The Mission

- Jeg faldt i snak med en hjemløs mand i går. Han solgte Hus Forbi. Vi sad på bænken derovre.
Emily peger - Hans livshistorie var så interessant, at jeg spurgte, om jeg måtte lave en video med ham. Det havde han ikke noget imod.

Hun finder optagelsen frem på telefonen og tilføjer: Da jeg havde filmet ham i et stykke tid, begyndte folk at stimle omkring os. Nogle af dem stillede sig i kø, for så ville de lige pludselig også filme ham til diverse skoleprojekter og så videre.

Hvor mange mennesker søger bort, når en sentimental hjemløs tager hul på livsberetningen, giver Emily gerne en kop kaffe og en sandwich.

- Men hvad skal optagelsen bruges til? spørger jeg nysgerrigt.

- Det ved jeg da ikke, siger hun.

Vi trasker ned ad Strøget. Jeg har lokket hende med på en mission, som jeg forleden fik stillet af en veninde med en ringe infrastruktur til Indre By.

- Jeg skal ha’ fat på en bestemt tegneserie, siger jeg. - Ja, jeg ved ikke, hvad hun skal bruge den til. Det er vel et samlerobjekt eller noget. Jeg ved bare, at den går under navnet 'Morbus Gravis'.

Butikken ligger i en sidegade til en sidegade. Den består af flere sammenhængende rum. Farvepaletten er så mangfoldig og indtrykkene så overvældende, at det føles som om, de aldrig nogensinde vil kunne stå sammen i en helhed. Hylderne er spækket med eventyrlige figurer, bøger og brætspil - de fleste af dem har jeg aldrig hørt om.

På stenmuren over den lave hvælvingen, som adskiller de to rum, hænger et papir, der har undergået en behandling, så det tilnærmelsesvis ligner et gammelt pergament med slidte og ujævne kanter. LIVE ROLLESPIL, står der - Vi rykker ind i større lokaler!

- Kan jeg hjælpe med noget?
Vi vender os om, som ekspedienten tiltaler os. Han betragter os gennem hornbriller med fedtmærker - En mindre hot udgave af Clark Kent - Ja, I ligner ikke nogle, der kommer her så ofte.

- Hvad mener du med det? spørger Emily.

- Vi har for eksempel ikke så mange kunder med bandanaer, siger han og nikker mod hendes hovedbeklædning.

Det modsatte gør sig tilsyneladende gældende for mange af jeres venner, tænker jeg og stirrer direkte ind i en flok bandana-klædte Jungle Fighters i en pap- og plastikemballage. I stedet for at kommentere det, vælger jeg at springe til sagen: Vi søger en tegneserie kaldet Morbus Gravis, forklarer jeg. Ifølge jeres hjemmeside, er den på tilbud i denne uge.

- Lad mig slå det op, siger han og går om bag disken.

Fra den modsatte side af skærmen studerer jeg med forventning hans søgende ansigtsudtryk, der oplyses af skærmens kølige lys. Så blusser en varm farve frem i kinderne.
- Øh, det er i vores anden butik, mumler han og retter forfjamsket på brillerne.



Da vi atter befinder os på gadeplan, spørger Emily undrende: Hvad mente han egentlig med, at vi ikke passer ind i deres målgruppe? - du skriver da for et rollespilsmagasin!

- Ja, og du er sguda nyhedsvært på Game Reactor, tilføjer jeg og gnubber mig selv i nakken med fingervanterne. Vi er nærmest  ~indbegrebet~ af målgruppen.

- Vi er nærmest celebrities.

- Det skulle vi da ha’ sagt til ham.

- Ja, det skulle vi da.

NOTE: Vi fandt efterfølgende den rigtige butik og den rigtige tegneserie, og så forstår man måske bedre grunden til den unge mands rødmen. Tegneserien ser nemlig sådan ud:

God jul til alle!

Highlights from November!

Wauw. So November has been a really happening month for me. Here are all the highlights!

Saturday night: Im not actually sure what's happening in this picture, but I think we are performing some kind of ritual...

... We then repeated the word "søndagsklub" three times and then this dude called Bubber magically made his appearance.

Emily gave me a mouse for my birthday because she knows how much I miss our old mouse Bent.

Then I caught Emily in a Tyra pose...

... I then tried to do the same pose but failed.

... Then I did a hell lot of assignments...    (Hey, movember!)

... Ate a box of Tea Cakes ...

... And had skype-sex with my boyfriend. #LongDistanceRelationships

... How was your November?

Gulerodssmoothie

  .

Luften er kold som is, men frisk som Colgate MaxWhite. Jeg slynger halstørklædet over skulderen og kniber øjnene sammen mod det hvide sollys. Spankulerer hen over de changerende efterårsblade, der stryger sig over strøget. En munter indianer blæser sæbebobler på størrelse med hjulende på en lyseblå barnevogn, der holder parkeret ved "Morfars Pølser". Jeg smiler en tand for overskudsagtigt til den vrælende unge og tager en slurk af min gulerodssmoothie.

Yes, det nyligt genoptagede danske statsborgerskab har uden tvivl haft positive indvirkninger på min livsstil, hvilket måske skyldes min pludselige modtagelighed overfor en knap så selvdestruktiv mentalitet. I København oplever jeg eksempelvis, at det er hipt at spise grøntsager, imens ingen form for spise til sammenligning tilegner sig etiketten ”hip” i London (coke er undtaget).

Tag den famøse kampagne ”6 om dagen” som eksempel. Af en eller anden grund blev den sidste grøntsag tabt i oversættelsen/lost in translation, så på engelsk hedder det ”5 a day”. Dette har muligvis noget at gøre med, at englænderne tror, at Guinness tæller med som en grøntsag.

Nå, men det er ikke alene de ting, jeg putter i munden, der har ændret sig. Jeg er også begyndt at tage flere brusebade, hvilket muligvis skyldes, at det ikke længere føles som om, jeg vælter mig i klor, hver gang jeg stiller mig ind under brusehovedet. Mit hår er evigt taknemmeligt.

Desuden har jeg anskaffet mig en cykel (= motion), for man skal ikke være udpræget kvik, før man forstår, at dette er et nødvænne i København (I London er der meget få cyklister og nærmest ingen cykelstier). Idyllisk ser det ud, når flokkene triller ned ad H.C. Andersens Boulevard med halstørklæderne blafrende i blæsten. Knap så idyllisk var det, da det gik op for mig, at jeg overhovedet ikke kender færdselsreglerne. Kør lige ordentligt! råbte en gut, idet han styrede udenom, fordi jeg havde placeret mig i den forkerte kørebane på cykelstien. Hvad har du gang i? råbte en ung mor, da jeg tog holdt uden en håndmarkering. Københavnerne er nogle værre cykelnazister. Jeg er opvokset i Nordjylland, og jeg er ikke vant til at blive råbt af i trafikken – Ja, faktisk er jeg slet ikke vant til, at der er andre end mig på cykelstien.

Anyways - mine tohjulede oplevelser ville ikke være så slemme, hvis jeg så bare kunne finde ud af den trafikale infrastruktur. And don’t I know: disse ting tager tid, og det gør de hver gang, man kommer til en ny by. Men hvor de fleste mennesker er så civiliserede at eje en mobiltelefon med GPS, render jeg (som det eneste menneske i København under halvtreds) stadig rundt med et gammeldags fold-ud-kort i håndtasken (ja, hvorfor ikke kalde det en håndtaske nu, hvor vi allerede har fastslået, at jeg identificerer mig med den ældre generation).

Just trying to find my way around in Copenhagen

 Apropos generationer, så snup lige godt og vel en håndfuld af disse og træk dem fra markedets nyeste smartphone - og du får: en klaptelefon. Sådan én har jeg. Og hver gang jeg tager den frem i dagslys, er det som om, alt inden får en femten meters radius går i stå. Folk kigger på mig i en blanding af skepsis og ubehag, som havde jeg netop taget en slangebøsse op af tasken. Dude, don’t point that thing at me.

Når jeg er til fest i Kødbyen, føler jeg mig afskåret fra en tredjedel af alle konversationer, fordi jeg ikke kan tale med om Instagram, men i andre situationer har mit handicap vist sig at være nyttigt: Som når en selvhøjtidelig ung mand trætter mig med sin talestrøm, og alt jeg behøver at gøre er at pege på ham med min klaptelefon.

Alligevel kan jeg ikke undgå at føle mig en smule udenfor. Selv mine forældre har smartphones. Og skal sandheden frem, så har jeg da også arvet min nuværende telefon efter min mor (da hun selv anskaffede sig en fiksere af slagsen). Hvad bliver det næste? At jeg arver hendes aflagte tøj? Oh yeah, I already do that.

Anyways, essensen i overstående udgydelser må være, at selvom jeg er kommet langt, kan jeg stadig ikke skue toppen af bjerget. Ja, spørgsmålet er, om jeg nogensinde kommer til at owne titlen: ”Et civiliseret menneske”. Men det er også okay. Og selvom jeg endnu ikke er indehaver af en Instagram, skal I da på ingen måde undvære et billede af min morgenmad denne morgen:

Havregryn med pålægschokolade #Breakfast #Oats #Galle&Jessen #Retro #Cph #Diet #Glamour #Pease #Culture #Nostalgic #Sober #Important #OneCanNeverHaveTooManyHashtags