En nat i East London

”Hjælp, den koger over!” Jeg glor hjælpeløst på den sprudlende pastagryde og vandet, der siver langsomt, nærmest hånende ned langs siderne. Jeg kan ikke rigtigt afgøre, hvor jeg skal gøre af mine hænder, så jeg lader dem bare blive, hvor de er - dinglende for enden af mine arme. Emily griber ind, hun fjerner gryden fra kogeblusset. Jeg gør et nårhjaokay-træk på skulderen, men inderst inde tænker jeg, at det nok er ganske heldig, at intelligente mennesker som Emily har fundet vej til mit liv. ”Sig lige igen hvad det er for et band, vi skal høre,” opfordrer hun, imens hun skruer ned for blusset.

Danske Treefight for Sunlight spiller på en café i Hackney Wick, og hvis du regelmæssigt eller bare lejlighedsvist lytter til P3, er du helt sikkert kommet omkring deres poppsykedeliske melodier. Bag gruppen står fire jyske drenge, der for nyligt blev signet hos det engelske pladeselskab Bella Union. Derfor gæster de nu London.

Hackney Wick er et afsides afsnit af East London, der grænser op til de travle byggerier for den kommende olympiade. Om halvandet år vil området summe af sportshengivne mennesker, men lige nu virker det lidt som om, at resten af verden har glemt dette forhenværende industriområde, de nedlagte varehuse, der med tiden er blevet hjemsted for eksperimenterende kunstnere og andet hustlergodt. En gådefuld stilhed hænger os over hovederne fra det øjeblik, vi stiger ud af bussen på en mennesketom vej med beskeden gadebelysning. Lydene opsluges af sprækkerne mellem de massive bygningsværkers rå graffitimalede mursten. Disse murer gemmer på en hemmelighed, en hemmelighed som ikke er tilgængelig for udefrakommende, kun de få udvalgte og indbudte.

Amandas hvide strikkehue kan spottes på lang afstand i halvmørket. Hun står foran The Counter Café, navnet på vores destination, en lille oase af liv, hvor lokale stamkunder samles om den billige booze og i aften: et musikalsk tiltag. Bandmedlemmerne har slået sig ned i nogle klapstole på det brede fortovsparti. Vi hilser og giver hånd. Snakken går, stemningen er opløftende.

Vi samles i caféens bagerste lokale. De fire unge mænd, de står i det ene hjørne - lukket inde af tilskuerskaren, som har indtaget al resterende gulvplads. De fylder ikke meget i kubikmeter, de fire unge mænd, men lyden af deres musik er allestedsværende. Den bevæger sig ud over menneskemængden og transformerer rummets fire murstensvægge om til utydelige illusioner, noget der i virkeligheden ikke eksisterer. Jeg tror sgu, at jeg overgiver mig.

Efter det sidste nummer trækker en god del af forsamlingen igen ud på gaden for at tænde en smøg og så selvfølgelig for at rose Treefight for Sunlight for den vellykkede optræden. Mig og Emily har købt en ølcider i baren. Smagen er grim, men det er værst i starten. Emily har engageret sig i en diskussion med bandmedlemmerne, der omfatter egennavne som Dre og Timberland, og som vist nok går på, hvor vidt den ene er hævet over den anden og omvendt. Dette er langt fra min hjemmebane, men Emily vender ivrigt det gode øre til. Jeg tror, at hun er en lille smule overrasket over, at hun - på trods af at hun ankom med en snert af skepsis - er på bølgelængde med de alternative musikere. Hendes kække forsøg på indblanding går dog ikke ubemærket hen: "Siger du, at du kan beatboxe? Kan du?” kommer det fra en af fyrene med lidt gævhed og showmewhatyougot.

Forsøget på at skubbe gang i nogle ægte mundbeats bliver aldrig rigtigt andet end halvhjertet, men til gengæld kommer der et keyboard på banen, og inden længe er vi bare en flok halvberusede unge mennesker, der står og hamrer fjollet på tangenterne under den londonske nattehimmel.

.