Jeg husker mit forhenværende møde med London som en ubestemmelig følelse, der nok mest nærliggende kan beskrives som en form for forelskelse. Jeg blev grebet af byens mangfoldighed, dens skævhed og de muligheder der foreligger, og som jeg inderligt savnede det sted, jeg kommer fra. Jeg favnede byen med alle dens excentriske mennesker, dens larmende undergrund og dens endeløse regnvejrsdage. Alligevel sidder jeg nu med en angst for, at jeg aldrig rigtigt kommer til at føle mig hjemme i London. Jeg føler mig rastløs og uden noget fast holdepunkt. Jeg har mistet den følelse af tilhørighed, der forbandt mig til den egn, hvor jeg er vokset op. Jeg har mistet følelsen af genkendelighed overfor de omgivelser, der har opfostret mig på må og få, og som på godt og ondt har gjort mig til den jeg er. Den jeg var. Den jeg ikke er mere, men som stadig er mig. Jeg har altid været bevidst om mine mål. Alligevel føler jeg mig underligt fremmedgjort overfor dette tiltag, jeg lige nu er i gang med at gennemføre. Et tiltag, der har været længe undervejs, men som nu alligevel virker besynderligt forjaget. Jeg så bort fra alle formaninger fra bedrevidende mennesker og de kroner, jeg ikke har på lommen. Jeg bestilte en enkeltbillet til London, og sagde farvel til den tilværelse, jeg hidtil har kendt. Jeg ved ikke hvad der venter mig, men jeg ved hvad jeg lægger bag mig. Et sted jeg allerede havde forladt længe før, jeg kunne få min fem kilo for tunge torso stablet på benene, og længe før jeg kunne støde fra med mine hænder. Nu sidder jeg her på en vinduesplads med en formodning om, at der må være mere i den her verden end det, jeg allerede har set. Jeg føler mig en lille smule forladt, selv om det er mig, der forlader.
Jeg vågner ved et at min krop trækker sig sammen i et hurtigt ryk. Jeg konstaterer nogenlunde hurtigt, at jeg har sovet, men jeg ved ikke rigtigt hvorfor, jeg er vågnet. Jeg er forvirret. Manden ved siden af mig har bevæget sig en anelse ind over mit luftrum. Han kigger forbi mig og ud af vinduet. ”Look, this must be England” siger han. ”It’s raining”.
Snakker han til mig? Har han snakket til mig før nu?
Manden er iført en mørkeblå termojakke og en brun hat af ældre dato. Manden selv må have rundet de halvtreds, men det er svært at vurdere, fordi han muligvis er ældet før tid. Jeg følger hans blik ud af vinduet. Himlen er sort og uendelig, som når man kigger ned i et langt smalt støvleskaft. Bitte små dråber af vand bliver til glimtende cellofanlignende strimler, som farer gennem mørket i skæret af det lys, som går gennem mit vindue. ”Yeah, it’s raining…”
Han siger noget mere, men jeg kan ikke rigtig fokusere på hans ord, samtidigt med at brummen fra flyets motor fylder det meste i min øregang. Så tier han stille for en stund, og jeg regner sådan set med, at vi har sagt det til hinanden, der skulle siges. Men kort efter begynder han igen: ”Are you going for a holiday in London?”
Jeg smiler. ”Not really. Actually, I wanna move there”
”Oh, have you got somewhere to go then?”
“Not really…”
“Do you know anybody in London?”
“Naaarh…”
Hans øjenbryn former sig i en opadvendt sammentrækning. Han ser alvorlig ud. Siger ikke mere, men åbner sin tegnebog og begynder at bladre mellem indholdet af de forskellige kort og lapper af papir, som han åbenbart gemmer på. En lille smule febrilsk men stadig med sikker fremdrift, som om han véd, at det han søger skal være der et sted. Her er et menneske, som bærer rundt på lige så meget ragelse i sin tegnebog, som jeg selv gør. Pludselig lader han til at have fundet, hvad han søger.
Here, take my card,” siger han og stikker et lille rektangulært stykke pap i min hånd. ”Call me if you get in any kind of trouble. Really, I mean it... It’s dangerous out there. You shouldn’t be alone”
Hans ord lyder lidt som en overdrivelse i mine ører, og jeg spekulerer over, hvad den korrekte reaktion ville være. Beslutter mig for at takke høfligt og prøver at sende ham et taknemmeligt smil. Terry Dolphin gengælder med et kort nik uden at trække på mundvigene. Alt imens rammer vi landingsbanen og en voldsom rystelse går gennem flyet, da hjulene hopper hen over asfalten. Velkommen til England…
No comments:
Post a Comment