Flashbackberetninger

Af en eller anden grund hænger tingene sådan sammen, at når mit liv er allermest velfungerende, er der også allermindst at berette om.

Speaking of velfungerende: For første gang i tre år svinger jeg ikke imellem perioder, hvor jeg enten udelukkende tjener eller konsumerer penge. Der er nu kommet en form for balance i forholdet. Faktisk er det som om, jeg kan ane gradvist opadgående sorte (ikke røde) tal på kontoen. – I hvert fald hvis man anser uspenderede kroner fra månedens studielånsudbetaling som et overskud, hvilket jeg netop har haft heftig en diskussion med min roomie om.

Men hvis jeg samtidigt skeler en smule baglæns, vil jeg nok hurtigt konstatere, at det ikke ligefrem er de vildeste livsberetninger, der er blevet langet ud over den virtuelle skranke det sidste halve års tid (Men midt i manglen på  inspiration er det jo fremragende, at jeg altid kan berette om mine forældres husdyr, Luffe, Malthe og Holger - Ikke bloggens heldigste periode, I must admit).

Heldigvis kan jeg mærke, at sommeren kommer til at byde på nye ubesindige tiltag - det skal jo nødigt ende med, at jeg går hen og får styr på tilværelsen. I første omgang må I dog tage jer til takke med et par flashbackberetninger fra de tidligste Londondage - blandt andet skylder jeg en særlig person en ordentlig introduktion. Dén får I dog først i weekenden. Desuden lover jeg, at der fremover vil komme færre beretninger om mine forældres husdyr...

@Dylan Culhane

Året er 2010, måneden er september, og jeg er netop rullet ind med eksprestoget fra Gatwick Airport med mine allernødvendigste ejendele formstøbt i to kufferter (den store mistede hjulene under rejsen og må derfor bæres) efter en one way flight, som i øvrigt skulle blive bloggens første beretning. På Victoria Station i London opdager jeg, at en stor del af undergrundsbanen holder weekendlukket, og at jeg af den grund ikke kan tage tuben hele vejen til min destination – noget enhver londoner vil vide at tage højde for, men som jeg må gøre mig den bedrøvelige erfaringen om en mørk aften med en skamferet kuffert og for fattig til en taxa.

Fra undergrundens menneskemylder og op på gadeplan under et hidsigt regnskyl – London har altid været god for en ordentlig velkomst. En vabel i min håndflade er under opbygning, det brænder, og jeg lader mine hænder bytte laster på vej over mod den nærmeste røde dobbeltdækker. I den lille mørke chaufførkabine sidder en sort mand med et skyggelagt ansigt. Jeg råber til ham igennem den gennemsigtige plastikvæg: Are you going anywhere near Finchley Road?

Det er han på ingen måde, men han siger, at jeg bare kan hoppe ind, for så vil han sørge for, at jeg kommer hen til et andet busstoppested, hvorfra jeg kan tage en anden linje til Finchley Road. Da jeg spørger ham om, hvor meget det koster, læner han sig frem, så det midaldrende ansigt træder ud af mørket. Don’t worry about it, siger han og smiler.

Et par busture, en travetur op ad en stejl bakke (damn you, Hampstead) og adskillige vabler senere står jeg foran porten til det danske hostel i London, hvor jeg har booket mig ind de næste fire nætter. Det er snart midnat, og klokken er for længst rendt over den sidste indtjekningsfrist. Hvis det hele ramler, har mit italienske bekendtskab fra en af mine tidligere turistture til London tilbudt mig husly, men det føles som om, det meget vel kunne blive mit endeligt at bære kufferterne så meget som ti skridt længere, og jeg har endnu ikke glemt, hvordan han uopfordret forsøgte at stikke tungen ind i min mund en nat på Old Blue Last. Desuden: Han hedder Simone ligesom mig, og hvor mærkeligt ville dét ikke lige være?

Heldigvis åbnes porten kort tid efter trykket på dørklokken. En ung kvinde byder velkommen, fører mig op ad den knirkende trappe til første sal og åbner døren til et rummeligt værelse. Fra døråbningen udpeger hun skyndsomt min køjeplads, hvorefter jeg må famle mig frem i mørke, imens dybe vejrtrækninger lyder fra fire dynepupper, som ligger fordelt i de øvrige senge. Disse fire dynepupper skulle næste dag tage skikkelse som fire åbenhjertede piger, der blev begyndelsen på den danske del af mit londonske netværk. Jeg skal senere komme ind på den internationale del.

Da morgenen efter den fjerde nat oprinder, må jeg som bekendt atter hanke op i kufferterne. Det nye hostel er meget større end det første, og der skelnes hverken mellem kvinder og mænd på badeværelserne eller på sovesalene, og desuden sover vi tyve mennesker i det samme rum. Jeg anser ikke mig selv som sart. Alligevel bliver jeg en kende chokeret, da jeg falder i tale med en hollandsk pige i lobbyen, som har opgivet alt håb om at finde et udlejningsværelse, og i stedet valgt at blive boende på dette hostel i sine tre måneder som udvekslingsstudent i London.
Dog må jeg som en jævnbyrdig boligsøgende give hende ret i, at forholdene ude hos værelsesudlejerne ikke er markant bedre eller billigere end hosteltilstande. Min egen desperate boligjagt fører mig da også igennem lidt af hvert. Ét sted bydes jeg velkommen af et ophængt hagekors på husets yderdør. Et andet sted kan man rent faktisk ane himlen oppe imellem værelsets loftbrædder. Men at der ikke vokser store plamager af mug op ad væggen anses for ren luksus. 

Til gengæld erfarer jeg sideløbende med boligjagten, at det ikke er synderligt svært at finde nye venner i London - I den første uge finder jeg nærmest en ny ven hver eneste dag (og med ”ven” hentyder jeg naturligvis til ældre mandspersoner, der tiltaler mig ”hey, baby” på diverse gadehjørner eller i natbussen). Meget anderledes udspiller det sig ikke med Rafael, endnu en italiener, som jeg møder ved kiksesektionen i Hampsteads lokale Tesco. Først skuler han lidt til mig igennem hylderne. Så spørger han:

- Danish?

Jeg taber næsten mine Tuc. Are you asking me if I’m Danish?

- Yeah... Are you?

- Well, yes… But every single day somebody asks if I’m Swedish. You are the first person to ask if I’m Danish.

- Well, you look Danish to me. Want to go out tonight?

- Yeah. Sure!


Således går det til, at jeg om aftenen sidder på en bar i Camden sammen med Rafael, hans storebror og dennes ungarske forlovede, Veronica. Dette bliver mit første og sidste stævnemøde med Rafael, men næste morgen giver Veronica mig en rundvisning på Camden Market. Senere på dagen falder jeg over et værelse i nordvest (nærmere indsnævret Willesden Green), som jeg kan flytte ind på øjeblikkeligt – Kun én uge fra den dag, jeg landede i Gatwick Airport. Ganske vist er der hverken internet eller varme, men der er ikke dét en dongle og et par tæpper ikke kan råde bod på. Og hvis du ikke kan huske, hvordan mit allerførste værelse i London så ud, så kan du genopleve den hyggelige stemning herunder: