Rejseberetninger fra Californien IV

Klokken er ikke mere end syv, da jeg tjekker ud af hostellet og slår et smut forbi en café, hvor jeg indtager en kaffe i størrelsesformatet koffeintrip/maveknep. Lidt efter, da jeg er i færd med at stige om bord på dobbeltdækkeren, går det pludselig op for mig, at jeg har glemt min kuffert på caféen, så jeg skynder mig tilbage for først at konstatere, at den ikke længere står parkeret under fortovsbordet og i næste nu blive mødt af en medarbejder, der har forudset min tilbagekomst og fortæller, at hun har rykket mine ejendomme til baglandet. Lykkeligt genforenet med min kuffert skramler jeg tilbage til dobbeltdækkeren, og selvom jeg er den sidste passager, får jeg mig en vinduesplads på øverste etage.

En times kørsel fra San Francisco holder vi ind ved San José. På pladsen nedenfor skuer jeg en række mennesker, der står og tripper for at blive lukket ind, men kun en enkelt finder vej op på øverste etage, en høj mand iført turtle neck. Is anyone sitting here? vil han vide. Jeg kigger op på ham som om, jeg ikke rigtigt forstår spørgsmålet. Så siger jeg: No, it’s free, og flytter langsommeligt min håndbagage, med et skævt blik til den skare af ledige sæder, der ligesom omgiver os. Manden sætter sig ned med et tungt suk. Jeg holder min taske i favnen og stirrer ud af vinduet. Bussen begynder atter at rulle.

Mine øjne følger utrætteligt den skiftevist stigende og dalende horisontlinje, men på et tidspunkt må koffeinens virkning alligevel være hørt op, for pludselig taber jeg hovedet ind mod ruden med en dump lyd.

- Did you know that you can put your seat back? Spørgsmålet serveres med en tør høflighed. Turtle Neck læner sig ind over mit luftrum og peger ned mod det lille håndtag under sædet. Jeg blinker desorienteret med øjnene og stirrer på modersmærket, der sidder over hans højre næsefløj med en svag erkendelse af, at det frembringer noget raffineret i samspil med rullekraven.
- Where are you from? spørger han en anelse lettere, som om hans serviceydelse automatisk åbner op for en samtale, hvilket den også gør, og da jeg besvarer hans spørgsmål, frembringer det en gejst i hans ansigt, som jeg ikke havde troet, lå gemt i de vandrette skygger.
- I studied in Denmark for tree years, siger han, og så er vi ligesom i gang.

Turtle Neck, som i øvrigt hedder Tom, fortæller mig, at han er på vej til L.A. for at besøge sin kæreste, og jeg slækker automatisk på tidligere mistro til hans ubegrundede insisteren på at sidde på mit sæde trods de mange ledige nabosæder. Dér hvor jeg kommer fra tænker man: Det bliver en lang bustur, så det ville være akavet, hvis jeg kom til at sidde ved siden af nogen. Tom har tilsyneladende bare tænkt: Det bliver en lang bustur, så jeg kan lige så godt sætte mig ved siden af en, som jeg kan snakke med.

Ydermere insisterer Tom på at være min personlige turguide på resten af køreturen: This city is called Gilroy, siger han og peger ud af ruden - It’s famous for it’s garlic. I bet you have garlic from Gilroy in Denmark too. Actually, If we’d been able to open the window right now, I bet we could SMELL garlic.

- That’s awesome, siger jeg.

Adskillige timer senere står han af i The Valley, som er stoppet før mit. Men før han rejser sig fra sædet, vender han sig mod mig en sidste gang. A lot of Scandinavians have done great things for me in the past, mumler han og trækker et visitkort op af tegnebogen, som han rækker mig mellem to fingre. If you ever need a friend in California…

Det er min første morgen i L.A., og jeg er lettere knotten af uforklarlige årsager. Mit hostel ligger placeret i den østlige ende af Hollywood Boulevard, som jeg går ned ad – et slalomløb mellem agressive gadesælgere, mennesker i tegneseriekostumer (jeg gider ikke engang trykke Darth Vaders hånd) og turister som mig. Til sidst søger jeg tilflugt på den parallelle og mindre befolkede Sunset Boulevard. Det står mig ikke helt klart, hvor jeg er på vej hen.

- Nobody takes the bus in L.A. Well, except for creeps.
- Then how do I get around?
- I don’t know. All of my friends in L.A. have cars.
Sådan forløb en samtale med min roomie for et par dage siden i New York. Alligevel kvittede jeg ikke tanken om offentlig transport, for jeg er ikke sikker på, at mig og min roomie har samme forståelse af ordet ”creep”. Kort efter vores samtale lød ringklokken. Hun åbnede døren og tog imod de pommes, hun netop havde bestil over Just Eat. Enjoy, sagde udbringeren og rakte hende posen med et smil, hvorefter hun smækkede døren og vendte sig mod mig: What a creep.

Alligevel kan jeg ikke lade være med at granske de øvrigt ventende, da jeg nærmer mig busstoppestedet foran Walmarts bagsidemur med en pakke cigaretter i hånden, som jeg netop har købt inde i butikken. To mennesker sidder på en bænk. Den nærmeste er en stor dame med rank ryg og skarpskårne afrokrøller. Der er umiddelbart intet fordægtigt over hende. Tvært imod fornemmer jeg, at der er noget ved hendes fremtræden, måden hvorpå hun bærer sine kæbeben i en ret vinkel med halsen, der får folk til at ulejlige sig i hendes nærvær - at det måske er derfor, at jeg selv undlader at udfylde ventetiden ved at tænde en cigaret, selvom der er noget ved L.A., der giver mig en prikkende trang til at ryge. Den anden er en sammensunken gammel mand – hjemløs efter al sandsynlighed. Kroppen lukker sig ligesom om sig selv, som var resten af verden ham et fjernt foreliggende. Måske venter han slet ikke på bussen. 

Jeg stiller mig under skiltet og kigger op ad gaden. En hvid taxavogn holder ind til siden, og ruden i passagersiden glider langsomt ned. Chaufføren, en skaldet mand, der ligesom synes at bære et ekstra fedtlag under issen, hviler hænderne på rattet. Han krænger et bredt tandsæt frem af det golde ansigt og råber til mig, om jeg taler et eller andet sprog, som jeg ikke kan høre, men som jeg er ret sikker på, at jeg ikke taler. Jeg ryster beklagende på hovedet.
- Where are you from? vil han så vide.
- Denmark.
- Do you need a ride?
- No thanks, I’m taking the bus.Jeg har et par dårlige erfaringer med at tage imod lift, som jeg ikke selv har anmodet om. Seneste erfaring gjorde jeg mig efter en privatfest på Manhattan, da en sort limousine slyngede sit slanke korpus ind til siden og tilbød mig et ride hjem til Williamsburg for tyve dollars. Det var koldt, og jeg var malet i hovedet som en maneki-neko-kat. Tilpas beruset til at tænke, at det lød som en god idé, satte jeg mig ind på forsædet efter et gavmildt forslag og et bedende blik fra sunkne hundeøjne. Jeg husker svagt, at chaufføren forsøgte at holde min hånd, men da jeg hellere ville sove, gemte jeg hænderne mellem knæene og lod øjenlågene glide langsomt i. Jeg vågnede, hvad der må have været omtrent femten minutter senere, men selv i min beruselse, vidste jeg, at jeg havde ageret uansvarligt. Et hurtigt kig ud gennem ruden, og jeg konstaterede med lettelse, at vi netop var kørt over Williamsburg Bridge. Chaufføren, der trods alt ikke havde haft nogen intentioner om bringe mig til en forkert adresse, registrerede min opvågning og benyttede et kortvarigt ophold i et lyskryds til atter at gribe min hånd og flette sine fingre ind mellem mine. Forarget trak jeg hånden til mig og meddelte: This is fucked up, I am getting out of here, hvorefter jeg åbnede bildøren og stavrede ud på gaden. Jeg så mig ikke tilbage, men jeg hørte hans - ikke vrede men snarere sårede - udbrud: Are you not even going to pay me?!
Jeg prajede hurtigt en rigtig taxa, som transporterede mig de rasterende ti blokke hjem. Da jeg sprang op ad stentrappen, husker jeg, at det var med en lille triumferende notits af, at den samlede hjemtransport ikke havde kostet mig mere end seks dollars samlet.

For nu trække en linje til igangværende handling, kan jeg sige, at mens jeg nogenlunde stoler på de gule taxaer i New York, stoler jeg ingenlunde på taxaerne i L.A. Og chaufføren med det extra fedtlag under issen giver ikke op så let: Why won’t you let me give you a ride? plager han med skinger stemme. We could… talk.
- YO, CREEP.
Det er damen på bænken, der har valgt at blande sig. Yo, Creep – yes you – get out of her way. I said GO.
Vognen gasser omgående op og ruller væk. Jeg vender mig mod damen, påskønnende: Thank you.
- Where are you going? vil hun vide.
Jeg tænker mig kort om: Beverly Hills?
- Then you should take this bus to Wilshire and then the 20 from there - It’ll take you straight to Rodeo Drive.
- Cool, siger jeg. Do you know how much the ticket is?