Gulerodssmoothie

  .

Luften er kold som is, men frisk som Colgate MaxWhite. Jeg slynger halstørklædet over skulderen og kniber øjnene sammen mod det hvide sollys. Spankulerer hen over de changerende efterårsblade, der stryger sig over strøget. En munter indianer blæser sæbebobler på størrelse med hjulende på en lyseblå barnevogn, der holder parkeret ved "Morfars Pølser". Jeg smiler en tand for overskudsagtigt til den vrælende unge og tager en slurk af min gulerodssmoothie.

Yes, det nyligt genoptagede danske statsborgerskab har uden tvivl haft positive indvirkninger på min livsstil, hvilket måske skyldes min pludselige modtagelighed overfor en knap så selvdestruktiv mentalitet. I København oplever jeg eksempelvis, at det er hipt at spise grøntsager, imens ingen form for spise til sammenligning tilegner sig etiketten ”hip” i London (coke er undtaget).

Tag den famøse kampagne ”6 om dagen” som eksempel. Af en eller anden grund blev den sidste grøntsag tabt i oversættelsen/lost in translation, så på engelsk hedder det ”5 a day”. Dette har muligvis noget at gøre med, at englænderne tror, at Guinness tæller med som en grøntsag.

Nå, men det er ikke alene de ting, jeg putter i munden, der har ændret sig. Jeg er også begyndt at tage flere brusebade, hvilket muligvis skyldes, at det ikke længere føles som om, jeg vælter mig i klor, hver gang jeg stiller mig ind under brusehovedet. Mit hår er evigt taknemmeligt.

Desuden har jeg anskaffet mig en cykel (= motion), for man skal ikke være udpræget kvik, før man forstår, at dette er et nødvænne i København (I London er der meget få cyklister og nærmest ingen cykelstier). Idyllisk ser det ud, når flokkene triller ned ad H.C. Andersens Boulevard med halstørklæderne blafrende i blæsten. Knap så idyllisk var det, da det gik op for mig, at jeg overhovedet ikke kender færdselsreglerne. Kør lige ordentligt! råbte en gut, idet han styrede udenom, fordi jeg havde placeret mig i den forkerte kørebane på cykelstien. Hvad har du gang i? råbte en ung mor, da jeg tog holdt uden en håndmarkering. Københavnerne er nogle værre cykelnazister. Jeg er opvokset i Nordjylland, og jeg er ikke vant til at blive råbt af i trafikken – Ja, faktisk er jeg slet ikke vant til, at der er andre end mig på cykelstien.

Anyways - mine tohjulede oplevelser ville ikke være så slemme, hvis jeg så bare kunne finde ud af den trafikale infrastruktur. And don’t I know: disse ting tager tid, og det gør de hver gang, man kommer til en ny by. Men hvor de fleste mennesker er så civiliserede at eje en mobiltelefon med GPS, render jeg (som det eneste menneske i København under halvtreds) stadig rundt med et gammeldags fold-ud-kort i håndtasken (ja, hvorfor ikke kalde det en håndtaske nu, hvor vi allerede har fastslået, at jeg identificerer mig med den ældre generation).

Just trying to find my way around in Copenhagen

 Apropos generationer, så snup lige godt og vel en håndfuld af disse og træk dem fra markedets nyeste smartphone - og du får: en klaptelefon. Sådan én har jeg. Og hver gang jeg tager den frem i dagslys, er det som om, alt inden får en femten meters radius går i stå. Folk kigger på mig i en blanding af skepsis og ubehag, som havde jeg netop taget en slangebøsse op af tasken. Dude, don’t point that thing at me.

Når jeg er til fest i Kødbyen, føler jeg mig afskåret fra en tredjedel af alle konversationer, fordi jeg ikke kan tale med om Instagram, men i andre situationer har mit handicap vist sig at være nyttigt: Som når en selvhøjtidelig ung mand trætter mig med sin talestrøm, og alt jeg behøver at gøre er at pege på ham med min klaptelefon.

Alligevel kan jeg ikke undgå at føle mig en smule udenfor. Selv mine forældre har smartphones. Og skal sandheden frem, så har jeg da også arvet min nuværende telefon efter min mor (da hun selv anskaffede sig en fiksere af slagsen). Hvad bliver det næste? At jeg arver hendes aflagte tøj? Oh yeah, I already do that.

Anyways, essensen i overstående udgydelser må være, at selvom jeg er kommet langt, kan jeg stadig ikke skue toppen af bjerget. Ja, spørgsmålet er, om jeg nogensinde kommer til at owne titlen: ”Et civiliseret menneske”. Men det er også okay. Og selvom jeg endnu ikke er indehaver af en Instagram, skal I da på ingen måde undvære et billede af min morgenmad denne morgen:

Havregryn med pålægschokolade #Breakfast #Oats #Galle&Jessen #Retro #Cph #Diet #Glamour #Pease #Culture #Nostalgic #Sober #Important #OneCanNeverHaveTooManyHashtags

Shit I Have To Put Up With

”Jeg magter ikke min nye timeline-profil,” siger jeg til min mor. Vi sidder i sofaen og ser et haveprogram. Aftenskaffen er sat frem, men jeg ænser selvfølgelig ikke så meget andet end computeren, der hviler på mit skød.

”Måske det er på tide, at du lukker ned for Facebook,” foreslår hun åndsfraværende, hvorefter der ikke er nogen, der siger mere.

Vi hører hoveddøren gå, og lidt efter træder min far ind i stuen. Han har lige lukket fjerkræene ud af hønsegården, så de kan få sig en rask gåtur i frie omgivelser før sengetid. Holger er altid den første. Han baner vejen for sin hønehjord. Jeg kan høre ham gale derude, og forestiller mig, at han kalder på dem. ”Er han ikke smuk?” siger min mor altid. Der er sjældent nogen, der finder det nødvendigt at svare.

Da min telefon begynder at vibrere, opdager jeg først og fremmest, at jeg sidder på den, og derefter tager jeg den med ud af terrassedøren, så jeg kan svare opkaldet uden medhør fra min mor, far eller Søren Ryge.

”Hej Emily!” udbryder jeg begejstret - Emily ringer ind imellem for at høre, hvordan livet står til i Harken og for at dele et par oplevelser fra den virkelige verden. Selvom det kun er få uger siden, at hun bosatte sig i København, og selvom hun stadig bor i sin kuffert, er hun allerede i gang med fire til fem forskellige jobs (såsom at hænge ud foran kameraet på Game Reactor eller hjælpe vandvognene på Strøget med deres marketingsmix) – Sådan kender jeg hende.
”Men det kan godt være svært at koordinere de forskellige jobs med hinanden,” siger hun beklageligt.

”Jeg ved præcis hvordan du har det,” svarer jeg. ”Nogle gange beder min mor mig også om at hænge vasketøjet ud, selvom jeg stadig er i gang med at tømme opvaskemaskinen.”

Al snak indstilles, da luften uventet gennemtrænges af et øredøvende hanegal. Jeg vender mig om og ser, at Holger står og glor på mig.

”Var det, hvad jeg TROR, det var?” spørger Emily og lyder ret fornøjet.

”Ja,” bekender jeg.

Hun brister i latter: ”Okay, så VED man, at man er kommet på landet!” - og jeg griner med på min egen bekostning – omend en smule anstrengt.

”Emily…” siger jeg så med en pludselig usikkerhed. Der er noget, der ikke er, som det skal være. Fjerene på hanens hals er udslåede, de står som en stiv krave rundt om det lille røde hoved.  Den puster sig op, den sænker nakken. De bitte små øjne. Jeg kan ikke lide den måde, den kigger på mig. ”Emily,” fremstammer jeg igen. ”Emily… Nu kommer den hen imod mig… Fuck… DEN ANGRIBER MIG SGU!”

Med baskende vinger og udstrakt hals sætter den af fra jorden med en resolut fremdrift, der fuldstændigt overgår mine forventninger til situationens alvor, og jeg taber mælet. Er det her for real? Jeg mener; alle min barneår udspillede sig blandt skrukke høner og megalomane haner, men aldrig – aldrig – var jeg udsat for noget a la dette. Hvad fanden skal jeg gøre? – Disse tanker når jeg at tænke, før jeg når at reagere, og alt imens farer det gale kræ løs på mit skinneben med sit snappende næb og sine fægtende fugleklør – drevet af en arrigskab, der får Den Tasmanske Djævel til at ligne en kattekilling.

”Emily, jeg bliver nødt til at lægge på nu!”

Jeg sparker ud efter dyret i et forsøg på at ryste det af mig (heldigvis er jeg iført min mors træsko), men hver gang jeg sender den baglæns over græsplænen, farer den direkte tilbage i flæsket på mig med en kun voldsommere vrede. Jeg vender mig mod terrassedøren, men der er ikke noget håndtag udadtil, så i stedet hamrer jeg en flad hånd mod ruden. Situationen er blevet panisk.

”Mor!” kalder jeg hjælpeløst, da jeg må flygte rundt om et rosenbed med Holger i hælene. ”Far!”

Vi stopper op en halv runde fra hinanden. Vores stive blikke mødes igennem roserne. ”Jeg har ikke gjort dig noget, OKAY?” råber jeg arrigt, men Holger er ligeglad. Han er ikke en normal hane. Jeg kan se det i hans blik. Han hører ikke til her. Han kunne høre til i en halsbrækkende hanekamp nede i Spanien eller i en suppegryde - Jeg er ligeglad.

Omsider åbnes terrassedøren. Min far stikker hovedet ud. ”Hvad sker der her?” spørger han forundret.

”Kunne du ikke høre, at jeg kaldte?” vræler jeg i en bearbejdende tone. ”Jeg kan ikke komme ind. Den fucking psyko-hane er efter mig. HAN ANGREB MIG!”

Jeg gentager de sidste tre ord utallige gange inden følgende optrin oprinder: Min far hopper i sine træsko og løber efter Holger. Selv springer jeg stakåndet ind ad døren, hvorefter jeg omsider tør at give slip på åndedrættet - Men følelsen af tryghed vil for evigt være forduftet. I hvert fald så længe jeg befinder mig på denne landejendom. Ja, åbenbart er jeg ikke den eneste, der finder min tilstedeværelse på Harkenvej uønskværdig.

.

Harkensind

I har ikke hørt fra mig i noget der minder om en evighed, hvilket nogle af jer måske har bemærket, men langt de fleste af jer er nok fortsat med tilværelsen – ufortrødent eller snarere uberørt. Jeg beklager dog, at jeg ikke har haft noget interessant at berette om – det er ikke fordi, jeg ikke har haft tid.


Anyways, jeg tænkte, at jeg nok skylder en eller anden form for forklaring, so here goes:



Endnu en gang er jeg flyttet fra London – ja, faktisk er det godt og vel et par måneder siden. Solen var skarp som op til midsommer, da jeg kyssede Neil farvel og sagde til min kære flatmate Kathrine, at hun skulle passe godt på Barnardo Street. Min kuffert var stoppet til bristepunktet (og lidt til) med skitsebøger og tegnegrej samt det kluns, der var værd at beholde. Resten smed jeg i containeren eller stoppede det ind på hylden hos Kathrine med de optimistiske ord: På et tidspunkt kommer jeg tilbage og henter resten.




Emily hjalp mig med at fragte bagagen op og ned ad tubens mange trapper. Vi ses i København efter sommeren, råbte jeg og vinkede, da jeg steg ind i bussen på mit pick-up point ved Earls Court.


Any anyways - When people ask me ~Why~, wait this is in English… Når folk spørger mig ~Hvorfor~, jeg har forladt London, leverer jeg gerne en række forklaringer (eller snarere undskyldninger), der eksempelvis indledes med; ”trængte til forandringer” og slutter med; ”søger nye udfordringer,” – hvilket måske, måske ikke er sandt, men det overgår bare ikke det altoverskyggende faktum, at der var betydelige økonomiske vanskeligheder forbundet med mit sidste engelske ophold, og det endte faktisk med, at min bankrådgiver spærrede mit dankort.


Jeg prøvede selvfølgelig at overbevise hende om, at jeg jo hverken brugte mine penge på dyre cafébesøg eller nyt tøj (alt mit tøj har kostet under £5 på ebay), men at jeg simpelthen var nødt til at nedprioritere fritidsjobbet til fordel for et tidskrævende studie, som desuden ikke var SU-berettiget. Men lige meget hjalp det.

Konsekvensen blev, at jeg nu er flyttet hjem til mine forældre på deres landejendom i Harken, og mine kære flatmates, Kathrine og Emily, er blevet erstattet af Luffe og Malthe (se billede nedenfor). Efter et par måneders ignorance er jeg atter på talefod med min bankrådgiver, og jeg må nok bare erkende, at vi simpelthen ikke deler samme holdning til håndtering af finanser. Sådan er man jo så forskellige.

Dengang: Kath & Em. Nu: Luffe & Malthe.

Først var jeg sådan: FML.

Men så var jeg sådan: Okay, så jeg er en 22årig kvinde, som bor hjemme hos mine forældre på deres landejendom i Harken, og mine to bedste venner hedder Malthe og Luffe. What’s not to like?

Jeg mener; selvfølgelig er Harken en anelse… langsommelig i forhold til London. Men når jeg ikke bruger min tid på at redigere min Facebook-profil eller se porno, fordi jeg pt. leder efter inspiration til en ny serie af erotiske illustrationer (at least that's what I tell myself), så hænder det rent faktisk, at jeg "bonder" lidt med mine forældre, such as: Spiller kortspil med min far eller hjælper min mor med en tærtedej – See. Good things can come from bad things… (lolz)

Bonusinfo: Jeg gik et par dage og overvejede, om jeg skulle ændre bloggens navn til Harkensind, men da de fleste alligevel ikke ved, hvad Harken er, droppede jeg igen tanken og kompromissede i en indlægstitel.

Familieportræt: Mig, Luffe og Malthe. Desværre er det kun min kærlighed til
Malthe (hunden), der går begge veje.

Heldigvis er der udsigt til fortrøstning, for inden længe bosætter jeg mig i København. It's official. Og selvom jeg savner London, så min mave snører sig sammen (det gjorde det ikke bedre, at de danske OL-reportager blev sendt direkte fra mit gamle hood omkring Barnardo Street), så glæder jeg mig også til at udforske København!

Men indtil da vil jeg omfavne min status som hjemmeboende og nyde, at jeg hverken er nødsaget til at håndvaske mine brugte trusser i køkkenvasken eller shoplifte mine havregryn i Tesco (just kidding about the last part, mom)…

Og Emily? Well, hun bor allerede i København, hvor hun blandt andet er den smækre nye vært på Game Reactor’s GRTV News. Watch it HERE ;-)

TTYL