Freaks, zombier og lyssværd

Efter et par dage med julelukket og indlæggelse til familiesammenkomster mente min nittenårige søster og jeg, at det var på tide at komme lidt ud blandt pøblen, så vi beslutter os for at tage en tur ind til Hjørring for at kaste lange blikke efter de julegaveønsker, der aldrig havnede under træet på den fireogtyvende.
Okay, så vi står i A-Z’s legetøjsafdeling. Genstanden, der har indfanget vores opmærksomhed, er et langt lyssværd, der hviler i et åbent papdisplay med fantasifulde Star Wars-afbildninger på en hylde i blikfangshøjde. Min søster har altid ønsket sig et lyssværd. I hvert fald lige siden hun begyndte at læse Sci-Fi tegneserier, post-apokalyptiske bøger og anse splejsede drenge som Christopher Mintz-Plasse (Superbad) som værende et hårdt turn on. Og det er efterhånden ved at være noget tid siden.

”Et lyssværd er verdens mest awesome våben!” udbryder hun, og jeg synes næsten, at jeg hører ærefrygt i hendes stemme. Hun stryger hånden hen over klingen (eller hvad end man nu kalder det på et lyssværd) og fortsætter: ”…Men vidste du, at lyssværdet faktisk ikke er opfundet i den virkelige verden endnu? Altså sådan et rigtigt lyssværd.”
Nej, det vidste jeg ikke. ”Men hvad kan denne plasticudgave?” spørger jeg en anelse ligegyldigt og trykker på en lille rund knap på skaftet, hvorefter genstanden begynder at lyse rødt og sige underlige lyde.
”Awesome,” mumler jeg med en snert af anerkendelse i stemmen.
”Lad mig prøve,” siger min søster og lægger hånden rundt om skaftet og trykker på knappen. Hun står et øjeblik med et tankefyldt udtryk over ansigtet, imens jeg afventer hendes bedømmelse. Så skuler hun til mig ud af øjenkrogen, imens en fornyet spænding rører sig i hendes øjne, og siger: ”Den vibrerer…”

...

Hvis man er lidt af en freak, kan man altid håbe, at der i den nærmeste familie forefindes én, der er endnu mere freaky end én selv - En som kan overstråle ens egne bizarre tilbøjeligheder af ekstremistiske ubanaliteter. Dette er den heldige omstændighed i mit liv, og faktoren jeg her har i tankerne, er selvfølgelig min nittenårige lillesøster. Jeg mener... de fleste har altid vidst, at hun var en lille smule menneskesky (også kendt som socialt retarderet). Men vidste de mon, at hun var direkte… Mærkelig? Dette blev på det kraftigste slået fast den fireogtyvende december. Frem af gavepapiret, der så uskyldigt var foldet om hendes julegaver, tilsynekom den ene zombiebog efter den anden. ”Zombie survival guide,” ”How to speak Zombie” og “The Mystery of the Living Dead” for nu bare at fremhæve et par af de titler, man kunne finde uden på bøgernes omslag. Og mens min søsters ansigt lyste af begejstring, sad de endnu uvidende medlemmer af familien og sendte hinanden foruroligende blikke ud af øjenkrogen. Zombier! Er det dét, de unge vil ha’?

Jesse Eisenberg i Zombieland

Personligt havde jeg aldrig troet, at jeg skulle tvinges til at forholde mig til begreber som levende forrådnelse, men min søster ynder dagligt at overraske mig med små hurtige testspøgsmål, som hun slynger i hovedet på mig uden nogen særlig situationsovervejelse, og det er som om, at hun forventer, at jeg skal kunne huske alt, hvad hun nogensinde har fortalt mig om zombier:”Simone, sig mig hvilke steder man skal undgå at opholde sig under et zombieangreb?” … eller: ”Hvordan smitter en zombievirus?” Det er forholdsvis sjældent, at jeg formår svare rigtigt på disse spørgsmål, men hun er en ihærdig læremester, der ikke giver op uden kamp. Og det er her, et eller andet sted mellem fornuft og galskab, at jeg må stoppe op og fundere. For pludselig slår det mig; hvad nu hvis hun har ret? Hvad nu hvis vi alle sammen går rundt i en usynlig farezone, en fare for at ende som tankedøde zombier, som kun forstærkes af vores egen ubevidsthed? Vil vi være i stand til at reagere i tide hvis uheldet er ude, vil vi formå at redde os selv? Det er et spørgsmål om mod, om handlekraft. Men først og fremmest er det et spørgsmål om viljestyrke. Jeg vil derfor opfordre alle til at stille sig selv det altafgørende essentielle spørgsmål: Vil du overgive dig til tilværelsen som levende død, eller vil du kæmpe imod og overleve?

.

Farvel Willesden Green

Himlen er mørk, men luften føles mild. Michael, min irske landlord siger, at han vil følge mig ned til stationen. Fortovet er dækket af et tyndt hvidt lag sne, og enkelte steder er den presset så hårdt sammen, at overfladen er blevet slippy, som Michael kalder det. Strækningen op til stationen kan klares med cirka ti minutters gang, men grundet sneen og Michaels gamle ben, bliver det til adskillige minutter mere. Også fordi Michael bruger sine kræfter på at snakke i stedet for at gå. Han er et af de mennesker, der fortæller de samme historier om og om igen og hver gang med lige stor ivrighed og fortællerlyst i stemmen. Jeg kan huske dem alle sammen udenad, for jeg har hørt dem mange gange før. Men nu gør det ikke noget, tænker jeg, for nu forlader jeg ham jo, og så skal jeg nok ikke høre dem igen.

Vi er de eneste to mennesker nede på den halvmørke platform. Michael giver mig et varmt knus og et hurtigt kys på kinden. ”Have a nice trip and have a little tip,” mumler han på sit irske engelsk og hiver en tyve-punds ud fra inderlommen, som han stikker ned i min jakke. Jeg protesterer, men ikke længe nok til at jeg risikerer, at han tager den tilbage igen. ”Buy a couple of beers on us,” er hans sidste ord, inden han vender sig om for at tage turen tilbage op ad trappetrinene. ”Have a merry Christmas!” råber jeg efter den gamle mand, inden han forsvinder helt ud af mit syns rækkelighed.
Jeg kommer nok alligevel til at savne Willesden Green, er min tanke, da jeg trækker kufferten ind i tuben med et smil på læben. Et smil, der bliver hængende hele vejen ned til London Bridge.

“Is your flight cancelled?” spørger jeg manden, der sidder ved min side med ryggen op ad væggen, fordi jeg keder mig og har lyst til at sige noget til en eller anden. Han ser ud til, at han har siddet her i lang tid, og han støtter kroppen halvt op af sin bagage, hvilket giver ham en underlig skæv holdning. Ikke at der er tale om mere bagage end en mindre backpackertaske og en enkelt krøllet plasticpose.
”No I just come here to sleep in the airport sometimes,” mumler han med en grødet stemme og kigger på mig med to ganske rare øjne.
Jeg nikker. Min første indskydelse er, at han joker med mig, men på den anden side kunne han også godt ligne én, der ikke har så mange andre muligheder for et tag over hovedet. Jeg sender ham et venligt smil og siger; ”me too,” for det er vel heller ikke helt forkert.
Jeg spørger ham, om han vil holde øje med min bagage, mens jeg går på toilettet. Da jeg vender tilbage, er han væk. I stedet står der en security-vagt og stirrer på min kuffert sammen en tyk dame, der ligner hende Etta Cameron. ”Is it your suitcase?” spørger vagten.
”You shouldn’t leave it unattended like that,” tager den tykke dame over. ”It could have been a bomb. I had to call security.” Hendes toneleje er bebrejdende og yderst formanende.
”Jesus christ,” mumler jeg lavmælt, men åbenbart alligevel højt nok til at de begge to sender mig et blik, der får mig til at føle mig som et uartigt barn på fem.

Danmark dufter af juletræer, frisk luft og kaffe. Alle omkring mig snakker dansk og ikke alle mulige forskellige og uforståelige sprog. Jeg registrerer pludselig betydningen af alt, hvad der bliver sagt i mit nærvær, og det er underligt. Udmattende. Jeg har faktisk aldrig før tænkt over hvor mange ligegyldige ting, vi mennesker går rundt og siger.
Senere ligger jeg midt på stuegulvet med ryggen presset fladt mod gulvbrædderne og stirrer op i loftets store rektangulære gipsplader, mens jeg spekulerer over, hvem jeg var sidste gang jeg var her, og om der mon stadig er leverpostej i køleskabet. Min nittenårige lillesøster kravler hen til mig fra et eller andet sted udenfor mit synsfelt og lægger sig ned med kinden og vægten af sit hoved hvilende på min mave. Hendes ansigt er vendt op mod mit, og hendes mørkebrune hår falder tilbage rundt om nakken. ”Du lugter af menneske,” siger hun med sagte ord og lukker fredeligt sine øjne.

.

Stalker Talking

Har du nogensinde fundet tilfredsstillelse i at stå ude under en mørk himmel og lure ind ad vinduet, hos den du har the hots for, velvidende om, at du kan se vedkommende, men at vedkommende ikke kan se dig? Eller har du gennemsøgt nogens værelse, uden at de var til stede, for at finde nøglen til deres dagbog? Luret ned i en vegetars skraldespand, for at finde ud af, om han har ladet dyrekød indgå som en del af sit sidste måltid? Så har du det helt sikkert i dig. Stalking har længe været forbundet med psykopatiske ekskærester og blege rødhårede cybernørder, men disse dage er ovre. Stalking er blevet reinkarneret i en ny trendy betydning. Det er nu anset som den simpleste måde, hvorpå man kan vise, at man interesserer sig for sine medmennesker.

Lad os starte med det, der forandrede verden: Facebook. Siden alle (inklusiv dine forældre) joinede fællesskabet, er det velkendte website både blevet decideret tacky og uundværligt på én og samme tid. (Vi har vel alle prøvet at have abstinenser?!) Facebook har forpestet alle verdenshjørner, og det er indtil videre det eneste ord, jeg kan udtale på ungarsk. Ikke desto mindre, har det ændret vores samfund, og styrket det sociale netværk for utallige geeks rundt om i verden, der kun formår at kommunikere under indflydelse af binærkoder. Hvem kan nænne at sætter sig imod disse individers genforening med omverdenen, og hvorfor skulle man egentlig også bruge tid på at bekæmpe noget, der allerede er så godt som indgroet i vores handlinger og vores måde at tænke på? Og hvordan kan man i det hele taget kalde sig et helstøbt menneske i disse tider, hvis man ikke er i besiddelse af et ”Facebook-jeg”?

Inden det her udarter sig til et langt forsøg på at retfærdiggøre samfundets overforbrug af Facebook, (Jeg skal heller ikke modargumentere, at jeg selv er en inkarneret faceoholic) vil jeg springe direkte til sagens egentlige kerne: Den pludselige normalisering af cyperstalking. Siden Mark Zyckerberg (som BTW er bleg og rødhåret) udviklede det velkendte blå site, er det nemlig blevet socialt acceptabelt at stalke andre mennesker helt uden at føle skam.

Selv vil jeg ingenlunde prøve at benægte eller på nogen måde forsøge krænge mig uden om det faktum, at jeg cyberstalker andre mennesker, og at jeg gør det helt perverst meget. Jeg stalker mine venner, deres venner og deres venners venner. Mine venners søskende og mine venners forældre. Jeg stalker mine kolleger, min chef og min chefs kone. Jeg stalker mennesker, som jeg er betaget af, og jeg stalker mennesker, som jeg synes er grimme, og hvis du er læser af denne blog, så er der en ret god chance for, at jeg også stalker dig. Min akt udarter sig som oftest på Facebook, men kan også bringes et niveau videre gennem eventuelle hits, der måtte dukke op under en Googlesøgning. I bund og grund stalker jeg ret meget, og jeg synes det er helt i orden. - Trods fare for pinlige situationer, hvor man bliver busted i at vide ting, som man ikke burde vide om mennesker, man ikke kender. Jeg kan dog ikke lade være med at spekulere på, hvad der ligger til grund for denne besættelse af at snage i andre menneskers foretagende?

#1 Mennesket er naturligt nysgerrigt, og derfor er det vel ikke så besynderligt, at vi udnytter en mulighed for at opsnappe gossip om andre menneskers karriere, kærlighedsliv eller what so ever, når nu folk er så villige til at dele disse informationer med os på Internettet. I bund og grund handler det vel om, at vi sammenligner os med andre mennesker, en metode vi benytter i vores forsøg på at definere os selv.
Hånden på hjertet; vi ansøger jo heller ikke vore gamle klassekammerater, som vi ikke har set i årevis, fordi vi rent faktisk har tænkt os at vedligeholde kontakten med dem, men snarere fordi vi engang har spejlet os i disse mennesker, og nu er vi nysgerrige i at vide, hvem der siden hen er nået længst på karriererangstigen, er blevet tyk eller har fået det grimmeste haircut. I det hele taget; om deres liv er federe end vores.

Konklusion: Jeg stalker for at spejle mig i andre mennesker grundet dårligt selvværd.

#2 Stalking er det perfekte tidsfordriv, og jeg har svært ved at erindre, hvad vi egentlig beskæftigede os med før i tiden? Formentligt så vi meningsløst lorte-TV og lærte alle navnene på karaktererne i Melrose Place. Nu kan vi i stedet fryde os over ondsindede tags på billeder og latterlige tudeudbruds-opdateringer. Desuden er stalking heller ikke tidsbegrænset, hvilket betyder, at vi kan holde os beskæftigede i meget længere tid end de få timer, hvor tarvelige eftermiddagsserier ruller i kassen.

Konklusion: Jeg stalker, fordi jeg ikke har noget bedre at give mig til.

#3 Siden cyberstalking blev vores yndlingstidsfordriv, skal vi ikke længere bruge oceaner af tid på at opdatere vores bekendte om indholdet i vores liv, hver eneste gang vi mødes. Vi kan ganske enkelt bare fortsætte, hvor den sidste Facebook-opdatering slap. Smart.
Personligt er jeg helt cool med at blive stalket af andre mennesker, måske fordi jeg er beæret over, at der er nogle mennesker derude, der rent faktisk finder mit liv bare en lille smule interessant (Foruden dig mor).

Konklusion: Jeg stalker, fordi jeg faktisk interesserer mig for andre mennesker.

Så drop benægtelserne omkring dine voyeuristiske lyster, for vi ved jo godt alle sammen, at du gør det. Stå i stedet ved det og vær stolt af det, (må jeg foreslå brochelignende badges?) hvad end du stalker din ekskæreste, dit hemmelige crush fra læseklubben eller den person hvis liv, du ønsker at overtage!

.

Sandwich

Jeg er vågnet efter blot at have sovet nogle få timer. Uden at henholde mig selv i den blundende opvågningsfase så meget som et rimeligt øjeblik, står jeg ud af sengen velvidende om, at jeg ikke kan gå tilbage til søvntilstand. Det er tidligere, end hvad godt er.

En tyk hvid dise hænger lavt i luften denne decembermorgen og virker som en dæmper på alle lyde. Efterlader gaden i en gådefuld stilhed omgivet af grålige villahuse og vinternøgne træer. Frostdækkede Willesden Green har forvandlet sig til en spøgelsesby, selvom jeg har på fornemmelsen, at det er mig, der er genfærdet. Fortovene er næsten ubefærdede. Kun enkelte mørke silhuetter flytter på sig et sted på den anden side af vejen, den anden side af tågen, i en anden verden. Mine fødder bærer mig frem, uden at der kan være tale om noget bestemt mål. En tung vejrtrækning bliver til et opgivende suk, der undslipper mine læber som svaret på et spørgsmål, jeg end ikke har formuleret i mine tanker.

Af og til finder jeg trivsel i denne ensomhed. En sindsstemning, som jeg med mellemrum vender tilbage til, når mit højspændte verdensrum bliver mig uhåndterbart. Den ydre verden bliver fjern. Omgivelser transformeres til flade todimensionelle kulisser, som jeg ikke kan nå. Min eksistens begrænses til det indvendige rum af kraniets bugnede vægge. Jeg kan overleve indespærret på denne måde i flere dage. Ikke uden at gå en lille smule fra forstanden, men uden at tabe hovedet. Jeg kunne fristes til at kalde det min styrke, men jeg ved ikke helt, om det er sandt.

Jeg kan dog mærke, at jeg har svævet rundt i denne tilstand alt for længe. Jeg er klar til at komme videre nu. Det ville virke naturligt på dette tidspunkt. Jeg venter blot på, at dén hændelse forekommer, som skal ændre min situation. Du kender det. Den slags små magiske hændelser, der får dig til at se verden i et andet lys, og giver dig en interimistisk fred i sindet, fordi du pludselig forstår, at alting går op i en højere enhed. I det mindste lige nu og her, i dette øjeblik. Det behøver ikke være noget stort. Det kan vare et splitsekund. Det kan være hvad som helst. Men der sker ikke noget.

En indsvunden mand med en klud bundet om hovedet lægger en nøgen frostmishandlet hånd på min skulder. Jeg ved ikke, hvor han er kommet fra, eller hvordan han er brudt ind i min verden. ”Please spare a few coins madam,” hvisler det fra hans rynkede læber. ”I’m trying to get money for a sandwich…”

”So am I,” hvæser jeg, og trækker min skulder til mig i et ubamhjerteligt ryk. Efterfølgende bliver jeg ved med at gentage ordene inde i hovedet så mange gange, at sætningen efterhånden bliver kvalmende.

Mine skridt er hastige men uregelmæssige og uden kontrol, som var jeg på flugt fra et eller andet, jeg ved ikke, om jeg er. Så stopper jeg pludseligt op med et sæt, som en optrukken legetøjsfigur, der endnu engang har brug for, at tappen i ryggen drejes en omgang. Jeg støtter mig til et rækværk. Lægger nakken en anelse tilbage og stirrer tomt op mod uendeligheden uden at bekæmpe kulden, der bider i mit åbenlagte ansigt. Jeg vil fortælle dig, at jeg savner dig, men ordene isner på min tunge, og bliver aldrig til andet end en kold hvid ånde, der forlader min mund.

.