I mit frådende øjeblik bliver jeg distraheret af en ung gut ved min venstre side, der enten fryser rigtig meget eller prøver at få min opmærksomhed ved at sige som et brunstigt klovdyr, mens han gnubber sig selv ihærdigt op ad armene. Da det ikke er videre virkningsfuldt, skrider han til en mere direkte handling og spørger ligeud: ”Don’t you think it’s cold?”
Jeg nikker, imens jeg koncentrerer mig om ikke at åbne munden. Dette er ikke et øjeblik, hvor jeg har behov for at småsnakke. Jeg har egentlig bare lyst til at være mig selv. Men London er fyldt med freaky mennesker, der søger nogen at genere. Oftest er det sydlandske mænd hvis hormonsystem bringes til overbalance, når de ser en skandinavisk udseende pige. Jeg må dog indrømme, at der er noget ved denne mørke gut, der synes anderledes. En så klar sårbarhed forplantet i blikket, som får mig til at føle, at jeg kan se lige ind i ham, og at han ikke kunne sige et eneste usandt ord, uden at jeg med det samme ville gennemskue ham. Jeg vælger derfor at tro på ham, da han fortæller mig, at han selv lige er flyttet til London og leder efter nye venskaber. Jeg ved ikke om det er fordi beruselsen endnu hænger mig om hovedet, at jeg føler mig ramt af hans ord. Venskaber har jeg endnu ikke for mange af i den her ellers så tæt befolkede by. Gutten fortæller, at han kommer fra Indien, at hans navn er Chinmoy, og før jeg ved af det, befinder jeg mig i en situation, hvor han er godt i gang med at give mig hele beretningen om forholdet til ekskæresten, og hvor jeg faktisk sidder og lytter.
Chinmoys kæreste slog op med ham for otte måneder siden, da hun besluttede at forlade Indien og rejse til London for at prøve et nyt liv. Dette skulle blive enden på et to år langt forhold. Et forhold, som Chinmoy tydeligvis ikke har givet slip på endnu.
De var hinandens første rigtige kærester. Han var dengang tyve år og it-studerende. Hun var seksten år og havde hang til digtskrivning. Deres forhold var lige så passioneret som ting jo ofte er, når de sker for første gang, og man er ung og en naiv og tror på uendeligheden. En fremtid som ægtefæller var engang et fælles ønske for dem begge.
Min bus ankommer. Eller det er åbenbart vores begges bus. Vi rejser os op fra siddepladsen på soklen og stiger på. Natbusserne fra Oxford Street er altid rimelig crowded på denne tid af døgnet, så vi må stå op, mens vi holder fast i støttestolperne. Chinmoy fortsætter historien. Normalt tager jeg afstand til disse følelsesmæssige vulgariteter fra mennesker, jeg ikke kender. Måske fordi den andens ukontrol skræmmer mig en anelse. Men denne gang har jeg undladt flugtforsøget og i stedet givet efter.
Situationen havde taget en helt anden drejning den dag, hans kæreste havde indset, at kærligheden ikke var nok. Hun ville have mere, og valgte derfor at flytte til London og bryde deres forhold. Otte måneder er efterfølgende gået, og han havde nok et eller andet sted altid regnet med, at hun ville komme tilbage til ham, men han har ikke set hende siden den dag, hun rejste. Det vil sige: Lige indtil i dag, hvor han pludselig selv befinder sig i London, og besluttede sig for lægge en uanmeldt visit på den Café hvor hun nu arbejder. Chinmoy selv siger, at han er kommet til London for at studere, men blikket i hans øjne vidner om, at det i inderst inde er mission vil-have-min-eks-tilbage, der har bragt ham til byen.
Den arme pige var totalt uforberedt på hans pludselige tilstedeværelse. Lykkelig var han, da hun faldt ham om halsen i glæde over det uventede gensyn. Forvirret var han, da hun bagefter fortalte ham, at hun havde fundet sig en ny kæreste her i London.
 |
| Pic @ Fabrice Lachant |
”So… You believe in The One?”
”Yes.”
Jeg nikker og lader selv blikket vandre ud af vinduet. Den er svær at diskutere. Jeg kunne komme med utallige eksempler på folk, der lever et helt liv uden nogensinde at møde den eneste ene. Jeg kunne også fortælle ham, at det statistisk er umuligt, fordi der simpelthen er flere mænd på kloden end kvinder. (Homoseksualitet strider måske alligevel ikke mod naturens love, som nogle vil påstå. Måske er det blot en form for menneskelig tilpasning, så vi alle kan finde os en mage?) Men troen på den eneste ene har i bund og grund intet med statistik og logik at gøre. Enten så tror man på det, eller også gør man ikke. Jeg gør ikke.
Vi er begge tavse et øjeblik, og så begynder Chinmoy at fortælle mig, at de i skolen engang lærte ham, at man i danske hjem både har en hane til vand og en, hvor der kommer mælk ud af. Det passer ikke, siger jeg. Han kigger eftertænksomt på mig. ”Maybe they had it a long time ago…”
Vi står af bussen ved endestationen. Jeg bor i området, men han skal med en anden bus videre. Jeg gør tegn til at tage afsked, men han spørger mig, om jeg ikke vil vente sammen med ham, til hans bus kommer. Der går en håndfuld minutter. Vi udveksler numre, jeg fyrrer en af de der klassiske ”husk nu at der er andre fisk i havet”-sætninger af. Giver ham et hurtigt knus og siger farvel.
Jeg begynder at stavre hjemad på mine brugte fødder. Det vil sige; lige indtil det går op for mig, at jeg ikke ved hvilken vej der er hjem. Fluks må jeg lave et retningsskift til venstre og vakler ind på en tilfældig chicken grillbiks, hvor tre-fire mørkhudede mænd arbejder bag disken på fuldt tryk, selvom der kun er én kunde at finde i biksen. En noget fordrukken ung mand, der har valgt at hvile sin pande på disken foran ham. Han kan næppe have nogen stor appetit, men måske har han i sin brandert fejlbedømt sin trang til fast food og er gået lidt over gevind i bestillingerne, who knows … Jeg stopper op cirka midt på gulvet og udbryder ud i rummet: ”Can anybody tell me the direction to Park Avenue?!”
Jeg havde egentlig forventet at få et svar serveret nogenlunde før, jeg kunne nå at vente på det, men mændene bag disken nikker blot med hovederne, op og ned, mens de kigger på mig med et smørret grin. Retarderet… Så er det, at den fordrukne fyr alligevel viser sig at være den mest reaktive af de tilstedeværende. Han løfter hovedet og ser på mig med ufokuserede øjne. Peger med den ene arm, mens han forklarer mig hvilken retning jeg skal gå i. Fuld, men bestemt ikke ubrugelig. Jeg takker og går.
Gaden er underligt mennesketom, men på vejen kører bilerne hyppigt forbi. Flere af dem dytter med hornet, hvorefter de, idet de passerer, sænker farten helt i bund og vender sig i førersædet i et forsøg på at skabe øjenkontakt. Jeg finder det en anelse ubehageligt og prøver at se den anden vej, selvom jeg samtidigt føler mig draget til at kigge. Kan alligevel ikke lade være med at finde det lidt komisk, at jeg lige har stået ved et busstoppested og holdt en 23årig fyr ved selskab, fordi han ikke turde vente på bussen alene, selvom der var adskillige andre ventende mennesker ved samme stop. Få minutter efter går jeg her. Ung blond og alene i et af Londons mange lumre kvarterer, mens unge og gamle mænd dytter og sender mig skumle blikke bag deres halvtonede ruder.
Senere samme nat, da jeg omsider ligger i min seng, brummer min telefon. Det er Chinmoy der er aktuel med en sms. Om jeg er vågen og om jeg har lyst til at snakke? Jeg gider ikke, at han skal ringe til mig og undskylder med, at jeg har sat mig for at sove (Og vender atter blikket mod Facebook, der i øjeblikket pryder skærmen på min bærbare. En dårlig vane, jeg har tillagt mig i stunder, hvor jeg kommer sent hjem om natten). Endnu en gang lyden af en brummende telefon... Nu føler Chinmoy sig ensom, kan ikke sove og savner i øvrigt sin eks. Jeg slukker min telefon og smider den ned på gulvet. Nu må det være nok…
Jeg elsker dig indlæg! Og morer mig unaturligt meget i forhold til jeg sidder til svensk forelæsning. du skriver så godt Simone!
ReplyDelete