Harkensind #2

Mit 2013 blev indledt med influenzarelateret feberlidelse og gyselige hyldebærsfarvede tænder, hvilket jeg anser for en taktisk smart start på året, for det betyder, at standarden er sat rimelig lavt, og at der ikke er så meget at leve op til resten af året. Og heldigvis er jeg hjemme hos mine forældre og deres fyldte maddepoter - At gå de 500 meter ned til Netto på Hillerødgade havde været en umulig bedrift i min tilstand.

Jeg ligger på sofaen i min krops fulde længde presset ind mod ryglænet. Det er den eneste måde, hvorpå der kan være plads til Luffe, mine forældres pletvis skallede kat, som er krøllet sammen ved min side. Selvom han nødigt vil indrømme det, kan han meget godt lide mit selskab. Han knurrer veltilpas i sin halvvågne tilstand, idet jeg trækker ham blidt i øret. Jeg ved lige præcis, hvor langt jeg kan gå, før den veltilpasse knurren udskiftes med en ildevarslende af slagsen.

Luffe har de vildeste kropskomplekser. Dødsens være den, der lægger hånd på hans hale. Eller hans mave. Ja, jeg ved godt, at det ikke er unormalt, at være selvbevidst omkring løst maveskind, og hvis jeg er gået lidt for grovt til den brune sovs og kartoflerne, kan jeg godt gå hen og blive en smule ømtålelig omkring min egen madbaby. Katte kan åbenbart have det på samme måde.

Det bliver endnu værre, hvis man rører ved hans poter. Et let håndstrejf over forpoterne kan han ind imellem tolerere, hvis han er i godt humør, men bagpoterne(!): dem skal man ikke pille ved. Jeg ved ikke, om det er fordi, han er ekstremt kilden. Jeg er selv ret kilden under fødderne, nu jeg tænker over det, og jeg kan selvfølgelig godt blive arrig, hvis jeg gentagne gange pirres. Alligevel kunne jeg ikke finde på at gøre det, som Luffe gør: Hans udstrakte forpotekløer hager sig fast i håndryggens sparsomme kød, så en tilbagetrækning umuliggøres. Og så bruger han ellers bagpoterne til at kradse med. De cykler simpelthen derudaf. Nogle gange bider han også. Hvis det er på samme måde, han behandler musene ude i marken, så har jeg næsten ondt af dem. Den eneste del af Luffe, man må have lov til at røre ved, er hans hoved.

Hans plettede skaldethed er desuden et resultat af hans upraktiske hårlængde, hans vanskelige temperament og min fars utålmodighed. Uundgåelige sammenfiltninger gør simpelthen Luffe til en omvandrende avl af dreadlocks. At gå til værks med en saks har vist sig at være en langvarig og smertefuld proces for alle involverede parter, så nu bruger min far og Luffe den samme trimmer. Resultatet er en bespottelse af skønheden, men det kan Luffe jo ikke vide – Ja, det er heldigt, at huset ikke har spejle i hans øjenhøjde.

Vi har ligget i den samme stilling i varigheden af en hel Twilight-film (nogle gange skal elendighed bekæmpes med mere af slagsen). Luffe er tilsyneladende ikke generet, men pladsmæssigt har han også trukket det lange lod. På grund af ham, ligger jeg ret ubekvemt.

Utålmodigheden indtræffer.

Go’dav Luffe, siger jeg og giver hans forpote et lille let håndtryk. Jeg ved jo godt, at han hader det, men handlingen virker bare så uskyldig i teorien. Han slår irriteret med halen, men ellers er reaktionen udeblivende.

Go’dav Luffe. Jeg giver poten endnu et klem. Så drejer han hovedet og kigger på mig med øjne, der ligner nedadbuende appelsinbåde. Du leger med ilden, siger han.

Ja, jeg ved godt, at legen burde stoppe hér. Alligevel kan jeg ikke dy mig for at stikke pilfingeren frem og endnu en gang ae ham forsigtigt over poten. Det skulle jeg ikke have gjort. Arrigt langer han ud efter min hånd. Jeg rykker den hastigt til mig, men resultatet bliver ligegodt en rød streg hen over håndryggen.
Surt skubber jeg Luffe ned på gulvet. Jeg er klar over, at det var mig selv, der startede, men jeg er altså også syg og dermed urimelig. Han forlader stuen med en hale, der stritter af fornærmelse.

Jeg sukker og tvinger kroppen op i skrædderstilling. Med dvask arm zapper jeg over på TV. Det bedste bud på underholdning er en tilbagebliksudsendelse omhandlende de sidste fire år med Bonderøven, og det er i sandhed et elendigt bud, men jeg ejer ikke et fjernsyn til dagligt, så det er med at udnytte muligheden, når den byder sig. Jeg lægger fjernbetjeningen og finder en brunkage i posen, fører den op mod munden, men skifter mening halvvejs og lægger den tilbage igen.

Lidt efter hører jeg bløde potetrin mod trægulvet. Det er Luffe, der vender tilbage - denne gang hurtigere end sidste gang. Uden at sige et ord hopper han op i sofaen, hvor han snor sig sammen ved siden af mit lår. Sådan er vi.

Tilgiv mig, siger jeg stryger ham kærligt over hovedet. Når alt kommer til alt, så er Luffe alt, jeg har – I hvert fald så længe jeg er hér på Harkenvej. Nå ja, og så er der jo Malthe. Den lille brunplettede fyr. Men han når ligesom aldrig rigtigt op på mit intelligensniveau, og det kan godt blive lidt trættende i længden.