Flashbackberetninger

Af en eller anden grund hænger tingene sådan sammen, at når mit liv er allermest velfungerende, er der også allermindst at berette om.

Speaking of velfungerende: For første gang i tre år svinger jeg ikke imellem perioder, hvor jeg enten udelukkende tjener eller konsumerer penge. Der er nu kommet en form for balance i forholdet. Faktisk er det som om, jeg kan ane gradvist opadgående sorte (ikke røde) tal på kontoen. – I hvert fald hvis man anser uspenderede kroner fra månedens studielånsudbetaling som et overskud, hvilket jeg netop har haft heftig en diskussion med min roomie om.

Men hvis jeg samtidigt skeler en smule baglæns, vil jeg nok hurtigt konstatere, at det ikke ligefrem er de vildeste livsberetninger, der er blevet langet ud over den virtuelle skranke det sidste halve års tid (Men midt i manglen på  inspiration er det jo fremragende, at jeg altid kan berette om mine forældres husdyr, Luffe, Malthe og Holger - Ikke bloggens heldigste periode, I must admit).

Heldigvis kan jeg mærke, at sommeren kommer til at byde på nye ubesindige tiltag - det skal jo nødigt ende med, at jeg går hen og får styr på tilværelsen. I første omgang må I dog tage jer til takke med et par flashbackberetninger fra de tidligste Londondage - blandt andet skylder jeg en særlig person en ordentlig introduktion. Dén får I dog først i weekenden. Desuden lover jeg, at der fremover vil komme færre beretninger om mine forældres husdyr...

@Dylan Culhane

Året er 2010, måneden er september, og jeg er netop rullet ind med eksprestoget fra Gatwick Airport med mine allernødvendigste ejendele formstøbt i to kufferter (den store mistede hjulene under rejsen og må derfor bæres) efter en one way flight, som i øvrigt skulle blive bloggens første beretning. På Victoria Station i London opdager jeg, at en stor del af undergrundsbanen holder weekendlukket, og at jeg af den grund ikke kan tage tuben hele vejen til min destination – noget enhver londoner vil vide at tage højde for, men som jeg må gøre mig den bedrøvelige erfaringen om en mørk aften med en skamferet kuffert og for fattig til en taxa.

Fra undergrundens menneskemylder og op på gadeplan under et hidsigt regnskyl – London har altid været god for en ordentlig velkomst. En vabel i min håndflade er under opbygning, det brænder, og jeg lader mine hænder bytte laster på vej over mod den nærmeste røde dobbeltdækker. I den lille mørke chaufførkabine sidder en sort mand med et skyggelagt ansigt. Jeg råber til ham igennem den gennemsigtige plastikvæg: Are you going anywhere near Finchley Road?

Det er han på ingen måde, men han siger, at jeg bare kan hoppe ind, for så vil han sørge for, at jeg kommer hen til et andet busstoppested, hvorfra jeg kan tage en anden linje til Finchley Road. Da jeg spørger ham om, hvor meget det koster, læner han sig frem, så det midaldrende ansigt træder ud af mørket. Don’t worry about it, siger han og smiler.

Et par busture, en travetur op ad en stejl bakke (damn you, Hampstead) og adskillige vabler senere står jeg foran porten til det danske hostel i London, hvor jeg har booket mig ind de næste fire nætter. Det er snart midnat, og klokken er for længst rendt over den sidste indtjekningsfrist. Hvis det hele ramler, har mit italienske bekendtskab fra en af mine tidligere turistture til London tilbudt mig husly, men det føles som om, det meget vel kunne blive mit endeligt at bære kufferterne så meget som ti skridt længere, og jeg har endnu ikke glemt, hvordan han uopfordret forsøgte at stikke tungen ind i min mund en nat på Old Blue Last. Desuden: Han hedder Simone ligesom mig, og hvor mærkeligt ville dét ikke lige være?

Heldigvis åbnes porten kort tid efter trykket på dørklokken. En ung kvinde byder velkommen, fører mig op ad den knirkende trappe til første sal og åbner døren til et rummeligt værelse. Fra døråbningen udpeger hun skyndsomt min køjeplads, hvorefter jeg må famle mig frem i mørke, imens dybe vejrtrækninger lyder fra fire dynepupper, som ligger fordelt i de øvrige senge. Disse fire dynepupper skulle næste dag tage skikkelse som fire åbenhjertede piger, der blev begyndelsen på den danske del af mit londonske netværk. Jeg skal senere komme ind på den internationale del.

Da morgenen efter den fjerde nat oprinder, må jeg som bekendt atter hanke op i kufferterne. Det nye hostel er meget større end det første, og der skelnes hverken mellem kvinder og mænd på badeværelserne eller på sovesalene, og desuden sover vi tyve mennesker i det samme rum. Jeg anser ikke mig selv som sart. Alligevel bliver jeg en kende chokeret, da jeg falder i tale med en hollandsk pige i lobbyen, som har opgivet alt håb om at finde et udlejningsværelse, og i stedet valgt at blive boende på dette hostel i sine tre måneder som udvekslingsstudent i London.
Dog må jeg som en jævnbyrdig boligsøgende give hende ret i, at forholdene ude hos værelsesudlejerne ikke er markant bedre eller billigere end hosteltilstande. Min egen desperate boligjagt fører mig da også igennem lidt af hvert. Ét sted bydes jeg velkommen af et ophængt hagekors på husets yderdør. Et andet sted kan man rent faktisk ane himlen oppe imellem værelsets loftbrædder. Men at der ikke vokser store plamager af mug op ad væggen anses for ren luksus. 

Til gengæld erfarer jeg sideløbende med boligjagten, at det ikke er synderligt svært at finde nye venner i London - I den første uge finder jeg nærmest en ny ven hver eneste dag (og med ”ven” hentyder jeg naturligvis til ældre mandspersoner, der tiltaler mig ”hey, baby” på diverse gadehjørner eller i natbussen). Meget anderledes udspiller det sig ikke med Rafael, endnu en italiener, som jeg møder ved kiksesektionen i Hampsteads lokale Tesco. Først skuler han lidt til mig igennem hylderne. Så spørger han:

- Danish?

Jeg taber næsten mine Tuc. Are you asking me if I’m Danish?

- Yeah... Are you?

- Well, yes… But every single day somebody asks if I’m Swedish. You are the first person to ask if I’m Danish.

- Well, you look Danish to me. Want to go out tonight?

- Yeah. Sure!


Således går det til, at jeg om aftenen sidder på en bar i Camden sammen med Rafael, hans storebror og dennes ungarske forlovede, Veronica. Dette bliver mit første og sidste stævnemøde med Rafael, men næste morgen giver Veronica mig en rundvisning på Camden Market. Senere på dagen falder jeg over et værelse i nordvest (nærmere indsnævret Willesden Green), som jeg kan flytte ind på øjeblikkeligt – Kun én uge fra den dag, jeg landede i Gatwick Airport. Ganske vist er der hverken internet eller varme, men der er ikke dét en dongle og et par tæpper ikke kan råde bod på. Og hvis du ikke kan huske, hvordan mit allerførste værelse i London så ud, så kan du genopleve den hyggelige stemning herunder:

What to do...

... with those sleepless nights

Jeg har haft svært ved at falde i søvn så længe, jeg kan huske, ja, faktisk helt tilbage til dengang, hvor jeg lå i en køjeseng i mit, min lillesøsters og mine forældres fælles soveværelse. Fælles soveværelse, før tilbygningen, tænk engang.

Jeg husker, hvordan jeg lå og lyttede til min lillesøsters åndedræt, der gradvist blev tungere. Misundelsen. Hvor ville jeg gerne kunne sove sådan: Lægge kinden mod puden, som om det var en velsignelse og ikke en forbandelse.

Jeg husker det uendelige mørke, der bredte sig ud over væggenes afgrænsninger, og hvordan det omklamrede de ensomme røde tal på klokradioen. Jeg lå altid og ventede - ventede på det magiske 22:22. Ét minut varede det, og så var det forbi.

Men når jeg lukkede øjnene, kunne jeg se perler. De bevægede sig som stimer af selvlysende fisk i det oceanske kosmos. I regnbuens farver gled de ind over bagsiden af mine øjenlåg fra alle vinkler. Ind og ud imellem hinanden. Og således passerede mange mørke nattetimer indtil den nat, hvor perlerne pludselig forsvandt, og selvom jeg så ofte forsøgte siden, lykkedes det mig aldrig at genkalde dem.

Ja, man husker de underligste ting fra de tidligste år. Noget ganske andet var den fornøjelige aften, hvor den bredere familie sad til bords i anledningen af en fødselsdagsfest. Samtalen faldt på søvntale, og da Simone følte, at det var hendes tur til at byde ind, udbrød hun: ”Jamen mor, du snakker da også i søvne - du siger uhm… åh… ah…” Herefter blev der meget stille, og min mor blev så underligt rød i hovedet - det tog mig et par yderligere aldre at forstå hvorfor - knap så lang tid tog det mine forældre at tage beslutningen om en ny tilbygning.



Men nu, halvanden dekade senere, er situationen ikke synderligt forbedret. Jeg ligger hér på rygsiden og stirrer ud i rummet, imens de første spæde stråler glaner ind ad vinduet. De glider skråt igennem glasset, breder sig langs væggen og når næsten hen til fodenden af madrassen. Endnu en søvnløs nat er løbet af stablen. Den tredje i rækken, men hvem tæller?


Der bliver så frygteligt stille om natten – også på Frederiksberg. Blandt så mange andre ting fylder netop dén tanke meget i mit hoved. Jeg bilder mig selv ind, at det er på grund af stilheden, at jeg ikke kan sove - det er det måske også.

Det var anderledes i London-dagene. Motorer, sirener og hjulspind fyldte natten ud. Og i de dage lå jeg aldrig vågen. Så betyder det på et aller andet plan - tilgiv mig min tåbelighed - at min skæbnebestemte adresse er i London…? Eller betyder det blot, at jeg skal anskaffe mig en af de der lydmaskiner, der kan lave trafiklyde natten lang?!

- At forbande stilheden virker i øvrigt en anelse stupidt, da den forsigtige fuglekvidder og den begyndende morgentrafiks fælles symfoni bliver kvalt af et bor, der trænger ind i betonen under vinduet, så væggene omkring mig skælver. Men sådan er det i øvrigt hver eneste morgen klokken tyve minutter over syv. Og alligevel er det allermest ulidelige ikke spektaklet men håndværkernes evige bralr, som så skånselsløst afslører fraværet af intelligens:



Hva’ fa’en, det er sgu politiet! 

Hva’ fa’en, er det POLITIET?!



- hørte jeg dem engang råbe til hinanden, da en patruljevogn trillede ind i gården med henblik på at hænge advarsler om hyppige indbrud i boligkomplekset op i alle opgange – Ja, jeg er stadig overbevist om, at håndværkerne udenfor mit vindue på en eller anden måde er indblandet. 

Og det er hér, det pludselig slår mig, at jeg muligvis har grebet mit søvnproblem fuldstændigt forkert an. Jeg mener, se på det hele på den her måde: Det er i skrivende stund tre døgn eller 72 timer siden, jeg sidst sov - Dette er ikke en skandale, dette er jo et mirakel! Ja, jeg må simpelthen kunne bruge det her til noget. I ved, gøre en forskel. Gøre verden til et bedre sted (læs: gøre min verden til et bedre sted).

Med bankende hjerte sætter jeg mig op i sengen.

Hvad nu hvis jeg i virkeligheden er tildelt dette liv med et helt særligt formål?  Hvad nu hvis jeg i virkeligheden er... en SUPERHELT? - Jaja, jeg har jo allerede fralagt mig mit søvnbehov - det eneste jeg mangler er en stram latexdragt og en god push up-bh.

Så ville jeg måske også have været i stand til at forhindre tyveriet af min cykel forleden?

Indrømmet: Det var dog fjollet at glemme låsen...

Vibrationer og tilhørsfølelse

Jeg har noget, der godt kunne ligne en knyst på min højre langefinger, og det er ret unormalt, for jeg er kun treogtyve. Alligevel er der en god grund til, at min finger ser ud som den gør: Den har gentagne gange været udsat for intense rystelser af et lille apparat, der er blevet holdt i min hånd på samme måde, som jeg ville holde en blyant – hvilende på langefingeren. Dette er i øvrigt historien om min første vibrator.

Jeg ved ikke, om det var af nysgerrighed, feministisk pligtfølelse eller for meget Sex and the City, men for cirka et år siden besluttede jeg mig for at anskaffe og afprøve en vibrator, ja, den dag i dag undrer det mig faktisk, at jeg ikke havde tænkt på det noget før. Ergo klikkede jeg ind på en online shop, der sælger sexlegetøj, og bestilte den famøse bullet vibrator. Ordren faldt tilfældigvis på Valentines Day, men derfor har de jo nok ment, at det var en hasteordre - I al fald stod postbuddet ude foran min dør i ret position med fingeren på dørklokken og en pakke under armen allerede næste morgen klokken ti over otte. Egentlig var jeg på dette tidspunkt på vej på arbejde, men jeg konkluderede, at kontoret godt kunne unde mig at møde en time senere (jeg var vist ikke så engageret i mit daværende telefonjob), og i stedet tog jeg pakken med ind i gemakkerne for at studere den nyindkøbte genstand.

Frem af indpakningen kom en vibrator, der var så petit, at den kunne være i en lukket næve. Og dog var den så kraftig i sine vibrationer – skulle det vise sig –, at den i løbet af blot få minutter kunne sende mig tværs igennem solsystemet, if you know what I mean *wink wink*.

Og så kom jeg altså ikke på arbejde dén dag.

Den nye interesse eskalerede i de kommende dage, og det skulle ikke vare mange ture til Merkur, før den lille genstand blev min nye bedste ven. Den hjalp mig til at komme i stødet om morgenen, når jeg ikke kunne vågne, og den beroligede mig om aftenen, så jeg bedre kunne sove. Men det stoppede ikke hér. Jeg begyndte at finde onaniundskyldninger i alt, hvad jeg foretog mig, og jeg kunne efterhånden ikke se en hel film til ende uden at stoppe den flere gange for at nappe en lille hurtig én. Det begyndte at ligne en afhængighed.

Ja, forskere mener jo, at der frigives et særligt hormon under orgasmen kaldet oxytocin. Dette hormon øger den følelsesmæssige tilknytning til giveren af orgasmen, hvorved der nok hyppigst hentydes til en menneskelig sexpartner, men i mit tilfælde altså en vibrator, og så kan jeg jo ikke lade være med at tænke: Er det mon muligt at knytte sig til en vibrator…?

Jeg kom ikke svaret nærmere i denne omgang, for da min kæreste kom på weekendbesøg (hej, langdistanceforhold), gik vibratoren på midlertidig ferie i natskuffen. Ja, jeg burde nok bare have fortalt ham om den med det samme, men jeg var vel en smule flov over det uhæmmede forbrug, der i den seneste tid havde fundet sted, og så var jeg desuden ret klar på at bevise overfor mig selv, at jeg kunne stoppe, hvis jeg ville.

Men denne weekend skulle det gå op for mig, at jeg virkelig havde udviklet en afhængighed. Jeg var nemlig blevet så forvænt med vibrationerne, at jeg på ingen måde kunne klimakse uden min vibrator! Det endte med, at jeg måtte hive den op af skuffen og bringe mig selv til kulmination, imens min arme kæreste lå ved siden af og så på - OK, det synes han nok ikke var det værste i verden. Men dén nat, var det min lille vibrator, jeg knugede i hånden, da jeg lod mig opsluge af drømmenes verden.