The Mission

- Jeg faldt i snak med en hjemløs mand i går. Han solgte Hus Forbi. Vi sad på bænken derovre.
Emily peger - Hans livshistorie var så interessant, at jeg spurgte, om jeg måtte lave en video med ham. Det havde han ikke noget imod.

Hun finder optagelsen frem på telefonen og tilføjer: Da jeg havde filmet ham i et stykke tid, begyndte folk at stimle omkring os. Nogle af dem stillede sig i kø, for så ville de lige pludselig også filme ham til diverse skoleprojekter og så videre.

Hvor mange mennesker søger bort, når en sentimental hjemløs tager hul på livsberetningen, giver Emily gerne en kop kaffe og en sandwich.

- Men hvad skal optagelsen bruges til? spørger jeg nysgerrigt.

- Det ved jeg da ikke, siger hun.

Vi trasker ned ad Strøget. Jeg har lokket hende med på en mission, som jeg forleden fik stillet af en veninde med en ringe infrastruktur til Indre By.

- Jeg skal ha’ fat på en bestemt tegneserie, siger jeg. - Ja, jeg ved ikke, hvad hun skal bruge den til. Det er vel et samlerobjekt eller noget. Jeg ved bare, at den går under navnet 'Morbus Gravis'.

Butikken ligger i en sidegade til en sidegade. Den består af flere sammenhængende rum. Farvepaletten er så mangfoldig og indtrykkene så overvældende, at det føles som om, de aldrig nogensinde vil kunne stå sammen i en helhed. Hylderne er spækket med eventyrlige figurer, bøger og brætspil - de fleste af dem har jeg aldrig hørt om.

På stenmuren over den lave hvælvingen, som adskiller de to rum, hænger et papir, der har undergået en behandling, så det tilnærmelsesvis ligner et gammelt pergament med slidte og ujævne kanter. LIVE ROLLESPIL, står der - Vi rykker ind i større lokaler!

- Kan jeg hjælpe med noget?
Vi vender os om, som ekspedienten tiltaler os. Han betragter os gennem hornbriller med fedtmærker - En mindre hot udgave af Clark Kent - Ja, I ligner ikke nogle, der kommer her så ofte.

- Hvad mener du med det? spørger Emily.

- Vi har for eksempel ikke så mange kunder med bandanaer, siger han og nikker mod hendes hovedbeklædning.

Det modsatte gør sig tilsyneladende gældende for mange af jeres venner, tænker jeg og stirrer direkte ind i en flok bandana-klædte Jungle Fighters i en pap- og plastikemballage. I stedet for at kommentere det, vælger jeg at springe til sagen: Vi søger en tegneserie kaldet Morbus Gravis, forklarer jeg. Ifølge jeres hjemmeside, er den på tilbud i denne uge.

- Lad mig slå det op, siger han og går om bag disken.

Fra den modsatte side af skærmen studerer jeg med forventning hans søgende ansigtsudtryk, der oplyses af skærmens kølige lys. Så blusser en varm farve frem i kinderne.
- Øh, det er i vores anden butik, mumler han og retter forfjamsket på brillerne.



Da vi atter befinder os på gadeplan, spørger Emily undrende: Hvad mente han egentlig med, at vi ikke passer ind i deres målgruppe? - du skriver da for et rollespilsmagasin!

- Ja, og du er sguda nyhedsvært på Game Reactor, tilføjer jeg og gnubber mig selv i nakken med fingervanterne. Vi er nærmest  ~indbegrebet~ af målgruppen.

- Vi er nærmest celebrities.

- Det skulle vi da ha’ sagt til ham.

- Ja, det skulle vi da.

NOTE: Vi fandt efterfølgende den rigtige butik og den rigtige tegneserie, og så forstår man måske bedre grunden til den unge mands rødmen. Tegneserien ser nemlig sådan ud:

God jul til alle!