Roosevelt Island pt. I

Roosevelt Island er navnet på en aflang ø i East River til højre for Manhattan. Dette var det eneste, jeg på forhånd vidste, og dette vidste jeg alene af at have studeret et kort over New York. Ingen havde nogensinde nævnt denne ø for mig. Derfor besluttede jeg mig, en solrig eftermiddag da jeg alligevel strejfede rastløs rundt på Manhattan, for at udforske denne aflange størrelse nærmere.


Et sted over East River

Ved 60th Street under broen, der fører over til Roosevelt Island, falder jeg over et supermarked, der bedst kan beskrives som et hofbal for fødevarer. Over tomattribunerne og cheerios-søjlerne rejser salen sig i svungne hvælvinger, og et øjeblik tager jeg mig selv i at tænke: Tænk at almindelige mennesker godt må handle hér (det tænker jeg jævnligt, når jeg bevæger mig rundt på Upper East). Frimodigt slentrer jeg op og ned ad gangene, indtil jeg drages mod et kagemontre med en imponerende selektion af cheesecakes. Samtidigt bemærker jeg, at der langs salens venstre side forefindes et højere plan, et cafeterialignende område med en garanteret god udsigt over varerækkerne. Da jeg har købt en kage, springer jeg op ad trappen, for at stjæle et kig: Egentlig ikke noget at skrive hjem om.

- Afraid of heights? klukker en ældre herre, da jeg er på vej ned igen. Han er høj og ranglet, iklædt hvid skjorte og blå jeans. Håret er gråt og halvlangt. Jeg ryster på hovedet.
- Then I assume you don’t want to eat your lunch in the cafeteria?

- Actually I’m on my way to somewhere.
- Where are you going, young lady?
- Roosevelt Island.
- Oh! I’m going there myself. Why don’t we go together?
- Okay.
- Did you know, that you can get there by air tram?
- No, I didn’t.
- Well, that’s what we are going to do then! Han klapper i hænderne - What’s your name, young lady?
- Simone.
- Nice to meet you. I’m Will. Han hilser med et rynket håndtryk og ser sig efterfølgende om, som søger han noget helt særligt. Så falder blikket på kagemontren - I’m just going to buy a cake before we go. Do you want a cake?
- I’ve already bought one, smiler jeg og vifter med posen.
- Which one did you get?
- That one.
- One “Simone Cake” for me as well, siger han vittigt til den uforstående ekspedient.

Vi forlader supermarkedet med hver vores papirspose og går op mod liftstationen. Will fortæller mig, at han er kunstner, at han har et atelier på Roosevelt Island med udsigt over Manhattan. Han spørger, om jeg kender TATE Modern, og jeg siger at det er mit yndlingsmuseum i London. Han siger, at han har haft et værk udstillet der, at han snart skal udstille på Whitney i New York. Han fortæller også, at han, før han overhovet overvejede at blive kunstner, gjorde karriere som advokat. Og før det var han booker for Velvet Underground, hvis jeg har hørt om dem?
- Seems like you’ve had five lives or something, siger jeg og føler med det samme, at jeg har hørt den replik i en film engang.

Da vi har besteget et betydeligt stykke zigzagtrappe og skuer ud mod liften, en voksende plet over East River, vender Will sig pludselig mod mig og spørger: Have you ever been married?
- Can’t say that I have. Jeg forskyder mundvigen over det pudsige spørgsmål - Have you?
Han ryster kraftigt på hovedet for derefter at uddybe: You see, men like me – we’re not interested in girls my age. Older girls come with all sorts of baggage. Even the 28-year-olds. They are all on Prozac. Do you know what Prozac is?
- I think a lot of teenage girls are on Prozac too, actually, indvender jeg. Dette synes at more Will, men han forbliver tavs i de følgende minutter. Så lægger liften omsider til. Mennesker træder ud, og vi træder ind sammen med de andre. Da den atter slipper stationen, kan jeg fra den svævende højde snart se, hvordan små gule taxivogne bevæger sig i én retning op ad 1st Avenue og hvordan de derefter bevæger sig i begge retninger op og ned ad York Avenue. Så har vi pludselig East River under os, og jeg griber fat i et af de håndtag, der hænger fra loftet for at holde balancen. Kort efter mærker jeg en ru hånd oven på min. Will læner sig ind mod mig og mumler: Are you into older guys?

Jeg skæver mod de øvrige passagerer som ikke synes at have bemærket noget. Så siger jeg tøvende: Eh… I don’t really… have a type. I samme sekund får jeg lyst til at slå mig selv over panden: Pis - var dette nu min chance for at slippe ud situationen, før den eskalerer? Og er det her sådan en situation, der eskalerer? Ser I, adskillige af mine venner har forsøgt at instruere mig i at gribe disse chancer. Jeg kan allerede høre den belærende stemme inde i hovedet: Why didn’t you just answer NO I’M NOT INTO OLDER GUYS? – Booh, I blew it, didn’t I?

Resten følger i morgen - promise!