My First Cockroach

At vågne for første gang i et nyt rum. Et rum, som man kan kalde sit eget. At være vågnet, fordi solens fjerlette stråler dalede ind ad vinduet og lagde sig som lune dun på ens øjenlåg. At blive liggende lidt på sengen for at betragte rummet - Rummet, som det er lige nu: Badet i morgenlys. At ville have alle indtrykkene med.

Langsomt svinger jeg benene ud over kanten og sætter mine fødder ned på gulvet - mit gulv. I spejlet overfor betragter jeg, at jeg sætter mine fødder ned på mit gulv, jeg tænker: Nu sætter jeg mine fødder ned på mit gulv. Vipper lidt med tæerne og træder hen over kuffertens indhold for at tænde for vindblæseren. Knæler foran spejlet, væder en vatrondel og fører den rundt i ansigtet. Smiler lidt til mig selv. Får øje på noget i spejlet. Drejer hovedet. Konstaterer: Der ligger en gigantisk bille på gulvet - mit gulv.
Den mørkebrune fyr ligger på ryggen og vajer benene i luften som et sidste vink til verden (eller som et resultat af suset fra min vindblæser). Jeg fortsætter min morgenrutine, men kaster jævnligt blikke i dens retning med en blanding af foragt og fascination: Den er jo på størrelse med mine tommelfinger!

Da jeg er i færd med at påføre mascara, ser jeg, at den har foldet benene over sit bryst og nu ligger helt stille. Jeg kryber over til den og prikker til den med enden af applikatoren: Ingen reaktion. Så tømmer jeg en gennemsigtig pose for vatpinde og vipper den op deri. Der er egentlig noget smukt over den, tænker jeg, idet jeg holder den op foran næsen.

Så glider blikket igennem det gennemsigtige plastik og over på murstensmuren bagved. I en af de grove fure cirka tredive centimeter fra gulvet er der et hul – jeg ser det først nu. Det er akkurat så bredt, at man kan stikke en finger derind, men lige meget hvor meget, jeg kniber øjnene sammen, kan jeg ikke vurdere dybden. Det var ligegodt satans, tænker jeg. Så kravler jeg op i sengen og vækker computeren. Den knurrer lidt, men man kan sgu ikke stille krav om blid opvågning post kakerlakfund. I søgefeltet taster jeg: Jeg har lige fundet en kakerlak på mit gulv. Enter.

Jeg klikker på et tilfældigt link. Her kan jeg læse, at det er vigtigt, at man handler omgående, når man sådan har fundet en kakerlak på sit gulv - fordi for hver kakerlak, man kan se, er der ti, man ikke kan se. Så klikker jeg på et andet tilfældigt link. Her kan jeg læse, at for hver kakerlak, man kan se, er der tusind, man ikke kan se! – og at man muligvis er nødt til at rive væggene ned og brække gulvene op for at få has på skadedyrene.

Jeg tjekker lige, at jeg har bundet en ordentlig knude på plastikposen. Så går jeg ud i køkkenet for at koge et æg. Her møder jeg min australske roomie. Jeg fortæller hende om mit fund og spørger, om hun synes, at vi skal inddrage vores udlejer.

- Why would you do that? griner hun. A cockroach is basically like having a fly! Jeg kigger mistroisk på hende og tænker, at man ikke kan drage nogen fornuftig konklusion på baggrund af en australiers udtalelse, for dernede er de vel vant til edderkopper på størrelse med babyer og den slags.

Da jeg har spist morgenmad, løber jeg ned i den lokale Duane Reade på Kent Avenue for at købe en kakerlak-spray. Udvalget er vidtrækkende, så jeg ser mig om efter den, der har det dræberagtigste udseende. Først har jeg kig på en rød satan, men så ændrer jeg det til en bleggrøn blikdåse, der er sådan lidt syg i farven.

Jeg ryster dåsen godt og længe, før jeg sætter mig ned i skrædderstilling foran hullet. Jeg kigger kort på brugsanvisningen. Så sigter jeg mod kakerlakkilden og holder knappen nede i lidt længere tid end angivet. Derefter sidder jeg lidt og betragter hullet, som nu er badet en underligt limelugtende væske. Jeg ved ikke med jer, mumler jeg, men jeg kunne ikke have lyst til at mave mig igennem det dér stads…

Så er det pludselig som om, jeg bliver en smule trist til mode. Først kan jeg ikke helt placere følelsen, men så vokser den i kraft af noget nær medfølelse. Jeg mener: Det eneste disse væsner drømmer om er at være tæt på os mennesker. At ånde den ilt, vi ånder. At indtage vores efterladenskaber. Jeg kan kun gisne om, hvordan det føles, at trænge nogen så meget, selvom de skyr dig som listeriabakterier (ok, måske behøver jeg ikke at gisne – damn you, Dutch obsession). På den måde kan man sige, at verden er uretfærdigt indrettet.

Da jeg vågner næste morgen, er solen kun på nippet til at bestige New Yorks højtragende toppe. Alligevel maver jeg mig straks hen til sengekanten og spejder ud over det mørkebrune trægulv: I dag - Intet.

Der var engang...

... nogen, der besluttede sig for at døbe vores lille lejlighed ”Klosteret på Ane Katrines Vej,” og det har den heddet lige siden - om det så skyldes, at vores gade er bestrøget med kirker eller manglen på mandlige besøgsvenner, vides ikke. Hermed et kig bag murerne:

Slubrende lyde fra en tilkalket kaffemaskine og klukkende stemmer fra køkkenet siver ind under dørsprækken som et forlydende om, at Nina og Nadia er kommet hjem. Det er juni måned, og solen burde skinne. Det gør den efter al sandsynlighed også, men jeg har elimineret ethvert tegn på dens eksistens med mit mørklægningsgardin, for jeg har i øjeblikket ingen gavn af den slags overekstatiske fænomener. Hvad midlertidigt ikke burde være tilstede i juni måned er den forkølelse, der har forplantet sig i mit legeme.

Jeg ligger med ryggen mod sengen, fordi det er den position, jeg bedst masturberer i. Min hals er vredet over mod den bærbare, som hviler på madrassen ved siden af min lettere tilsnottede hovedpude, så jeg kan følge med i det sidste afsnit af Game of Thrones. Jeg betragter skærmen halvinteresseret igennem mine vædende øjne og et par fedtede briller, som jeg har set mig nødsaget til at erstatte kontaktlinserne med, hvilket betyder, at jeg (hjulpet godt på vej af fem dages forsømt hårvask) ligner en tro gengivelse af min far i halvfjerdserne. Og ingen burde ligne min far i halvfjerdserne - Ikke engang min far i halvfjerdserne. I morges ringede jeg til lægen. Hun fandt det ikke nødvendigt at udskrive mig øjendråber, eftersom hun konkluderede, at der ikke var tale øjenbetændelse. "Jeg tror snarere, at du er blevet forkølet i dine øjne!" meddelte hun en tand for entusiastisk. "OK," sagde jeg. "Er du sikker på, at du er læge?"

Jeg skynder mig at hamre tommelfingeren mod vibratorens off-knap, da lyden af knoslag mod min dør interfererer anstrengt med apparatets fredfyldte summen. Tilsyneladende ikke så meget for at anmode om adgang som for at advare om ankomst: Jeg når ikke at sige et kvæk, før døren knalder op. "TESKE-RAZZIA," annoncerer Nina og Nadia i kor, idet de tramper ind over mine gispende gulvbrædder. Jeg smider dynen op over hovedet.

"Der ligger en teske i en skål herovre!"

"Ej. Har du nu spist guf til aftensmad igen?"

Jeg skubber dynen ned. "Nej, det var Cultura," svarer jeg defensivt. Forleden havde jeg en af de der dage, hvor man pisker en bøtte Fynbo-guf og drikker to dåseøl til aftensmad. Jeg har en ærgerlig fornemmelse af, at mine to roomies for evigt vil holde det imod mig som et eksempel på mine ”uansvarlige kostvalg”.

"Der ligger yderligere to teskeer herovre!"

"Tre, Simone. TRE! Så kan jeg bedre forstå, at vi ikke har nogen i køkkenet."

(Burde man investere i nogle flere teskeer?)

"I ved godt, at jeg er nødt til at spise af teskeer som en kompensation for, at jeg spiser for hurtigt," protesterer jeg, men de hører ikke efter, for de har allerede forladt rummet igennem døren, som er blevet efterladt på vid gab.

Jeg krænger mig halvt ud over sengekanten og tildeler døren et los. Derefter kryber jeg tilbage under dynen og genfinder vibratoren. Et håbefuldt blik kastes mod skærmen, som prydes af Tyrion Lannister (boner), men kort efter skifter billedet til Jon Snow (bummer). Rystelserne er blevet en anelse sløve, hvilket gør mig ængstelig, idét jeg ved, at apparatet i øjeblikket er i færd med at fortære det sidste AAA-batteri, jeg har kunnet opstøve i lejligheden og det omkringliggende areal, hvorfor jeg (og en vilkårlig af vores naboer) i øjeblikket må køre uden lys på cyklen.

Alle billederne fra tidligere overværede pornosessioner flyder rundt som håbløse indefinable brudstykker i mine tanker - efter alle intuitioner er dette i det hele taget ingen oplagt onanidag. Jeg rynker panden for at hidkalde alle mine imaginære sexaktanter i håb om, at en af disse formår at tale til min libido: fra Team Gang Bang til den barmfagre bordelmutter, der løfter op i de tunge skørter og afslører en violet strap-on mellem to okselår.

Godt som jeg fornemmer, at jeg har fat i noget af det rigtige, banker det atter på døren. Jeg mildest talt smadrer tommefingeren mod off-knappen, førend jeg kyler apparatet fra mig et sted under dynen, som jeg samtidigt får halet op over mit blottede skræv. ”KOM IND!”

Nadias ansigt kommer forsigtigt til syne i dørsprækken. Hun kigger på mig med en granskende mine. ”Var du…?”

Jeg slipper et tungt suk: ”Ja...!” Men så bliver jeg bevidst om, hvilken afslørende ansigtskulør jeg i øjeblikket må være i besiddelse af, og så kan jeg alligevel ikke holde latteren tilbage.

”Jeg kan lukke døren og banke på igen om fem minutter,” foreslår hun muntert.

”Nej, det er okay,” forsikrer jeg med formildet stemme. ”Kom bare ind.”

”Godt,” siger hun og trisser ind foran mit spejl. Jeg ser, at hun i favnen bærer en kludebunke, som hun organisatorisk begynder at klandre op med bøjlestænger på kanter og kroge i rummet. ”Det er bare fordi,” siger hun – ”at jeg ikke ved, om jeg skal tage den her jakke eller den her jakke på til den her kjole… Hvad tænker du?”

Jeg klemmer øjnene sammen en enkelt gang og haler mig op i siddende position i som for at signalere, at jeg bidrager med min fulde opmærksomhed – nu hvor orgasmen alligevel er over stok og sten, kan jeg ligeså godt omfavne en anden form for distraktion. Med hovedet lagt på skrå opfordrer jeg: ”Lad mig lige se dig i den anden…”

Nadia skifter et par gange. Hun henter et par sko inde ved siden af, som hun føjer til sættet, således at jeg har de bedste forudsætninger for at træffe den rigtige beslutning. Jeg nedfælder en dom baseret på hypotesen om, at hersker der tvivl, bør man altid gå med den dristigste af valgmulighederne. Før hun atter forsvinder, vender hun sig om i døren og blinker: "Forresten - der er kaffe på kanden."