A Proper Introduction

Læs optakten HER

Der er ikke noget mere euforiserende end at sidde på det forreste sæde på øverste etage i en 26’er, når den ruller ned ad Bishopsgate mod Liverpool Street Station på en solskinsdag, hvor himlen genspejles i tårnenes kølige glaspartier og om noget giver illusionen af ”højt til loftet”. Lige fra starten var Liverpool Street Station et af mine yndlingssteder i London. Jeg får generelt et kick ud af at opholde mig på store banegårdsarealer grundet den kaotiske og evigt foranderlige atmosfære. Så mange forskellige typer ankommer med så mange forskellige formål.

Men Liverpool Street Station er i sandhed et sted, hvor modpoler mødes. Ind fra City vælter veltrimmede forretningsmænd med lædermapper og jakkesæt i alle nuancer af sort og grå. De holder fyraften eller sågar frokostpause på nærtliggende pubs. Får gerne lidt for mange fadøl og pifter af forbipasserende hunkønsvæsner.

Ind fra East vælter alle punkungerne med septum i næsen og neonnuancer i håret. Hullede strømpebukser under et par ultra afklippede Levi’s. Eller bare frit udsyn til ubarberede armhuler. Sådan så gadebilledet i hvert fald ud en særlig dag i 2010, da jeg stod ude foran hovedindgangen og ventede på en person, som jeg skulle møde for første gang.

@Dylan Culhane

Vi fandt hinanden på internettet - The only way to meet real people nowadays. Det hele begyndte en uge forinden, da jeg i min boligløse desperationen fik jeg den geniale idé at sende en mail ud til hvert eneste medlem af Facebook-gruppen ”Dansk i London”. Meddelelsen lød sådan her:

Hej alle danskere i London. 
Jeg er netop flyttet til byen og bor i øjeblikket på et hostel, men er meget interesseret i, om der skulle være nogle af jer, der har et ledigt værelse til leje eller måske bare en sofa, som kan lånes ud for en kort periode? Jeg fylder ikke meget og kan passe mig selv.

Jeg blev dog bremset længe før, jeg nåede til vejs ende, da Facebook valgte at suspendere min mailfunktion, fordi de klassificerede mit tiltag som spam - I virkeligheden er det vel et tolkningsspørgsmål. Og jeg fik ikke megen respons fra de få, jeg havde nået at genere. Faktisk var den eneste brugbare tilbagemelding en mail som poppede op i min inbox adskillige dage senere. Den kom fra en jævnaldrende pige og lød nogenlunde sådan her:

Hej. Jeg har ikke nogen sofa, men hvis du har lyst og stadig er I byen, kunne vi mødes til en kop kaffe eller en øl?

På det tispunkt var jeg som bekendt nytilflytter og følte mig nødsaget til at imødekomme enhver venlig henvendelse (hvilket forklarer, hvorfor jeg i dén tid altid havnede på dates med pågående italienere), så jeg indvilligede i et møde.

Og dette bringer mig så tilbage til, hvorfor jeg netop denne formiddag stod foran hovedindgangen til Liverpool Street Station. Troppet op til tiden eller snarere lidt for tidligt (i henhold til britisk tidsanskuelse), og dermed fik jeg rig mulighed for at slynge spændte blikke mod højre og venstre, imens alle mulige forskellige eksistenser, lad det være mennesker eller duer, stod mig om ørerne – eller snarere fór, for i London er der sjældent nogen, der står stille - heller ikke på rulletrapperne.

Til trods for den spraglede folkemasse var min første tanke, at hun på én eller anden måde skilte sig ud fra mængden. Og selvom hun havde ændret sit hår siden sit profilbillede, var jeg med ét klar over, at det var hende. Nu stod de permanenterede krøller i vildskab om ansigtet sådan som jeg husker det fra den scene i Pretty Woman, hvor Julia Roberts kommer ud fra badeværelset, og man ser hende uden paryk for første gang.

Men der var også noget ved beklædningen: Havde nogen (vel at mærke på sygeste dameblads-manér) stillet mig spørgsmålet: hvad vil man aldrig nogensinde se dig iført? kan jeg ikke udelukke, at jeg ville have svaret: store hoops eller lyserøde sneakers. Intet mindre bar Emily den allerførste gang jeg så hende.

Hej!

Hun vinker ivrigt. Vi krammer, og hun fortsætter:

Hvor er det mærkeligt at snakke dansk igen. Jeg har boet herovre i seks måneder, og du er den første dansker, jeg lærer at kende. Er det ikke skørt? .. Nå, men jeg kender en café. Hver gang jeg går forbi den, tænker jeg, at jeg godt kunne tænke mig at sidde derinde. Skal vi gå derhen?

I bedste East London-ånd med dunkel belysning og lave siddepladser, lå caféen placeret i den høje ende af Brick Lane. Vi satte os ned i en sofa, og hvad vi efterfølgende snakkede om, kan jeg faktisk ikke rigtigt huske. Jo, Emily berettede om, hvordan det havde været at komme direkte fra New York og så bosætte sig i London, og ja, jeg berettede så om, hvordan det var at komme direkte fra Harken. Jeg kan også huske, at vi sad lige ved siden af døren ned til toiletterne, og hver eneste gang nogen åbnede den forsagede det en usandsynlig slem bølge af kloaklugt, som skyllede ud i lokalet. Og Emily, som sad nærmest, måtte flere gange række ud og give den et puf. Jeg kan også huske, at den asiatiske servitrice bar en meget kort nederdel, og at vi bestilte to kyllingewraps sidst på eftermiddagen, da flaskeøllene ikke længere gjorde os tilstrækkeligt. Åbenbart gjorde kloakdunsten ikke betydelige indvirkninger på vores appetit.

Jeg vil ikke sige, at det var kærlighed ved første blik. Jeg vil ikke engang sige, at jeg var hundrede procent sikker på, at vi ville ses igen. I London betyder et par øl jo ikke alverden. Men så foreslog Emily, at jeg skulle smide en ansøgning ind på hendes daværende arbejdsplads. Dét job fik jeg dog aldrig. Men så var der også noget med, at Emily ingen danske venner havde i London, og at jeg ingen venner havde overhovedet, og måske det i virkeligheden var dét, der var den gældende grund til, at vi blev hængende på hinanden. Et mangel på alternativer, simpelthen. Dét har vi i hvert fald joket med mange gange siden.

Vi er på mange måder vidt forskellige - Vi tager billeder af hinandens outfits og siger, at vi vil starte en bad taste-blog. Vi kan bruge en halv aften på at vælge et musiknummer, der falder i begges smag, og vi kan endnu sjældnere blive enige om at synes godt om den samme fyr (men så undgår vi også stridigheder på dén front).

Når den ene vender blikket ind, vender den anden blikket ud. Når den ene har brug for at tænke, har den anden brug for at handle, og hvad tilkommer den ene naturligt, skal tilkæmpes af den anden. Men måske netop dét er grunden til, at vi fortsat lærer af hinanden.

Flashbackberetninger

Af en eller anden grund hænger tingene sådan sammen, at når mit liv er allermest velfungerende, er der også allermindst at berette om.

Speaking of velfungerende: For første gang i tre år svinger jeg ikke imellem perioder, hvor jeg enten udelukkende tjener eller konsumerer penge. Der er nu kommet en form for balance i forholdet. Faktisk er det som om, jeg kan ane gradvist opadgående sorte (ikke røde) tal på kontoen. – I hvert fald hvis man anser uspenderede kroner fra månedens studielånsudbetaling som et overskud, hvilket jeg netop har haft heftig en diskussion med min roomie om.

Men hvis jeg samtidigt skeler en smule baglæns, vil jeg nok hurtigt konstatere, at det ikke ligefrem er de vildeste livsberetninger, der er blevet langet ud over den virtuelle skranke det sidste halve års tid (Men midt i manglen på  inspiration er det jo fremragende, at jeg altid kan berette om mine forældres husdyr, Luffe, Malthe og Holger - Ikke bloggens heldigste periode, I must admit).

Heldigvis kan jeg mærke, at sommeren kommer til at byde på nye ubesindige tiltag - det skal jo nødigt ende med, at jeg går hen og får styr på tilværelsen. I første omgang må I dog tage jer til takke med et par flashbackberetninger fra de tidligste Londondage - blandt andet skylder jeg en særlig person en ordentlig introduktion. Dén får I dog først i weekenden. Desuden lover jeg, at der fremover vil komme færre beretninger om mine forældres husdyr...

@Dylan Culhane

Året er 2010, måneden er september, og jeg er netop rullet ind med eksprestoget fra Gatwick Airport med mine allernødvendigste ejendele formstøbt i to kufferter (den store mistede hjulene under rejsen og må derfor bæres) efter en one way flight, som i øvrigt skulle blive bloggens første beretning. På Victoria Station i London opdager jeg, at en stor del af undergrundsbanen holder weekendlukket, og at jeg af den grund ikke kan tage tuben hele vejen til min destination – noget enhver londoner vil vide at tage højde for, men som jeg må gøre mig den bedrøvelige erfaringen om en mørk aften med en skamferet kuffert og for fattig til en taxa.

Fra undergrundens menneskemylder og op på gadeplan under et hidsigt regnskyl – London har altid været god for en ordentlig velkomst. En vabel i min håndflade er under opbygning, det brænder, og jeg lader mine hænder bytte laster på vej over mod den nærmeste røde dobbeltdækker. I den lille mørke chaufførkabine sidder en sort mand med et skyggelagt ansigt. Jeg råber til ham igennem den gennemsigtige plastikvæg: Are you going anywhere near Finchley Road?

Det er han på ingen måde, men han siger, at jeg bare kan hoppe ind, for så vil han sørge for, at jeg kommer hen til et andet busstoppested, hvorfra jeg kan tage en anden linje til Finchley Road. Da jeg spørger ham om, hvor meget det koster, læner han sig frem, så det midaldrende ansigt træder ud af mørket. Don’t worry about it, siger han og smiler.

Et par busture, en travetur op ad en stejl bakke (damn you, Hampstead) og adskillige vabler senere står jeg foran porten til det danske hostel i London, hvor jeg har booket mig ind de næste fire nætter. Det er snart midnat, og klokken er for længst rendt over den sidste indtjekningsfrist. Hvis det hele ramler, har mit italienske bekendtskab fra en af mine tidligere turistture til London tilbudt mig husly, men det føles som om, det meget vel kunne blive mit endeligt at bære kufferterne så meget som ti skridt længere, og jeg har endnu ikke glemt, hvordan han uopfordret forsøgte at stikke tungen ind i min mund en nat på Old Blue Last. Desuden: Han hedder Simone ligesom mig, og hvor mærkeligt ville dét ikke lige være?

Heldigvis åbnes porten kort tid efter trykket på dørklokken. En ung kvinde byder velkommen, fører mig op ad den knirkende trappe til første sal og åbner døren til et rummeligt værelse. Fra døråbningen udpeger hun skyndsomt min køjeplads, hvorefter jeg må famle mig frem i mørke, imens dybe vejrtrækninger lyder fra fire dynepupper, som ligger fordelt i de øvrige senge. Disse fire dynepupper skulle næste dag tage skikkelse som fire åbenhjertede piger, der blev begyndelsen på den danske del af mit londonske netværk. Jeg skal senere komme ind på den internationale del.

Da morgenen efter den fjerde nat oprinder, må jeg som bekendt atter hanke op i kufferterne. Det nye hostel er meget større end det første, og der skelnes hverken mellem kvinder og mænd på badeværelserne eller på sovesalene, og desuden sover vi tyve mennesker i det samme rum. Jeg anser ikke mig selv som sart. Alligevel bliver jeg en kende chokeret, da jeg falder i tale med en hollandsk pige i lobbyen, som har opgivet alt håb om at finde et udlejningsværelse, og i stedet valgt at blive boende på dette hostel i sine tre måneder som udvekslingsstudent i London.
Dog må jeg som en jævnbyrdig boligsøgende give hende ret i, at forholdene ude hos værelsesudlejerne ikke er markant bedre eller billigere end hosteltilstande. Min egen desperate boligjagt fører mig da også igennem lidt af hvert. Ét sted bydes jeg velkommen af et ophængt hagekors på husets yderdør. Et andet sted kan man rent faktisk ane himlen oppe imellem værelsets loftbrædder. Men at der ikke vokser store plamager af mug op ad væggen anses for ren luksus. 

Til gengæld erfarer jeg sideløbende med boligjagten, at det ikke er synderligt svært at finde nye venner i London - I den første uge finder jeg nærmest en ny ven hver eneste dag (og med ”ven” hentyder jeg naturligvis til ældre mandspersoner, der tiltaler mig ”hey, baby” på diverse gadehjørner eller i natbussen). Meget anderledes udspiller det sig ikke med Rafael, endnu en italiener, som jeg møder ved kiksesektionen i Hampsteads lokale Tesco. Først skuler han lidt til mig igennem hylderne. Så spørger han:

- Danish?

Jeg taber næsten mine Tuc. Are you asking me if I’m Danish?

- Yeah... Are you?

- Well, yes… But every single day somebody asks if I’m Swedish. You are the first person to ask if I’m Danish.

- Well, you look Danish to me. Want to go out tonight?

- Yeah. Sure!


Således går det til, at jeg om aftenen sidder på en bar i Camden sammen med Rafael, hans storebror og dennes ungarske forlovede, Veronica. Dette bliver mit første og sidste stævnemøde med Rafael, men næste morgen giver Veronica mig en rundvisning på Camden Market. Senere på dagen falder jeg over et værelse i nordvest (nærmere indsnævret Willesden Green), som jeg kan flytte ind på øjeblikkeligt – Kun én uge fra den dag, jeg landede i Gatwick Airport. Ganske vist er der hverken internet eller varme, men der er ikke dét en dongle og et par tæpper ikke kan råde bod på. Og hvis du ikke kan huske, hvordan mit allerførste værelse i London så ud, så kan du genopleve den hyggelige stemning herunder:

What to do...

... with those sleepless nights

Jeg har haft svært ved at falde i søvn så længe, jeg kan huske, ja, faktisk helt tilbage til dengang, hvor jeg lå i en køjeseng i mit, min lillesøsters og mine forældres fælles soveværelse. Fælles soveværelse, før tilbygningen, tænk engang.

Jeg husker, hvordan jeg lå og lyttede til min lillesøsters åndedræt, der gradvist blev tungere. Misundelsen. Hvor ville jeg gerne kunne sove sådan: Lægge kinden mod puden, som om det var en velsignelse og ikke en forbandelse.

Jeg husker det uendelige mørke, der bredte sig ud over væggenes afgrænsninger, og hvordan det omklamrede de ensomme røde tal på klokradioen. Jeg lå altid og ventede - ventede på det magiske 22:22. Ét minut varede det, og så var det forbi.

Men når jeg lukkede øjnene, kunne jeg se perler. De bevægede sig som stimer af selvlysende fisk i det oceanske kosmos. I regnbuens farver gled de ind over bagsiden af mine øjenlåg fra alle vinkler. Ind og ud imellem hinanden. Og således passerede mange mørke nattetimer indtil den nat, hvor perlerne pludselig forsvandt, og selvom jeg så ofte forsøgte siden, lykkedes det mig aldrig at genkalde dem.

Ja, man husker de underligste ting fra de tidligste år. Noget ganske andet var den fornøjelige aften, hvor den bredere familie sad til bords i anledningen af en fødselsdagsfest. Samtalen faldt på søvntale, og da Simone følte, at det var hendes tur til at byde ind, udbrød hun: ”Jamen mor, du snakker da også i søvne - du siger uhm… åh… ah…” Herefter blev der meget stille, og min mor blev så underligt rød i hovedet - det tog mig et par yderligere aldre at forstå hvorfor - knap så lang tid tog det mine forældre at tage beslutningen om en ny tilbygning.



Men nu, halvanden dekade senere, er situationen ikke synderligt forbedret. Jeg ligger hér på rygsiden og stirrer ud i rummet, imens de første spæde stråler glaner ind ad vinduet. De glider skråt igennem glasset, breder sig langs væggen og når næsten hen til fodenden af madrassen. Endnu en søvnløs nat er løbet af stablen. Den tredje i rækken, men hvem tæller?


Der bliver så frygteligt stille om natten – også på Frederiksberg. Blandt så mange andre ting fylder netop dén tanke meget i mit hoved. Jeg bilder mig selv ind, at det er på grund af stilheden, at jeg ikke kan sove - det er det måske også.

Det var anderledes i London-dagene. Motorer, sirener og hjulspind fyldte natten ud. Og i de dage lå jeg aldrig vågen. Så betyder det på et aller andet plan - tilgiv mig min tåbelighed - at min skæbnebestemte adresse er i London…? Eller betyder det blot, at jeg skal anskaffe mig en af de der lydmaskiner, der kan lave trafiklyde natten lang?!

- At forbande stilheden virker i øvrigt en anelse stupidt, da den forsigtige fuglekvidder og den begyndende morgentrafiks fælles symfoni bliver kvalt af et bor, der trænger ind i betonen under vinduet, så væggene omkring mig skælver. Men sådan er det i øvrigt hver eneste morgen klokken tyve minutter over syv. Og alligevel er det allermest ulidelige ikke spektaklet men håndværkernes evige bralr, som så skånselsløst afslører fraværet af intelligens:



Hva’ fa’en, det er sgu politiet! 

Hva’ fa’en, er det POLITIET?!



- hørte jeg dem engang råbe til hinanden, da en patruljevogn trillede ind i gården med henblik på at hænge advarsler om hyppige indbrud i boligkomplekset op i alle opgange – Ja, jeg er stadig overbevist om, at håndværkerne udenfor mit vindue på en eller anden måde er indblandet. 

Og det er hér, det pludselig slår mig, at jeg muligvis har grebet mit søvnproblem fuldstændigt forkert an. Jeg mener, se på det hele på den her måde: Det er i skrivende stund tre døgn eller 72 timer siden, jeg sidst sov - Dette er ikke en skandale, dette er jo et mirakel! Ja, jeg må simpelthen kunne bruge det her til noget. I ved, gøre en forskel. Gøre verden til et bedre sted (læs: gøre min verden til et bedre sted).

Med bankende hjerte sætter jeg mig op i sengen.

Hvad nu hvis jeg i virkeligheden er tildelt dette liv med et helt særligt formål?  Hvad nu hvis jeg i virkeligheden er... en SUPERHELT? - Jaja, jeg har jo allerede fralagt mig mit søvnbehov - det eneste jeg mangler er en stram latexdragt og en god push up-bh.

Så ville jeg måske også have været i stand til at forhindre tyveriet af min cykel forleden?

Indrømmet: Det var dog fjollet at glemme låsen...