Hylstre

Dette indlæg blev først udgivet på idoart.dk

Jeg har ikke skrevet om den i lang tid. Tomheden. Den kommer til mig som en fremrakt hånd, da jeg sidder på bænken uden for vaskeriet med ryggen mod de lodrette bjælker med den tykpåsmurte blå maling, der så indiskret indkapsler alt fra menneskehår til insekter. Stryger min kind med den fromhed, kun tomheden kender. Min erindring rummer ikke den seneste beregning af en følelse så ren. Alligevel vækker den en form for genkendelse, og jeg lukker øjnene for – om ikke andet – så i det mindste – at trække lidt på mindet herom. Noget så rent kan ikke eksistere uspoleret i mere end et åndedrag. De hidtidige dages kraftige vindstrøg er aftaget. Fortovstræerne, som ikke længere behøver at stå imod, har trukket sig ind under barken for at berede det snarlige vårbrud. Luften fremstår mild som sjældent på denne årstid. Alligevel er der noget i den, der får træerne til at sukke og menneskene til at trække hætten op om ansigtet.

Hylstre. Det var, hvad jeg så, når jeg lod blikket kravle op ad de skyhøje facader med de zigzaggende brandtrapper og de adspredte udluftningsapparater, der hang ud over 3rd Avenue. Hver gang jeg passerede en af disse bygninger, disse hylstre, tog jeg en smule ud af mig selv og fyldte i. Således fandt jeg afløb for mit indre. Der var ikke tale om nogen kompliceret proces, nej, faktisk foregik det mere eller mindre ubemærket, som når regnvandet forlader gaderne via ristene i asfalten. Jeg husker, hvordan vi sad på kanten af en gold tagterrasse i Brooklyn og børstede hælene mod toppen af den svimlende lange murstensfacade med ubegribelige mængder af luft under tæerne, imens vi iagttog morgenrøden brede sig bag skylinen med en forestilling om, at dette var alt, man kunne forvente af livet. Hvordan natten forlod os og tog det sidste af vores rus med sig. Jeg spejdede ud over bygningerne og fik et pudsigt tilbageblik til den imponerende skare af hule mælkekartonner, der forår efter forår samlede sig til højre for vasken i mit barndomshjems køkken lige før sæsonens spiresåning. Det siges, at storbyer er ensomme. Sådan har jeg aldrig oplevet dem.

Den menneskelige maskine producerer noget mellem halvtreds- og hundredetusind tanker i døgnet. Hvis ikke en eller anden form for udtømning opretholdes, kan det godt gå hen at blive presset. Lige siden, jeg vendte tilbage til København, har det stået mig klart, at der ikke er nok hylstre i byen. Mit indre har opført sig som et oprørsk følelseshav. Forleden, da jeg sad i det opslåede køkkenvindue og blæste røg ud mod den fremkrybende nattefrost, blev jeg ramt af en sådan hjertebanken, at jeg et øjeblik troede, at det var genkomsten af teenageårenes angstanfald. Det tog form i brystet og nærede sig gennem blodbanerne, indtil jeg kunne mærke det helt ude ved neglerødderne. Jeg overvejede, om jeg skulle kravle ud af vinduet for derefter at gå over og holde fingeren mod dørklokken i håb om, at en af mine roomies gad at stå ud af sengen for at buzze mig ind.

Jeg havde helt glemt den. Roen. Og nu er den fordampet som ånde mod en rude. Jeg slår øjnene op. Mine pupiller flakker i et øjeblikkeligt pust fra en forbifarende cyklist. De retter sig mod den sti, hvoraf han er kommet. Den næste falder ind i mit blik. De falder alle sammen ind i mit blik. Én efter én. De kan ikke styre udenom. Jeg er et brud på deres bane. Et gabende hul i deres sti. Jeg suger alting til mig. Men det er langt fra nok. Og bygningerne på den anden side af gaden. De er slet ikke høje nok. Jeg kan se, hvor de starter, og hvor de ender.

Jeg skubber til døren og bliver omgående mødt af lugten af vasketøjspulver, sådan som vasketøjspulver lugter, når det lugter beskidt i stedet for rent. Foran møntmaskinen står en ung mand i en mørkeblå nylonjakke. Den knitrer, da han vender sig om. Ved du hvordan tørretumbleren fungerer? spørger han med en desorienteret mine, der hænger over panden som en nedadgående bue med fæstning i tindingerne og tyngepunkt mellem brynene. Han ser så menneskelig ud. Jeg stiller mig ved siden af ham og forklarer, at møntmaskinen kun tager imod 2kroner. Men hvis du putter en 20er i, spyttes den ud i ti dele, siger jeg. Derefter kan du putte mønterne i - én ad gangen. Og imellem hver mønt skal du huske at trykke på knappen. Det er fucked up, men det er den eneste måde, det fungerer på, slutter jeg af. Han nikker. Jeg nikker. Vi står begge to og nikker lidt, imens vi betragter møntmaskinen. De roterende koøjer i rummet synes at betragte os. Tak, siger jeg så. Er det ikke mig, der skal sige tak? spørger han. Jeg ryster på hovedet. Det er lige meget.

Jeg bruger begge hænder til at hive kludene ud af tromlen og ned i den hjulforsynede vasketøjskurv. Alting er godt og grundigt blandet sammen, tænker jeg, idet jeg sidder på hug foran den gabende metalcylinder. I starten er man ellers så opmærksom på at opdele efter farve og materiale. Men så smutter den hist og hér, og nu er vi kommet dertil, hvor der ikke rigtigt er noget, der bærer originalfarven mere. Men hvem husker overhovedet, hvordan originalfarven så ud? Farverne er sivet lidt ind i hinanden. Resultatet er en anelse mere gråligt.