Jeg ved ikke hvad klokken er, men jeg har på fornemmelsen, at jeg lige nu ikke er det sted, hvor jeg burde være. Min mobil, mit lige nu eneste ur, hvor er den? Jeg klapper undersøgende hen over det fugtige gulvtæppe med hænderne, mens jeg flytter vægten til den ene halvdel af kroppen, så jeg kan løfte mig en anelse og konstatere, om den er under mig. Kontaktlinserne sidder helt forkert i mine øjne, og gør mig mere blind, end hvis de slet ikke havde været der. Hvorfor fanden har jeg ikke taget dem ud, inden jeg faldt i søvn? Kører en hånd hen over lagnet, hvor jeg har sovet. Det er varmt. Her er den.
”Hi, uhm… It’s Simone… I’m fine, uhm… I’m sort of calling to say, that I’m not coming to work today... Or… Well, actually it’s because I quit… Yeah, uhm… It didn’t really seem like the right job for me…” Jeg lægger på. Har egentlig vidst i nogle dage, at jeg ville sige op. Jeg ventede bare på det rigtige tidspunkt.
Mit hoved får lov at hvile lidt på sengekanten. Jeg kan ikke finde ud af, om jeg lige nu føler mig lettet eller fortabt, om det her er en oprejsning eller en form for mentalt breakdown. Min mave føles ikke helt okay, men det er muligvis på grund af den alkoholindtagelse, der fandt sted for nogle få timer og en hukommelse siden.
Hvor var jeg også på vej hen? Op ad trapperne, ned ad trapperne, rundt om bordene og ”would you like some extra parmesan cheese for your pasta, Sir?” What the fuck, hvem fanden gider spilde sin tid på noget så meningsløst? Slå øjnene op for første gang på sit dødsleje med den konstatering, at man faktisk ikke har udrettet en skid i sit liv. Ikke skabt sig nogen awesome karriere, ikke udgivet nogen bog, ikke været på nogen jordomrejse, eller som det mindste nået over femhundrede venner på Facebook…. Whatevs... Jeg har bare altid haft en følelse af, at jeg bør udrette et eller andet. Det er dog muligt, at jeg lige nu har glemt, hvad det er. Faktisk har jeg det som om, at enhver tanke, der nogensinde er løbet gennem mit hoved, er gået tabt i glemsel. Eller aldrig har eksisteret. Som om intet som helst, der er hændt i fortiden, har noget som helst at gøre med min nuværende situation. Hvordan kan det være, at vores liv aldrig udarter sig på den måde, vi havde forestillet os?
Telefonen ringer. Det er dem, der er derhjemme. De synger, de ønsker mig tillykke med fødselsdagen. Siger en helt masse andet og spørger med interesse, hvad jeg skal lave i dag. Jeg ved det ikke, har ikke gjort mig nogen overvejelser. Måske jeg har lyst til at gå udenfor. Gå en tur. Bare gå. Har jeg brug for et mål? Har jeg overhovedet lyst til at vide, hvor jeg ender?
Himlen er kølig, diset og som altid hemmelighedsfuld. Det kunne begynde at regne, men man ved aldrig. Vejret her i England er altid så uforudsigeligt. Jeg beslutter mig for at lade uvisheden komme mig til gode. Jeg mener; er det trods alt ikke uvisheden, der giver tilværelsen spænding? En dag vil jeg måske kende nogle af svarene frem for at stille spørgsmålene. Indtil da vil jeg altid have London…
.
No comments:
Post a Comment