Et glas hvidvin placeres i min hånd. Jeg lægger benene over kors og læner mig tilbage i den nærmest ubehageligt bløde lædersofa. Prøver at sippe anstændigt til min vin, men jeg har for vane at sluge den slags for hurtigt. Bijou sætter sig ved min side. Hans hænder hviler i skødet, og hans overkrop er vendt mod mig. ”I’m so glad you came to visit me.” Han læner sig frem og giver mig et knus. Dette gør han ofte, og han afbryder ikke af egen fri vilje, så jeg må selv skubbe ham væk igen, når det er nok.
Bijou er en fashion stylist fra somewhere i Asien, som har boet i London i ti år og arbejder for ekstravagante Harrods. Jeg mødte ham mildest talt tilfældigt på en sen gåtur i Notting Hill for et par uger siden, og efterfølgende har vi gjort hinanden selskab til et par løse drinks i ny og næ for at snakke om modetøj og store følelser.
I aften er jeg inviteret hjem til Bijou, så han kan give mig en privat fremvisning af The Collection, som han kalder sin enestående samling af limited edition designerkluns, som han gennem sin lange karriere i modebranchen har opsnappet igennem fashionable kontakter. Han nægter at iføre sig andet end designerlabels, og jeg har ikke turdet fortælle ham, at størstedelen af mit kluns stammer fra genbrugsbutikker eller min mors klædeskab.
”Okay, are you ready?” Han rejser sig fra sofaen og rækker mig en hånd.
Jeg føres ind i værelset ved siden af. Det er hans soveværelse, men jeg lægger faktisk ikke mærke til, at der står en seng i rummet før efter adskillige sekunders bearbejdelse af indtrykkene i rummet. Jeg spotter en, to, tre forskellige klædeskabe i dobbeltstørrelse. Op ad væggen står sorte skotøjsæsker i meters højder, og alle vegne hænger jakker og skjorter på bøjler. ”Some of it I havn’t even worn yet,” siger han stolt. ”And a lot of it I’ve got for free.”
”Wow, You are really lucky, do you know that?”
Han lægger nakken tilbage og ler. ”Maybe I can get you something too.”
Bijou begynder ivrigt at hive diverse ting ned fra bøjlestængerne og løfte lågene af skotøjsæskerne. Diverse beklædningsdele, accessories og sko bliver stukket i favnen på mig. Labels som Prada, Lanvin, Jonathan Saunders, Gucci og Bottega Veneta danser for mine øjne, og jeg kan ikke lade være med at stryge fingrene over de lækre materialer. Silke, kashmir, lammeskind, åleskind, krokodilleskind og et eller andet metallic påhit, der pryder en habitjakke fra Dolce&Gabbana, som jeg ikke helt kan definere. Bijou tager jakken ud af hånden på mig: ”There's only four pieces of this one in the entire world ,” siger han med kærlighed i stemmen. Han mønstrer ivrigt sit blik på mig. ”You should try it on!”Ærmerne er alt for lange, og jeg kan ikke komme uden om den kendsgerning, at det er en herrejakke, men jeg må tilkendegive, at jeg nok aldrig før har haft så dyr en beklædningsdel hængende på skuldrene.
“It looks so hot on you!” griner Bijou og omfavner mig for nok sådan cirka syvende gang i løbet af aftenen. Det begynder helt ærligt at være mig lidt for meget, og jeg sværger, at jeg følte hans hånd lidt for langt nede over lænden denne gang. Jeg trækker mig hurtigt væk. ”Well, thanks for the view!” udbryder jeg med et toneleje over mit normale.
Bijou er ikke bøsse, selvom man nok umiddelbart skulle tro det - hans profession taget i betragtning. Jeg har ellers altid ønsket mig en af de der bøssevenner. En som deler min interesse for fashion og fyre uden tøj på, og som vil se tøsefilm med mig om søndagen, uden at jeg konstant skal bekymre mig om, hvor hans fingre er på vej hen under tæppet. Jeg havde nok håbet lidt på, at jeg kunne placere Bijou i denne rolle, men det er han vist ikke helt tilfreds med.
Minutter senere sætter vi os tilbage i den alt for bløde lædersofa. Bijou har smækket et eller andet blidt instrumentalt musik på anlægget. Jeg forestiller mig, at det nok kunne være romantisk, hvis man var til den slags. Han spørger mig, om han må byde på en kop kaffe, men jeg takker nej, jeg drikker ikke kaffe. Te? Nej tak, jeg skal nok snart til at hjem. Han lader som om han ikke hører mig. Mumler et eller andet om en lille kop og går derefter ud og tænder for elkedelen. Vent - har jeg ingen gennemslagskraft overhovedet?
Jeg bor i den anden ende af London - hvis jeg misser det sidste tog, skal jeg tage bussen hjem, og det tager så afskyeligt lang tid. Èn kop te og så er jeg smuttet - dét lover jeg mig selv.
Jeg påbegynder en fortælling om mine danske favoritdesignere til ære for Bijou - mest af alt for at lede hans tanker hen på noget andet end mig. Men lige pludselig finder han en voldsom trang til at komplimentere alt ved min kropsbygning, og det gør mig lettere utilpas. Faktisk virker det ikke rigtigt som om, han lytter til det, jeg siger, og pludselig vælger han at bryde ind i min talestrøm. ”Wait… Did your eyes just change?
“Huh?”
“The colour of your eyes… It’s like… Sometimes it changes. They have this flick of something, and it’s teasing me. I’m trying to figure out what they are really like.”
“Eh… I think they’re just blue.”
Han flytter på sig en smule tættere på mig. Bevægelsen er utålmodig, ja, nærmest drastisk. ”Do you have people with my eye colour in Denmark?”
“Sure.”
“But not quite as dark as these?” Han smiler og ser mig dybt og insisterende ind i øjnene.
“I think so. Haven’t really noticed.”
“Have you ever kissed a guy who wasn’t Danish before?”
”Sure.”
Bijou ser sit snit til at rykke sig endnu tættere på. "But have you ever kissed a guy like ME before?” spørger han med et spændingsfuldt udtryk.
”You meen like someone in his 30’s?”
”I’m 28!”
”Oh…”
Bijou slår en latter op og siger, at jeg er fjollet. Så giver mig omfavnelse nummer én-gang-for-meget.
”Whoa, what’s with the hugging?!” spørger jeg og skubber ham væk.
Han kigger en smule mærkværdigt på mig. Fornærmet måske. ”Don’t you like it?”
”Not really…”
”Why not?”
Jeg overvejer om jeg skal fortælle ham, at hans berøring er så omklamrende, at jeg faktisk begynder at frastødes af den, men beslutter mig for at give ham den milde begrundelse, for at undgå at såre hans følelser: ”Well, in Denmark people don’t really hug each other that much,” forklarer jeg med den mest overbevisende pædagogstemme, som jeg kan fremtrylle på talebåndet. ”We only hug when we say hello or goodbye to close friends. Nothing else than that. I’m not really used to all that body contact…”
”Arh, don’t worry about that.” Bijou smiler. ”Just because that’s what you do in Denmark, it doesn’t mean you have to hold on to your bad habits when you’re in London. This could be an opportunity for you to change who you used to be!” Han stryger mig op ad armen med fingerspidserne. “Just let go."
Nej jeg vil ej, og hvad mener han med mine bad habits? Hvorfor kan han ikke se, at det er ham, der har et alt for stort behov for kropskontakt? Jeg når ikke at reagere på mine følelser, før Bijous kropsholdning pludselig tager form i en efterhånden velkendt fordrejning. Åh-åh, hvad er det jeg fornemmer? Er en ny omfavnelse på vej?!
”STOP. I’m really not attracted to you and I don’t want you to touch me all the time!”
Han ligner en der netop er blevet slået oven i hovedet med en sko. Prada, eventuelt. Jeg er bange for, at der ikke bliver noget gratis designerkluns til mig i denne omgang…
.
No comments:
Post a Comment