My First Cockroach

At vågne for første gang i et nyt rum. Et rum, som man kan kalde sit eget. At være vågnet, fordi solens fjerlette stråler dalede ind ad vinduet og lagde sig som lune dun på ens øjenlåg. At blive liggende lidt på sengen for at betragte rummet - Rummet, som det er lige nu: Badet i morgenlys. At ville have alle indtrykkene med.

Langsomt svinger jeg benene ud over kanten og sætter mine fødder ned på gulvet - mit gulv. I spejlet overfor betragter jeg, at jeg sætter mine fødder ned på mit gulv, jeg tænker: Nu sætter jeg mine fødder ned på mit gulv. Vipper lidt med tæerne og træder hen over kuffertens indhold for at tænde for vindblæseren. Knæler foran spejlet, væder en vatrondel og fører den rundt i ansigtet. Smiler lidt til mig selv. Får øje på noget i spejlet. Drejer hovedet. Konstaterer: Der ligger en gigantisk bille på gulvet - mit gulv.
Den mørkebrune fyr ligger på ryggen og vajer benene i luften som et sidste vink til verden (eller som et resultat af suset fra min vindblæser). Jeg fortsætter min morgenrutine, men kaster jævnligt blikke i dens retning med en blanding af foragt og fascination: Den er jo på størrelse med mine tommelfinger!

Da jeg er i færd med at påføre mascara, ser jeg, at den har foldet benene over sit bryst og nu ligger helt stille. Jeg kryber over til den og prikker til den med enden af applikatoren: Ingen reaktion. Så tømmer jeg en gennemsigtig pose for vatpinde og vipper den op deri. Der er egentlig noget smukt over den, tænker jeg, idet jeg holder den op foran næsen.

Så glider blikket igennem det gennemsigtige plastik og over på murstensmuren bagved. I en af de grove fure cirka tredive centimeter fra gulvet er der et hul – jeg ser det først nu. Det er akkurat så bredt, at man kan stikke en finger derind, men lige meget hvor meget, jeg kniber øjnene sammen, kan jeg ikke vurdere dybden. Det var ligegodt satans, tænker jeg. Så kravler jeg op i sengen og vækker computeren. Den knurrer lidt, men man kan sgu ikke stille krav om blid opvågning post kakerlakfund. I søgefeltet taster jeg: Jeg har lige fundet en kakerlak på mit gulv. Enter.

Jeg klikker på et tilfældigt link. Her kan jeg læse, at det er vigtigt, at man handler omgående, når man sådan har fundet en kakerlak på sit gulv - fordi for hver kakerlak, man kan se, er der ti, man ikke kan se. Så klikker jeg på et andet tilfældigt link. Her kan jeg læse, at for hver kakerlak, man kan se, er der tusind, man ikke kan se! – og at man muligvis er nødt til at rive væggene ned og brække gulvene op for at få has på skadedyrene.

Jeg tjekker lige, at jeg har bundet en ordentlig knude på plastikposen. Så går jeg ud i køkkenet for at koge et æg. Her møder jeg min australske roomie. Jeg fortæller hende om mit fund og spørger, om hun synes, at vi skal inddrage vores udlejer.

- Why would you do that? griner hun. A cockroach is basically like having a fly! Jeg kigger mistroisk på hende og tænker, at man ikke kan drage nogen fornuftig konklusion på baggrund af en australiers udtalelse, for dernede er de vel vant til edderkopper på størrelse med babyer og den slags.

Da jeg har spist morgenmad, løber jeg ned i den lokale Duane Reade på Kent Avenue for at købe en kakerlak-spray. Udvalget er vidtrækkende, så jeg ser mig om efter den, der har det dræberagtigste udseende. Først har jeg kig på en rød satan, men så ændrer jeg det til en bleggrøn blikdåse, der er sådan lidt syg i farven.

Jeg ryster dåsen godt og længe, før jeg sætter mig ned i skrædderstilling foran hullet. Jeg kigger kort på brugsanvisningen. Så sigter jeg mod kakerlakkilden og holder knappen nede i lidt længere tid end angivet. Derefter sidder jeg lidt og betragter hullet, som nu er badet en underligt limelugtende væske. Jeg ved ikke med jer, mumler jeg, men jeg kunne ikke have lyst til at mave mig igennem det dér stads…

Så er det pludselig som om, jeg bliver en smule trist til mode. Først kan jeg ikke helt placere følelsen, men så vokser den i kraft af noget nær medfølelse. Jeg mener: Det eneste disse væsner drømmer om er at være tæt på os mennesker. At ånde den ilt, vi ånder. At indtage vores efterladenskaber. Jeg kan kun gisne om, hvordan det føles, at trænge nogen så meget, selvom de skyr dig som listeriabakterier (ok, måske behøver jeg ikke at gisne – damn you, Dutch obsession). På den måde kan man sige, at verden er uretfærdigt indrettet.

Da jeg vågner næste morgen, er solen kun på nippet til at bestige New Yorks højtragende toppe. Alligevel maver jeg mig straks hen til sengekanten og spejder ud over det mørkebrune trægulv: I dag - Intet.