Fra liftstationen og ned ad gaden, der (til trods for at den er øens eneste eller måske netop dérfor) har fået navnet Main Street. Will snakker, og jeg benytter lejligheden til at se mig omkring. Først med en vis interesse men så med en tiltagende ligegyldighed. Indtrykkene er ligeså trivielle som navnet på gaden. Upersonlige beboelsesbygninger og sirlige græsarealer. Vi standser foran en dobbeltdørsentré. Since you are interested in art, begynder Will - I'd like to show you my atelier - og tilføjer så: I’m sure you’ll love the view!
Det er selvsagt, at jeg et splitsekund tøver. Jeg mener, jeg er jo ikke... retarderet. Men så tænker jeg alligevel: Hvad er det værste, der kan ske? Og så lader jeg som om, jeg tjekker klokken og siger: Okay - But I have to be somewhere in an hour.
Dørvogteren sidder næsten gemt bag den høje skranke i entréhallen. - Hi, Will, siger han uden at kigge op. - Hi, Tony, siger Will. Så fortsætter vi hen til elevatoren, hvor der trykkes på P, og snart stiger vi til tops.
Wills såkaldte atelier ligner til forveksling en helt almindelig lejlighed: der er et køkkenhjørne, en lille sofagruppe og i det tredje hjørne: et lille rundt bord uden stole. Okay - den ene væg er erstattet af ét stort glasparti, der afslører en halvstor terrasse samt en dollarudsigt over Manhattan, så en helt almindelig lejlighed, er det selvfølgelig ikke, men min pointe er, at jeg hverken kan se lærreder eller staffelier. En smule skuffet følger jeg efter Will ud på terrassen. Han spørger, om han ikke skal tage et billede af mig foran Manhattan med min telefon. Jeg siger, at det kan han da godt, og så rækker jeg ham min iphone og forklarer, at han bare skal trykke på den runde knap. Han får et mærkeligt udtryk i ansigtet - ligner en, der aldrig har betjent sådan en tingest før, og det har han sandsynligvis heller ikke, for da han afleverer den tilbage, bemærker jeg, at han ikke har formået at tage nogen billeder overhovedet.
- I own another apartment on Upper East Side, fortæller Will, da vi atter er indenfor. Han vandrer rundt om køkkenbordet mod køleskabet - This is where I come to paint - Han fremfinder et karton med appelsinjuice, som han skænker i to rødvinglas - Unfortunately not as much as I would like to. Så placerer han begge glas på sofabordet og gør tegn til, at jeg skal sætte mig ned. Han fortsætter henkastet: You are welcome to move in here... I wouldn’t mind having you here and you would save a lot of money on rent...
- That's a nice offer, siger jeg høfligt og sipper til appelsinjuicen.
Så forsvinder Will i nogle minutter. Først er jeg ikke sikker på hvorhen, men så hører jeg et toilet flushe. Lidt efter kommer han tilbage med et aflangt maleri i favnen. Wait, there’s more, siger han og forsvinder igen. Det viser sig, at der er hele tre aflange malerier, og tilsammen danner de Manhattan skyline. Eller i hvert fald én eller anden skyline – det er mere abstrakt end som sådan. Han placerer dem op af køkkenbordet, så vi kan betragte dem fra sofaen. Først kan han ikke helt huske, i hvilken rækkefølge de skal stå, men så kommer han efter det.
- I’m not so sure about this, mumler han, da han sætter sig på hug foran malerierne og holder to grove stykker fiskenetstof op foran to af bygningsfladerne - What do you think?
- It sure adds another level to the painting, svarer jeg kyndigt, men hvad jeg i virkeligheden mener er nok bare: It adds another material to the painting.
- What I really need is a muse... Will vender tilbage til sofaen og fører hånden tilbage i det glatte, grå hår - Every artist needs a muse - Så peger han på mig med appelsinjuicen og spørger: What’s your last name?
- Ejstrup, svarer jeg med akavet dansk udtale. Han rynker panden. - Sounds a bit like Eastport. It’s on Long Island. You should call yourself that. People will remember it.
Jeg beslutter mig for, at jeg efterhånden har tilbragt nok tid i Wills selskab, så jeg lader endnu en gang som om, at jeg tjekker klokken. If I'm going to make it in time I should probably get going...
Han stiller omgående appelsinjuicen fra sig. Where do you have to be?
Jeg prøver at komme i tanke om noget, der er langt væk. New Jersey.
Before you leave, siger han - Do you think you could help me get ready to paint?
Jeg nikker. Sure.
Så forsvinder han atter, men denne gang kommer han tilbage med en mørkeblå værktøjskasse og en gennemsigtig plastikdug med malingsstænk, som han rækker mig sammen med instruksen om at brede den ud over det lille runde bord i rummet, så klistermærket på dugen vender op. Jeg finder frem til klistermærket, et hvidt, halvt bortslidt label, og gør, som han siger. Jeg er meget opmærksom på, at dugens fire hjørner hænger lige meget ud over bordets kant. Så tager han malingtuberne op af værktøjskassen og lægger dem i én stor bunke, hvorefter han beder mig om at fordele dem i farvegrupperinger. Jeg gør som han siger og isolerer først alle de rødlige nuancer. Dernæst alle de blålige nuancer (der er rigtig meget blåt). Så de gule. Så de brune (de brune bliver sågar opdelt i tre undergrupper), og til sidst de sorte og de hvide. Dernæst går jeg hen til sofabordet, samler de to tomme rødvinglas op og sætter dem på køkkenbordet. Så vender jeg mig om og kigger på Will, som ikke har foretaget sig noget i mellemtiden. Hvis mit blik er afventende, er det ikke på en spørgende, men blot på en ventende måde.
- I should probably start painting, siger han så.
Jeg nikker: I should probably get going.
- Can you find your way back on your own?
- Of course.
- Good. Don't forget your cake.
- Got it.
No comments:
Post a Comment