Casual thoughts

Illustration from photograph by Matthew Stone

Min veninde har akkurat meddelt, at hun skal giftes med den mand, hun for første gang mødte for to 
og en halv uge siden. Jeg var der skam selv. For to og en halv uge siden. Vi sad i baren i et tilrøget lokale på Vesterbro med ren cognac i glassene. Ved siden af os sad to bargængere af hankønnet. Jeg ænsede dem ærligt talt ikke. Jeg havde alt for travlt med at gøre kur til en hollænder, der havde dumpet mig et par uger forinden, og som tilsyneladende var i færd med at gøre kur til en anden pige. Dén nat forlod jeg festen alene efter at have sms’et en håndfuld desperate fuldskabsbeskeder, der vist alligevel var så uklare, at man kan sige, at de var åbne for fortolkninger. Min veninde - derimod - forlod festen med sin kommende mand.

Selv har jeg én gang været i et forhold så seriøst, at jeg rent faktisk omtalte fyren ”min kæreste” - og så var det endda ham, der valgte at bruge betegnelsen først: Vi var i færd med at krydse Tower Bridge på en londonsk efterårsdag, da han pludselig vendte sig mod mig og sagde: ”Simone. Ved du godt, at du er min kæreste?” Jeg lo en anelse nervøst. Sådan som jeg nok ville have leet, hvis jeg netop var blevet gjort opmærksom på en spøjs detalje ved en af broens andre fodgængere, som muligvis befandt sig indenfor hørevidde. På det tidspunkt havde vi været involveret i en form for monogam tosomhed i et halvt år, så det var i virkeligheden ikke så mærkeligt, at der nu skulle sættes en betegnelse på.

Men om aftenen, da vi lå ved siden af hinanden på min elendige boksmadras, blev jeg alligevel overhalet indenom af bindingsangsten, og før jeg vidste af det, var jeg i færd med at udlægge alle de ulemper, der følger med et langdistanceforhold (dog uden at inddrage den eneste fordel: distancen), for det lød et eller andet sted fornuftigere, end hvis jeg havde sagt: Når jeg kigger på dig og siger ordet kæreste, får jeg det sådan, som jeg forestiller mig, at mit badekar har det, når jeg tager brusebad, selvom afløbet er lukket til med hår. Dén aften havde vi nær gjort det forbi.

Det gjorde vi heldigvis ikke, for i morgendagens lys havde alting fået et mildere udtryk, og i løbet af de næste dage, uger og måneder blev jeg faktisk helt fortrolig med at tænke på ham som min kæreste. Til at omtale ham min kæreste - Selv når han ikke var tilstede til at overhøre det. Ja, selv overfor fremmede mennesker, der ikke gav en skid - Jeg begyndte at betragte mig selv som kureret.

Et halvt år senere var det da også mig, der åbnede munden for at sige det berygtede Jeg Elsker Dig for første gang. Reaktionen var ikke helt som forventet, og jeg slog op med ham som følge og græd mere eller mindre uafbrudt i to dage (få mennesker har præsteret at gå ned ad Oxford Street med en rindende flod fra samtlige øjne og næsebor – jeg har, for jeg skulle bytte den gave, han havde foræret mig forinden #DramaQueen). Men heldigvis havde jeg et klogt menneske ved min side (Emily, selvfølgelig), der gjorde mig opmærksom på, at nok havde jeg mistet en kæreste, men til gengæld havde jeg for første gang i mit liv overvundet frygten for at sige those three words til et menneske, som jeg ikke er familiemæssigt relateret til. Og det var noget at være stolt af. (Han ringede efterfølgende fra Danmark og sagde, at han selvfølgelig også elskede mig. Vi ophævede bruddet og var sammen, indtil vi gik fra hinanden et år senere af andre årsager).

Nu er det ikke fordi, jeg anser mig selv for at være et tilbageholdende menneske, hvad angår andre aspekter af mit liv. Beslutningstag om at flytte til et nyt land er altid blevet truffet mere eller mindre impulsivt. Det samme gælder for uddannelse. Men når det handler om følelser, halter jeg nogle gange bagefter. Og dog: Det er mig tilsyneladende ikke et problem at åbne op for fremmede mennesker. Jeg mener: Jeg åbner jævnligt op for folk, jeg møder i bussen eller på vaskeriet. Og jeg åbner hele tiden op for Internettet, right? Men så er der også lige dét ved Internettet, at selv om det af og til udviser tarvelig opførsel, vil det (til trods for hvor meget lort, du fylder det med) aldrig nogensinde forlade dig #ThanksInternet.

Indtil for et par måneder siden så jeg en fyr i København. Den sidste nat, vi tilbragte sammen, fortalte han mig, at han godt kunne se sig selv sammen med mig, hvis ikke det var fordi, at han skulle flytte til den anden side af kloden om to dage eller noget i den retning. Jeg blev glad. Ikke fordi jeg på nogen måde havde eller har hensigter om at anskaffe mig en kæreste lige foreløbig (kærester har dårlig musiksmag og drikker din appelsinjuice uden at spørge – don’t tell me you don’t know it’s true). Men fordi jeg længe havde været klar over, at jeg var kommet til at holde af ham, og det var trods alt rart at vide, at det var gensidigt (om ikke andet så i dette spritpåvirkede øjeblik). Men i stedet for at fortælle ham dét, valgte jeg at gengælde gestussen med noget, der lagde sig tragisk tæt op ad et latterudbrud. Jeg tænkte: Det er nok alligevel bedst, hvis jeg ikke giver for meget af mig selv.

Da han efterfølgende skulle forlade landet via lufthavnen, havde jeg en afskedsbesked parat. Jeg havde sågar skrevet den i forvejen aftenen forinden. Samtlige morgentimer op til afrejsetidspunktet lå jeg på maven på min seng, imens jeg distræt tastede f og enter, selvom Facebook-vinduet allerede prydede skærmen på min computer. Flere gange fattede jeg mobilen, men af en eller anden grund, kunne jeg ikke bringe mig selv til at sende beskeden. Til sidst konkluderede jeg, at han formodentlig allerede var gået om bord på flyet og dermed havde slukket sin telefon. Well. Nu er det heller ikke fordi, at beskeden havde ændret noget. Og så alligevel. For jeg tror et eller andet sted på, at når vi rent faktisk møder nogen, som betyder lidt mere for os end masserne, så fortjener de ganske enkelt at få det at vide.

For et par år siden, tog jeg en beslutning om aldrig nogensinde at lade frygt afholde mig fra at gøre ting hér i livet. Det er selvsagt, at jeg har failet utallige gange siden - som ethvert andet menneske, der af og til lader sig styre af sociale adfærdsnormer, ville gøre. Men for nu at vende tilbage til min førstomtalte veninde: OK, først og fremmest må jeg nok bare erkende, at nogle mennesker oplever mere passion i løbet af en uge, end jeg gør på et helt år! Men hvor overvældende min venindes deklaration end forekommer mig, fik den mig faktisk til at fundere over, i hvilken grad jeg overhovedet forsøger at leve op til førnævnte beslutning - for den skal selvfølgelig også gælde de menneskelige relationer. Og jeg hader tanken om, at jeg skulle være en af de der intimforskrækkede forekomster, der aldrig helt formår at give sig hen. Jeg mener: Dertil er livet simpelthen for kort. Jeg mener: Vi lever jo for fanden kun én gang. Jeg mener: YOLO, for satan!