The incredible infrastructure of New York

(and why I miss the city like crazy)

11:55 am
Jeg vågner i en lejlighed i Brooklyn. Problemet med dette er, at jeg for tre uger siden flyttede op på Upper East. Derfor tager jeg hurtigt afsked og stikker i rend mod subwayen. Jeg har dog ikke mere travlt, end at jeg kan nå at gøre holdt for en æblekanelcookie i stationsboden. Under hele ridtet til Manhattan har jeg blikket i gulvet og cookien for munden. Jeg skal møde slænget til Bottomless Brunch om en time.

02:05 pm
Mit hår er stadig vådt efter brusebadet, da jeg vælter forvildet rundt i West Village med en livløs telefon, imens jeg prøver at komme i tanke om navnet på caféen: br… ba… bf… (noget med b i hvert fald). Da jeg omsider tilslutter mig selskabet, har man allerede siddet der i en time, og man har forsøgt at ringe til mig en milliard gange. Heldigvis er glassene fyldt med sangria, og tjeneren sørger for, at de forbliver således. Jeg slår mig ned og bestiller en eggs benedict.

04:10 pm
Der kæderyges udenfor Baracca. Solen er en anelse skarp, og mine tanker en anelse det modsatte. Celine, Maja og Nout skal til Williamsburg for at hente Celines iphone, som hun glemte på en bar den foregående nat. Aren’t you coming along? spørger hun forbløffet, da jeg bekendtgør, at jeg har tænkt mig at tage hjem og sove.

07:30 pm

Jeg sidder i Surf Bars sandgård med Celine, Maja og Nout. Celine har fået sin telefon tilbage, endda i opladt tilstand. Nu er de i gang med at oplade min. Vi er på sjette eller syvende mimosa, jeg tror ikke, der er nogen, der tæller mere. I Holland har man et særligt ord for lort, der sidder fast i røvhårene, efter at man har tørt sig. Det hedder tarrel. Det kalder man også personer, der ikke er til at slippe af med, fortæller Nout. Vi beder tjeneren om at bringe os menukortet.

10:05 pm
Bounceren foran The Lucky Dog tildeler os det obligatoriske kram efterfulgt af en svingtur. Han ligner en bøddel, men han har et hjerte af guld. Han siger, at han har brug for ”a woman’s perspective” angående en sag: Will you look at this guy’s finger nails - do you think we should let him in?!
Jeg kaster et blik på den ranglede svensker med den bredskygget hat og de sortmalede fingernegle. This is New York, maner jeg med et løftet bryn – Don’t you think we’ve seen worse? Bounceren slår et skrald op og klapper svenskeren kammeratligt i ryggen - Juuuust kidding.

01:30 am

En bartender, som jeg mødte på en ølbar i Greenpoint for et par uger siden, slutter sig til selskabet. Han har taget sin læge med. Lilian er også mødt op. Vi står i køen udenfor The Woods. Køen, der på mit og Lilians initiativ har forvandlet sig til ét stort gruppekram. Spread the love, råber vi, imens vi krammer om tilfældige, fremmede kropsdele.

04:15 am
Den sidste bar har drejet nøglen og sat os på gaden. Vi kigger afventende på hinanden: hvad nu? Så begynder bartenderen at beatboxe, og lægen begynder at rappe - begge blotlægger uanede talenter. Vi springer rundt om de to musikanter, imens vi galer oh-ye-ah, oh-ye-ah og basker med de løseste af lemmerne. Midt i det hele kommer jeg i tanke om svenskeren med de sortmalede fingernegle. Jeg ringer til ham, men kan ikke forstå, hvad han siger, så jeg rækker telefonen til Celine. Lidt efter meddeler hun: We are invited to an afterparty but we need more beers! Og så danser hele flokken ind den i nærmeste kiosk, hvor ekspedienten fluks fanger tråden og skuer op for anlægget. Til kioskens øvrige kunders øjensynlige forundring fortsætter vi festen imellem pasta og konserves - Alt imens en eller anden sørger for at købe nogle øl.

04:55 am
Svenskeren har et klædeskab ud af en drøm, og efterfesten har efterhånden udviklet sig til den vildeste klæd-ud-fest. Én efter én forsvinder vi ind på værelset, hvorefter vi træder ud iført alt fra nittevester, rygmærkede læderjakker, glimmerbælter og fjerboaer. En eller anden dukker op med et kinesisk dragehoved på skuldrene. Først kan vi ikke regne ud, hvem det er, men så genkender vi lægens T-shirt.

07.10 am

Svenskeren og bartenderen er i gang med at smide tøjet. Lilian sidder på ryggen af lægen. Jeg hopper rundt med en rød fjerboa om halsen og et akrylmalingsbelagt skumgummiansigt i favnen, imens jeg synger med på sangtekster, jeg ikke kender. Jeg tænker, at det her er det lykkeligste, jeg nogensinde bliver. I næste øjeblik hæver solen sig over nabobygningerne, og hvide stråler strømmer ind gennem ruderne. Lysegråt cigaretrøg lyser op imellem os, det skiller fragmenterne som afslidt pigment på et krøllet fotografi. Endnu en endeløs nat er endt.

Vi er de sidste, der forlader festen – mig og Lilian og Celine. Why was everybody talking about the sun? spørger Celine døsigt, da vi står nede på gaden - I didn’t see the sun rise. The apartment had no windows!

Lilian ryster opgivende på hovedet - The apartment had three big windows, they were right in front of us. I saw the sun rise, ok?

08:05 am
Toget er tætpakket med jakkesæt og lædermapper. Jeg føler mig aldrig synderligt begejstret, når min hjemrejse ramler sammen med morgentrafikken. Heldigvis får jeg øje på to slatne mænd, der tilsvarende lader til at være i færd med at afslutte en dag i stedet for at tage hul på en ny… What hurts the most, snøfter den ene – is that now she goes to all those places with someone else. You know… OUR places. The places that WE used to go to together…

Jeg læner mig ind mod de to. Do you know what you need to do? spørger jeg i et toneleje, der indikerer, at man skal lytte godt efter – You need to go to all of those places. Alone. And then you need to suck all the pain out of those places!

Han stirrer på mig med noget, der kunne tolkes som afsky - That’s the worst advice I’ve ever heard.
Jeg trækker på skulderen og træder ud af toget, der netop er rullet ind på 14th Street. Hér skifter jeg til 5’eren, der kører op gennem Manhattan. Jeg klemmer mig ned på en ledig sædeplads, og det sidste jeg erindrer er, hvordan mit livløse hoved dingler imellem skuldrene på henholdsvis højre og venstre medpassager.

08:45 am

Jeg vågner, da min arm ruskes i et blidt greb. Det tager mig et øjeblik at konstatere, at håret i min mund ikke er mit eget. Jeg løfter hovedet fra hans skulder - det er ham, der har rusket i min arm. De sorte krøller står ud fra hovedet i alle retninger - de har været bløde at sove ind mod. Where are you going? spørger han med den største overbærenhed. Mit søvnslørede blik vandrer rundt i vognen. Jeg får øjenkontakt med pigen på sædet overfor. Hendes mundvige dirrer. The stop on 86th Street, mumler jeg. Where am I?

Actually, we’re all the way up in the Bronx, but I’m getting off at the next stop. Come with me and I’ll show you to the right platform, siger han. Jeg nikker - det lyder fornuftigt.

Nede på perronen finder jeg en søjle at hvile kroppen op ad. Mine øjne truer med at lukke sig sammen. Igennem sprækkerne får jeg øje på mexicaneren på den anden side af sporet. Han vinker ihærdigt. Don’t fall asleep, messer læberne. Jeg griner fjoget og ryster hovedet, først fra side til side, så op og ned. Så ruller et tog ind imellem os. Jeg vader prompte ind ad den automatiske dør og falder ned på sædet.

09:04 am

Shit. Jeg faldt vist i søvn igen. Hvor er jeg nu? - (kigger op mod tavlen) - på ved ned over Upper West Side i stedet for East. Jeg har taget det forkerte tog. Pis.

09:35 am

Fuglene er i gang med at hilse dagen på noget nær ethundredeogtyvende velkomstvers, da jeg vader ud fra Dunkin’ Donuts med en æggesandwich i hånden. Af ren og skær hensyn forsøger jeg at undgå at kigge børn og ældre i øjnene. Hvis jeg skyder genvej gennem Central Park, er jeg nok hjemme ved.. whoa.. TAXI!!! Jeg smider lappen i vejret, så æg flyver syv retninger, og den gule vogn svinger ind til siden. 82nd and York, meddeler jeg, da jeg slår min taknemmelige røv i sædet. Nogle gange ved man ikke, hvad man har brug for, før det er lige foran én.

O for overspringshandlinger

Jeg er ikke en af de kvinder, der har brug for en daglig reminder på køleskabet om, at jeg skal huske at onanere, I ved, fordi det er godt for vores personlige selvforhold og så videre. Nej. Jeg gør det helt på eget initiativ. Op mod mange gange om dagen.

Og nu er det ikke fordi, jeg går rundt og er liderlig hele tiden. Ikke sådan synderligt meget i hvert fald. Snarere er mit påskud noget så ligegyldigt som rastløshed. For rastløshed afføder som bekendt overspringshandlinger.

Lad mig forsyne jer med lidt kontekst: Nogle perioder er selvfølgelig mere udsatte end andre. Vintermånederne udgør én lang af disse. For når dårlige vejrforhold allerede har gjort længerevarende udendørsophold utiltalende, og man tilmed plages af utætte vinduer og utilregnelige radiatorer indendørs, er det ikke svært at tage beslutningen om at krybe ned under dynen med en sidste fremtidsoptimistisk udtalelse til verden: Vi ses, når dagtimerne igen tæller halvdelen af døgnet! Eller den lidt mere realistiske version: Fem minutter, bare lige fem minutter!

Har man sågar også en eksamen hængende over hovedet (endnu en af periodens små luner), er man tilmed lænket fast til lejligheden af den dårlige samvittighed. For man er jo aldrig i tvivl om, hvor man burde befinde sig: Ved skrivebordet med én hånd på tasteturet og en anden hvilende et sted imellem side femogtredive og hvad-var-det-nu-lige-jeg-var-kommet-til. Men hvor man så ofte ender med at befinde sig, er ovre på madrassen med mindst én af hænderne nede i trussen i jagten på den manglende motivation i form af jagten på the big O.

Tag i går som eksempel: I går havde jeg en rigtig fridag (dette er i øvrigt ikke en unormalitet, de sidste uger har hovedsagligt bestået af fridage). Jeg kunne have valgt at gå i vaskeriet. Jeg kunne have valgt at tage opvasken. Jeg kunne sågar have valgt at tømme postkassen! Ikke noget, der ville forbedre mit liv i det store billede, men alligevel noget, der ville afføde et resultat, som jeg så kunne betragte med tilfredshed. I stedet satte jeg mig under skrivebordslampen med en forestilling om, at jeg skulle skrive et eller andet af betydning.

Status er følgende, at det beskidte vasketøj stadig truer med at sprænge vasketøjskurven, at opvasken stadig balancerer på kanten af vasken, og alt imens er absolut intet hændt mit Word-dokument. Til gengæld har jeg tilbragt halvdelen af tiden med at sidde og stirre ind i væggen. Den anden halvdel er gået med at ligge og rode rundt efter den manglende motivation ovre på madrassen (pudsigt nok havde den heller ikke gemt sig i trussen denne gang) - Om de mange masturbationspauser så til gengæld har bragt mig tættere på mig selv, tvivler jeg på. I så fald kan man sikkert også komme lige lovligt tæt på sig selv.

Alligevel vil jeg vove at påstå, at jeg har været i god tro. Skal man tro de dristige artikler i diverse dameblade, er der nemlig ingen grænser for, hvad lidt kvalitetstid med nedre region kan udrette: Fra at dæmre hovedpiner og afhjælpe stress til at kurere dårlig ånde og redde verdensfreden. Jeg ved snart ikke, i hvor mange udgaver jeg har læst artiklen, der nogenlunde kan opsummeres sådan her: ”Engang troede man, at man blev blind af onanere, men nu ved vi, at det er sundt og i øvrigt helt normalt.”

Nu er det jo ikke fordi, jeg ikke kan se, hvor de kommer fra, eller hvor de vil hen... Men vi lever altså i år 2014, og gu’ er det normalt at onanere! Faktisk: I disse tider er det jo ligefrem pinligt at indrømme, hvis man ikke gør det (hvilket jeg i øvrigt ikke skal fordømme – vi vælger trods alt selv, hvordan vi prioriterer vores tid, og jeg indrømmer, at der for mig ville være tidsrelaterede fordele ved at lade være). Og hvis jeg på nogen måde føler mig beskidt bagefter, er det kun fordi jeg har rullet mig i lagenskjolderne fra sidste gang – det findes der trods alt råd for, og de koster mindre en række psykologsessioner. Og godt nok er jeg mere eller mindre blind uden mine kontaktlinser, men det kan da vel umuligt hænge sammen med…

Shit.) der nogenlunde kan opsummeres sådan herr på, at det er sundt og i øvrigt helt normalt.n rask gåtur i det fri som en

Jeg mener bestemt ikke, at det er forkert at masturbere syv gange om dagen - Hey, if you’ve got the time - why the hell not?! Personligt har jeg bare en intention om, at jeg også skal nå andet her i livet – Såsom at tage opvasken eller skrive en eventuel eksamensopgave. Det er heller ikke utænkeligt, at man ville få noget ud af at trodse kulden og gå en tur i den friske luft og… I ved… møde nogle mennesker. Derfor overvejer jeg nu at sætte kampen ind imod den altbeherskende overspringshandling. Now, who's with me?!

Are they all freaks?

Alright. I skulle egentlig have haft denne historie for lang tid siden. Men bedre sent end aldrig!

Bedford Avenue & 7th

.
Det her er sådan en historie, jeg nok ikke ville fortælle til mine forældre. Jeg ville bestemt heller ikke fortælle den til min kæreste, hvis jeg havde haft en.

Hvorfor lod du ham røre ved dine ben? ville han spørge, og jeg ville trække på skuldrene.

Kunne du lide det? ville han spørge, og jeg ville ryste kraftigt på hovedet.

Men du var vel klar over, hvad han havde i tankerne, da han inviterede dig med op i sin lejlighed?

Nej, det tænkte jeg ikke over, ville jeg svare, og det ville være sandheden. Eller ville det, for kan det virkelig passe, at tanken slet ikke strejfede mig? I så fald må jeg være så naiv, at jeg er til skade for mig selv – ja, det er nok hvad min kæreste ville have fortalt mig, hvis jeg havde haft en.

Jeg sidder på en stol i en fremmed mands soveværelse. Vent, det lyder lidt forkert. Jeg var aldrig gået med denne fremmede mand ind i hans soveværelse, hvis ikke det var fordi, hans soveværelse også er hans stue. Det her er sådan en lejlighed der kun har ét værelse. Ét værelse til det hele. I dette tilfælde omfatter ”det hele” to stole og en dobbeltseng.

Mine ben er korslagt over mandens skød - den var værre, den kan jeg ikke helt forklare. Formodentligt fordi jeg ikke helt forstår, hvordan de er havnet dér. Og jeg vil frygteligt gerne fjerne dem, men jeg kan ikke, for jeg er ikke i min krop, nej, som et andet insekt kredser jeg rundt oppe under loftet, imens jeg betragter situationen fra oven.


Så sent som i går aftes drak jeg øl med en anden mand. En mand som hedder Jared og som arbejder i advetising, hvilket betyder, at han snakker utroligt hurtigt. Folk spørger mig ofte, hvordan jeg bærer mig ad med at møde disse mennesker, og derfor vil jeg gøre mig umage med at få begyndelsen med:

Jeg mødte Jared sidste søndag i Williamsburg. Klokken var lidt i toogtyve, og jeg havde forladt lejligheden for at tilbringe et par timer blandt fremmede i en mørk biografsal og for at få et afbræk fra hashtågerne. På Drigg’s Avenue blev jeg indhentet af en fyr. Han begyndte at tale til mig, han sagde, at han havde brug for min mening angående et dilemma: … So I have this friend in Florida who shares an apartment with two other people called Lennon and Jenna. Lennon and Jenna were engaged until Lennon cheated on Jenna with a stripper and Jenna found out. Now neither Jenna nor Lennon can get Lennon out of the apartment fast enough – the atmosphere is pretty tense, as you can imagine. But do you think it would be fair if my friend asked Lennon to stay for another month so that he will have time to find another person for his room?

Om Jared rent faktisk har en ven i Florida, der bor sammen med Lennon og Jenna, ved jeg ikke. Men jeg sagde, at det kun ville være rimeligt, at lade Lennon hæfte for en måned, hvad end han valgte at bo i lejligheden i perioden eller ej. Jared nikkede eftertænksomt men endrægtigt og sendte mig et skævt smil – ikke med vilje, tror jeg, det er bare sådan, hans smil ser ud.
Jeg valgte at kreditere hans originale approach og indsats med mit telefonnummer, hvilket bevirkede, at der i mandags rullede en besked ind på mobilen. Den var skrevet på et så ulogisk sms-jargon, at jeg måtte læse den igennem tre gange, før jeg dannede mig en forståelse af indholdet: Jared ville gerne møde mig til en drink den efterfølgende aften.

Jeg havde utvivlsomt for høje forventninger forud for mødet, hvilket kan forekomme, når man har boet i en ny by i adskillige uger uden at møde ét eneste potentielt knald. Men hvad jeg begynder at forstå er, at man i NYC ikke bør have forventninger til nogen om noget og da slet ikke høje forventninger. Ja, noget burde nok have rørt på sig allerede tirsdag morgen, da jeg modtog beskeden: btw u should wear ur hair up 2night.

Klokken otte troppede jeg trodsigt op foran en bar på Lower East Side med løst hår, og Jared kom tyve minutter for sent. Den efterfølgende time føltes som ét stort foredrag af Jared om Jared, og dertil kom, at han prøvede at undslippe at betale for drinksene, når det var hans tur (are you fucking kidding me?!). Til sidst takkede jeg af og forlod baren, men i stedet for at gå hjem gik jeg ind på en anden bar for at skylle den bitre smag, der havde samlet sig i mundhulen, ned med endnu en øl. Og hér lærte jeg mit første NYC survival tip: Hvis jeg nogensinde finder mig selv siddende alene på en bar (jeg bekender, at det ind imellem hænder) vil jeg blot sige, at jeg netop har afviklet den værste date nogensinde. Før jeg vidste af det, havde jeg både fået stukket en fadøl og et pizzaslice i hånden (jeg husker ikke helt historien omkring pizzaslicet), imens de mandlige gæster kiggede på hinanden med opslåede øjne og ordene: Did y’all hear what happened to this girl?! Reaktionen var en anelse over toppen, det indrømmer jeg gerne, men jeg indrømmer også, at jeg ikke ligefrem havde noget imod opmærksomheden.
En afroamerikaner med et sprudlende grin (jeg ville tegne hans mund som en bådskive af en vandmelon, hvis jeg skulle afbilde ham på et stykke papir), kom over til mig og viste mig billedet af en overvægtig knægt på sin Iphone. Guess who this guy is?! indbød han ivrigt - It’s fucking me! Can you believe how fat I was back then? - And look at me now! Hans stolte smil blæste en varm vind op igennem mit legeme. Det var right then and there, at jeg formede mit andet survival tip: Stol altid på en fyr, der viser før- og efterbilleder af sit vægttab. Jeg mener, hvordan kan man ikke stole på en fyr, der viser før- og efterbilleder af sit vægttab?!
Aftenen endte intentionen tro i glemsel, men det er vist, at jeg på et eller andet tidspunkt stod og delte mundvand med en stakkel, hvis sms-leverede følelseserklæring jeg i morges undlod at besvare, fordi jeg ikke har den fjerneste erindring om, hvordan han ser ud. Den bedste måde at komme over et røvhul på er nogle gange at være et selv.

Nokomdét. Tilbage til aftenens historie:

For en time siden sad jeg på en bænk i McCarren Park og kørte take away-sushi ind med en plastikgaffel. Jeg havde svedt den sidste promille ud af kroppen og forladt lejligheden, fordi det var det eneste rigtige at gøre. Han kunne have valgt at passere mig, men i stedet valgte han at sætte sig ned ved siden af mig. Is that your dinner? spurgte han, accenten var farvet af hans indiske. Jeg vil nok mene, at det er en kende uhøfligt sådan at invadere det private rum af et menneske, der sidder og spiser take away fra skødet. Men det faldt ham tilsyneladende ikke ind.

For en halv time siden, havde jeg været færdig med mit aftensmåltid i tyve minutter, men jeg sad stadig på bænken og snakkede med manden. Jeg havde valgt at tilgive ham for fredsforstyrrelsen, og nu sad vi og delte ud af vores yndlingslitteratur. Den midaldrende indiske mand og mig – vi var på bølgelængde. Situationen havde taget en overraskende positiv drejning, så da han lidt senere spurgte do you want to go to a bar and get a beer? sagde jeg ja. Forresten, my name is Luv, indskød han. It’s spelled l-u-v but it’s pronounced like ”love”.

Jeg stod et øjeblik udenfor Luvs gadelåge på Bedford Avenue og ventede, imens han bragte den tohjulede op i lejligheden, som alligevel lå på vejen, og så var der jo ikke nogen grund til, at han skulle medbringe den længere end hertil. Han kom staks tilbage, men standsede bag gadelågen - Actually, I just discovered that I have a couple of beers in my fridge. We could have a beer here instead of going to a bar?

Yeah… okay… sure, svarede jeg.

Luv undskyldte det beskedne møblement med, at han for nyligt var flyttet ind. Jeg satte mig ned på den ene af de to stole i rummet, der rummer det hele - på nær badeværelset og det separate køkken. Jeg kunne høre en køleskabslåge gå og to glasgenstande, der stødte sammen. To kapsler, der faldt. Så satte han sig ned på den anden stol og rakte mig den ene af flaskerne på sådan en måde, som gamle venner ville række flasker til hinanden på - Oh, this is what I’m currently reading, mumlede han og strakte sig efter en tyk bog, der lå på gulvet. Ét ord sprang mig øjeblikkeligt i øjnene, og det var ordet ”sex”. En kold strøm skyllede ned igennem min krop og gennemsyrede den for en kort stund som afløbsrens. Det var den tanke (eller snarere mistanke), der nok ville have opsøgt de fleste for længst, der omsider blev frigivet. Nu sker det, tænkte jeg - Nu introducerer han mig for sit freakish fetishunivers. Men sekundet efter sandede jeg, at ordet udsprang af titlen ”The Second Sex” – et velkendt værk af Simone de Beauvoir - og åndede lettet ud.

Da jeg tog bogen imellem hænderne og bladrede hen over et par sider, bemærkede jeg, at Luvs hvide tennissok flygtigt strejfede min fod, men da foregående faresignal havde vist sig som falsk alarm, slog jeg det hen som et tilfælde.

Således sad jeg for fem minutter siden og drak flaskeøl og snakkede feminisme i det tyvende århundrede med en midaldrende mand i hans etværelses lejlighed. For fem minutter siden.
Så rakte hans pludselig ud efter mine ben og trak dem op på sit skød. Jeg blev nok så forbavset, at jeg med ét fremmedgjorde mig selv fra situationen, fløj ud af mit legeme og flygtede op i loftet, hvor jeg forundret kunne iagttage på afstand. Jeg iagttog, hvordan han forandrede sig for mit blik. Jeg ved ikke, hvad jeg før havde set, men nu ser jeg intet andet end den fyldige vom under den forvaskede T-shirt og de korte buttede fingre. De korte buttede fingre, der holder om mine nøgne ben. Og så finder jeg omsider en passende reaktion, der bringer mig tilbage i nuet: Jeg ler. Jeg ler en indre latter, fordi situationen er så komisk, at man ikke kan andet.

Forsigtigt forsøger jeg at krænge de beslaglagte legemsdele ud af hans hænder, men han nægter at give efter. I stedet stryger han hånden hen over mit ben, som havde jeg været en skræmt kattekilling, der kunne overvindes med blid berøring.

Ehm… it is not really that comfortable for me to sit in this position.

Oh. I’m sorry.
Han slipper taget.

Jeg svinger benene ned fra hans skød. For en person, der er vant til at skrive, er jeg ubeskriveligt lettet - I probably should get going…

Let me get you another beer.

Thanks. But I’m fine.

Here.

Sorry, I actually said I didn’t want one.

Please stay a little longer.

I’m afraid I have other plans tonight.

What plans?

Plans.
Jeg rejser mig og skal til at række ud efter min taske, da han griber den og placerer den på den anden side af stolen, så jeg ikke kan nå den - Why don’t you take your cardigan off and make yourself comfortable? Han begynder at trække min cardigan ned over mine skuldre - Actually. Why don’t I give you a massage?

I don’t want a massage. I’m LEAVING - Nu er jeg frustreret.

Hans hænder ryger op i en defensiv position, hvilket heldigvis betyder, at de ikke længere er i berøring med nogen af mine kropsdele - Okay, okay. Here’s your bag.

Jeg griber tasken - Why are you putting your jacket on?

I’m going to walk you home.

No you’re not.

Yes, I am. It’s not a problem.

Yes, it’s a fucking problem.

Okay, okay. Bye.

Bye.
Jeg smækker døren. Og denne gang går jeg ikke ind på en bar. Jeg går bare hjem.