Thoughts and stuff...

Alletiders, at det skal være så nemt at få nye venner!

Hvilken ualmindelig dårlig start på året, tænker jeg, mens jeg sidder på gulvet iført min fem-punds-sweater fra Primarks herreafdeling, som jeg har haft på hver eneste dag, siden det nye år indtræf, og åbenbart uden at jeg på noget tidspunkt har følt et særligt behov for involvering af en deo-stick. Jeg har smidt bukserne, fordi de strammede på maven, bh’en fordi den kradsede under armene og de hjemmestrikkede sokker, fordi de kløede mellem tæerne. Inderst inde handler det nok ikke så meget om, at jeg ikke kan være i mit tøj, men nærmere om, at jeg ikke kan være i mit eget skind. Jeg har spredt papirer og knækkede farveblyanter i en radius på to meter ud fra min placering på gulvet, fordi jeg bilder mig selv ind, at jeg er kunstner, men mine tegninger ligner udtryksløse blyantstreger, som kun overgås i mangel på dynamik af den bakke med indtørrede brownie bites, som jeg lige om lidt finder frem fra køkkenskabets øverste hylde. Dette skyldes, at jeg bogstavelig talt ikke har bevæget mig udenfor en hoveddør i flere dage, og jeg har nu opbrugt al den inspiration, som rummets fire flade vægge havde at tilbyde mig. Sagen er, at jeg har opholdt mig i min afskårede virkelighed så længe, at omverdenen er begyndt at synes skræmmende, og jeg er ikke sikker på, at jeg kan huske hvad normal omgang med andre mennesker indebærer. Ond cirkel.

Min far kommer hjem fra sit arbejde og spørger, hvorfor jeg roder så meget, og hvorfor jeg drikker hans øl. Den ulidelige kat vader frem og tilbage hen over mine papirer, mens den fortæller mig, at jeg er ynkelig. Jeg tænker, at når selv katten kan se det, så er det fordi, at jeg er nået helt derud, hvor en indgribning er påkrævet.

.