Rollespil III: De Rødsorte

Tredje del af rollespilsberetningen!

Læs 1. del HER og 2. del HER.

Green Mist og Little Mud Slayer!

”Hver gang jeg siger dit navn, så er det som om, min mund hellere vil sige Little Butt Slayer,” siger jeg til Emily, da vi spankulerer gennem skovens fugtige underlag. Vi er tilbage  i Nibelheim og eftermiddagssolen har gjort træernes skygger lange.

”Shhh.”

”Hvad?”

Jeg fornemmer, at der er noget på færde, da Emily pludselig bøjer i benene, så hun bliver endnu mere usynlig, end hun er i forvejen. Hun gør tegn til Regine og jeg om at følge hendes eksempel, hvilket vi adlyder med forvirring. ”Det er dem,” hvisker hun ivrigt. ”Nakkemassagefyrene...”
Mit blik scanner terrænet, men hele vejen rundt ænser jeg kun skovbundens ujævne overflade, de slanke barkede træer og midt i det hele; tre wannabes i skideposition… Og dér. På en bakketop i et højere plan opdager jeg pludselig en lille forsamling udgjort af fem skikkelser. Det er de to herrer, som vi stiftede bekendtskab med ved spillets begyndelse (nu også refereret til som nakkemassagefyrene). Pudsigt nok er vi ikke stødt på dem før nu. Overfor står tre meget unge knægte, som antageligt kunne gå under generationsbetegnelsen ”tweenies”. Vi kan høre, at de konverserer, men vi er for langt væk til at opsnappe ordene. Derfor maver vi os forsigtigt igennem skovbundens mudrede underlag i et forsøg på at mindske afstanden mellem os og dem. Vi er ikke nået længere end en lanselængde, da de to unge herrer pludselig gør tegn til, at mødet er ophævet, og før vi kan nå at sige hit me baby one more time, har de trukket sig ud af vores synsfelt – forduftet på den anden side af bakken.
Emily er på benene som en haremis. ”Kom!” opfordrer hun. ”Denne gang må ikke slippe væk!”

Stønnende som tre brunstige vædderfår når vi toppen af bakken, men fyrene er selvfølgelig borte for længst. Tilbage står de tre unge tweenies.
”Dem der I lige talte med…” gisper Emily. ”Ved I hvor de gik hen?”

En lille spinkel rødhåret dreng i en alt for tung rustning gør et nonchalant træk på skulderen. ”Ud for at indsamle flere krigere til oprøret, vil jeg da tro…”

”Oprøret?” Jeg måler og vejer den lille kriger med mine øjne. Jeg kan ikke helt afgøre, om han er arrogant eller bare genert. I venstre arm holder han et rødt og sort skjold, som er nogenlunde samme størrelse som han selv. ”Hvem er I egentlig?” spørger jeg nysgerrigt.

”Vi er De Rødsorte.”

”Er det her jeres lejr?” fortsætter Emily.

”Ja, det her er vores len.” (Len er åbenbart rollespilsudtryk for lejr, red.)

”Aha…” Emily nikker, som om det giver mening. ”Og hvad skal man gøre for at komme med i jeres… len?”
”Vi har hindbærsnitter!” tilføjer jeg hurtigt og trækker en lettere beskadiget snitte fra Føtex op af min skuldertaske, som jeg holder frem i strakt arm. ”Den er godt nok ikke så pæn mere…” fortsætter jeg undskyldende.

”I må da gerne være med,” siger den rødhårede kriger med endnu et træk på skulderen. ”I behøver ikke at give os noget for det.”

”Seriøst?” Vi kigger mistroisk på skabningen foran os og derefter på hans to tavse venner, som forsøger vi at vurdere troværdigheden i den netop udtalte sætning, jeg mener; når man sådan har gennemlevet en lang række af afvisninger, kan den mindste smule venlighed virke nærmest overvældende og en smule upålidelig. Da han efterfølgende nikker bekræftende, beslutter vi os for at tage tilbuddet for gode varer og takker ham noget nær tyve gange – bare for at være sikker på, at han forstår vores taknemmelighed. Jeg får næsten dårlig samvittighed overfor den lille gut. Ved han godt, hvad han går ind til? Er han klar over, hvor upopulære vi er i Nibelheim? Ja, han skal nok ikke ligefrem regne med street creds for at hænge ud med os!

Anyway, en chance som denne skal gribes! – Også selvom det måske betyder, at vi må trække vores nye venner med i faldet. Rollespil er tough business, og dette begynder vi at forstå. Da de tre små krigere efterfølgende proklamerer, at de rent faktisk er på vej i krig, responderer vi med nogenlunde samme entusiasme som vores normale jævnaldrende ville respondere på en ny Sex and the City-premiere; vi går amok.

Emily (Little Mud Slayer) og Regine (Dirt Rider) på vej i krig!

Ned ad bakken marcherer tre målrettede drengebørn, og bagefter følger tre hujende piger i den tidlige voksenalder. Vi har ingen idé om, hvor vi er på vej hen, eller hvem vi skal i krig med, men vi svinger vores skumgummivåben gennem luften, imens vi råber; ”YEAH BABY, VI SKAL I KRIG!” Et sjældent syn, vil jeg tro.

Kampråbene indstilles først, da Regine pludselig udbryder: ”Hey, har vi egentlig ikke været her før?”  og jeg stopper brat op, imens mine øjne stiller skarpt på omgivelserne, hvorefter jeg konstaterer: ”Jo sgu, det er da her, Larsianerne bor!”

”Tror I virkelig vi skal i krig med LARSIANERNE?” hviner Regine. ”Hvor cool ville DET ikke lige være?”

Oh yes, vores kampgejst har indtaget hidtil usete højder (selv Braveheart ville være stolt af at have os på holdet), da vi marcherer frem mod Larsianernes lejr, klar til at hævne tabet af vores egoer - Men selvfølgelig fremskrider situationen ikke som forventet.
Til vores forbavselse bliver vi nemlig ikke budt velkommen af den sædvanlige fjendtlighed – tvært imod får vi denne gang lov til at vade direkte ind i lejren. Langsomt går det op for os, at De Rødsorte er allierede med Larsianerne, og da vi nu er medlemmer af De Rødsorte, betyder det da, at vi er det samme? Svaret skal vi ikke vente længe på…

”Hey, hvad laver DE her?!” lyder det arrigt fra den bebumsede teenagedreng, som tidligere på dagen mødte os med en meget ugæstfri opførsel. Vores hjerter stopper ved genkendelsen af hans stemme. Samtlige tilstedeværende krigere vender  nu rundt og stirrer direkte på os, og det går langsomt op for de tre små mus, at de er indbudt til fest hos kattene. Andet når vi ikke at registrere, før hele skaren har dannet en omkreds omkring os. Vores luftrum indsnævres så meget, at vores skælvende skuldre møder hinanden i en trekant. Et svimlende øjeblik er det som om tiden går i stå, og jeg ser mit korte liv som Green Mist passere hen over nethinden. Jeg tror ikke, at det var dette vi forventede, da vi bad om mere integration i spillet. Ikke desto mindre er det nu her vi står; omringet af halvtreds blodtørstige tweenies midt inde i en skov, hvor ingen kan høre os skrige. Kan I forestiller jer noget mere skræmmende? Mine tanker afbrydes, da et skumgummisværd bores ind i min navle.
”Well well well, hvad har så vi her…?”
”Uvelkomne gæster…!”
”Lad os dræbe dem med det samme…!”
”Vi kan også bruge dem som skjold i krigen…?”
”Jeg synes nu, de ser meget søde ud…” – (Sagt af en fjortenårig med lummer stemme).
”En flok skøger…!”

”WTF, han kaldte mig en skøge!” spytter Regine.

Desperationen kravler mig op ad rygsøjlen, og jeg skuer febrilsk ud over de galsindede krigere i håb om at finde hjælp hos vores nye rødsorte venner, men deres små skikkelser er blevet opslugt af massen. I stedet finder jeg en trøstende hånd bag min ryg, og jeg lukker min egen omkring den. Selvom jeg inderst inde godt ved, at dette er en leg, så er den angst jeg føler lige nu overvældende autentisk. Og det er hér - på forstadiet til massakre, at jeg i mængden af fjendtlige ansigter pludselig finder øjenkontakt med de to unge herrer fra tidligere, og jeg synes, at jeg registrerer et lille smil.

”I må ikke slå os ihjel - Vi er sammen med Rødspætterne!” bønfalder en ængstelig Emily.

”Rødskjorterne!” retter Regine.

”Mener I De Rødsorte?” undres en vilkårlig stemme.

”Det er rigtigt nok, de er sammen med mig.” Vores lille ven er pludselig brudt ind i cirklens åbning, og havde jeg haft en hat på hovedet lige nu, så havde jeg taget den af i ærbødighed. Mage til loyalitet skal man lede længe efter! (og selv havde jeg nok valgt at benægte ethvert kendskab til disse tre tåber i fedtefadet). Hans heltemodige indblanding bliver vores billet til overlevelse. De ellers så blodtørstige tweenies beslutter, at vi får lov til at drage med i krig (dog under fordringsfuld overvågning fra alle kanter).

To be continued...