June 11, 2015

...


Jeg ligger i sengen med computeren på maven, imens jeg googler: I’m depressed what movie should I watch?

Hitsene skyder op på min skærm. Jeg klikker på et lovende link og lander på en liste, der blandt andet indeholder ’Dead Poets Society’. Irriteret vender jeg tilbage til søgefeltet: I’m not suicidal you moron what movie should I watch?

Nye hits skyder op. Tilsyneladende med ordet ’suicidal’ som det vægtende ord.


Are you even TRYING to understand me? skriver jeg, men backspacer sætningen, før søgningen sætter i gang. I stedet vælger jeg at gå med: Movies where people smoke Hvilket lykkeligvis bringer mig til ’Girl Interupted’. Ja, jeg ved faktisk ikke, hvorfor jeg ikke selv har tænkt på den noget før.




Så banker det på døren.
- Kom ind, siger jeg, men der sker ikke noget.
- Kom ind, gentager jeg, og min rumænske roommate stikker hovedet frem. Han vil bare lige høre, om han må låne en vatrondel. Jeg peger i retning af den rørformede pose, der ligger foran spejlet blandt vatpinde og kontaktlinseetuier - Help yourself.
Før vatrondellen var det en neglefil, og før neglefilen var det et målebånd, og før målebåndet skulle han låne min printer til at printe en eller anden billet ud. Mihai er det nyeste medlem af klosteret, og han banker på ret ofte, hvilket ærlig talt fucker med mine onanivaner, men sådan er det vel at have roommates.

Og alligevel opstår der af og til situationer, hvor jeg tænker, at vi ikke har været skide heldige med Mihai. Her tænker jeg specifikt på, da Nadia konfronterede ham med den evige stank af hash i lejligheden, og han hårdnakket påstod, at det bare var hans røgelsespinde, vi kunne lugte. Eller da han tog karbad i flere timer, så jeg var nødt til at gå i Irma for at låne toilettet. Eller da jeg fortalte ham om endnu en mærkelig tinderdate, og han sagde: I think you are making this up.

Mihai skubber en vatrondel ud af røret og holder den frem som for at vise, at han kun har taget én. Da han har forladt rummet, starter jeg filmen og ruller om på maven. Straks mærker jeg noget spidst under frottélagenet og tænker, at det må være den ørering, jeg mistede for et par dage siden. Ivrigt presser jeg genstanden op gennem lagnets vævninger og synlig bliver en afklippet storetånegl med en  rest af Essie nummer 882. Øv. Jeg savner virkelig min ørering.

Når Mihai ikke banker på for at låne noget, så gør han det som regel for at spørge, om jeg vil have noget af hans aflagte tøj. Han har eksempelvis foræret mig et blåternet tørklæde. Det er ikke særlig pænt, men når nogen spørger mig, om jeg vil have noget, svarer jeg uden at tænke over det altid ja, har jeg lagt mærke til. Nå ja, og så har han foræret mig en lilla sweater med meget tydelige syninger, så det ligner, at vrangen vender ud. Faktisk spurgte han slet ikke, om jeg ville have den, han hængte den bare på min bøjlestang på et tidspunkt, hvor jeg ikke var hjemme, som om jeg er Folkekirkens Nødhjælp eller sådan noget. Jeg har ganske vist gået med den sweater ret meget.

Nu banker det på igen.
- Kom ind, råber jeg.
Døren springer op, som om nogen har skubbet til den med en albue. Mihai har en tallerken og et sæt bestik i hænderne, som han placerer på det lille bord, der står ved siden af min seng. Ja, sådanne episoder hænder forresten også.

Han forklarer, at det er ærtepuré og kalkunfilet - langtidsstegt, fire timer.

- You made this for me? spørger jeg en smule benovet.

- Sure, siger han – And there’s wine too!

Han forsvinder ud i køkkenet. Jeg sætter mig op i skrædderstilling og placerer tallerkenen i skødet.

Du må låne alle de vatrondeller, du vil, hvisker jeg.





No comments:

Post a Comment