Killing Time

Uden at flytte blikket sætter jeg mig, strækker benene og lægger ryggen ned mod det glatte trægulv. Jeg retter lidt på sweateren. Hundekiksen, som jeg har knuget i min hånd, placerer jeg på maven et lille stykke over navlen.

Malthe iagttager fra en afstand af to meter. Så opmærksomt at kroppen sitrer, så fremadrettet at den magre hunderumpe næsten mister forbindelsen til gulvbrædderne. Savlet løber fra gummerne. Han sukker utålmodigt.

Bliv siddende, advarer jeg.

Min vejrtrækning er afmålt, og min brystkasse hæver og sænker sig kun knapt. Jeg gør mig umage for ikke at miste hans fokus. Så kører jeg øjenlågene ned, langsomt, så jeg til sidst kun kan se ham utydeligt gennem vipperne.

Striben af lys forsvinder, og i et stakket øjeblik besidder jeg følelsen af kontrol, men følelsen forsvinder i det følgende, da kejtede hundepoter tripper ivrigt hen over gulvbrædderne. Mine øjne spærres op.

Malthe! udbryder jeg med iørefaldende skuffelse og fatter kiksen, før han kan sætte tænderne i den. Savlet er fuldt efter ham i en tråd hen over gulvet, som er fortsat op over min sweater.

Med kantede bevægelser kommer jeg op på albuerne. Du skal først spise godbidden, når du er sikker på, at jeg sover.

Han lægger hovedet på skrå. Jamen, sov du da ikke?

Nej, hvorfor troede du dog det?

Du lukkede jo øjnene.

JA, nærmest råber jeg, idét jeg kaster nakken tilbage. Men sover du måske så snart du lukker dine øjne? Nej, vel…? Som regel går der lige et par minutter. Opgivende lader jeg skuldrende falde. Sig mig, kan du virkelig ikke huske, hvad signalet er?

Han siger intet, men ligner et puslespil af tusind brikker, der netop er tømt ud af kassen.

Når jeg snorker, Malthe! Når jeg snorker!

I det samme slentrer Luffe forbi – Bagefter kan du jo forklare ham, hvorfor det er nytteløst at jagte sin egen hale, fnyser han, hvilket straks giver mig dårlig samvittighed, for Luffe har altid været lidt hård ved Malthe, og jeg vil så nødigt signalere, at det er acceptabelt.

Bland dig udenom, Luffe, siger jeg og sender ham et Blik, imens Malthe, der tilsyneladende ikke bed mærke i fornærmelsen, springer begejstret frem mod den lodne dødbider med logrende hale og et imødekommende snudepuf. Katten flygter i foragt.

Jeg tilbageerobrer hundens opmærksomhed ved at huske ham på hundekiksen i min højre hånd. Genopdagelsen af dens eksistens fremkalder endnu mere begejstring, men før han mister besindelsen i en opadgående spiral af ellevildelse, siger jeg: Sit, og han adlyder - om end med anstrengelse.

Ærlig talt, siger jeg, da han er faldet lidt til ro - så er det mig en gåde, at du er så vild med hundekiks. Jeg studerer skeptisk den lille gnalling mellem to fingre. Da jeg var barn, fik min mor mig til at spise en af disse, fordi hun forsikrede mig om, at det var helt ufarligt og desuden ganske almindeligt blandt børn i Afrika. Jeg ved ikke, om hun havde ret i den sidste påstand, men hun havde formentligt i den første. Alligevel er ”harmløs” langt fra synonymt med ”velsmagende”.


Nå. Er du klar igen? spørger jeg og indtager på ny den vandrette position med hundekiksen på maven.

Denne gang bliver Malthe tålmodigt siddende, selvom mine øjne lukker sig. Ja, faktisk bliver han siddende helt indtil (men så hellere ikke længere end…) det første grynt af min simulerede snorken. Den er for ham som et startskud til et kapløb med tiden hen over det glatte trægulv.

Meget bedre end sidste gang, siger jeg og klapper ham på hovedet, imens han tygger i triumf. Men næste gang skal du altså huske, at du skal liste. Du ved… ellers vækker du mig jo.

Harkensind #2

Mit 2013 blev indledt med influenzarelateret feberlidelse og gyselige hyldebærsfarvede tænder, hvilket jeg anser for en taktisk smart start på året, for det betyder, at standarden er sat rimelig lavt, og at der ikke er så meget at leve op til resten af året. Og heldigvis er jeg hjemme hos mine forældre og deres fyldte maddepoter - At gå de 500 meter ned til Netto på Hillerødgade havde været en umulig bedrift i min tilstand.

Jeg ligger på sofaen i min krops fulde længde presset ind mod ryglænet. Det er den eneste måde, hvorpå der kan være plads til Luffe, mine forældres pletvis skallede kat, som er krøllet sammen ved min side. Selvom han nødigt vil indrømme det, kan han meget godt lide mit selskab. Han knurrer veltilpas i sin halvvågne tilstand, idet jeg trækker ham blidt i øret. Jeg ved lige præcis, hvor langt jeg kan gå, før den veltilpasse knurren udskiftes med en ildevarslende af slagsen.

Luffe har de vildeste kropskomplekser. Dødsens være den, der lægger hånd på hans hale. Eller hans mave. Ja, jeg ved godt, at det ikke er unormalt, at være selvbevidst omkring løst maveskind, og hvis jeg er gået lidt for grovt til den brune sovs og kartoflerne, kan jeg godt gå hen og blive en smule ømtålelig omkring min egen madbaby. Katte kan åbenbart have det på samme måde.

Det bliver endnu værre, hvis man rører ved hans poter. Et let håndstrejf over forpoterne kan han ind imellem tolerere, hvis han er i godt humør, men bagpoterne(!): dem skal man ikke pille ved. Jeg ved ikke, om det er fordi, han er ekstremt kilden. Jeg er selv ret kilden under fødderne, nu jeg tænker over det, og jeg kan selvfølgelig godt blive arrig, hvis jeg gentagne gange pirres. Alligevel kunne jeg ikke finde på at gøre det, som Luffe gør: Hans udstrakte forpotekløer hager sig fast i håndryggens sparsomme kød, så en tilbagetrækning umuliggøres. Og så bruger han ellers bagpoterne til at kradse med. De cykler simpelthen derudaf. Nogle gange bider han også. Hvis det er på samme måde, han behandler musene ude i marken, så har jeg næsten ondt af dem. Den eneste del af Luffe, man må have lov til at røre ved, er hans hoved.

Hans plettede skaldethed er desuden et resultat af hans upraktiske hårlængde, hans vanskelige temperament og min fars utålmodighed. Uundgåelige sammenfiltninger gør simpelthen Luffe til en omvandrende avl af dreadlocks. At gå til værks med en saks har vist sig at være en langvarig og smertefuld proces for alle involverede parter, så nu bruger min far og Luffe den samme trimmer. Resultatet er en bespottelse af skønheden, men det kan Luffe jo ikke vide – Ja, det er heldigt, at huset ikke har spejle i hans øjenhøjde.

Vi har ligget i den samme stilling i varigheden af en hel Twilight-film (nogle gange skal elendighed bekæmpes med mere af slagsen). Luffe er tilsyneladende ikke generet, men pladsmæssigt har han også trukket det lange lod. På grund af ham, ligger jeg ret ubekvemt.

Utålmodigheden indtræffer.

Go’dav Luffe, siger jeg og giver hans forpote et lille let håndtryk. Jeg ved jo godt, at han hader det, men handlingen virker bare så uskyldig i teorien. Han slår irriteret med halen, men ellers er reaktionen udeblivende.

Go’dav Luffe. Jeg giver poten endnu et klem. Så drejer han hovedet og kigger på mig med øjne, der ligner nedadbuende appelsinbåde. Du leger med ilden, siger han.

Ja, jeg ved godt, at legen burde stoppe hér. Alligevel kan jeg ikke dy mig for at stikke pilfingeren frem og endnu en gang ae ham forsigtigt over poten. Det skulle jeg ikke have gjort. Arrigt langer han ud efter min hånd. Jeg rykker den hastigt til mig, men resultatet bliver ligegodt en rød streg hen over håndryggen.
Surt skubber jeg Luffe ned på gulvet. Jeg er klar over, at det var mig selv, der startede, men jeg er altså også syg og dermed urimelig. Han forlader stuen med en hale, der stritter af fornærmelse.

Jeg sukker og tvinger kroppen op i skrædderstilling. Med dvask arm zapper jeg over på TV. Det bedste bud på underholdning er en tilbagebliksudsendelse omhandlende de sidste fire år med Bonderøven, og det er i sandhed et elendigt bud, men jeg ejer ikke et fjernsyn til dagligt, så det er med at udnytte muligheden, når den byder sig. Jeg lægger fjernbetjeningen og finder en brunkage i posen, fører den op mod munden, men skifter mening halvvejs og lægger den tilbage igen.

Lidt efter hører jeg bløde potetrin mod trægulvet. Det er Luffe, der vender tilbage - denne gang hurtigere end sidste gang. Uden at sige et ord hopper han op i sofaen, hvor han snor sig sammen ved siden af mit lår. Sådan er vi.

Tilgiv mig, siger jeg stryger ham kærligt over hovedet. Når alt kommer til alt, så er Luffe alt, jeg har – I hvert fald så længe jeg er hér på Harkenvej. Nå ja, og så er der jo Malthe. Den lille brunplettede fyr. Men han når ligesom aldrig rigtigt op på mit intelligensniveau, og det kan godt blive lidt trættende i længden.

Join the Dark Side

Som afslutning på min følgeton i magasinet ROLLE|SPIL skrev jeg denne artikel, som jeg tænkte, at I også skulle have glæde af her på bloggen (læs beretningerne ~her~):

Det var en begivenhedsfuld og lærerig dag, da jeg sammen med mine to følgesvende Little Mud Slayer og Dirt Rider kastede mig ud i Live Rollespil for første gange. Vi havde ikke meget kendskab til spillereglerne, og det kendskab, som vi troede, vi havde, kom os kun tvivlsomt til gode.

Men faktisk kunne det have gået meget værre (det skulle man ellers ikke tro, vel?). Min første ivrige indskydelse var nemlig at møde op som mit store Star Wars-idol Darth Vader. Ja, jeg ved ikke, hvad mine forestillinger om rollespil dengang var, men efter nærmere research af Warhammer-verdenen, droppede jeg dén tanke, hvilket nok var meget heldigt, når man tænker på hvor meget ravage grøn ansigtsmaling kunne skabe. Vi mente ellers nok, at vi var dækket godt ind, da vi med farvede ansigter, skumgummiøkser og navne som Dirt Rider, Little Mud Slayer og Green Mist begav os af sted til rollespil for første gang. Little did we know.

I stedet for den stolte entré, som vi i vores (i mere end én forstand) grønne knolde havde forestillet os, blev vi mødt af en meget upædagogisk rollespilsarrangør, der bad os om at vaske farven af igen, ja, han mente nok ikke, at vi var store og truende nok til at agere som orker! Denne oplevelse førte desuden til en pludselig bevidsthed om betydningen af en fugtighedsbase under ansigtsmaling – Man får aldrig det skidt af igen!

Fandt vi efterfølgende ud af, at det er mindst lige så svært at finde venner i Nibelheim som i det virkelige liv? – Yes. Formåede vi at få os selv omringet af halvtreds barbariske børn? - Yes. Erfarede vi, at der trods alt alligevel findes storhjertede mennesker i Nibelheim, og endte vores dag alligevel med en sejr? - You bet! Og forlod vi til sidst spillet med æren i behold?! – Pas.

Det er let at spotte fejl i et bakspejl, og jeg har siden sammensat et par gode råd til andre førstegangsrollespillere. Her er hvad du i hvert fald ikke skal gøre (med andre ord: Lad være med at gøre som os):

Dirt Rider og Little Mud Slayer i Nibelheim

Jeg har på min blog delt mange fortællinger fra mit liv, men ingen høstede så mangfoldige reaktioner som rollespilsberetningerne. I garvede rollespillere fik jer nok et billigt grin, og derudover blev jeg mødt af en hel del hovedrysten - at være rollespiller, har jo altid været genstand for en masse fordomme, men skal sandheden frem, så er det nok alligevel de færreste, der ved, hvad der egentlig foregår derude i skoven.

Derfor var de reaktioner særligt interessante, som kom fra folk, der bedyrede, at de aldrig selv ville sætte en fod i Nibelheim, men som alligevel ikke kunne skjule en vis nysgerrighed. Ja, jeg har luret jer, I er en hel del skabsrollespillere derude!

- Hvad er det egentlig, I er bange for? At nogen binder jer fast til en stamme og pådutter jer diverse omvendelsesritualer indtil  Warhammerverdenen forekommer jer mere virkelig end den virkelige verden? - Denne frygt kan jeg faktisk godt forstå, for selvom det nok ikke helt er sådan, det kommer til at foregå, så skal man ikke undervurdere, at rollespilsentusiasmen smitter som en forårsinfluenza, og når skidtet først er under huden, så er det ikke til at slippe af med igen, og før man ved af det, bruger man sine torsdag aftner på at sy middelalderkostumer , siger ”Vær hilset”, til ligemænd i Føtex og indleder enhver konfrontation med kæresten med: ”Jeg kommer med fred, men...”

Er skaden allerede sket, så foreslår jeg, at du lynhurtigt finder nogle nye og mere forstående venner i rollespilsmiljøet. For alle andre vil helt sikkert mene, at du er tosset (men også en lille smule vild, fordi du tør!). Og så siger jeg ellers ”Velkommen i klubben!” for personligt glæder jeg mig til nye og forhåbentligt lige så vanvittige oplevelser. Jeg hører, at I kører Sci-Fi tema i Odense? - Men denne gang ved jeg, at jeg nok skal vente et par gange, før jeg tropper op som selveste Darth Vader! - Wow, kunne I lige se det for jer?