Shit I Have To Put Up With

”Jeg magter ikke min nye timeline-profil,” siger jeg til min mor. Vi sidder i sofaen og ser et haveprogram. Aftenskaffen er sat frem, men jeg ænser selvfølgelig ikke så meget andet end computeren, der hviler på mit skød.

”Måske det er på tide, at du lukker ned for Facebook,” foreslår hun åndsfraværende, hvorefter der ikke er nogen, der siger mere.

Vi hører hoveddøren gå, og lidt efter træder min far ind i stuen. Han har lige lukket fjerkræene ud af hønsegården, så de kan få sig en rask gåtur i frie omgivelser før sengetid. Holger er altid den første. Han baner vejen for sin hønehjord. Jeg kan høre ham gale derude, og forestiller mig, at han kalder på dem. ”Er han ikke smuk?” siger min mor altid. Der er sjældent nogen, der finder det nødvendigt at svare.

Da min telefon begynder at vibrere, opdager jeg først og fremmest, at jeg sidder på den, og derefter tager jeg den med ud af terrassedøren, så jeg kan svare opkaldet uden medhør fra min mor, far eller Søren Ryge.

”Hej Emily!” udbryder jeg begejstret - Emily ringer ind imellem for at høre, hvordan livet står til i Harken og for at dele et par oplevelser fra den virkelige verden. Selvom det kun er få uger siden, at hun bosatte sig i København, og selvom hun stadig bor i sin kuffert, er hun allerede i gang med fire til fem forskellige jobs (såsom at hænge ud foran kameraet på Game Reactor eller hjælpe vandvognene på Strøget med deres marketingsmix) – Sådan kender jeg hende.
”Men det kan godt være svært at koordinere de forskellige jobs med hinanden,” siger hun beklageligt.

”Jeg ved præcis hvordan du har det,” svarer jeg. ”Nogle gange beder min mor mig også om at hænge vasketøjet ud, selvom jeg stadig er i gang med at tømme opvaskemaskinen.”

Al snak indstilles, da luften uventet gennemtrænges af et øredøvende hanegal. Jeg vender mig om og ser, at Holger står og glor på mig.

”Var det, hvad jeg TROR, det var?” spørger Emily og lyder ret fornøjet.

”Ja,” bekender jeg.

Hun brister i latter: ”Okay, så VED man, at man er kommet på landet!” - og jeg griner med på min egen bekostning – omend en smule anstrengt.

”Emily…” siger jeg så med en pludselig usikkerhed. Der er noget, der ikke er, som det skal være. Fjerene på hanens hals er udslåede, de står som en stiv krave rundt om det lille røde hoved.  Den puster sig op, den sænker nakken. De bitte små øjne. Jeg kan ikke lide den måde, den kigger på mig. ”Emily,” fremstammer jeg igen. ”Emily… Nu kommer den hen imod mig… Fuck… DEN ANGRIBER MIG SGU!”

Med baskende vinger og udstrakt hals sætter den af fra jorden med en resolut fremdrift, der fuldstændigt overgår mine forventninger til situationens alvor, og jeg taber mælet. Er det her for real? Jeg mener; alle min barneår udspillede sig blandt skrukke høner og megalomane haner, men aldrig – aldrig – var jeg udsat for noget a la dette. Hvad fanden skal jeg gøre? – Disse tanker når jeg at tænke, før jeg når at reagere, og alt imens farer det gale kræ løs på mit skinneben med sit snappende næb og sine fægtende fugleklør – drevet af en arrigskab, der får Den Tasmanske Djævel til at ligne en kattekilling.

”Emily, jeg bliver nødt til at lægge på nu!”

Jeg sparker ud efter dyret i et forsøg på at ryste det af mig (heldigvis er jeg iført min mors træsko), men hver gang jeg sender den baglæns over græsplænen, farer den direkte tilbage i flæsket på mig med en kun voldsommere vrede. Jeg vender mig mod terrassedøren, men der er ikke noget håndtag udadtil, så i stedet hamrer jeg en flad hånd mod ruden. Situationen er blevet panisk.

”Mor!” kalder jeg hjælpeløst, da jeg må flygte rundt om et rosenbed med Holger i hælene. ”Far!”

Vi stopper op en halv runde fra hinanden. Vores stive blikke mødes igennem roserne. ”Jeg har ikke gjort dig noget, OKAY?” råber jeg arrigt, men Holger er ligeglad. Han er ikke en normal hane. Jeg kan se det i hans blik. Han hører ikke til her. Han kunne høre til i en halsbrækkende hanekamp nede i Spanien eller i en suppegryde - Jeg er ligeglad.

Omsider åbnes terrassedøren. Min far stikker hovedet ud. ”Hvad sker der her?” spørger han forundret.

”Kunne du ikke høre, at jeg kaldte?” vræler jeg i en bearbejdende tone. ”Jeg kan ikke komme ind. Den fucking psyko-hane er efter mig. HAN ANGREB MIG!”

Jeg gentager de sidste tre ord utallige gange inden følgende optrin oprinder: Min far hopper i sine træsko og løber efter Holger. Selv springer jeg stakåndet ind ad døren, hvorefter jeg omsider tør at give slip på åndedrættet - Men følelsen af tryghed vil for evigt være forduftet. I hvert fald så længe jeg befinder mig på denne landejendom. Ja, åbenbart er jeg ikke den eneste, der finder min tilstedeværelse på Harkenvej uønskværdig.

.