Killing Time

Uden at flytte blikket sætter jeg mig, strækker benene og lægger ryggen ned mod det glatte trægulv. Jeg retter lidt på sweateren. Hundekiksen, som jeg har knuget i min hånd, placerer jeg på maven et lille stykke over navlen.

Malthe iagttager fra en afstand af to meter. Så opmærksomt at kroppen sitrer, så fremadrettet at den magre hunderumpe næsten mister forbindelsen til gulvbrædderne. Savlet løber fra gummerne. Han sukker utålmodigt.

Bliv siddende, advarer jeg.

Min vejrtrækning er afmålt, og min brystkasse hæver og sænker sig kun knapt. Jeg gør mig umage for ikke at miste hans fokus. Så kører jeg øjenlågene ned, langsomt, så jeg til sidst kun kan se ham utydeligt gennem vipperne.

Striben af lys forsvinder, og i et stakket øjeblik besidder jeg følelsen af kontrol, men følelsen forsvinder i det følgende, da kejtede hundepoter tripper ivrigt hen over gulvbrædderne. Mine øjne spærres op.

Malthe! udbryder jeg med iørefaldende skuffelse og fatter kiksen, før han kan sætte tænderne i den. Savlet er fuldt efter ham i en tråd hen over gulvet, som er fortsat op over min sweater.

Med kantede bevægelser kommer jeg op på albuerne. Du skal først spise godbidden, når du er sikker på, at jeg sover.

Han lægger hovedet på skrå. Jamen, sov du da ikke?

Nej, hvorfor troede du dog det?

Du lukkede jo øjnene.

JA, nærmest råber jeg, idét jeg kaster nakken tilbage. Men sover du måske så snart du lukker dine øjne? Nej, vel…? Som regel går der lige et par minutter. Opgivende lader jeg skuldrende falde. Sig mig, kan du virkelig ikke huske, hvad signalet er?

Han siger intet, men ligner et puslespil af tusind brikker, der netop er tømt ud af kassen.

Når jeg snorker, Malthe! Når jeg snorker!

I det samme slentrer Luffe forbi – Bagefter kan du jo forklare ham, hvorfor det er nytteløst at jagte sin egen hale, fnyser han, hvilket straks giver mig dårlig samvittighed, for Luffe har altid været lidt hård ved Malthe, og jeg vil så nødigt signalere, at det er acceptabelt.

Bland dig udenom, Luffe, siger jeg og sender ham et Blik, imens Malthe, der tilsyneladende ikke bed mærke i fornærmelsen, springer begejstret frem mod den lodne dødbider med logrende hale og et imødekommende snudepuf. Katten flygter i foragt.

Jeg tilbageerobrer hundens opmærksomhed ved at huske ham på hundekiksen i min højre hånd. Genopdagelsen af dens eksistens fremkalder endnu mere begejstring, men før han mister besindelsen i en opadgående spiral af ellevildelse, siger jeg: Sit, og han adlyder - om end med anstrengelse.

Ærlig talt, siger jeg, da han er faldet lidt til ro - så er det mig en gåde, at du er så vild med hundekiks. Jeg studerer skeptisk den lille gnalling mellem to fingre. Da jeg var barn, fik min mor mig til at spise en af disse, fordi hun forsikrede mig om, at det var helt ufarligt og desuden ganske almindeligt blandt børn i Afrika. Jeg ved ikke, om hun havde ret i den sidste påstand, men hun havde formentligt i den første. Alligevel er ”harmløs” langt fra synonymt med ”velsmagende”.


Nå. Er du klar igen? spørger jeg og indtager på ny den vandrette position med hundekiksen på maven.

Denne gang bliver Malthe tålmodigt siddende, selvom mine øjne lukker sig. Ja, faktisk bliver han siddende helt indtil (men så hellere ikke længere end…) det første grynt af min simulerede snorken. Den er for ham som et startskud til et kapløb med tiden hen over det glatte trægulv.

Meget bedre end sidste gang, siger jeg og klapper ham på hovedet, imens han tygger i triumf. Men næste gang skal du altså huske, at du skal liste. Du ved… ellers vækker du mig jo.