Rollespil II: Mødet med Larsianerne

Regine, Emily og Simone AKA. Dirt Rider, Little Mud Slayer og Green Mist er til rollespil! Læs første del HER. 

Som vilde væsner spredes rollespillerne i alle vindens retninger. Hyler som bavianer, idét de forsvinder i grupper ind mellem træerne, opsluges af mørket. Nogle bliver tilbage i landsbyen. Spillet er i gang, og det lader til, at alle kender deres roller undtagen os. Lidt ubekvemt sætter vi os ned i græsset foran Krathuset for at observere og forsøge at gennemskue, hvad det hele går ud på. Hvem sidder på magten, og hvem er de gode, og hvem er de onde? Og hvilken side er vi på?

Det går op for os, at vi sidder i vejen, da en ung dreng brutalt bliver slæbt ud af Krathuset af tre store vagter. Han slår fra sig med alle legemsdele, mens han sprutter; ”slip mig, I hundehoveder!” og trods vagternes hovmodige overtal har de problemer med at holde ham.

”Det er hvad man får ud af at stjæle fra kromutter!” siger den ene, idet de får bakset ham fra Krathuset og over til fængslet, som består i nogle grene stablet op om et bøgetræ.

”Jamen det var ikke mig!”

”Hold mund!” råber den anden vagt.

Drengen sender en hvid spytklat ud mellem grenene. ”Jeg holder hvad jeg vil, og det bliver IKKE min mund!”

”Nice replik,” fniser Emily, og jeg griner med. Dette lader alligevel til at blive underholdende, og vi beslutter os for at udforske et større areal af Nibelheim. Netop har vi rejst os, da en mindre karavane af adelige gør sin entré i landsbyen. Disse skabninger må være betydningsfulde, for pludselig begynder folk omkring os at knæle. Vi iagttager hele optrinet med måbende mine, indtil det går op for os, at vi er de eneste stående. ”Jeg tror måske vi skal sætte os ned igen,” hvisker Regine.

Frem af karavanen træder en mand klædt i blåt. Han proklamerer med skinger røst: ”Ærede borgere! Det er på tide, at vi bringer lov og orden tilbage i denne by,” Bag ham står en sortklædt bøddel med en økse hvilende over skulderen, samt en præst med bare tæer. ”Så sig mig… Hvor er denne tyv?”

Drengen føres frem i lyset, og denne gang siger han ikke noget. Uden at skænke ham et øjekast råber den blå adelsmand til forsamlingen; ”Denne langfingrede tyv blev denne morgen grebet i at stjæle en flaske brændevin fra kromutter,” og da drengen skal til at protestere, indskyder han: ”Ja, vi har adskillige vidner, har jeg ladet mig fortælle!”
Så vender han sig om og udveksler et par diskrete ord med bødlen, førend han fortsætter: ”Nuvel, vi har i Rådet netop vedtaget en straf, der skal sikre, at denne unge mand ikke besudler vores samfund i fremtiden.” Dette er et stikord til bødlen, og før vi ved af det, er vi vidner til en simuleret fingerlemlæstelse.


Skoven virker gigantisk, nærmest uendelig, da vi senere betræder en vilkårlig sti, som leder os væk fra landsbyen. Over vores hoveder strækker træerne sig op mod himlen, hvor de udfolder sig som store parasoller, der afskærmer solstrålerne. Et sted i det fjerne kan vi høre støj og råb, men lige her er der ikke meget action.
I starten sneg vi os afsted og forventede angreb fra enhver anden, vi mødte på vores vej, men langsomt begynder det at gå op for os, at rollespil går ud på andet end at gå løs på hinanden med skumplade-våben. Til sidst er vi endda blevet så tamme, at vi nikker høfligt og siger ”Vær hilset!” når vi passerer medspillere. Nogle gange svarer de os, andre gange gør de ikke. I det hele taget lader det ikke til, at de andre spillere under os meget opmærksomhed, og det meste af tiden går vi bare rundt for os selv. - ”Jeg tror, jeg har fundet ud af hvis side vi er på,” meddeler Regine.

”Hvis?” spørger jeg nysgerrigt.

”Vores egen…”

Her er Dirt Rider og Little Mud Slayer klar til at deltage i legen.

Her har Dirt Rider og Little Mud Slayer erkendt, at de IKKE er en del af legen.

- Og derfor render vi rundt i skoven og underholder os selv...

”Se mig, jeg fælder et træ med mine falske økse!”

All cops are bastards.

Even warriors have to go sometimes…

Til sidst begynder vi at kede os…

- de indre frustrationer skaber indbyrdes splid i gruppen.

Igennem længere tid har vi bevæget os igennem ingenmandsland eller i hvert fald ingen-mand-i-sigte-land. Vores ben er begyndt at blive trætte, og det mudrede underlag er sivet op igennem lærredet, som vi har beklædt vores gummisko med, og det siger svurp svurp, når vi flytter fødderne. Derfor er vi på sin vis lettede, da vi pludselig befinder os i en større skovåbning, som rummer en resideret lejr. Fire hytter kredser om en stor bålplads, som også er samlingspunkt for en flok rollespillere. Snakken går i et roligt tempo, og det ser ud til at de hygger sig. Vi beslutter os for at gå nærmere…

”STOP!” beordrer en bebumset teenagedreng og afspærrer os vejen med sin overopfedede drengekrop. Han har et spyd i højre hånd. ”Hvad gør I her?”

Jeg bliver straks nervøs: ”Øh… Vi… Vi ville bare lige se, hvad I er for nogle…” og så prøver jeg at smile imødekommende.
”Vi kommer med fred!” indskyder Emily hurtigt.
Jeg nikker overbevisende. ”Øh, såå… Hvad er I for et folk?”

”ET FJENTLIGT FOLK.”

Min underlæbe bævrer, da jeg fremstammer: ”O.K… Øh… Så smutter vi bare igen,” Vi vender os tøvende om og begynder at gå. Først langsomt men så hurtigere og hurtigere, indtil vi stikker i rand. På vej ud af lejeren øjner vi et skilt, hvorpå der står: LARSIANERNE.
”Hvilket latterligt navn…” deklarerer Regine.

Efter tre timer i skoven har vi stadig ikke fundet vores kald i denne verden, og vi har ikke flere metalmønter, for dem har vi opbrugt på rullepølsemadder i Krathuset, da vi ikke kunne finde andre måder at integrere os i legen på. Det er som om, at der ikke er nogen, der tager os seriøst. Selv kromutter kiggede underligt på os, da vi fremstrakte mønterne og sagde, at vi gerne ville købe rullepølsemadder. Og her stod vi ellers og var klar på det hele! – fra blodige slåskampe til snedig spionage til nakkemassage. Og vi har endnu ikke set så meget som én eneste ork – Men så har vi til gengæld oplevet den ypperste form for psykisk mobning: Ignorancen. Rollespil sucks.

Førend vi går ud af vores gode skind for anden gang i dag (første gang var da vi måtte smide vores grønne ham), beslutter vi os for at gøre noget så drastisk som at forlade spillet. Vi har simpelthen behov for et øjebliks distance, så vi kan gendanne overblikket og lægge ny strategi.  Derfor sniger vi os usete tilbage af skovstien og op til pladsen, hvor skodaen holder parkeret.


Vi finder en Føtex mindre end to minutters kørsel fra Nibelheim (hvilket siger noget om kædens udbredelse i Midgård). I fuld udklædning og med gennemvædede fødder vader vi alle tre ind i butikken under skævende blikke fra Her og Fru Danmark - Vi kunne ikke være mere ligeglade. En af os griber en indkøbskurv i forbifarten, og straks begynder vi at hive ned fra hylderne; kakao, bananer, mælkesnitter… Vi har ikke nogen indkøbsliste, vi er udelukket drevet af vores lyster. På midtertorvet falder jeg over et kagemarked, hvor diverse herligheder kan købes for en femmer stykket, og beslutter mig for at drukne nederlaget i kagespisning; hindbærsnitter, æblekager og chokolademuffins bliver tilføjet til indkøbskurven. Jeg køber endda et par ekstra kager med, som jeg har tænkt mig at videresælge i Nibelheim til overpris. 

Ude på parkeringspladsen finder vi et afsides hjørne, hvor vi uforstyrret kan fråde vores mælkesnitter og bearbejde de sidste timers ydmygelser. Der var nok ikke nogen, der havde forudset, at rollespil rummer en verden så barsk, jeg mener; er det ikke ment som et sted, hvor outsidere kan samles og søge den anerkendelse, de ikke finder i den virkelige verden? Well, i så fald må vi se i øjnene, at ikke engang outsiderne vil have os. Dette er dårligt nyt for vores selvopfattelse.
”Men vi kan jo heller ikke bare vade ind i spillet og tro, at vi ejer det hele,” siger Regine. ”Nogle af de rollespillere har sikkert kæmpet flere år for at opnå den status, de har den dag idag.”
Emily nikker, og jeg er ved at kvæles i min mælkesnitte ”Nogen der vil have resten?” spørger jeg kvalmt og rækker stumpen over mod de to andre. Begge ryster afstandstagende på hovedet.
”Måske vi bare skulle køre hjem,” sukker jeg. ”Vi kan lave popcorn og se Role Models på dvd’en?”
Jeg får intet svar. Vi sidder bare et øjeblik i tavshed og stirrer tomt ud i luften, mens vi lytter til lyden af mine smask, da jeg alligevel fortærer resterne af mælkesnitten.

”Nej,” siger Emily så med beslutsomhed i stemmen. ”Nu kører vi tilbage til Nibelheim, og så giver vi det sgu en sidste chance.”

Og det gør vi så.

Læs 3. del HER