Der var engang...

... nogen, der besluttede sig for at døbe vores lille lejlighed ”Klosteret på Ane Katrines Vej,” og det har den heddet lige siden - om det så skyldes, at vores gade er bestrøget med kirker eller manglen på mandlige besøgsvenner, vides ikke. Hermed et kig bag murerne:

Slubrende lyde fra en tilkalket kaffemaskine og klukkende stemmer fra køkkenet siver ind under dørsprækken som et forlydende om, at Nina og Nadia er kommet hjem. Det er juni måned, og solen burde skinne. Det gør den efter al sandsynlighed også, men jeg har elimineret ethvert tegn på dens eksistens med mit mørklægningsgardin, for jeg har i øjeblikket ingen gavn af den slags overekstatiske fænomener. Hvad midlertidigt ikke burde være tilstede i juni måned er den forkølelse, der har forplantet sig i mit legeme.

Jeg ligger med ryggen mod sengen, fordi det er den position, jeg bedst masturberer i. Min hals er vredet over mod den bærbare, som hviler på madrassen ved siden af min lettere tilsnottede hovedpude, så jeg kan følge med i det sidste afsnit af Game of Thrones. Jeg betragter skærmen halvinteresseret igennem mine vædende øjne og et par fedtede briller, som jeg har set mig nødsaget til at erstatte kontaktlinserne med, hvilket betyder, at jeg (hjulpet godt på vej af fem dages forsømt hårvask) ligner en tro gengivelse af min far i halvfjerdserne. Og ingen burde ligne min far i halvfjerdserne - Ikke engang min far i halvfjerdserne. I morges ringede jeg til lægen. Hun fandt det ikke nødvendigt at udskrive mig øjendråber, eftersom hun konkluderede, at der ikke var tale øjenbetændelse. "Jeg tror snarere, at du er blevet forkølet i dine øjne!" meddelte hun en tand for entusiastisk. "OK," sagde jeg. "Er du sikker på, at du er læge?"

Jeg skynder mig at hamre tommelfingeren mod vibratorens off-knap, da lyden af knoslag mod min dør interfererer anstrengt med apparatets fredfyldte summen. Tilsyneladende ikke så meget for at anmode om adgang som for at advare om ankomst: Jeg når ikke at sige et kvæk, før døren knalder op. "TESKE-RAZZIA," annoncerer Nina og Nadia i kor, idet de tramper ind over mine gispende gulvbrædder. Jeg smider dynen op over hovedet.

"Der ligger en teske i en skål herovre!"

"Ej. Har du nu spist guf til aftensmad igen?"

Jeg skubber dynen ned. "Nej, det var Cultura," svarer jeg defensivt. Forleden havde jeg en af de der dage, hvor man pisker en bøtte Fynbo-guf og drikker to dåseøl til aftensmad. Jeg har en ærgerlig fornemmelse af, at mine to roomies for evigt vil holde det imod mig som et eksempel på mine ”uansvarlige kostvalg”.

"Der ligger yderligere to teskeer herovre!"

"Tre, Simone. TRE! Så kan jeg bedre forstå, at vi ikke har nogen i køkkenet."

(Burde man investere i nogle flere teskeer?)

"I ved godt, at jeg er nødt til at spise af teskeer som en kompensation for, at jeg spiser for hurtigt," protesterer jeg, men de hører ikke efter, for de har allerede forladt rummet igennem døren, som er blevet efterladt på vid gab.

Jeg krænger mig halvt ud over sengekanten og tildeler døren et los. Derefter kryber jeg tilbage under dynen og genfinder vibratoren. Et håbefuldt blik kastes mod skærmen, som prydes af Tyrion Lannister (boner), men kort efter skifter billedet til Jon Snow (bummer). Rystelserne er blevet en anelse sløve, hvilket gør mig ængstelig, idét jeg ved, at apparatet i øjeblikket er i færd med at fortære det sidste AAA-batteri, jeg har kunnet opstøve i lejligheden og det omkringliggende areal, hvorfor jeg (og en vilkårlig af vores naboer) i øjeblikket må køre uden lys på cyklen.

Alle billederne fra tidligere overværede pornosessioner flyder rundt som håbløse indefinable brudstykker i mine tanker - efter alle intuitioner er dette i det hele taget ingen oplagt onanidag. Jeg rynker panden for at hidkalde alle mine imaginære sexaktanter i håb om, at en af disse formår at tale til min libido: fra Team Gang Bang til den barmfagre bordelmutter, der løfter op i de tunge skørter og afslører en violet strap-on mellem to okselår.

Godt som jeg fornemmer, at jeg har fat i noget af det rigtige, banker det atter på døren. Jeg mildest talt smadrer tommefingeren mod off-knappen, førend jeg kyler apparatet fra mig et sted under dynen, som jeg samtidigt får halet op over mit blottede skræv. ”KOM IND!”

Nadias ansigt kommer forsigtigt til syne i dørsprækken. Hun kigger på mig med en granskende mine. ”Var du…?”

Jeg slipper et tungt suk: ”Ja...!” Men så bliver jeg bevidst om, hvilken afslørende ansigtskulør jeg i øjeblikket må være i besiddelse af, og så kan jeg alligevel ikke holde latteren tilbage.

”Jeg kan lukke døren og banke på igen om fem minutter,” foreslår hun muntert.

”Nej, det er okay,” forsikrer jeg med formildet stemme. ”Kom bare ind.”

”Godt,” siger hun og trisser ind foran mit spejl. Jeg ser, at hun i favnen bærer en kludebunke, som hun organisatorisk begynder at klandre op med bøjlestænger på kanter og kroge i rummet. ”Det er bare fordi,” siger hun – ”at jeg ikke ved, om jeg skal tage den her jakke eller den her jakke på til den her kjole… Hvad tænker du?”

Jeg klemmer øjnene sammen en enkelt gang og haler mig op i siddende position i som for at signalere, at jeg bidrager med min fulde opmærksomhed – nu hvor orgasmen alligevel er over stok og sten, kan jeg ligeså godt omfavne en anden form for distraktion. Med hovedet lagt på skrå opfordrer jeg: ”Lad mig lige se dig i den anden…”

Nadia skifter et par gange. Hun henter et par sko inde ved siden af, som hun føjer til sættet, således at jeg har de bedste forudsætninger for at træffe den rigtige beslutning. Jeg nedfælder en dom baseret på hypotesen om, at hersker der tvivl, bør man altid gå med den dristigste af valgmulighederne. Før hun atter forsvinder, vender hun sig om i døren og blinker: "Forresten - der er kaffe på kanden."