunter op på siden af ham. Han lader tommelfingeren og pegefingeren gnubbe skægstubbene på hagen. ”Nogle gange har vi haft en orkeflok med i spillet, men jeg tror ikke, at der er nogen med i dag…”

Jeg får lyst til indvillige ham i vores traumatiserende start på dagen: ”Faktisk var det meningen, at vi ville være orker, men arrangøren sagde til os, at vi ikke var store nok. Faktisk…” Jeg rynker brynene undrende. ”Faktisk troede jeg, at der ville være meget mere action i rollespil. Flere krige og slåskampe og overnaturlige væsner og sådan…”

”Nogle gange er der meget krig,” svarer Silas eftertænksomt. ”Men i dag har det nok mest handlet om politik.” - Politik I rollespil? Jeg lærer mange nye ting i dag.

Et godt stykke inde i skoven (jeg har mistet stedfornemmelsen) finder vi en lysning omgivet af lange slanke træer. Det er den perfekte arena, og drengene beslutter, at det er blevet tid til at give os en lille lektion i fægtning. Vi får lov til at holde deres lange sværd i hænderne – uden tvivl en del mere professionelle end vores hjemmelavede økser, hvor man kan skimte det blå skum-materiale igennem malingen (hvad man i forsvarsposition ville kalde ’det charmerende hjemmelavede touch’). Regine aka. Dirt Rider svinger sit igennem luften, og mister næsten fodfæste. ”Wooouw,” udbryder hun forpustet.

”Du mangler nok et skjold til at holde balancen med,” konkluderer Silas og rækker hende sit store træskjold.

”Helt sikkert bedre!” pruster hun ironisk og sender mig et hjælpeløst blik. Jeg sender hende et grin tilbage.

”Nuvel, hold skjoldet tæt ind til kroppen. Lidt længere ned. Husk at beskytte dine fødder!” råber Silas, men det er for sent. Jonas har allerede jaget sit sværd ind i hendes venstre skinneben. Regine sender ham et forarget blik, der siger noget i retningen af; hvor-er-du-tarvelig-jeg-var-jo-ikke-klar-endnu…



Imens Regine farer løs på Jonas, bliver to sværd tildelt henholdsvis Emily og mig. ”Go on, vis hvad I kan,” lyder opfordringen samt startskuddet, og vi slår løs på hinanden med en kampgejst, der får savlet til at flyve i lange tråde fra vores frådende mundvige. I en avanceret undvigelsesmanøvre drejer jeg så hurtigt rundt på tåen, at mit engangskamera flyver ud af lædertasken og lander i skovbundens muld. Silas tager det op fra slagmarken i sine hænder. ”NØØØJ, MAGI!” udbryder han betaget og begynder at snappe løs med det…

Imens jeg fægter med Emily, lægger jeg mærke til, at nye krigere slutter sig til vores lille gruppe. De er enten hoppet ud fra tæerne eller faldet ned fra himlen. Et par af dem er halvvoksne teenagere, og resten er børn. De sætter sig fredeligt ned i muldet for at iagttage, eller springer selv ud på pladsen for at tage del i morskaben. Lysningen har i sandhed forvandlet sig til en lystig kamparena.

Efter adskillige udøvelser  af diverse krumspring og kamptricks, som vi ikke vidste, at vi havde i ærmet, smider jeg mig i ærlig udmattelse ned i muldet sammen med Emily for at snuppe et tiltrængt pusterum. Regine vælger ligeledes at indstille kamptræningen og bevæger sig over imod os.

”Hvad satan Jonas. Fik hun ram på dig til sidst?” hører jeg Silas råbe.

”Det var EN gang!” forsvarer Jonas sig. ”EN gang ud af femten!”

Først tror jeg, at Regine har tænkt sig at joine os i muldet, men så stopper hun op foran os med hænderne i siden, og hun kigger direkte ned på os og siger med bestemt stemme: ”Little Mud Slayer! Green Mist!” Blikket glider fra Emily til mig og tilbage igen. ”Det er vist på tide, at vi indtager vores rette plads her i Nibelheim. Er I med mig eller ej?” Mere behøver hun ikke at sige. Et løft med øjenbrynet, et luragtigt smil på læben, og vi forstår hentydningen. Nu skal Regine få den krig, hun har ventet på. Med en hurtige bevægelse er vi på benene igen. Vi samler vores lånte sværd op fra skovbunden og krydser klingerne over hinanden i en trekant. To sekunders øjenkontakt siger alt. Et frygtindgydende brøl (læs: hvin) giver genlyd i skoven, idét vi bryder trekanten og hæver vores våben højt mod træernes kroner, førend vi tordner frem mod alle de andre krigere.

Vores overrumplingsmanøvre har frosset et par af børnene fast til jorden med en handlingslammet mine - Dem fælder vi på vejen. De øvrige tilstedeværende imødekommer vores udfordring som ærede rollespillere. Little Mud Slayer, Dirt Rider og Green Mist spredes i tre forskellige retninger. Vi svinger klingerne rundt det bedste vi netop har lært, og overraskende nok lykkes det os faktisk at patere en kriger i ny og næ.

Dirt Rider får lokket Silas væk fra de andre, og de to mødes i en farlig duel. Hans træk er hurtige, hans angreb er dødsbringende, men med nød og næppe holder hun slagene på afstand med sit skjold.

Men snart begynder trætheden at prikke i armen, og samtidigt ligger desperationen på lur i baghovedet og truer med at tage over. Hun må indse, at hun ikke har kræfter til at beskytte sit legeme og slå ud med sværdet på samme tid, så hun tager en satsning og kaster skjoldet fra sig. Lad det blive hendes redning eller hendes undergang...

Dirt Rider strikes!

Selv er jeg endt i en duel med en ung dude kaldet Frank. Imens vi ihærdigt forsøger at skære hinandens legemsdele af, får jeg øje på Little Mud Slayer ud af øjenkrogen. Hun kæmper mod Jonas, og jeg tænker, at jeg må finde en måde at komme over til hende på – vi er stærkest, når vi står sammen. Jeg ville lave en baglæns salto, hvis jeg kunne, men i stedet løber jeg bare baglæns, imens jeg drejer rundt om mig selv. ”Dækker du min ryg?” skriger jeg til Little Mud Slayer, imens jeg formår at hoppe over en klinge, der truer med at skære mine ben over. Vi presser vore rygge ind mod hinanden og holder vores våben frem i beredt position. Jonas og Frank cirkulerer om os som to hyæner om et bytte (eller som to nisser om et juletræ). Så laver jeg et move. Jeg kaster mig frem mod Frank og støder mit sværd forbi alle forhindringer og ind i hans bryst. Men i samme sekund mærker jeg en klinge gennembore mit hjerte, og jeg vakler bagover. Mit korpus vælter ned over Little Mud Slayer, der er faldet på samme tid. For en stund bliver alting sort.

Jeg slår øjnene brat op, da et lidende skrig som ved et netop tildelt dødsstød gennemtrænger mine øregange og får nakkehårene til at rejse sig langt ned ad ryggen, hvor de ikke længere kan kategoriseres som nakkehår. Med kinden presset ned mod de stikkende kviste, lader jeg blikket vandre ud over slagmarken, og fra mit frøperspektiv øjner jeg den frygtløse Dirt Rider, der står tilbage som en soloartist på en scene. ”You want a piece of me, huh?” bjæffer hun og danser i kampspring rundt om sig selv, som er det endnu ikke gået op for hende, at krigen er ovre, at hun er den eneste overlevende.

Så forsvinder hun pludselig i vilde spring ind imellem træerne. ”Nu skal jeg fu*ki** finde ham, der kaldte mig en skøge!” er det sidste, jeg hører fra hende, og jeg tænker på hvornår, jeg mon får hende at se igen. Langsomt lukker jeg mine øjenlåg i igen og venter på, at de obligatoriske ti minutter er gået, før jeg må rejse mig til opstandelse. You’ve gotta live and die by the rules…

THE END

Afslutningsvis skal der lyde en tak til Silas og Jonas (jeg har desværre glemt deres rigtige navne). To sande gentlemen, der gav os en uforglemmelig afslutning på dagen.

Også tak til De Rødsortes leder, som tog os under vingerne, da ingen andre turde. En stor krigsherre i en lille drengs krop.

.