The 30's

Jeg ved ikke præcis, hvor gammel Mike er, men jeg ved, at han flyttede til London, da han havde færdiggjort en BA i Wales, hvor han er opvokset - og at han nu har boet her i ti år. Jeg estimerer derfor på grundlag af mit beskedne matematiske B-niveau, at han må befinde sig et sted i trediverne. Derudover har jeg ladet mig fortælle, at han arbejder for en af Englands største banker, og at han råder over eget hus i Greenwich-området. Desuden viser han endnu ikke tegn på hårtab, og så er han single. Catch?

Første gang jeg mødte Mike, var en solbeskinnet onsdag formiddag i den vestlige ende af Oxford Street. Jeg var lige spadseret forbi Starbucks, der i anledningen af det milde vintervejr havde gæster dangladerende helt ude ved cafébordene foran butiksfacaden, da jeg pludselig hører lyden af galopperende sko, som nærmer sig bagfra og højre om.
”Wait Madam, wait!” råber en dyb mandestemme. Min paranoide hjernehalvdel fortæller mig, at jeg lige om lidt bliver stukket ned bagfra, men i stedet springer en mildest talt forpustet mandsperson i jakkesæt op på siden af mig. Han stopper op og gisper efter vejret. Jeg standser ligeledes op, for jeg tænker, at andet ville udarte sig akavet.
”I saw you walk by…” fremstammer han, da han omsider er i stand til at tale. ”… And I just had to talk to you”.

Før jeg ved af det, har han inviteret mig ud til drinks den kommende weekend, og jeg har sagt ja og stukket ham mit telefonnummer. Det var ellers min hensigt så vidt muligt at sætte en stopper for denne dårlige vane med at dele mit nummer ud til fremmede mennesker på nogenlunde samme måde som de gutter, der deler ud af ”The Evening Standard” ved indgangen til enhver tube station. Der er dog noget ved denne walisiske mand, der fanger min interesse. Det kunne om muligt være det faktum, at jeg aldrig før datet en mand i trediverne (don’t knock it till you’ve tried it…) og sidst men ikke mindst, så har jeg bare aldrig rigtigt været pigen, der afslår tilbuddet om gratis alkohol.

Jeg er spændt på hvilke erfaringer, jeg vil gøre mig om mænd i trediverne, da jeg den efterfølgende fredag sætter min ind på All Bar One sammen med Mike. Menneskemængden fylder godt, men vi finder en ganske afsides plads på to barstole ved vinduespartiet ud til Leicester Square. På bordpladen, der strækker sig langs ruden, står allerede placeret adskillige tømte glas med mundafmærkninger og svindende isterninger, hvilket på ingen måde er mig en irritationskilde, men Mike kalder straks på den travle tjener og beder ham rydde dem af vejen (Note til mig selv: Mænd i 30’erne foretrækker ryddelighed og kan desuden godt lide at kommandere med folk). Jeg får det indtryk, at Mike uden tvivl også må være en af de mænd, der folder deres underbukser.
Desuden lærer jeg om Mike, at han er en gentleman: ”Can I take your coat to the wardrobe?”, ”What can I get you to drink?”, ”Is your chair alright and are you cold?” Jeg tror også, at jeg ville være blevet overrasket, hvis han på nogen måde var anderledes, for disse gentlemen er en del af Londons befolkning i sådan en grad, at jeg faktisk tror, at jeg er begyndt at forvente denne opførsel frem for at lade mig smigre.

I begyndelsen handler snakken om banker og forretningsrejser (Mike fortæller, og jeg prøver at opsnappe den overordnede mening gennem hans britiske accent og hurtige talestrøm. Jeg vælger ikke at bryde ind for at bede ham uddybe. Risikoen for at jeg alligevel ikke forstår noget er for stor). Senere får vi sporet os ind på dybere samtaleemner som værdier og livsmål.
“I don’t want to be with a lot of different girls,” lyder ordene, der kommer fra hans mund. ”I’m really just looking for that special one to share my life with.” Med ét ser jeg mig selv i rollen som britisk forstadsfrue. En af dem med kronisk manicure, og som aldrig sidder med spredte ben i tuben. Skræmmende.

Mike bestiller endnu en omgang af gin og tonic, og stemningen er helt den rigtige, så det kommer ikke bag på mig, da han let placerer sin hånd mellem min hals og mit kæbeben og læner sig en anelse frem for at kysse mig forsigtigt på munden. Udmærket, er min vurdering. Faktisk slet ikke dårligt. Men som vi bliver mere og mere integreret, er det som om, at der mangler noget… Hm, jeg kan ikke lige komme på… (!) hans tunge. Hvor er hans tunge? Jeg burde helt sikkert have mærket den på nuværende tidspunkt, men på mærkværdigste vis er den fuldstændigt fraværende i den akt, der lige nu udføres. Snaver mænd i trediverne ikke med tungen mere? spørger jeg forundrende mig selv, da det pludselig går op for mig, at han måske ikke har nogen tunge. Jeg begynder nu at gennemgå hele aftenens forløb inde i hovedet i et forsøg på at huske, om jeg på noget tidspunkt har set glimtet af den i de stunder, hvor han har haft munden åben. Jeg er ikke sikker. Der er ret mørkt i lokalet… Men kan man overhovedet tale, hvis man ikke har nogen tunge? Med den mission at få mysteriet opklaret, stikker jeg min egen tunge længere ind i munden på ham for at finde det, der magler. Intet held. Hvor frustrerende, tænker jeg, og før jeg ved af det, befinder jeg mig i en situation, hvor jeg prøver at strække min tunge så langt ned i halsen på ham, som det overhovedet lader sig gøre, og det kan umuligt være behageligt for nogen af os. Mike har også bemærket, at der er noget galt. Nu tror han sikkert, at jeg kysser dårligt. Vi afbryder scenariet. Hvem havde også set det komme? (Note til mig selv: Mænd i 30’erne kysser ikke med tungen.)

”I hope to see you again soon,” siger Mike, da vi kort tid efter står nede på Leicester Square Station, og skal sige farvel til hinanden. Han placerer et galant farvelkys på min kind. ”Me too” siger jeg, selv om jeg inderst inde godt ved, at det her vil blive vores sidste møde. Ikke på grund af, at han er ti år ældre end mig, eller fordi han er typen, der folder sit undertøj. Men på grund af den kendsgerning, at Mike ikke er nogen god kysser, og der er visse ting, en pige ikke bør gå på kompromis med.

.

Thoughts and stuff...

Alletiders, at det skal være så nemt at få nye venner!

Hvilken ualmindelig dårlig start på året, tænker jeg, mens jeg sidder på gulvet iført min fem-punds-sweater fra Primarks herreafdeling, som jeg har haft på hver eneste dag, siden det nye år indtræf, og åbenbart uden at jeg på noget tidspunkt har følt et særligt behov for involvering af en deo-stick. Jeg har smidt bukserne, fordi de strammede på maven, bh’en fordi den kradsede under armene og de hjemmestrikkede sokker, fordi de kløede mellem tæerne. Inderst inde handler det nok ikke så meget om, at jeg ikke kan være i mit tøj, men nærmere om, at jeg ikke kan være i mit eget skind. Jeg har spredt papirer og knækkede farveblyanter i en radius på to meter ud fra min placering på gulvet, fordi jeg bilder mig selv ind, at jeg er kunstner, men mine tegninger ligner udtryksløse blyantstreger, som kun overgås i mangel på dynamik af den bakke med indtørrede brownie bites, som jeg lige om lidt finder frem fra køkkenskabets øverste hylde. Dette skyldes, at jeg bogstavelig talt ikke har bevæget mig udenfor en hoveddør i flere dage, og jeg har nu opbrugt al den inspiration, som rummets fire flade vægge havde at tilbyde mig. Sagen er, at jeg har opholdt mig i min afskårede virkelighed så længe, at omverdenen er begyndt at synes skræmmende, og jeg er ikke sikker på, at jeg kan huske hvad normal omgang med andre mennesker indebærer. Ond cirkel.

Min far kommer hjem fra sit arbejde og spørger, hvorfor jeg roder så meget, og hvorfor jeg drikker hans øl. Den ulidelige kat vader frem og tilbage hen over mine papirer, mens den fortæller mig, at jeg er ynkelig. Jeg tænker, at når selv katten kan se det, så er det fordi, at jeg er nået helt derud, hvor en indgribning er påkrævet.

.

Freaks, zombier og lyssværd

Efter et par dage med julelukket og indlæggelse til familiesammenkomster mente min nittenårige søster og jeg, at det var på tide at komme lidt ud blandt pøblen, så vi beslutter os for at tage en tur ind til Hjørring for at kaste lange blikke efter de julegaveønsker, der aldrig havnede under træet på den fireogtyvende.
Okay, så vi står i A-Z’s legetøjsafdeling. Genstanden, der har indfanget vores opmærksomhed, er et langt lyssværd, der hviler i et åbent papdisplay med fantasifulde Star Wars-afbildninger på en hylde i blikfangshøjde. Min søster har altid ønsket sig et lyssværd. I hvert fald lige siden hun begyndte at læse Sci-Fi tegneserier, post-apokalyptiske bøger og anse splejsede drenge som Christopher Mintz-Plasse (Superbad) som værende et hårdt turn on. Og det er efterhånden ved at være noget tid siden.

”Et lyssværd er verdens mest awesome våben!” udbryder hun, og jeg synes næsten, at jeg hører ærefrygt i hendes stemme. Hun stryger hånden hen over klingen (eller hvad end man nu kalder det på et lyssværd) og fortsætter: ”…Men vidste du, at lyssværdet faktisk ikke er opfundet i den virkelige verden endnu? Altså sådan et rigtigt lyssværd.”
Nej, det vidste jeg ikke. ”Men hvad kan denne plasticudgave?” spørger jeg en anelse ligegyldigt og trykker på en lille rund knap på skaftet, hvorefter genstanden begynder at lyse rødt og sige underlige lyde.
”Awesome,” mumler jeg med en snert af anerkendelse i stemmen.
”Lad mig prøve,” siger min søster og lægger hånden rundt om skaftet og trykker på knappen. Hun står et øjeblik med et tankefyldt udtryk over ansigtet, imens jeg afventer hendes bedømmelse. Så skuler hun til mig ud af øjenkrogen, imens en fornyet spænding rører sig i hendes øjne, og siger: ”Den vibrerer…”

...

Hvis man er lidt af en freak, kan man altid håbe, at der i den nærmeste familie forefindes én, der er endnu mere freaky end én selv - En som kan overstråle ens egne bizarre tilbøjeligheder af ekstremistiske ubanaliteter. Dette er den heldige omstændighed i mit liv, og faktoren jeg her har i tankerne, er selvfølgelig min nittenårige lillesøster. Jeg mener... de fleste har altid vidst, at hun var en lille smule menneskesky (også kendt som socialt retarderet). Men vidste de mon, at hun var direkte… Mærkelig? Dette blev på det kraftigste slået fast den fireogtyvende december. Frem af gavepapiret, der så uskyldigt var foldet om hendes julegaver, tilsynekom den ene zombiebog efter den anden. ”Zombie survival guide,” ”How to speak Zombie” og “The Mystery of the Living Dead” for nu bare at fremhæve et par af de titler, man kunne finde uden på bøgernes omslag. Og mens min søsters ansigt lyste af begejstring, sad de endnu uvidende medlemmer af familien og sendte hinanden foruroligende blikke ud af øjenkrogen. Zombier! Er det dét, de unge vil ha’?

Jesse Eisenberg i Zombieland

Personligt havde jeg aldrig troet, at jeg skulle tvinges til at forholde mig til begreber som levende forrådnelse, men min søster ynder dagligt at overraske mig med små hurtige testspøgsmål, som hun slynger i hovedet på mig uden nogen særlig situationsovervejelse, og det er som om, at hun forventer, at jeg skal kunne huske alt, hvad hun nogensinde har fortalt mig om zombier:”Simone, sig mig hvilke steder man skal undgå at opholde sig under et zombieangreb?” … eller: ”Hvordan smitter en zombievirus?” Det er forholdsvis sjældent, at jeg formår svare rigtigt på disse spørgsmål, men hun er en ihærdig læremester, der ikke giver op uden kamp. Og det er her, et eller andet sted mellem fornuft og galskab, at jeg må stoppe op og fundere. For pludselig slår det mig; hvad nu hvis hun har ret? Hvad nu hvis vi alle sammen går rundt i en usynlig farezone, en fare for at ende som tankedøde zombier, som kun forstærkes af vores egen ubevidsthed? Vil vi være i stand til at reagere i tide hvis uheldet er ude, vil vi formå at redde os selv? Det er et spørgsmål om mod, om handlekraft. Men først og fremmest er det et spørgsmål om viljestyrke. Jeg vil derfor opfordre alle til at stille sig selv det altafgørende essentielle spørgsmål: Vil du overgive dig til tilværelsen som levende død, eller vil du kæmpe imod og overleve?

.