Join the Dark Side

Som afslutning på min følgeton i magasinet ROLLE|SPIL skrev jeg denne artikel, som jeg tænkte, at I også skulle have glæde af her på bloggen (læs beretningerne ~her~):

Det var en begivenhedsfuld og lærerig dag, da jeg sammen med mine to følgesvende Little Mud Slayer og Dirt Rider kastede mig ud i Live Rollespil for første gange. Vi havde ikke meget kendskab til spillereglerne, og det kendskab, som vi troede, vi havde, kom os kun tvivlsomt til gode.

Men faktisk kunne det have gået meget værre (det skulle man ellers ikke tro, vel?). Min første ivrige indskydelse var nemlig at møde op som mit store Star Wars-idol Darth Vader. Ja, jeg ved ikke, hvad mine forestillinger om rollespil dengang var, men efter nærmere research af Warhammer-verdenen, droppede jeg dén tanke, hvilket nok var meget heldigt, når man tænker på hvor meget ravage grøn ansigtsmaling kunne skabe. Vi mente ellers nok, at vi var dækket godt ind, da vi med farvede ansigter, skumgummiøkser og navne som Dirt Rider, Little Mud Slayer og Green Mist begav os af sted til rollespil for første gang. Little did we know.

I stedet for den stolte entré, som vi i vores (i mere end én forstand) grønne knolde havde forestillet os, blev vi mødt af en meget upædagogisk rollespilsarrangør, der bad os om at vaske farven af igen, ja, han mente nok ikke, at vi var store og truende nok til at agere som orker! Denne oplevelse førte desuden til en pludselig bevidsthed om betydningen af en fugtighedsbase under ansigtsmaling – Man får aldrig det skidt af igen!

Fandt vi efterfølgende ud af, at det er mindst lige så svært at finde venner i Nibelheim som i det virkelige liv? – Yes. Formåede vi at få os selv omringet af halvtreds barbariske børn? - Yes. Erfarede vi, at der trods alt alligevel findes storhjertede mennesker i Nibelheim, og endte vores dag alligevel med en sejr? - You bet! Og forlod vi til sidst spillet med æren i behold?! – Pas.

Det er let at spotte fejl i et bakspejl, og jeg har siden sammensat et par gode råd til andre førstegangsrollespillere. Her er hvad du i hvert fald ikke skal gøre (med andre ord: Lad være med at gøre som os):

Dirt Rider og Little Mud Slayer i Nibelheim

Jeg har på min blog delt mange fortællinger fra mit liv, men ingen høstede så mangfoldige reaktioner som rollespilsberetningerne. I garvede rollespillere fik jer nok et billigt grin, og derudover blev jeg mødt af en hel del hovedrysten - at være rollespiller, har jo altid været genstand for en masse fordomme, men skal sandheden frem, så er det nok alligevel de færreste, der ved, hvad der egentlig foregår derude i skoven.

Derfor var de reaktioner særligt interessante, som kom fra folk, der bedyrede, at de aldrig selv ville sætte en fod i Nibelheim, men som alligevel ikke kunne skjule en vis nysgerrighed. Ja, jeg har luret jer, I er en hel del skabsrollespillere derude!

- Hvad er det egentlig, I er bange for? At nogen binder jer fast til en stamme og pådutter jer diverse omvendelsesritualer indtil  Warhammerverdenen forekommer jer mere virkelig end den virkelige verden? - Denne frygt kan jeg faktisk godt forstå, for selvom det nok ikke helt er sådan, det kommer til at foregå, så skal man ikke undervurdere, at rollespilsentusiasmen smitter som en forårsinfluenza, og når skidtet først er under huden, så er det ikke til at slippe af med igen, og før man ved af det, bruger man sine torsdag aftner på at sy middelalderkostumer , siger ”Vær hilset”, til ligemænd i Føtex og indleder enhver konfrontation med kæresten med: ”Jeg kommer med fred, men...”

Er skaden allerede sket, så foreslår jeg, at du lynhurtigt finder nogle nye og mere forstående venner i rollespilsmiljøet. For alle andre vil helt sikkert mene, at du er tosset (men også en lille smule vild, fordi du tør!). Og så siger jeg ellers ”Velkommen i klubben!” for personligt glæder jeg mig til nye og forhåbentligt lige så vanvittige oplevelser. Jeg hører, at I kører Sci-Fi tema i Odense? - Men denne gang ved jeg, at jeg nok skal vente et par gange, før jeg tropper op som selveste Darth Vader! - Wow, kunne I lige se det for jer?

The Mission

- Jeg faldt i snak med en hjemløs mand i går. Han solgte Hus Forbi. Vi sad på bænken derovre.
Emily peger - Hans livshistorie var så interessant, at jeg spurgte, om jeg måtte lave en video med ham. Det havde han ikke noget imod.

Hun finder optagelsen frem på telefonen og tilføjer: Da jeg havde filmet ham i et stykke tid, begyndte folk at stimle omkring os. Nogle af dem stillede sig i kø, for så ville de lige pludselig også filme ham til diverse skoleprojekter og så videre.

Hvor mange mennesker søger bort, når en sentimental hjemløs tager hul på livsberetningen, giver Emily gerne en kop kaffe og en sandwich.

- Men hvad skal optagelsen bruges til? spørger jeg nysgerrigt.

- Det ved jeg da ikke, siger hun.

Vi trasker ned ad Strøget. Jeg har lokket hende med på en mission, som jeg forleden fik stillet af en veninde med en ringe infrastruktur til Indre By.

- Jeg skal ha’ fat på en bestemt tegneserie, siger jeg. - Ja, jeg ved ikke, hvad hun skal bruge den til. Det er vel et samlerobjekt eller noget. Jeg ved bare, at den går under navnet 'Morbus Gravis'.

Butikken ligger i en sidegade til en sidegade. Den består af flere sammenhængende rum. Farvepaletten er så mangfoldig og indtrykkene så overvældende, at det føles som om, de aldrig nogensinde vil kunne stå sammen i en helhed. Hylderne er spækket med eventyrlige figurer, bøger og brætspil - de fleste af dem har jeg aldrig hørt om.

På stenmuren over den lave hvælvingen, som adskiller de to rum, hænger et papir, der har undergået en behandling, så det tilnærmelsesvis ligner et gammelt pergament med slidte og ujævne kanter. LIVE ROLLESPIL, står der - Vi rykker ind i større lokaler!

- Kan jeg hjælpe med noget?
Vi vender os om, som ekspedienten tiltaler os. Han betragter os gennem hornbriller med fedtmærker - En mindre hot udgave af Clark Kent - Ja, I ligner ikke nogle, der kommer her så ofte.

- Hvad mener du med det? spørger Emily.

- Vi har for eksempel ikke så mange kunder med bandanaer, siger han og nikker mod hendes hovedbeklædning.

Det modsatte gør sig tilsyneladende gældende for mange af jeres venner, tænker jeg og stirrer direkte ind i en flok bandana-klædte Jungle Fighters i en pap- og plastikemballage. I stedet for at kommentere det, vælger jeg at springe til sagen: Vi søger en tegneserie kaldet Morbus Gravis, forklarer jeg. Ifølge jeres hjemmeside, er den på tilbud i denne uge.

- Lad mig slå det op, siger han og går om bag disken.

Fra den modsatte side af skærmen studerer jeg med forventning hans søgende ansigtsudtryk, der oplyses af skærmens kølige lys. Så blusser en varm farve frem i kinderne.
- Øh, det er i vores anden butik, mumler han og retter forfjamsket på brillerne.



Da vi atter befinder os på gadeplan, spørger Emily undrende: Hvad mente han egentlig med, at vi ikke passer ind i deres målgruppe? - du skriver da for et rollespilsmagasin!

- Ja, og du er sguda nyhedsvært på Game Reactor, tilføjer jeg og gnubber mig selv i nakken med fingervanterne. Vi er nærmest  ~indbegrebet~ af målgruppen.

- Vi er nærmest celebrities.

- Det skulle vi da ha’ sagt til ham.

- Ja, det skulle vi da.

NOTE: Vi fandt efterfølgende den rigtige butik og den rigtige tegneserie, og så forstår man måske bedre grunden til den unge mands rødmen. Tegneserien ser nemlig sådan ud:

God jul til alle!