October 9, 2014

East River Ruins


Sunset twerk session.


















- Look! - Han peger ud over vandet med den raske hånd.
- What?
- That was insane.
- What?!
- I can’t describe it. You have to see it for yourself. Just keep looking in that direction.
Vi sidder for enden af Grand Street i en blanding af klippesten og cementbrokkene af en omstyrtet bygning, der nu ligger halvt ude i East River. Vi har dristet os til at kravle så langt ud, at skummet fra de aggressiveste af bølgerne prikker os på vores ansigter, som er solmættede og let glødende af dagen. I ly af nabolagets tomme industribygninger og med udsigt til solens fald bag Manhattan lader vi os afkøle på skift af en øl, som han har købt til os i en kiosk et stykke oppe ad gaden. Han vrister den løs af mine hænder og tager en tung slurk for derefter at sætte den tilbage, hvor han tog den. Så lægger han armen rundt om mine skuldre og kysser håret over mit øre. Lidt efter fjerner han den igen.
- Why are you being a stranger?


Vi mødtes for første gang sidste år i september. Han var den første i New York, jeg havde sex med til trods for, at han på ingen måde mindede om de ranglede brooklynites, som jeg ellers havde kigget langt efter. Alligevel syntes jeg, at han var noget af det pæneste, jeg længe havde set. Vokset op ved det caribiske hav, men bosat i New York de sidste ti år. Nu arbejdede han som tatovør i en kælderbiks på St. Mark’s. På et tidspunkt viste han mig nogle af de tegninger, som han altid slæbte rundt på i sin halvslidte JanSport – han var god (men ikke så god som mig, selvfølgelig). I New York møder man to slags tilflyttere: Dem der mener, at de bor i verdens skønneste by, og dem der bilder sig selv ind, at de ikke havde noget valg. Tilhører man den sidste slags, ryger man som regel en del joints i løbet af dagen - det vidste jeg allerede fra mine portugisiske roommates, og denne unge mand var ingen undtagelse: I’m not gonna lie, sagde han – det var enten den første eller den anden gang, han lå på min seng med hænderne foldet bag nakken - I smoke a lot of Marihuana… But that’s the only way I can deal with the costumers, ya see?
Han var I det hele taget, hvad man ville kalde en forpint sjæl, men vores snart ugentlige møder havde nok fandenivoldskhed til at tilfredsstille min dengang nyerhvervede singletilværelse. Okay. Måske jeg freakede en lille smule den første gang, han omtalte sig selv daddy. Men da det viste sig at være et tilbagevendende fænomen, valgte jeg ligesom at lade det passere. The Hell, tænkte jeg – Det er vel lidt som at være med i en Lana Del Rey-video…(?!)

Dertil kom alle samtalerne. (Egentlig var det bare ham, der snakkede og mig, der bød ind med et spørgsmål eller en kommentar et par gange i timen). Ustoppelig var han, når han først begyndte at berette om: That time right after I came to New York and I had to take a job at Starbucks – Han var meget uddybende omkring, hvor traumatiserende denne oplevelse havde været for ham (jeg rullede øjne i smug). Så gled han videre til: That time I worked as a bouncer for a club in The Bronx Hvilket ligeledes havde været en lortetjans (forståeligt nok). But eventually I learned… Do you know what I learned? – Han rejste sig op på albuen og kiggede mig alvorsfuldt i øjnene - I learned that you have to be nice to people. That’s the only way to make them do what you want. Det sidste blev sagt med en betoning af ordet nice, som var det en tendens fra fjerne himmelstrøg, der endnu ikke havde vundet indpas i vores verden. Til sidst udstødte han et opgivende suk og sagde: Man, I’ve had some shitty jobs in this city. You wouldn’t beleive it… I was even an escort a few – Og så tav han. Hvilket nok er første og eneste gang, jeg har oplevet, at han har afbrudt sig selv. Og selvom jeg langt hellere ville høre om dén del af hans liv, spurgte jeg ikke ind til det. 
Til gengæld spurgte jeg ham på et tidspunkt, hvordan det kunne være, at han ikke havde nogen tatoveringer, eftersom han nu var tatovør, hvortil han i ramme alvor svarede: I don’t need tattoos. I have plenty of scars. My scars are my tattoos – Ikke nogen nem opgave for et sind med hang til ironisk distance, og selvom vi havde utallige af forskelligheder, syntes dette på en eller ande måde at indkapsle den største.

Men med tiden var der også nogle ting, der begyndte at irritere mig ved ham. Da jeg flyttede op på Upper East Side - eftersom mine portugisiske roommates havde opsagt lejligheden, og jeg havde fundet et værelse hos en jævnaldrende taiwansk pige, der hed det samme som mig - fulgtes vi nogle gange ned ad Lexington Avenue mod stationen, hvorfra han kunne finde på at pege op på et af de store billboards og sige: Look. There’s one of your people.

- I don’t refer to other blondes as ”my people”, OK?

Noget andet var, at han aldrig tilbragte natten hos mig. Det var ikke så meget det, at jeg skulle sove alene - det gjorde jeg jo alligevel de fleste nætter. Det var heller ikke tanken om, at han måske så andre: Jeg regnede som udgangspunkt med, at han knaldede halvdelen af Brooklyn. Det var okay. Det gjorde jeg også selv på det tidspunkt. Nej, det var mere det, at han følte et behov for at lyve omkring det, hvilket jeg så som en indikator for hans opfattelse af mit intelligensniveau.
- Ah, I wish I could stay but I have a client.
- It’s past midnight.
- Yeah, I know... But he’s a friend of mine and it’s undeclared.

Right, fucker.

Det virkede naturligt, da vores kontakt - i takt med at min hjemrejse nærmede sig - lige så stille løb ud i sandet.

I samme sekund splintres overfladen i hvad, der synes som hundredevis af bittesmå bobler, som havde nogen affyret et fuldautomatisk luftvåben eller måske sprængt et luftkastel under vandet.

- Did you see it now?
- Yeah.
- What do you think it was?
- I don’t know.
- It looked like hundreds of tiny bubbles.
- It did.

Så sidder vi lidt og stirrer ud over East River i forventning om, at hændelsen vil indtræffe igen. Alt imens snegler neonblå lys fra en turistbåd sig ned langs Manhattans kyst i det fjerne. Da det ikke synes at være tilfældet, trækker jeg blikket til mig og tager i stedet fat om hans tilskadekomne hånd. Hiver den op på mit lår og holder den forsigtigt mellem mine hænder. Håndleddet er svullent, og huden er rød på sådan en lidt lysende måde. Jeg er vist faldet lidt i staver på den, da han beslutter sig for at bryde stilheden: I thought about leaving New York… Han samler en lille flint op fra morbrokkerne med den anden hånd og sender den i en bue ud over vandet - But then I heard that you were coming back.
- That’s very sweet. Mit blik bliver ved med at cirkulere om det punkt, hvor stenen brød med overfladen. Snart synes det sværere og sværere at lokalisere, og til sidst kunne der være metervis til forskel. Så sænker jeg atter blikket. 
- I think it’s sprained, siger jeg sagte.
- I think so too.
- Are you going to sell your skateboard now? spørger jeg, selvom det er lidt fjollet, men det er vist også meningen.

Så sker det pludselig igen. Vandoverfladen eksploderer nedenfor vores fødder og midt i det hele: En glinsende sort fisk, der kaster sig rundt i postyret som et hæsblæsende forsøg på at indfange boblerne.
- But those are not bubbles! udbryder jeg overrasket - Those are fish! -- Hundreds of tiny fish -- Swimming for their lives…