Gulerodssmoothie

  .

Luften er kold som is, men frisk som Colgate MaxWhite. Jeg slynger halstørklædet over skulderen og kniber øjnene sammen mod det hvide sollys. Spankulerer hen over de changerende efterårsblade, der stryger sig over strøget. En munter indianer blæser sæbebobler på størrelse med hjulende på en lyseblå barnevogn, der holder parkeret ved "Morfars Pølser". Jeg smiler en tand for overskudsagtigt til den vrælende unge og tager en slurk af min gulerodssmoothie.

Yes, det nyligt genoptagede danske statsborgerskab har uden tvivl haft positive indvirkninger på min livsstil, hvilket måske skyldes min pludselige modtagelighed overfor en knap så selvdestruktiv mentalitet. I København oplever jeg eksempelvis, at det er hipt at spise grøntsager, imens ingen form for spise til sammenligning tilegner sig etiketten ”hip” i London (coke er undtaget).

Tag den famøse kampagne ”6 om dagen” som eksempel. Af en eller anden grund blev den sidste grøntsag tabt i oversættelsen/lost in translation, så på engelsk hedder det ”5 a day”. Dette har muligvis noget at gøre med, at englænderne tror, at Guinness tæller med som en grøntsag.

Nå, men det er ikke alene de ting, jeg putter i munden, der har ændret sig. Jeg er også begyndt at tage flere brusebade, hvilket muligvis skyldes, at det ikke længere føles som om, jeg vælter mig i klor, hver gang jeg stiller mig ind under brusehovedet. Mit hår er evigt taknemmeligt.

Desuden har jeg anskaffet mig en cykel (= motion), for man skal ikke være udpræget kvik, før man forstår, at dette er et nødvænne i København (I London er der meget få cyklister og nærmest ingen cykelstier). Idyllisk ser det ud, når flokkene triller ned ad H.C. Andersens Boulevard med halstørklæderne blafrende i blæsten. Knap så idyllisk var det, da det gik op for mig, at jeg overhovedet ikke kender færdselsreglerne. Kør lige ordentligt! råbte en gut, idet han styrede udenom, fordi jeg havde placeret mig i den forkerte kørebane på cykelstien. Hvad har du gang i? råbte en ung mor, da jeg tog holdt uden en håndmarkering. Københavnerne er nogle værre cykelnazister. Jeg er opvokset i Nordjylland, og jeg er ikke vant til at blive råbt af i trafikken – Ja, faktisk er jeg slet ikke vant til, at der er andre end mig på cykelstien.

Anyways - mine tohjulede oplevelser ville ikke være så slemme, hvis jeg så bare kunne finde ud af den trafikale infrastruktur. And don’t I know: disse ting tager tid, og det gør de hver gang, man kommer til en ny by. Men hvor de fleste mennesker er så civiliserede at eje en mobiltelefon med GPS, render jeg (som det eneste menneske i København under halvtreds) stadig rundt med et gammeldags fold-ud-kort i håndtasken (ja, hvorfor ikke kalde det en håndtaske nu, hvor vi allerede har fastslået, at jeg identificerer mig med den ældre generation).

Just trying to find my way around in Copenhagen

 Apropos generationer, så snup lige godt og vel en håndfuld af disse og træk dem fra markedets nyeste smartphone - og du får: en klaptelefon. Sådan én har jeg. Og hver gang jeg tager den frem i dagslys, er det som om, alt inden får en femten meters radius går i stå. Folk kigger på mig i en blanding af skepsis og ubehag, som havde jeg netop taget en slangebøsse op af tasken. Dude, don’t point that thing at me.

Når jeg er til fest i Kødbyen, føler jeg mig afskåret fra en tredjedel af alle konversationer, fordi jeg ikke kan tale med om Instagram, men i andre situationer har mit handicap vist sig at være nyttigt: Som når en selvhøjtidelig ung mand trætter mig med sin talestrøm, og alt jeg behøver at gøre er at pege på ham med min klaptelefon.

Alligevel kan jeg ikke undgå at føle mig en smule udenfor. Selv mine forældre har smartphones. Og skal sandheden frem, så har jeg da også arvet min nuværende telefon efter min mor (da hun selv anskaffede sig en fiksere af slagsen). Hvad bliver det næste? At jeg arver hendes aflagte tøj? Oh yeah, I already do that.

Anyways, essensen i overstående udgydelser må være, at selvom jeg er kommet langt, kan jeg stadig ikke skue toppen af bjerget. Ja, spørgsmålet er, om jeg nogensinde kommer til at owne titlen: ”Et civiliseret menneske”. Men det er også okay. Og selvom jeg endnu ikke er indehaver af en Instagram, skal I da på ingen måde undvære et billede af min morgenmad denne morgen:

Havregryn med pålægschokolade #Breakfast #Oats #Galle&Jessen #Retro #Cph #Diet #Glamour #Pease #Culture #Nostalgic #Sober #Important #OneCanNeverHaveTooManyHashtags