Der står en orkide i min vindueskarm

Der står en orkide i min vindueskarm. Og dét til trods for, at jeg slet ikke bryder mig om orkideer (jeg holder ikke noget imod blomster generelt). Det var en vi-faldt-lige-over-den-her-på-vejen-gave fra mine forældre, da de for snart fire måneder siden drog fra Vendsyssel til København på visit. Dengang takkede jeg, som man nu gør i sådanne situationer, og slog det ellers hen med en skuldertrækning – fra et historisk perspektiv vidste jeg, at den slags subtropiske påhit alligevel ikke holder mere end en uge i min varetægt.

Jeg var nogenlunde lige så gal på den som da trojanerne lod en stor træhest hale ind gennem byporten. Fire måneder senere stod planterigets egen Medusa stadig med oprejste pander i min vindueskarm – til trods for at jeg på intet tispunkt havde ulejliget mig med at væde rødderne (det plejer jo alligevel at komme ud på ét). Dette affødte en hel del forundring og med tiden også mistro overfor plantens ægthed. Der var noget slemt bedragerisk over den måde, hvorpå den fuldstændigt upåvirket holdt stængerne udstrakt. Derfor greb jeg en dag (dels af mistro, dels af kedsomhed) en saks og klippede en lille tak af det grønne blad for at studere dets indre anatomi. Herefter var der ingen tvivl: plantens ægthed kunne ikke betvivles. Og så kan man jo sige, at jeg havde fået, hvad jeg kom efter, men det ene fører jo til det andet, og før nogen kunne nå at sige hit me baby one more time, var hele bladet beskåret som et palmeblad. Den første blomst er netop faldet.

Jeg sidder ved arbejdsbordet under vinduet og betragter kræets stumme forfald. Egentlig sidder jeg med en skriveopgave, men i løbet af de sidste tre timer, har jeg kun tilføjet to ord til dokumentet. Og det er ikke engang fordi, disse ord skal indgå i teksten, men fordi jeg måtte hente hjælp i Words stavekontrol, før jeg nedskriblede ordene i en sms til en person, som jeg helst ikke vil lave stavefejl overfor. Udenfor larmer de evigt fredsspolerende håndværkere, så et postkort ind imellem ryger af tavlen, men nu har spektaklet efterhånden stået på så længe, at det føles som om, det blot er blevet soundtracket til mit københavnerliv.

Slænget har i øvrigt fået et nyt medlem. Han ser voldsomt kriminel ud. Jeg siger ikke, at han er det. Blot at han ligner én, der er. Det er noget med udstrålingen (men det understøttes selvfølgelig af hans kronragede isse og teardrop tattoo). Han har svævet rundt på en lift i min baggård i tre dage nu. Vi får jævnligt øjenkontakt. At kalde det akavet ville være en underdrivelse, for dét stadie er for længst passeret. Jeg tror, han tror, at jeg kigger på ham. Men det gør jeg overhovedet ikke - Jeg kigger på orkideen i min vinduskarm. Flere gange har jeg forsøgt at flytte arbejdspladsen væk fra vinduet og over i sengen. Men det ender enten med, at jeg kommer til at onanere eller sove i stedet for. #overspringshandlinger.

Jeg går ud i køkkenet for at koge dagens tredje kande kaffe og falder næsten over posen med køkkenskraldet, der i øvrigt ligner noget, der er på nippet til at gylpe ud over sig selv. Da jeg lidt efter skubber døren op til baggården, drysser det ned med lysegrå cementflager fra et sted ovenfra, så jeg står et øjeblik og venter på et midlertidigt ophør. Så skæver jeg op, for at sikre mig, at arbejdet for en kort stund er indstillet. Han har bar overkrop. Jeg fortsætter over mod containerne.

Da jeg atter sætter mig ind til arbejdsbordet, erfarer jeg, at han gået i gang med at bearbejde murstykket lige ovenfor mit vindue, hvilket betyder, at hans skridt er placeret midt i mit åsyn #convenient. Jeg sidder og kigger lidt frimodigt, indtil liften bevæger sig nedad, så vores ansigter falder på samme niveau. Han begynder at slibe på mit vindues udvendige karm. Der er ikke andet end en beskidt rude imellem os. Jeg tager en anspændt slurk af kaffen og tvinger mig selv til at stirre stift ind i skærmens pixels, der samler sig i lyse pletter for mit blik, imens jeg messer ordene: lad-være-med-at-kigge-lad være-med-at-kigge... Mine håndflader sveder. Finder jeg ham en lille smule tiltalende? Har jeg virkelig opholdt mig indendørs så længe?

I samme sekund banker det på ruden, og det giver et sæt i min krop på nogenlunde samme måde, som når en kat udsættes for vand. Jeg springer op fra stolen og slår vinduet op. Pis – Hej.

Han stikker næsen indenfor. Skal jeg vente med det her? Hvis nu du sidder og skriver opgave?

Jeg har lyst til at træde et skridt tilbage, men er låst fast af hans indtrængende blik. Jeg blinker en enkelt gang med øjnene. Hårdt.  Øh - altså det behøver du ikk’. For det generer mig faktisk overhovedet ikk’. Og hvis det generede mig, kunne jeg bare sætte mig et andet sted hen. Men det gør det ikk’, så det skal du ikk’ tænke på.

Okay. Han smiler bredt og trækker næsen til sig - Jeg er nok også færdig om ti minutter.

Jeg rykker hurtigt vinduet til mig og slår hånden for panden, men så kommer jeg i tanke om, at han stadig kan se mig – goddammit. Hvis nogen spørger, residerer jeg på en café nede ved Nørrebros Rundel resten af dagen!

Emily i verden - Hygger bare

Split (Kroatien) var sådan set fin nok - God stemning og fine strande. Men jeg må have haft noget dårlig karma dér fra mit tidligere liv, for 2 gange på samme dag, endte jeg i sådan nogle lidt øv-situationer - Først, da jeg helt uskyldigt går og betragter byen, og et par drenge kommer cyklende forbi mig og tager mig på brysterne. Senere, da jeg sidder og smører mig ind i solcreme, og en meget tyk og behåret kroatisk mand henvender sig til mig og peger på min solcreme. Jeg kan ikke tegnsprog, men jeg går ud fra at det betyder at han gerne vil låne den, så jeg smiler og nikker. Til min overraskelse vender han rykken til mig og gør tegn til at jeg skal smøre ham ind. I situationen virker det på en måde mere akavet at sige nej, så jeg ender med at give Kroatierfar den helt store tur, lige der midt på stranden i Split. 

Så jeg sagde farvel til mine Aussie venner og tog færgen til Hvar, som er en ø helt syd i Kroatien. Dejlig ø, med flotte udsiger. Her var jeg på en bytur der endte med natbadning og solopgang på toppen af et bjerg med en Canadisk og en Amerikansk fyr jeg tilfældigt mødte.

Den Amerikanske fyr, Lex på 19 år, rejste jeg videre med. Han mistede noget af sin finger i en vaskemaskine ulykke da han var lille, og hans mor havde i den forbindelse vundet en sagsøgnings sag, det er de penge han rejser rundt for. Han er super fin, men han er ligeså impulsiv som jeg, hvilket resulterede i at vi var ved at stå af bussen ude i ingenting, imellem Kroatien og Bosnien. Vi blev begge grebet af hvor smukt der var, og bad buschaufføren om at stoppe. Heldigvis var det en voksen og ansvarlig buschauffør, som fik os til at indse, at det var en dum idé at stå af ude i midten af ingenting for at vente et døgn på næste bus. 

Vi ankom til Bosnien ret sent om aftenen og havde ikke undersøgt hostels i forvejen, men vores redning skulle blive en bosnisk dame som tilbød at vi kunne sove hos hende for 7 euro. Så det gjorde vi! - sammen med en japansk mand der åbenbart havde fået samme tilbud. Den nat blev jeg vækket af japaneren der snakkede i søvne. 

Mostar (I Bosnien Herzegovina) er den mest fantastiske by jeg nogensinde har været i! Mega smuk, og samtidig kan man stadig mærke krigen der. Da jeg var inde og udforske en gammel bombet bank, faldt jeg i snak med en ex soldat, han fortalte mig en masse historier fra krigen og viste mig sine dertilhørende ar. Bosnierne er enormt venlige og åbne! Han var godt nok alkoholiker, men han var venligere end andre alkoholikere med andre nationaliteter. Jeg tilbragte også en eftermiddag med en lille mand der sad på gaden og lavede ting af kobber, vi drak the og spiste kirsbær.

Vi på guidet tur rundt i Herzegovina. Vi så en masse spændende ting, men vigtigst af alt fik jeg opfyldt mit ønske om at bade i et vandfald. - Det er faktisk slet ikke så romantisk i virkeligheden, for vandet ved vandfald er meget koldere end alt andet vand i verden. Nu mangler jeg bare at ride på en hest, for at gøre min rejse fuldendt! 

I går forlod jeg Lex, og begav mig ud på en 8 timers bustur til Montenegro, en by der hedder Kotor. I bussen mødte jeg 2 irske piger, som jeg har linket lidt op med. Kotor er omringet af bjerge, og er helt fantastisk smuk, men det hostel jeg bor på er lidt specielt. Udover at være ret beskidt, bor jeg på værelse med en MEGET overvægtig mand, som bare ligger i sin seng og hver 5 minut ruller han rundt og sprayer han sine knæhaser og sine fødder med axe. 

Jeg håber i har det lige så dejligt som jeg! 

Mostar, Bosnia and herzegovina

Lex hygger på færgen

Guided tur i Herzegovina - med numse

Sniper buiding i Mostar, Bosnia and Herzegovina

Min Bosniske homie, der laver ting at kobber