Are they all freaks?

Alright. I skulle egentlig have haft denne historie for lang tid siden. Men bedre sent end aldrig!

Bedford Avenue & 7th

.
Det her er sådan en historie, jeg nok ikke ville fortælle til mine forældre. Jeg ville bestemt heller ikke fortælle den til min kæreste, hvis jeg havde haft en.

Hvorfor lod du ham røre ved dine ben? ville han spørge, og jeg ville trække på skuldrene.

Kunne du lide det? ville han spørge, og jeg ville ryste kraftigt på hovedet.

Men du var vel klar over, hvad han havde i tankerne, da han inviterede dig med op i sin lejlighed?

Nej, det tænkte jeg ikke over, ville jeg svare, og det ville være sandheden. Eller ville det, for kan det virkelig passe, at tanken slet ikke strejfede mig? I så fald må jeg være så naiv, at jeg er til skade for mig selv – ja, det er nok hvad min kæreste ville have fortalt mig, hvis jeg havde haft en.

Jeg sidder på en stol i en fremmed mands soveværelse. Vent, det lyder lidt forkert. Jeg var aldrig gået med denne fremmede mand ind i hans soveværelse, hvis ikke det var fordi, hans soveværelse også er hans stue. Det her er sådan en lejlighed der kun har ét værelse. Ét værelse til det hele. I dette tilfælde omfatter ”det hele” to stole og en dobbeltseng.

Mine ben er korslagt over mandens skød - den var værre, den kan jeg ikke helt forklare. Formodentligt fordi jeg ikke helt forstår, hvordan de er havnet dér. Og jeg vil frygteligt gerne fjerne dem, men jeg kan ikke, for jeg er ikke i min krop, nej, som et andet insekt kredser jeg rundt oppe under loftet, imens jeg betragter situationen fra oven.


Så sent som i går aftes drak jeg øl med en anden mand. En mand som hedder Jared og som arbejder i advetising, hvilket betyder, at han snakker utroligt hurtigt. Folk spørger mig ofte, hvordan jeg bærer mig ad med at møde disse mennesker, og derfor vil jeg gøre mig umage med at få begyndelsen med:

Jeg mødte Jared sidste søndag i Williamsburg. Klokken var lidt i toogtyve, og jeg havde forladt lejligheden for at tilbringe et par timer blandt fremmede i en mørk biografsal og for at få et afbræk fra hashtågerne. På Drigg’s Avenue blev jeg indhentet af en fyr. Han begyndte at tale til mig, han sagde, at han havde brug for min mening angående et dilemma: … So I have this friend in Florida who shares an apartment with two other people called Lennon and Jenna. Lennon and Jenna were engaged until Lennon cheated on Jenna with a stripper and Jenna found out. Now neither Jenna nor Lennon can get Lennon out of the apartment fast enough – the atmosphere is pretty tense, as you can imagine. But do you think it would be fair if my friend asked Lennon to stay for another month so that he will have time to find another person for his room?

Om Jared rent faktisk har en ven i Florida, der bor sammen med Lennon og Jenna, ved jeg ikke. Men jeg sagde, at det kun ville være rimeligt, at lade Lennon hæfte for en måned, hvad end han valgte at bo i lejligheden i perioden eller ej. Jared nikkede eftertænksomt men endrægtigt og sendte mig et skævt smil – ikke med vilje, tror jeg, det er bare sådan, hans smil ser ud.
Jeg valgte at kreditere hans originale approach og indsats med mit telefonnummer, hvilket bevirkede, at der i mandags rullede en besked ind på mobilen. Den var skrevet på et så ulogisk sms-jargon, at jeg måtte læse den igennem tre gange, før jeg dannede mig en forståelse af indholdet: Jared ville gerne møde mig til en drink den efterfølgende aften.

Jeg havde utvivlsomt for høje forventninger forud for mødet, hvilket kan forekomme, når man har boet i en ny by i adskillige uger uden at møde ét eneste potentielt knald. Men hvad jeg begynder at forstå er, at man i NYC ikke bør have forventninger til nogen om noget og da slet ikke høje forventninger. Ja, noget burde nok have rørt på sig allerede tirsdag morgen, da jeg modtog beskeden: btw u should wear ur hair up 2night.

Klokken otte troppede jeg trodsigt op foran en bar på Lower East Side med løst hår, og Jared kom tyve minutter for sent. Den efterfølgende time føltes som ét stort foredrag af Jared om Jared, og dertil kom, at han prøvede at undslippe at betale for drinksene, når det var hans tur (are you fucking kidding me?!). Til sidst takkede jeg af og forlod baren, men i stedet for at gå hjem gik jeg ind på en anden bar for at skylle den bitre smag, der havde samlet sig i mundhulen, ned med endnu en øl. Og hér lærte jeg mit første NYC survival tip: Hvis jeg nogensinde finder mig selv siddende alene på en bar (jeg bekender, at det ind imellem hænder) vil jeg blot sige, at jeg netop har afviklet den værste date nogensinde. Før jeg vidste af det, havde jeg både fået stukket en fadøl og et pizzaslice i hånden (jeg husker ikke helt historien omkring pizzaslicet), imens de mandlige gæster kiggede på hinanden med opslåede øjne og ordene: Did y’all hear what happened to this girl?! Reaktionen var en anelse over toppen, det indrømmer jeg gerne, men jeg indrømmer også, at jeg ikke ligefrem havde noget imod opmærksomheden.
En afroamerikaner med et sprudlende grin (jeg ville tegne hans mund som en bådskive af en vandmelon, hvis jeg skulle afbilde ham på et stykke papir), kom over til mig og viste mig billedet af en overvægtig knægt på sin Iphone. Guess who this guy is?! indbød han ivrigt - It’s fucking me! Can you believe how fat I was back then? - And look at me now! Hans stolte smil blæste en varm vind op igennem mit legeme. Det var right then and there, at jeg formede mit andet survival tip: Stol altid på en fyr, der viser før- og efterbilleder af sit vægttab. Jeg mener, hvordan kan man ikke stole på en fyr, der viser før- og efterbilleder af sit vægttab?!
Aftenen endte intentionen tro i glemsel, men det er vist, at jeg på et eller andet tidspunkt stod og delte mundvand med en stakkel, hvis sms-leverede følelseserklæring jeg i morges undlod at besvare, fordi jeg ikke har den fjerneste erindring om, hvordan han ser ud. Den bedste måde at komme over et røvhul på er nogle gange at være et selv.

Nokomdét. Tilbage til aftenens historie:

For en time siden sad jeg på en bænk i McCarren Park og kørte take away-sushi ind med en plastikgaffel. Jeg havde svedt den sidste promille ud af kroppen og forladt lejligheden, fordi det var det eneste rigtige at gøre. Han kunne have valgt at passere mig, men i stedet valgte han at sætte sig ned ved siden af mig. Is that your dinner? spurgte han, accenten var farvet af hans indiske. Jeg vil nok mene, at det er en kende uhøfligt sådan at invadere det private rum af et menneske, der sidder og spiser take away fra skødet. Men det faldt ham tilsyneladende ikke ind.

For en halv time siden, havde jeg været færdig med mit aftensmåltid i tyve minutter, men jeg sad stadig på bænken og snakkede med manden. Jeg havde valgt at tilgive ham for fredsforstyrrelsen, og nu sad vi og delte ud af vores yndlingslitteratur. Den midaldrende indiske mand og mig – vi var på bølgelængde. Situationen havde taget en overraskende positiv drejning, så da han lidt senere spurgte do you want to go to a bar and get a beer? sagde jeg ja. Forresten, my name is Luv, indskød han. It’s spelled l-u-v but it’s pronounced like ”love”.

Jeg stod et øjeblik udenfor Luvs gadelåge på Bedford Avenue og ventede, imens han bragte den tohjulede op i lejligheden, som alligevel lå på vejen, og så var der jo ikke nogen grund til, at han skulle medbringe den længere end hertil. Han kom staks tilbage, men standsede bag gadelågen - Actually, I just discovered that I have a couple of beers in my fridge. We could have a beer here instead of going to a bar?

Yeah… okay… sure, svarede jeg.

Luv undskyldte det beskedne møblement med, at han for nyligt var flyttet ind. Jeg satte mig ned på den ene af de to stole i rummet, der rummer det hele - på nær badeværelset og det separate køkken. Jeg kunne høre en køleskabslåge gå og to glasgenstande, der stødte sammen. To kapsler, der faldt. Så satte han sig ned på den anden stol og rakte mig den ene af flaskerne på sådan en måde, som gamle venner ville række flasker til hinanden på - Oh, this is what I’m currently reading, mumlede han og strakte sig efter en tyk bog, der lå på gulvet. Ét ord sprang mig øjeblikkeligt i øjnene, og det var ordet ”sex”. En kold strøm skyllede ned igennem min krop og gennemsyrede den for en kort stund som afløbsrens. Det var den tanke (eller snarere mistanke), der nok ville have opsøgt de fleste for længst, der omsider blev frigivet. Nu sker det, tænkte jeg - Nu introducerer han mig for sit freakish fetishunivers. Men sekundet efter sandede jeg, at ordet udsprang af titlen ”The Second Sex” – et velkendt værk af Simone de Beauvoir - og åndede lettet ud.

Da jeg tog bogen imellem hænderne og bladrede hen over et par sider, bemærkede jeg, at Luvs hvide tennissok flygtigt strejfede min fod, men da foregående faresignal havde vist sig som falsk alarm, slog jeg det hen som et tilfælde.

Således sad jeg for fem minutter siden og drak flaskeøl og snakkede feminisme i det tyvende århundrede med en midaldrende mand i hans etværelses lejlighed. For fem minutter siden.
Så rakte hans pludselig ud efter mine ben og trak dem op på sit skød. Jeg blev nok så forbavset, at jeg med ét fremmedgjorde mig selv fra situationen, fløj ud af mit legeme og flygtede op i loftet, hvor jeg forundret kunne iagttage på afstand. Jeg iagttog, hvordan han forandrede sig for mit blik. Jeg ved ikke, hvad jeg før havde set, men nu ser jeg intet andet end den fyldige vom under den forvaskede T-shirt og de korte buttede fingre. De korte buttede fingre, der holder om mine nøgne ben. Og så finder jeg omsider en passende reaktion, der bringer mig tilbage i nuet: Jeg ler. Jeg ler en indre latter, fordi situationen er så komisk, at man ikke kan andet.

Forsigtigt forsøger jeg at krænge de beslaglagte legemsdele ud af hans hænder, men han nægter at give efter. I stedet stryger han hånden hen over mit ben, som havde jeg været en skræmt kattekilling, der kunne overvindes med blid berøring.

Ehm… it is not really that comfortable for me to sit in this position.

Oh. I’m sorry.
Han slipper taget.

Jeg svinger benene ned fra hans skød. For en person, der er vant til at skrive, er jeg ubeskriveligt lettet - I probably should get going…

Let me get you another beer.

Thanks. But I’m fine.

Here.

Sorry, I actually said I didn’t want one.

Please stay a little longer.

I’m afraid I have other plans tonight.

What plans?

Plans.
Jeg rejser mig og skal til at række ud efter min taske, da han griber den og placerer den på den anden side af stolen, så jeg ikke kan nå den - Why don’t you take your cardigan off and make yourself comfortable? Han begynder at trække min cardigan ned over mine skuldre - Actually. Why don’t I give you a massage?

I don’t want a massage. I’m LEAVING - Nu er jeg frustreret.

Hans hænder ryger op i en defensiv position, hvilket heldigvis betyder, at de ikke længere er i berøring med nogen af mine kropsdele - Okay, okay. Here’s your bag.

Jeg griber tasken - Why are you putting your jacket on?

I’m going to walk you home.

No you’re not.

Yes, I am. It’s not a problem.

Yes, it’s a fucking problem.

Okay, okay. Bye.

Bye.
Jeg smækker døren. Og denne gang går jeg ikke ind på en bar. Jeg går bare hjem.