A Proper Introduction

Læs optakten HER

Der er ikke noget mere euforiserende end at sidde på det forreste sæde på øverste etage i en 26’er, når den ruller ned ad Bishopsgate mod Liverpool Street Station på en solskinsdag, hvor himlen genspejles i tårnenes kølige glaspartier og om noget giver illusionen af ”højt til loftet”. Lige fra starten var Liverpool Street Station et af mine yndlingssteder i London. Jeg får generelt et kick ud af at opholde mig på store banegårdsarealer grundet den kaotiske og evigt foranderlige atmosfære. Så mange forskellige typer ankommer med så mange forskellige formål.

Men Liverpool Street Station er i sandhed et sted, hvor modpoler mødes. Ind fra City vælter veltrimmede forretningsmænd med lædermapper og jakkesæt i alle nuancer af sort og grå. De holder fyraften eller sågar frokostpause på nærtliggende pubs. Får gerne lidt for mange fadøl og pifter af forbipasserende hunkønsvæsner.

Ind fra East vælter alle punkungerne med septum i næsen og neonnuancer i håret. Hullede strømpebukser under et par ultra afklippede Levi’s. Eller bare frit udsyn til ubarberede armhuler. Sådan så gadebilledet i hvert fald ud en særlig dag i 2010, da jeg stod ude foran hovedindgangen og ventede på en person, som jeg skulle møde for første gang.

@Dylan Culhane

Vi fandt hinanden på internettet - The only way to meet real people nowadays. Det hele begyndte en uge forinden, da jeg i min boligløse desperationen fik jeg den geniale idé at sende en mail ud til hvert eneste medlem af Facebook-gruppen ”Dansk i London”. Meddelelsen lød sådan her:

Hej alle danskere i London. 
Jeg er netop flyttet til byen og bor i øjeblikket på et hostel, men er meget interesseret i, om der skulle være nogle af jer, der har et ledigt værelse til leje eller måske bare en sofa, som kan lånes ud for en kort periode? Jeg fylder ikke meget og kan passe mig selv.

Jeg blev dog bremset længe før, jeg nåede til vejs ende, da Facebook valgte at suspendere min mailfunktion, fordi de klassificerede mit tiltag som spam - I virkeligheden er det vel et tolkningsspørgsmål. Og jeg fik ikke megen respons fra de få, jeg havde nået at genere. Faktisk var den eneste brugbare tilbagemelding en mail som poppede op i min inbox adskillige dage senere. Den kom fra en jævnaldrende pige og lød nogenlunde sådan her:

Hej. Jeg har ikke nogen sofa, men hvis du har lyst og stadig er I byen, kunne vi mødes til en kop kaffe eller en øl?

På det tispunkt var jeg som bekendt nytilflytter og følte mig nødsaget til at imødekomme enhver venlig henvendelse (hvilket forklarer, hvorfor jeg i dén tid altid havnede på dates med pågående italienere), så jeg indvilligede i et møde.

Og dette bringer mig så tilbage til, hvorfor jeg netop denne formiddag stod foran hovedindgangen til Liverpool Street Station. Troppet op til tiden eller snarere lidt for tidligt (i henhold til britisk tidsanskuelse), og dermed fik jeg rig mulighed for at slynge spændte blikke mod højre og venstre, imens alle mulige forskellige eksistenser, lad det være mennesker eller duer, stod mig om ørerne – eller snarere fór, for i London er der sjældent nogen, der står stille - heller ikke på rulletrapperne.

Til trods for den spraglede folkemasse var min første tanke, at hun på én eller anden måde skilte sig ud fra mængden. Og selvom hun havde ændret sit hår siden sit profilbillede, var jeg med ét klar over, at det var hende. Nu stod de permanenterede krøller i vildskab om ansigtet sådan som jeg husker det fra den scene i Pretty Woman, hvor Julia Roberts kommer ud fra badeværelset, og man ser hende uden paryk for første gang.

Men der var også noget ved beklædningen: Havde nogen (vel at mærke på sygeste dameblads-manér) stillet mig spørgsmålet: hvad vil man aldrig nogensinde se dig iført? kan jeg ikke udelukke, at jeg ville have svaret: store hoops eller lyserøde sneakers. Intet mindre bar Emily den allerførste gang jeg så hende.

Hej!

Hun vinker ivrigt. Vi krammer, og hun fortsætter:

Hvor er det mærkeligt at snakke dansk igen. Jeg har boet herovre i seks måneder, og du er den første dansker, jeg lærer at kende. Er det ikke skørt? .. Nå, men jeg kender en café. Hver gang jeg går forbi den, tænker jeg, at jeg godt kunne tænke mig at sidde derinde. Skal vi gå derhen?

I bedste East London-ånd med dunkel belysning og lave siddepladser, lå caféen placeret i den høje ende af Brick Lane. Vi satte os ned i en sofa, og hvad vi efterfølgende snakkede om, kan jeg faktisk ikke rigtigt huske. Jo, Emily berettede om, hvordan det havde været at komme direkte fra New York og så bosætte sig i London, og ja, jeg berettede så om, hvordan det var at komme direkte fra Harken. Jeg kan også huske, at vi sad lige ved siden af døren ned til toiletterne, og hver eneste gang nogen åbnede den forsagede det en usandsynlig slem bølge af kloaklugt, som skyllede ud i lokalet. Og Emily, som sad nærmest, måtte flere gange række ud og give den et puf. Jeg kan også huske, at den asiatiske servitrice bar en meget kort nederdel, og at vi bestilte to kyllingewraps sidst på eftermiddagen, da flaskeøllene ikke længere gjorde os tilstrækkeligt. Åbenbart gjorde kloakdunsten ikke betydelige indvirkninger på vores appetit.

Jeg vil ikke sige, at det var kærlighed ved første blik. Jeg vil ikke engang sige, at jeg var hundrede procent sikker på, at vi ville ses igen. I London betyder et par øl jo ikke alverden. Men så foreslog Emily, at jeg skulle smide en ansøgning ind på hendes daværende arbejdsplads. Dét job fik jeg dog aldrig. Men så var der også noget med, at Emily ingen danske venner havde i London, og at jeg ingen venner havde overhovedet, og måske det i virkeligheden var dét, der var den gældende grund til, at vi blev hængende på hinanden. Et mangel på alternativer, simpelthen. Dét har vi i hvert fald joket med mange gange siden.

Vi er på mange måder vidt forskellige - Vi tager billeder af hinandens outfits og siger, at vi vil starte en bad taste-blog. Vi kan bruge en halv aften på at vælge et musiknummer, der falder i begges smag, og vi kan endnu sjældnere blive enige om at synes godt om den samme fyr (men så undgår vi også stridigheder på dén front).

Når den ene vender blikket ind, vender den anden blikket ud. Når den ene har brug for at tænke, har den anden brug for at handle, og hvad tilkommer den ene naturligt, skal tilkæmpes af den anden. Men måske netop dét er grunden til, at vi fortsat lærer af hinanden.